Del på Facebook

Jordbær galore

Gelé er en gammeldags dessert, som vist har fået et dårligt ry, og det er synd og skam. God, rigtsmagende gelé uden for meget husblas er dejligt. Med for meget husblas skal den tygges, og det er virkeligt ikke godt. God gelé skal smelte, når den kommer ind i munden. Den skønne hyldegelé er perfekt til fuldmodne jordbær eller et glas med tynde både af virkeligt modne ferskner.

Hyldegelé med jordbær

Til 4 personer

Blød husblasen op i koldt vand, til den slasker, smelt den i lidt af romsaften, og bland alt til husblasen er fordelt. Fordel jordbær og hyldegelé i skåle eller glas, og køl af til det stivner. Pynt med hyldeblomster.

Det er yndigt som det er, men også fortryllende godt med hyldecurd lettet med flødeskum, eller med vanilleis.

Jordbær og krydderurter

Jordbærsmag er skønt, men sammen med de rigtige krydderurter, kan det være en åbenbaring.

Citronverbena, bergamottemynte, mexicansk estragon, mandelblade/ ferskenblade, solbærblade og hyldeblomster er vidunderlige med jordbær. De kan finde ud af at fremhæve uden at overdøve. De tre første planter har jeg både i netbutikken og i planteskolen.

Om man bare vil marinere sine bær eller lave en aromatisk iskold jordbærsuppe, er samme princip, bare lidt forskellig udførelse.

I begge tilfælde koger man en sukkerlage af 600 g sukker til 1 l vand. Hæld den kogende over krydderurterne, men gem lidt af de friske urter til pynt.

Lad den blive kold, og smag så til med lidt citronsaft. Fisk urterne op.

Hvis man hælder den krydrede lage kold over hele bær, får de en let marinering. De skal ikke sejle, bare rygsvømme i lagen.

Resten af lagen er dejlig som limonade med mere citron i. Server de marinerede bær med lidt af lagen i glas med is eller noget andet med meget fløde i. Ingen skyrminusfedtfromagefrais 0,5% her.

Hvis man vil lave en jordbærsuppe, og det er også virkeligt dejligt, så skiver man bærrene og hælder lagen lunken over dem. Lad det trække et køligt sted, men ikke køleskabet. Server med lidt isklumper i og igen noget fedmefyldt hvidt oveni. Her skal de sejle i lagen, for det er jo en suppe. Der er marinade/suppe til et kilo bær.

Pavlova med marinerede jordbær

Til 4 personer

Rør det meste af et bæger mascarpone op med 2 dl drænet yougurt eller et bæger græsk yougurt, rør kornene af en vaniljestang og nok krydderurtesukkerlage i, til det bliver en creme af konsistens som lidt stift flødeskum.

Læg et ordentlig blob af cremen på hver marengs, så selve bærrene og så lidt af lagen i en pøl rundtom.

Rigtig god fornøjelse
Camilla Plum