Værsgo, de skønneste, julede opskrifter på den bedste medister og sylte, rødbeder, sennep og en frisk salat med maser af milde rødløg til at tage noget af presset.
Hvis man ikke orker, kan både julesennep og medister købes i min gårdbutik og senneppen også i netbutikken.
Så kommer den helt ægte sylte, godt krydret, skøn sky. Om man vil have den fed eller mager, bestemmer man selv.
Hvis man gerne vil have sine børn til at blive vegetarer, skal man være sparsommelig og servere den med både øjenvipper, tryneskiver som en stikkontakt, gummer og det hele i. De vil være kureret for at spise svinekød resten af deres liv.
Hvis man vil dem, og sig selv det godt, piller man alt kød fra benene og bruger kun det i sylten.
Så kan man hakke det reelle fedt en gang gennem kødmaskinen og smelte det til en henrivende omgang krydderfedt med masser af løg, fedtegrever, æblestykker og timian.
Alt gums som hud, gummer og andet unævneligt giver man til katten eller fuglene.
Til to mellemstore forme
Bring kødet i kog i vand til det dækker, skum grundigt og skru ned for varmen. Kom resten af ingredienserne i og lad det simre, til kødet falder fra benene.
Si suppen, og reducer suppen til den er meget kraftig. Si den gennem et klæde og skum det meste af fedtet fra. Imens pilles alt kød fra benene, det skal gøres mens det stadig er varmt. Brug kun kød og en smule fedt i sylten.
Læg kødet i 2–3 forme. Læg husblassen i blød i koldt vand, og opløs den i ca 1½ l af den varme suppe. Hæld suppe på kødet, og fedt til det danner et tæt låg over kødet. Stil i køleskabet, og pak sylten tæt i film når den er kold. Resten af suppen gemmes til at koge bønner i eller til rillettes.
Man skal være meget hygiejnisk, når man laver sylte, det er nok det eneste sted jeg ville anbefale at skure alt hvad man bruger med sæbe, skure skærebrætterne i salt og dernæst kogende vand.
Det er også klogt at bruge éngangshandsker, når man piller kødet.
Sørg også for, at det kogte kød og suppe ikke kommer i kontakt med de rå krydderier og grønsager. Hygiejnen forlænger holdbarheden.
Det er jo unægteligt et problem, at vi ikke har fået en god, grundig køkkenopdragelse fra små, især når man går i gang med nye råvarer og teknikker, man ikke er vant til, er det være svært at vide, hvad der er vigtigt og hvorfor.
Men det helt alvorlige, man skal forsøge at undgå, er at forurene kød med jord og sære bakterier efter tilberedningen.
Bland kød, løg, hvidløg og krydderier i en skål med alle krydderier og salt. Lad det trække til næste dag eller i mindst 12 timer. Kør kød, løg og alle krydderierne gennem kødhakkemaskinen til en grov medister. Rør farsen med kartoffelmel og vand/suppe til den er som meget lind frikadellefars.
Steg en lille prøvedelle, og smag evt. til.
Dette her er min fars sennep, som han sagde holdt fluerne væk. Stærk, sødmefyldt, krydret, perfekt til alle julesulesagerne.
Senneppen kommes i en stor skål og fugtes med æbleeddike, til den er blevet til en tyk pasta, men ikke flydende. Tilsæt resten af ingredienserne, og rør det jævnt.
Stil det køligt til næste dag, og smag til med sukker og eddike, hvis man synes det er nødvendigt.
Smagen skal nå at sætte sig, før den kan vurderes.
Hvis den bliver meget tyk, kan der fortyndes med kogt, afkølet vand.
Kog rødbederne næsten møre i vand, det tager 30–45 min. efter størrelse. Når de er kølet af gnides skindet af, de skæres i skiver og kommes i skoldede sylteglas.
Kog de øvrige ingredienser sammen til en lage som hældes over rødbederne.
Fyld glassene op med kogende vand, hvis der ikke er lage nok, og læg peberroden i skiver øverst. Luk glassene med skoldede låg.
Skær løg, med top, fennikel og peber i meget tynde skiver. Drys med saltet og kram det med hænderne til det safter lidt. Lad det trække et par timer. Skyl grøntsagerne under den kolde hane i et dørslag. Knug dem tørre i et viske stykke. Bland med eddiken og den grofthakkede persille og lad det sylte et par timer. Rør olien i. Salaten holder sig frisk i dagevis.
God fornøjelse
Camilla Plum