Til 4 personer
Et græskar, ca. 1 kg
500 g tomater
1,5 dl olivenolie
3 spsk. honning
Saft og revet skal af 2 lime
200 g rå kikærter
4 chili, valgfri styrke
2 friske laurbærblade
1 hvidløg
Groft salt og hele peberkorn
200 g feta af fåre- og/eller gedemælk
Frisk mynte, koriander og basilikum
Skær tomaterne i halve, læg dem tæt i en bradepande op dryp med lidt af olivenolien. Drys med groft salt, og knust sort peber. Bag ved ca. 100 grader til tomaterne er skrumpet ind til semitørt. De skal være bløde, men seje.
Det tager ca. 5 timer. Det kan snildt gøres dagen før man skal spise.
Kog kikærterne med 4 fed hvidløg, en hel chili, laurbærblade, 1 spsk. hele peberkorn, 1 spsk. salt og vand til der står 5 cm vand over ærterne. Kog sagte til kikærterne er møre. Sigt det, men lad krydderierne blive i, chilien og hvidløgene moser man bare ud i ærterne.
Gem kogevandet, det er dejligt i suppe. Køl lidt af og bland så med 0,5 dl olivenolie. Det kan man også gøre i god tid, bare kikærterne ikke kommer i køleskabet, så dør de.
Skær græskarret over, og fjern kerner og det fibrøse møf i midten. Skræl det med en skarp kniv, det er nemmest af skære skrællen af i flager. Skær græskarret ud i smalle både. Riv skrællen af limefrugterne fint, kun det grønne, og pres saften af. Fjern kerner og de lyse frøhæfter fra 2 af chilierne og hak dem fint. Bland honning, 2 spsk. limesaft, en halv dl. af olivenolien, 1 spsk. groft salt, halvdelen af chilien og 2 knuste fed hvidløg, i et ildfast fad. Vend græskarstykkerne i det. Bag ved 200 grader til græskarret er mørt, og karamelliseret i kanterne. De skal dryppes med resten af lagen, og vendes et par gange undervejs. Hvor længe de skal have afhænger af græskarsorten.
Lav en dressing af resten af olivenolien, groft salt, resten af limesaften, limeskallen, chilierne, og det knuste hvidløg.
Arranger det hele på et flot fad, dryp med dressingen, skær fetaen i stykker og fordel over fadet, og spis med godt brød.
Hvis det skal være mere substantielt kan man riste en pakke små chorizo og spise til.
6–8 personer
1 l fiske eller kyllinge fond
2 store løg
1 kg græskarkød
frisk timian
2 spsk. revet ingefær
2 dl kokosmælk
1 chili uden kerner
4 fed hvidløg
1 kg muslinger
citronsaft
2 fed hvidløg
basilikum, frisk koriander og mynteblade
Skræl græskarret og skær det i store både. Kom løg, hvidløg, græskar, ingefær, timian, chili og fiskefond i en gryde og kog sagte til grønsagerne er meget møre. Kør det cremet i foodprocessor, eller mas gennem en sigte. Kog op igen med kokosmælk og smag til med salt, peber og citronsaft. Spar på saltet, for muslingerne salter meget. Konsistensen kan gøres tyndere med mere kokosmælk, eller bare komælk. Når suppen skal spises hakker man hvidløg og krydderurter og sætter suppen over. Når den koger plopper man muslingerne i. Lad det koge til muslingerne lige har åbnet sig og smag til igen. Server med et ordentlig drys urter og hvidløg oven i, og et dejligt brød.
Dette her er nok det smukkeste og mest anvendelig syltetøj jeg kender.
Det er ikke moset som i en chutney, men i smukke hele stykker nærmest gennemsigtigt græskar, i den mest utrolige ravfarve.
De er behagelige at tygge i og godt tilbehør til ost, frikadeller, skinke, og alle krydrede retter, og hvis der ikke er for meget eddike i, sågar oveni morgen yoghurten.
Hvis man koger uden eddike, men med ½ l cider mere fra starten bliver det fornemt syltetøj.
2 kg græskarkød
1,5 kg sukker
½ l cidereddike
1 l cider eller frisk æblesaft
1 hel ingefær, skrabet
3 stjerneanis
1 vanilliestang
gul skræl og saft af 2 citroner
2 kardemommekapsler
Al slags syltning bliver bedst i en tung flad gryde, feks. en sauterepande.
Det giver større fordampning og sikrer at man har fået den rette konsistens når frugten er mør. Høje, smalle, tynde gryder er ikke gode.
Skræl kræskarret og skær det i tern på ca. 2 × 2 cm. Kog sukkeret op med eddiken og hæld den kogende over græskarstykkerne. Lad det stå til næste dag. Kom lagen i en gryde med krydderierne og kog op. Kom græskarstykkerne i og skru ned. Lad det simre sagte uden låg til græskarret er helt gennemsigtigt og lagen kogt ind til en tyk sirup, det tager helt op til 2 ½ time. Rør citronsaften i og kom på glas. Luk glassene når chutneyen er kølet helt af.
God fornøjelse
Camila Plum