Uldgris, pigeoner, chilihøst, gratis chiliplanter, nye kurser og gratis bøger

Uldgrisen Uldrich

Vi har fået en ny beboer, Uldgrisen Uldrich, ubeskrivelig, man tror ikke sine egne øjne. Er det et æsel, et får? Chewbaccas fjerne fætter? En uldgris er hverken en ny nordisk opskrift, en bamse eller noget, man kan lave på filtekursus, men altså bare en gris med pels. Han er ufattelig kælen og meget indladende, for ikke at sige nærgående over for vores plettede dansk landrace-gylt ‘Sveske’, og det er jo netop meningen.

Ungarske uldgrise er langsomtvoksende, rolige og kloge, og kødet er ekstra mørkt, fedtmarmoreret og saftigt.

Vi håber på snarlige smågrise. Spørgsmålet er så, hvordan de kommer til at se ud. Pels på overkroppen – ala cardigan? Underkroppen, som i uldne underbukser eller i striber? Ala fangedragt. Vi venter i spænding.

Nye kurser!

Vi har planlagt en lang serie kurser på gården hen over efteråret, vinteren og foråret, og der kommer flere på i de kommende måneder. Både nye små minikurser og de længere og mere intensive. Fermentering, knækbrød, cider, kager, surdejsbrød, krydderier, masser af havekurser, krydderurter, marokkansk og indisk mad, mezze, klosterhave, chili. Mere om kurserne her…

Bøger til de første 50 kursusbestillinger

De første 50 kursusbestillinger får et sæt med 3 minibøger, jeg har skrevet til Gyldendal. Normalpris 294 kr. Du kan se mere om minibøgerne her…

Bestillinger på Kom og vær med-dage, får ikke bøgerne. Beklager.

Nyt økobyggeri på gården.

Niels, som går på arkitektskolen, er i fuld gang med at bygge et hus af primært genbrugsmaterialer og materialer fra gården, uld, sten, halm, ler, træ … og det glæder vi os til.

Det står for enden af køkkenhaven med den smukkeste udsigt over æbleplantagen, og her skal der brygges og opbevares cider, som drengene laver af de nedfaldne æbler, både spise-, mad- og alle de sorter cideræbler, vi dyrker.

Lige nu har Niels tegnet huset, gravet en stor cirkulær jordkælder, som er blevet brændt med et ordentligt bål, så siderne er stabile, og så er der rejst pæle, som er brændt udenpå, for at give dels en fin patina, dels mange års længere holdbarhed.

Byggematerialer modtages med kyshånd!

Vi kan godt bruge lidt flere materialer, forskallingsbrædder, andre brædder, fundablokke,, mursten, vinduer, sten, fliser, pæle og tegl, hvis man har noget stående, som man ikke skal bruge, eller bare er nysgerrig og gerne vil vide mere om byggeriet, så kontakt Niels på kontor@fuglebjerggaard.dk.

Røde Pigeoner til jul!

Vi har plukket vores skønne Pigeoner i dag og lagt dem til rødmen i drivhusene, for det er sådan, man får røde fine pigeoner til jul.

Pluk dem meget, meget forsigtigt, læg dem på aviser i flade kasser, i et enkelt lag. Stil dem et tørt sted i solen, indtil de er knaldrøde. Drivhus eller udestue er ideelt.

Så lægger man dem i kasser et tørt, mørkt og helst meget køligt, men frostfrit sted, indtil de skal frem til jul. Hvis man synes, det er for meget bøvl, kan man naturligvis også bare lade dem hænge på træerne, hvor de aldrig bliver rigtig røde, eller får udviklet den utroligt fine, letbitre mandelsmag, der er det helt særlige ved pigeoner.

Hvis man ikke har et pigeontræ, så har vi dem i planteskolen.

Halve, parterede, velhængte lam fra Fuglebjerggaard

Vi slagter vædderlam igen den 30. september, og man kan godt nå at bestille et halvt lam i netbutikken, som afhentes ugen efter.

Næste slagtning er først efter jul.

Chilihøst

Vi høster alle de modne chili til frø i disse uger, og de er flotte i år. Vi tager frøene ud og koger frugterne til saucer og relisher, så vi nogen gange må løbe ud af køkkenet, når luften er tæt af capsaicin.

Men duftene, de saftige citrusdufte fra aji chilierne i alle farver, den vilde frugt- og noget mere kødelige duft fra de ekstremt stærke Bih jolokia, Naga morich, fra Himalaya, og de caribiske rytmer fra hele familien Scotch Bonnet – Habanero. Det er et eventyr, for øjnene, for smagsløgene og en udfording for hele kropen at plukke chili i et varmt drivhus, hvor luften er tyk af capsaicin.

Gratis chiliplanter i den kommende weekend.

Når planterne er høstet, har vi desværre ikke plads til dem vinteren over, og man kan hente op til 5 chiliplanter pr. næse pivgratis i den kommende weekend. I planteskolen. Der vil være gratis chiliplanter igen engang i oktober når alle chili er høstet.

Opskrifter

Opskriften denne gang er to meget forskellige chilisaucer, som du kan lave hvis du selv er ved at drukne i chili:

fuglebjerggaard.dk/mad/2013/chilisauce/

Camilla Plum

Del på Facebook