Flere krydderier og opskrifter…

Krydderierne kan købes i netbutikken…

Opskrifter med loomi

Tørrede lime fra Iran og Saudiarabien ligner noget Tollundmanden havde i lommen, hvis han ellers havde lommer. De er så ærefrygtindgyndede gamle at se på, som kom de fra bronzealderen, og der er heller ingen tvivl om at de tørrede lime har været fremstillet og elsket lige så længe. Limefrugterne koges i saltvand, og tørres i solen til det indre er tørret ind til begsort aromatisk klister og yderskallen er sprød og enten støvet sort eller beige. Undervejs får de en smuk røget, intens limesmag, og en let fermentret rimeligt fantastisk aroma oveni det konglomerat af smage der allerede er i en lime. De er helt uundværlige i Iransk, irakisk og Saudiarabisk mad.

Kalvekødssticks med loomi marinade, citronblade og salvieblade

Til 4 personer

750 g maget mørt kalvekød, tyndsteg, tyksteg eller mørbrad

Dressing:

Indmad af tre tørrede lime, 4 spsk. æbleeddike, 1 dl olivenolie

1 stor spsk. groft salt, En finthakket chili uden kerner, 3 spsk. palmesukker, 1 stort fed hvidløg

Ca. 10 store salviekviste, Ca.10 friske citronblade, stykker af citrongræs eller 20 citronverbena blade

Pil det sorte, klistrede kød ud af den halverede lime. Fjern alle kerner. Rør det op med resten af ingredienserne til marinaden.

Skær kødet i store firkanter og mariner det i marinaden et par timer, gerne til næste dag. Kom kødet på stegespyd eller træpinde, og fordel salvieblade mellem kødet på halvdelen af dem, citronblade på resten.

Grill som du plejer.

Loomi-the

Knus 4–5 Loomi i en morter eller med en kagerulle, og kog dem i 2 l vand i 5 minutter.

Lad det køle af og smag til med sukker. Drik som en kølende og meget aromatisk isthe med isklumper

Gormeh sabzi

2 dl olivenolie, 1 stort løg, 1 helt frisk hvidløg, 1 kg lammekød, helst hals, 100 g brune bønner, blødt ud natten over, 1 spsk advieh, 1 tsk gurkemeje, 4 bundter bredbladet persille, 2 bundter dild, 2 bundter koriander, 1 bundt forårsløg, 1 bundt friske bukkehornsblade, 1 bundt forårsløg, ½ kg blancheret og krammet spinat, 4 -6 loomi –tørrede iranske lime

Sæt bønnerne i blød dagen før de skal bruges. Hak hvidløg og, løg fint, og skær lammekødet I store tern på 3 × 3 cm. Prit 5–6 hulle ri hver loomi med en skarp kniv. Hak krydderurter og forårsløg groft, og steg dem i 1½ dl olivenolie til de er klasket lidt sammen og gem.

Steg løg og hvidløg i resten af olien til det er gyldent, i en tykbundet stegegryde ved svag varme.

Kom kød, advieh og gurkemeje ned til løgene og steg det brunt på alle sider ved høj varme. Kom bønner og det meste af krydderurterne i, men gem ca 20% af dem til senere, skru ned for varmen og hæld vand på til det står lidt over indgredienserne. lad det simre til bønner og kød er meget mørt. Lidt før det skal spises kommer man resten af urterne og spinaten i, og lader det simre færdigt.

Spis med bhasmattiris, og raita med dild og mynte.

Flere krydderier og opskrifter…

Krydderierne kan købes i netbutikken…