Stokroser. 
 

Stokroser er blevet sindbilledet på den forlorne drøm om landlig idyl, og på den anden side et løfte og et mantra, hvor der er stokroser er der lykke.

I virkeligheden er de ret vanskelige når de står op af husmure med tagrende over.

De kan vældigt godt lide køligheden ved at få deres rødder nede under sten, men der skal mere fugt til end jorden ved de fleste husmure kan præstere.

Hvis de tørster får de rust, en sygdom der får bladene til at visne, så blomsterne kommer langt oppe af uskønne, tørre stængler.

Men det er ikke noget man behøver diskutere, hvis de står forkert, må de bare væk. de er dejlige hvor de vil vokse, og hvor de ikke bliver syge hvert år, jeg elsker dem i staudebedet, og ligesom natlys hvor de selv har valgt at stå. Og her blver de også flottest og frodigst begge to. De kan plantes, men det bliver bedst når de bliver sået. Deres rodnet er oftest en meget lang pælerod, og masser af siderødder, og sådan nogle planter er det oftest meget vanskeligt at flytte. 

Så stokroser er ikke noget man planter, men noget man får ved at nappe nogle stængler med modne frø i nogle farver man kan lide og drysse dem rundhåndet ud engang i august. Til de tilladelige havetyverier hører at nappe et par af de runde modne frørondeller, de samme der har givet katost deres oste-navn. For stokroser blomstrer meget længe, De nederste frø er fuldmodne og såbare mens der er masser af blomster og knopper igen.

Næste år får man de første blomster hvis man er heldig, og der når at danne sig en flot bladroset allerede samme efterår,, men  som regel må man vente til  året efter.

Der er ingen garanti for farveægthed, de kan have alle farver fra mørkeste lilla, næsten sort til lyseste ferskenkind, og det er det fine ved det. Stokroserne har arrangeret det så smukt at alle deres mulige farver er dejlige sammen. Det nummer er der ikke mange andre blomster der kan. Hvis man er meget kræsen må man fjerne de farver man ikke kan lide. 
 

Mine er blevet blandet med frø fra en særlig yndig en, der voksede ved det sønderbombede kejserpalads i Hue i Vietnam.

Vist nok en Alcea ficifolia, med blomster der langs hele randen ikke bare er bølgede som vores almindelige, men fint takkede som var de klippet med en takkesaks. Det er de enkeltblomstrende der tager vejret fra mig, blomster der tydeligt viser deres slægtskab med hibiscus og okra, katost og deres nære slægtninge lægestokrose, moskuskatost og silkekatost. De er i øvrigt alle sammen dejlige haveplanter. Lægestokrosen er enorm, gråløvet, med små bitte rosa bloster, og en rigtig, vedvarende staude. Moskuskatosten knap så høj og som regel også en staude. Silkekatost er en endnu mere udsøgt staude, men varer sjældent mere end to-tre år, så må man købe en ny. Se også Malva mauritaniana, som er en en- elelr nogle gange flerårig katost med ubegribeligt mørkeviolette blomster emd lidt lysere striber. .

De fyldte former for stokrose synes jeg forfejler målet, men smag er jo bare smag.

Hvis man vil have dem i en enkelt farve går man mere systematisk til værks, køber en pose frø af en særlig farve, sår dem om foråret i en kasse, og planter dem ud i september når de er blevet store nok.

Hele stokrosestængler er meget vanskelige i vand, og ikke noget særligt. Det er derimod en flad skål, med koldt vand  hvor de enkelte blomster kan ligge i dagevis og tage sig ud i en skål.

Blomsternes silkepapirsblade kan spises, hvad der kun betyder at de ikke er giftige. De ser dejlige ud i salater og kager, men men smager nu ikke at noget.

Man sår dem enten direkte, hvis man har mange frø, eller sår dem enkeltvist i små potter om sommeren, og planter dem ud når de er håndterbare.