Og så alle de vidunderlige vintergrøntsager, grønne, røde, hvide, alt det som de er kloge nok til at dyrke i deres milde vintre, så de ikke skal leve af rodfrugter hele vinteren. Rodfrugter er godt, men sødt og stivelsesfyldt, Det vi mangler og Italienere har rigeligt af, er det bitre, det syrlige, det friske og knasende, og som vi bare ikke har fordi vi er en nation som ikke kan forstå bitterhed i mad, eller hvor vigtig den er både for vores mad, og for vores helbred. Vi kan blive nødt til at dyrke det meste selv, for mange af de italeinske grøntsager kan man simeplethen bare ikke købe her i landet, og det er en meget fin ting at gøre, og for der er plads til både sommergrønt og vintergrønt i haven. Det handler ikke bare om klima, vi kan dyrke det meste lige her, i et uopvarmet drivhus, i alle vintre undtagen de strengeste, og vi kan helt sikkert dyrke det udendørs i al den tid om efteråret vi ikke tror der kan vokse noget som helst i haven.
Man kan faktisk bare styrte ud og så det meste af det nu, hvis man har et drivhus. er det bare at få havemøblerne og terassevarmeren ud og frøene i jorden. De vil spire når de er klar til det og du vil have massser af de skønneste friske ting længe, inden der titter noget op udenfor.
Cikoriesater er ikke bare et lille pift af rødt chok i salaten i Italien, Hver region i Norditalien har sine egne varianter, i alle variationer af pink-violet og cremefarvet. man spiser dem uforfærdet som salat, stegt til de smelter, i risotto Den mest opsigtsvækkende er
Find Cikoriesalat her: http://netbutik.fuglebjerggaard.dk/?s=Cikoriesalat+&post_type=product
Man sår treviso, eller en af alle de andre regionale cikoriesalater) i juni, og der vokser et stort, grønt og uspiseligt bittert hoved frem. Man skal vente, for når det bliver koldere i oktober - først i november danner der sig et fint pink - hvidt aflangt hoved imellem de store yderblade. De fine hoveder får meget lidt lys derinde, men man kan binde de ydre blade sammen med et stykke snor for at holde dem helt i mørke. Metoden hedder etiolering, og betyder at der ikke dannes en brøkdel så mange bitterstoffer som hvis de får sol. Nok til at de har en fin sødmefyldt bitterhed, som er hele meningen med dem, men ikke så det hiver i nakkehårene. Hvis man sår nogle af dem i et hjørne i sit drivhus har man racdicchio frem til nytår eller længere.
Hvis man vil gå hele vejen, og dyrke sine egne julesalat eller treviso tardivo graver man plnaterne op i november, trimmer rødderne så de kan være i en potte og skærer hele hovedet af, 5 cm over hjerteskuddet. Så sætter man dem ret tæt i store potter eller kasser fyldt med muld, og ned i en mørk kælder, eller et andet mørkt køligt men frostfrit sted. Her står de og keder sig til man vander dem og stiller dem varmt og mørkt, Mørket kan være noget sort plastic rundt om potten. Varmen får rødderne til at skyde fine nye skud, som alt efter hvilken plante du har, bliver til julesalat, Treviso tardivo, eller en anden radicchio. Det er helt vildt sjovt at prøve. Man kan i øvrigt gøre præcis det samme med en stor mælkebøtte og få den skøneste helt lysegrønne salat ud af det.
Er en helt særlig cikorie, en catalogna-salat, som hen på efteråret og vinteren danner en helt tæt og tung klump af blomsterskud nede mellem bladene ved jorden. Der er dem som er grøntsagen, selve bladene er for bitre. de ligner korte tykke asparges, og man skliler dem ad, skærer nogle dybe snit i stilken, og lægger dem i koldt vand til stilkene krøller op. De er meget fine og sære at se på, og smager kødfuldt, meget lidt bittert og helt vudunderligt. Opskrift nedenfor.
Er en hel anden ting, en bladrig fætter til raps og majroe, hvor det er hele topppen man spiser, når den er ved at gå i blomst, ligesom broccoli. De lå i bunker allevegne, og bliver købt i bunker. Jeg tror ikke den italienske famile nu om dage er større end den danske, de får meget få børn, de spiser simpelthen bare flere grøntsager. Jeg har altid undret mig over hvor lidt der rent faktisk er i en ugekasse med abonnementsgrøntsager, vi har spist det efter et par dage.
Cime di rapa minder en del om de orientalske senneps- og kåltyper, bare større, Det kan sås nu i et uopvarmet drivhus. hele baladen spises som broccoli, eller væltet på panden med olivenolie og hvidløg som pastasauce, Cime di rapa har en let btiterhed, og meget mere smag end kål. Og har den store fordel at man kan spise hele planten, før den bliver træet.
Løg, kan man købe som stikløg, det er det nemmeste i verden, men man kan kun få 2-3 sorter, og det er ret dejligt at dyrke nogle andre end lige Red Baron og Sturon, Røde forårsløg, pibeløg, bananløg mmmm kan kun dyrkes fra frø. Hvis du skal have store løg i haven skal de gerne sås nu, et køligt og lyst sted, så kan de plantes ud når de har fået lidt størrelse og frosten er forbi.
Så dem engang i Januar febriuar, varmt, indendørs, så de spirer, artiskoker har bløde frø ligesom græskar, og agurker og rådner nemt hvis jorden er for våd eller der ikke er vamt nok, 25 C. er ideelt. men stil dem køligt og så lyst som muligt så snart de er kommet frem.
Så en plante i hver sin lille potte, de er ekstremt sprøde og svære at håndtere så de ikke knækker, og pot dem om nogle gange, når rødderne når bunden af potten, Så de får en god start og er store planter når de plantes ud i maj. Artiskokker er vidunderlige smukke og enorme planter, de kan lige så godt plantes ud i et staudebed som i køkkenhaven. Hvis de kommer godt fra start kan de give 4-6-8 artiskokker hver det første år. og hvis de står tilstrækkeligt vintertørt og lunt og overleevr vinteren, så giver mange flere andet år.
skal også sås i februar, indendørs, de er langsomme om at komme i gang, og skal have den længste sæson man kan give dem.
Winterkefe er en hårdfør ært, som kan sås allerede i oktober - november til overvintring og gir meget tidlige sukkerærter. men man kan også så dem nu, i uopvarmet drivhsus, og få de fineste tofarvede blomster, og unge ærter før det skal bruges til tomaterne. De spiselige blomster er så fine som lathyrus, og man kan spise hele toppen med.