Tilbud i netbutikken og lidt om oca og søde kartoflerTilbud der gælder til og med søndag d. 17. kl. 24.00Alle bestillinger på havehalløj på mindst 250 kr. får 4 poser gratis havefrø med i købet. Hvis du skulle føle dig fristet til at erhverve for mindst 750 kr. planter, frø, knolde og andet have gøgl i min netbutik i denne uge på én bestilling, så gi’r vi gratis fragt – i Danmark – og 4 poser gavefrø, så det er nu du skal bestille det, der vejer til – kartofler, planter osv. Husk, at vi sender det hele ud med det, som sidst kommer på lager! Du kan se alle de 188 nyheder, planterne, læggekartoflerne, de spændende rodknolde og så videre her… OcaOca er en sjov afgrøde, men selvom man måske ikke skal regne med, at overleve kun på dem, så gi’r de faktisk rimeligt pænt. Og selve planten er pæn. De saftige stilke og Oxalis-blade er rød-pink-grønne og kan også blomstre med fine, små, gule, årede blomster, selvom det ikke er så tit. Både blade og blomster er syrlige som andre Oxalis-arter og smager dejligt, selvom man nok ikke skal spise alle bladene, hvis man gerne vil have rodknolde. Oca er en art syre, Oxalis tuberosa, som er en basisfødevare i Andesbjergene, hvor de dyrker rigtig mange af dem i alle mulige forskellige farver. Rodknoldene ligner små, knudrede, pangfarvede kartofler og har den fineste syrlige og saftige måde at være på. Vi spiser dem rå i tynde skiver i salater, salsa eller bare med chili, salt og limesaft som snack. De gør sig godt i en ceviche, og kan spises som radiser. Vi har prøvet at dyrke dem på mange måder. I drivhus, udenfor, i potter, spande med hul i bunden m.m. Men der kommer faktisk flest rodknolde på i en rigtig stor udendørspotte. Direkte i jorden udendørs er også en mulighed. Drivhuset gør ikke noget for dem. Det er en kortdagsplante, som vokser hele sommeren, men lige som jordskokker giver knoldene sig først til at vokse for alvor, når det bliver mørkt i oktober–november. Man graver dem op efter den første lille frost, ligesom georginer, selvom løvet faktisk godt tåler lidt frost. Så piller man rodknoldene af og gemmer dem i sand et køligt sted – og husker at gemme lidt til at sætte igen til foråret. Men selve planten behøver man ikke skrotte. Den har højst sandsynligt lavet en mængde lange, kulørte rødder med små miniknolde på, så den skal bare op i en potte med jord og ned i en kølig kælder eller et andet køligt, men frostfrit sted – så gror den videre til foråret. Hvis det er en mild vinter, så kan selve rodknoldene godt overleve et stykke nede i jorden, men man skal nok ikke regne med det. Vi har dyrket en ret storknoldet, pink oca i mange år, som vi er godt tilfreds med, men i år har vi prøvedyrket 10 sorter, herunder en med runde, hvide knolde, som også har givet fint. De orange, røde, lilla, hvide med røde øjne, røde med hvide øjne osv. får en chance til i år, men de har været lidt skuffende i denne sæson. Smagen er der ikke forskel på, men farverne er skønne. Vi sælger vores pink og hvide sammen. Du kan bestille dem her Søde kartoflerSøde kartofler, Ipomoea batatas, er en tropisk rodknold, som giver et rimeligt udbytte især i et drivhus. Nu er der ikke den store forskel på, hvordan friskhøstede søde kartofler og dem man kan købe smager, men det er jo sjovt at dyrke sine egne, men man skal dyrke dem for bladenes og deres skønheds skyld. Knoldene er bare en bonus. Løvet er meget, meget lækkert. Der kommer metervis af ranker at spise løs af. Man bruger dem som spinat eller grønkål, men de har ikke så meget oxalsyre og er mindre bitre end grønkål. Til gengæld har de latterligt meget b6, c-vitamin og riboflavin, så man kan bare spise løs. Jeg får en ladning økologiske sød kartoffel-småplanter med rod hjem i uge 14, som man kan bestille nu i tre sorter. Bestil dem her… Hvis man insisterer kan man lave dem selv. Man kan ikke bare proppe en sød kartoffel i jorden og vente. Dels har de fleste fået spirehæmmende behandling, dels skal man bruge en helt anden teknik. I April køber man en økologisk sødkartoffel, som ikke har fået spirehæmmede kemikalier, skærer dem over på midten, stiller den i ca. 2 cm vand et lyst og lunt sted med skærefladen nedad, og venter i et par uger. Hold vandet konstant. I mellemtiden har den lavet en mængde spirer, hvoraf nogle formentlig har lavet rødder. Bræk dem forsigtigt af, eller skær dem af med et lille stykke af moderkartoflen. Pot dem op i potter, stadig indendørs. Lad dem vokse til, og plant dem ud i maj i drivhuset. I juni kan de plantes et beskyttet sted på friland. De kan blive meterlange, så et klatrestativ er godt. Planten er flerårig, så hvis man har dem i store potter, og lader selve rodknoldene være, kan de overvintres inde i stuen. |