Pinseopskrifter

Skordalia

Er en græsk klassiker, der som regel er lavet af modne hvidløg, men den bliver endnu skønnere med friske unge hvidløg fra haven

4-5 nye grønne hvidløg - størrelse som forårsløg - 100 g smuttede mandler, 2 skiver brød, 3-4 kartofler, som man moser i foodprocessor med salt, peber, en mild chili, citronsaft og revet skal af en citron, og olivenolie nok til at det bliver en grov blød mos.

Det er intenst, men mildt hvidløgsparfumeret, vidunderligt til stegt fisk, på en bøf, til sprød kylling, som dip evt. sammen med Tzatiki,og grillet brød, som i Grækenland.

Forårssalat

En meget fin måde at få det bedste ud af de dyre nye kartofler og hvide asparges.

Grøn salat, feldsalat, let underkogte nye kartofler, kogte hvide asparges, sødskærm, kørvel, purløg, bregneskud, stegte mælkebøtter,

Dressing;

Et glas eller dåse saltede ansjoser, 2 fed hvidløg, 2 dl olivenolie, skal og saft af en citron.

Mos i morter eller foodprocessor. Dryp over salaten.

Bregneskuddene er den krøllede del af fjerbregner, og det er kun dem som kan spises, de skal koge i 20 minutter, så ned i koldt vand, og så smager de forunderligt, en grøntsag du aldrig har prøvet før.

Mælkebøtterne er simpelthen bare de gule blomster som du steger på en pande i olivenolie med lidt hvidløg, når de er helt krøllet sammen og møre gir du dem et skvæt Tamari og så er de klar. De er både lidt bitre og lidt sødmefyldte, og jeg elsker dem.

Husk at alle salater er smukkere på et fladt fad end i en skål.