Mirabelleopskrifter

Frugtlæder består i al enkelhed af frugt – eller bærmos – som man tørrer til en helt fantastisk sej og lækker konsistens i sol eller ovn. Alle slags frugt, også modne tomater, kan bruges, bare den kan koges til mos. Den skal sødes, men ikke så det bliver syltetøjssødt. Idéen er, at det er sød-syrligt. Hvis man bruger syrefattige frugter som pærer eller blåbær, skal man smage til med citronsaft.

Blomme- eller mirabellefrugtlæder

1½ kg mirabeller eller blommer uden sten
½ kg sukker

Kog den udstenede frugt og sukker sammen i en bred, tykbundet gryde. Brug så lidt vand som muligt for at forhindre det i at brænde på. En dl eller to bør være rigeligt, så snart frugten bliver varm dannes der rigeligt med væske. Rør ofte, til sukkeret er opløst og frugten kogt klar i kødet. Det tager måske 20 minutter.

Purer frugten i foodprocessor. Hvis man vil have lidt mere bid, er pureringen ikke nødvendig. Man kan også piske det nogenlunde jævnt med et piskeris. Det er kun en fordel med lidt kogte skaller i mosen.

Bred den ud på to-tre bageplader med bagepapir. Laget skal ikke være mere end 5–6 mm tykt.

Hvis det er bragende sol og luftigt, kan man tørre det i solen, men den driftssikre metode er at stille det i ovnen – gerne med vamluft – ved 50 grader til det er sejt og tørt nok til at røre ved. Det tager alt efter vandindhold, ovn og frugt 8–12 timer. Frugtlæder bliver ved med at klistre, og man skal holde det på bagepapiret, lagt i en stak, og pakket ind i en plasticpose. Eller evt. rullet sammen til små cigarer, rullet i hver sit stykke bagepapir. Det er vanskeligt at skære ud med en kniv, men nemt at klippe i eller bare flå i med fingrene.

Mirabellechutney med lakrids

1 kg blommer eller mirabeller, uden sten
300 g sukker
2 dl æbleeddike
2 dl rødvin
stor kanelstang
1 spsk hele korianderfrø
10 kardemommekapsler
2 laurbærblade
4 spsk skåret lakridsrod
2–3 chili
2 muscatblomme
5 lange peber
2 spsk brun, hel sennep
et stort løg i både
Brug evt. en kirsebærudstener.

Kom det hele i en bradepande, vend godt rundt og stil det i ovnen ved 175 grader.

Her skal det stå og koge ind, medens man holder øje med at det ikke branker. Det tager mindst en time. Hvis det begynder at branke, lægger man sølvpapir over, men kun løst.

Smag til efter 30 minutter med sukker/eddike. Hvis blommerne er meget sure skal man måske helt op på 600 g sukker.

Kom chutneyen på glas der er pasteuriseret ved 150 grader i ovnen i en halv time. Lågene skoldes i en gryde kogende vand, umiddelbart inden de sættes på.


Det lyder sært med chili i sit syltetøj, men det er det faktisk overhovedet ikke.

Det er bare rigtigt godt.

Måske man skal lade være, hvis det er til børn, men alt er ikke til børn. Der skal også være noget til os andre. Chilien skal naturligvis ikke være af den allerstærkeste slags, kun nok til at give interesse. Det smager skønt på ostemaden, og også gerne på morgenyoghurten for min skyld.

Hvis man synes, kan man jo bare lade være at komme chilien i, men det er godt nok synd.

Mirabellesyltetøj med stjerneanis, ingefær og chili

1 kg mirabeller eller blommer uden sten
800 g sukker
3 stjerneanis
3 kardemommekapsler
75 g frisk ingefær, groftrevet
1 tørret eller frisk chili uden kerner og frøvægge

Tag stenene ud med en kirsebærudstener.

Kom det hele i en bradepande og bland grundigt. Læg folie over og sæt det i ovnen i en 175 grader varm ovn i 20 min. Nu skulle frugten gerne være begyndt at safte. Ellers bages lidt længere under folie. Tag folien af og rør rundt. Bag videre uden folie ved 150 grader til syltetøjet er jævnt, klart og færdigt. Undervejs rører man i det så det bliver jævnt kogt. Fjern chilien.

Kom på skoldede glas, skyllet i spiritus, og luk med skoldede låg, når det er blevet helt koldt.