Del på Facebook

Flere gode nyheder fra bøhlandet!

Honningdemonstration, gratis glasmajsfrø, bagerbutikken og cafeen åbner d. 5. og 6. juni.

Cafeen åbner for alvor i traktørstedet d. 5. og 6. juni

Vi har pyntet og kalket og regeret, og cafeen er klar til sæsonen. Man kan spise skønne kager med jordbær og rabarber, boller med smør eller en kæmpemad på rugbrød med nylagte æg fra hønsegården og nye kartoffel-madder med hjemmerørt mayo og purløg, tomatmadder, pølsemadder af egne pølser, alt efter sæsonen. Kort sagt enkelt og dejligt af de bedst tænkelige råvarer.

Honningdag d. 5. juni

Vi har fået en ny og meget entusiastisk honningmand, Peter Sjøgren, som har stillet 6 bistader op, lige da æbleblomstringen gik i gang.

Der var en anelse panik i et par dage, da den tidligere honningmand meddelte, at han ville flytte sine stader, fordi bierne var halvdøde, og det er en rystende besked at få, især lige når æblerne skal til at blomstre. Uden bier får man stort set ingen æbler og heller ingen af alle de jordbær, vi glæder os til. og så er der hverken æbler eller jordbær til os, til syltetøj og cider, til kagerne i cafeen eller til selvpluk.

Men efter et par nervepirrende dage – landlivet er fuld af dem – lykkedes det at finde nye bier og endda en honningavler, som helst går sine egne nye veje. Det er en spændende historie, for Peter Sjøgren gør det på en anden måde. Han slynger ikke honningen, men presser den, så meget mere af den fine pollen, som giver smag og næring til honningen, kommer med med.

Læs mere her…

Man kan komme forbi gården og se, hvordan æblehonningen presses af tavlerne, spørge løs og få alt at vide om biavl hele dagen, grundlovsdag d. 5. juni 10–16.00.

Den nyslyngede honning er flydende, og ifølge Peter bliver den ved med at være det meget længe.

Man kan smage på honningen og købe den med hjem, og vi har også både hele stykker bitavle med honning i og den fineste propolis.

Før i tiden, og sådan er det stadig i mange lande, køber man helst honning i tavlerne, for kun sådan kan man være sikker på, at det er ægte honning. Her foregår alt jo meget, meget kontrolleret, så man får ikke kunsthonning, hvis man køber bihonning, men tavlerne er skønne at skue og fine at tygge på. De efterlader en smule voks, som fungerer som tyggegummi. Det er da økoslik, så man forstår det, og måske mere indbydende for børn end de tørre lakridsrødder velmenende forældre insisterer på at deres børn skal prøve…

Sommerkager, langtidshævede brød og luftige boller

Vi har bagerbutik hver lørdag hele sommeren fra nu af.

Asta – min datter – gik på den mest vidunderlige kogeskole på Ballymaloe sidste forår. Det er måske den mest grundige og kvalificerende kogeskole i verden – og den smukkeste. Den ligger som centrum i en meget stor økologisk gård uden for Cork med fine haver, 3 ha med drivhuse, hvor de dyrker grøntsager og urter hele året, frugt og bær, et lille mejeri, egne æg og kød. Et drømmested. Hun tog det lange kursus på 3 måneder. Man man kan også bare komme forbi en enkelt dag, hvis man er på de kanter, men det er nu også en rejse værd. På Ballymaloe mødte hun en lokal gut Callum, som kom på besøg sidste sommer. Han viste sig at være helt fænomenal til at bage, og er nu tilbage i de næste tre måneder, så vi har en solid bager i køkkenet, som vil sørge for, at der er masser af vidunderlige langtidshævede brød og boller, rugbrød og kager af vores eget mel både til cafeen og til at tage med hjem hver eneste åbningsdag hele sommeren. Hvis man vil have mere end almindelige mængder brød og boller eller hele kager til et selskab, er det klogt at bestille på kontor@fuglebjerggaard.dk, et par dage i forvejen.

Gratis glasmajsfrø!

For nogle nyhedsbreve siden fortalte jeg om vores egne glasmajs. Majs som har den en helt særlig gennemskinnelig klarhed, de vildeste farver og et nærmest perlemoragtigt skær.

Den rigtige ‘Glass Gem’ majs har jo gået sin sejrsgang over hele verden, men de er måske ikke så enestående, for dem jeg har dyrket i år. er mindst lige så fine, og måske er det et tilfælde, måske ikke. Mine frø er udvalgt fra en kolbe med meget mørkere farver, som netop havde denne helt særlige translucens, og miraklet skete så også ude i min majsmark, hvis det da var et mirakel, at der kom kolber med endnu mere gennemskinnelige, kulørte majs på.

Majsene er smukke som dekoration og fine som spisemajs, hvis man kan nænne det, før de bliver modne. Men nu er det sådan, at jeg stadig efter at have forkultiveret en ufattelig masse majsfrø stadig har en del glasmajs frø – dvs. frø af en kolbe, som man jo af gode grunde ikke aner, hvordan kommer til at se ud i næste generation, til overs. Men der er meget gode grunde til at tro, at det bliver glasmajs – hvilke farver er derimod uvist.

Dem deler jeg gerne ud af til vores kunder her i planteskolen, i den kommende weekend. Vi har åbent både fredag, grundlovsdag og lørdag.

Vi kommer dem i poser med 5 frø i hver og giver dem til kunder, der gerne vil have dem så længe lager haves, men der er nok til en mindre invasion. Med kunder forstås – præcis som når vi giver de sidste tomatplanter gratis væk som i forrige uge. Folk som vil os det godt, kan lide at være her i mere end 5 minutter og har erhvervet et eller andet enten i cafeen, i gårdbutikken eller i planteskolen for mindst 100 kr. Jeg synes det er en fair deal, for vi får bare rigtig lange patter af ærgrelse hvis nogen skulle finde på kun at komme forbi vores dejlige frodige gård, kun for at få noget gratis (-: Det er jo så i øvrigt pivgratis at gå rundt og nyde det hele, dyrene, markerne, haverne og honningdemonstrationen grundlovsdag.

Mest for sjovs skyld ville det være helt fantastisk, hvis dem der dyrker majsene har lyst til at sende mig et digitalt foto af de modne kolber. Biodiversitet er bare en vidunderlig ting, og jeg vil glæde mig til at se resultaterne.

Kulørte hilsener
Camilla Plum

Del på Facebook

Find os på Facebook