Tilbud på »Camillas Køkkenhave« til 199 kr.

Til og med den 10. marts har vi et tilbud på »Camillas Køkkenhave« til 199 kr. Normalprisen er 299 kr.

Bestil bogen i netbutikken…

Se Søren Ryges anmeldelse her:

politiken.dk/kultur/boger/ECE1619451/camilla-plum-groentsagsbog-er-overvaeldende-skoen/

Nogle vidunderlige planter som der ikke er så mange der kender

– og lidt om haveforberedelser lige nu.

Tomaterne skal sås nu, hvis man er ivrig, men man kan også vente 14 dage, hvis man ikke har plads i vindueskarmen. Man skal lige huske, at de faktisk vokser, og de små spirer skal pottes om et par gange, mindst, undervejs, og at der også skal være plads til dem, når de står i større potter. Tomaterne kan ikke plantes ud før sidst i april eller først i maj, og der er de altså nogle ordentlige basser, hvis man sår dem nu. Det har ikke den store indflydelse på udbytte og tidlighed, hvis man venter et par uger. De vokser som besat, når de først bliver plantet ud.

Cobea, den vidunderlige klokkeranke, skal sås nu for at nå at blomstre ordentligt og i tide. Cobea er rent faktisk flerårige, og jeg har med held overvintret dem i en kølig stue. Planten kan blive 4 meter høj, men er lidt længe om at komme i gang, så frostfri overvintring er en god idé, hvis man har plads. Blomsterne er eventyragtige, et sted for alfer at gemme sig for en ond omverden. Blomsterne er større end klokkeblomster, måske 5 cm lange og 3–4 cm i diameter. Både den grønlige hvide og den lilla er smukke. De kan plantes som en hæk og er overdådige i store potter eller på et stativ mellem grøntsagerne.

Cleome er så eksotisk, at man tror den ikke kan klare mosten ude i haven. Den giver tropefornemmelser i al sin elegante lethed, men den kan sagtes klare en dansk sommer, især hvis den sås nu ved mindst 20 C. Cleome er skøn i en potte, blomstrer længe, og bliver mindst 1 m høj. Jeg har set den forvildet i Caribien, hvor den er drysset ud over bjergsiderne, og det er mageløst, men den er altså også meget smuk i mindre mængder mellem stauder, kål og sommerblomster. Edderkoppeplante er en lidt misvisende og frastødende anden betegnelse for Cleome. Vi sælger meget få frø af dem, og navnet er måske en af forklaringerne, for når gæsterne ser den ude i haven, er de ved at besvime.

Lab lab. En anden plante, som man bare må have, når man ser den fuldt udfoldet. er den tropiske lab lab-bønne. den kaldes også Dolichos eller hyacintbønne. Jeg dyrker den altid i drivhuset, hvor den fylder i hjørnerne med sine lilla blade, lilla blomsteraks og siden lilla bønner. Men den kan vokse ude i et lunt hjørne, eller i en stor potte i læ. Den er øredøvende skøn, og så kan alle del af planten spises, dog ikke rå.

Kalabas. En familie – Lagenaria – med lange agurkelignende frugter. Ikke specielt nyttig, men fantastisk. Jeg har tre sorter, som ikke er spiselige. Marenka, som har hvide yndige blomster og ender med frugter, der ligner skinken fra en krokodille, og Speckled Swan, som i mit drivhus bliver næsten 1 meter lang og smukt grøn med hvide pletter. Frugterne kan tørres til kander, skåle og fuglehuse, og det sker åbenbart også af sig selv. Jeg havde smidt nogle stykker på komposten sidste år, som nu er blev fundet knastørre, men intakte og imponerende i sin mægtighed. Man kan dyrke dem op ad en mur, et beskytte sted, i drivhus eller på en terrasse.

Sommerfuglekarse er også alt for sjælden. En helt henrivende fætter til tallerkensmækker med dekorativt indskårne blade og fine små gule blomster, der virkeligt ligner sommerfugle, og en overdådig vækst. Sommerfuglekarse kan blive 2 m høj og meget frodig og blomster simpelthen i månedsvis. Jeg har dem i potter alle mulige steder, og nogen gange får en enkelt lov til at kose sig i et hjørne i drivhuset, hvis den fylder mere end den bør, men vi lader den gøre det. Det er heller ikke en storsællert. Jeg tror måske, man skal se den før man fornemmer dens skønhed. Alle dele af planten er spiselige og smager af karse.

Læggekartofler skal spires!

Hvis man ikke har gjort det, er det nu, de tidlige sorter skal forspires, køligt, lyst og absolut frostfrit. Vi har stadig en mængde sorter i netbutikken:

fuglebjerggaard.dk/netbutik/index.php?cPath=87_185

Hvad laver vi egentligt om vinteren herude på bøhlandet?

Tja, vi bruger lige nu en del tid på at undre os over, at nogen er så tarvelige, at de kan finde på at stjæle 75–80 af vores høns. Ikke desto mindre så findes den slags folk altså, og det er godt nok kreperligt.

Hønsene var røde italienere, og en enkelt meget flot sort-hvid Wyandotte-hane, enorm, og på vej til at blive endnu større. Vi har stadig hans bror, og 7–8 høns tilbage, plus to af Frandsens Landhøns, men altså, hvor er det bare frækt og tarveligt.

Vi har travlt, kan jeg forsikre. Vi har gang i netbutikken. Det ser ud som om, at alle mennesker i Danmark har gang i minimun en altankasse. Vi arbejder på at gøre klar til, at vi åbner butikken og planteskolen til påske. Der skal males og regeres, men jorden kan vi ikke komme i før om mindst om nogle uger.

Hvis man ikke har fået komposten ud på jorden, så er det nu. Vi fordeler det sidste af vores i denne uge, og er ved at rense og male vores fine trædrivhus. Det skal have linolie i spandevis blandet med hvidt pigment, og hvis vi kan nå det, så skal mistbænkvinduerne have same omgang.

Efter det er malet, slipper vi grisen Sveske løs derinde i en uges tid, så hun kan kværne komposten ned i jorden og spise alt, hvad der måtte være af ukrudtsrødder.

Der er blevet ryddet op i hver en krog og fundet mange ting, som har været væk i længere tid (-:

Indendørs sår vi lathyrus, tidlige spidskål, selleri, porrer og et lille hold koriander til vindueskarmen.

Hvis man vil have karse til påske, skal man vente til ti dage før.

Vi har nu fået 12 lam, alle fine og i alle mulige farver. Vi har fået sorteret en hel del af ulden til lanolinduftende, bløde, lette bunker, men der mangler stadig 15 kg, før vi har nok til at få det spundet.

Der var en del skønne kvinder og en enkelt mand til vores »Kom og vær med til at sortere uld-dag«, og hvis nogen har lyst til at give en hånd med til det sidste, så send en mail til mig: camilla@fuglebjerggaard.dk

Der er stadig plads til flere frugttræsbeskærere på vores »Kom og vær med-dag« d. 16. marts, hvor man kan få finpudset sin beskæring, få lidt at spise og en dejlig dag ud af det. Se her:

fuglebjerggaard.dk/netbutik/product_info.php?products_id=6738

Og så glæder vi os til resten af forårets havekurser. Se her:

fuglebjerggaard.dk/netbutik/index.php?cPath=38_42

Vi er kede af, at Anja, vores højtelskede gartner gennem mange år, har valgt nye græsgange, men har til gengæld fået en ny medarbejder, Yannic, som er fra Belgien, meget ordensmenneske og med stor erfaring i at dyrke økologiske grøntsager.

Og så skinner solen henover de 5 cm is, som stadig ligger som en kappe over hele gården. Det hjælper på det hele!

Opskifter med jordskokker

Opskrifterne er denne gang med jordskokker, som jeg holder meget af. Ikke hele tiden, men engang imellem, og måske den af vintergrøntsagerne, som holder sig allerbedst.

Opskrifter med jordskokker…

God fornøjelse
Camilla Plum

Del på Facebook


Cobea


Cleome


Cleome


Lab lab

Kalabas

Kalabasblomst


Sommerfuglekarse