Ærter

 

Ærter er en af de allerældste afgrøder mennesker har dyrket. 10.000 år, et spand af tid så ubegribeligt langt at det er svært at fatte.

Det startede som så mange andre afgrøder i den gyldne halvmåne i mellemø­sten. Byg, hvede, linser, kikærter-og ærter.

I mange tusinde år har de dannet en livline for en meget stor del af meneske­heden. Nu er de med deres slyngtråde en navlestreng gennem historien tilbage til en menneskehed der levede for længe siden, en direkte linje til fortiden.

Især hvis man står med en håndfuld tørrede ærter, er der hul igennem, for de ærter man dyrkede var ærter beregnet til at tørre. De har mindet meget om vore dags markærter selvom de allerældste ærtefund viser ærter der skulle pilles, ligesom hestebønner. Men man har nok ikke været anderledes end idag, selvom grønne ærter ikke optræder i nogle tekster før i 1600 tallet, må mennesker have nydt de første spæde ærter om foråret, skrabet dem ud af bælgene med tænderne, ladet børnene more sig med at spise søde små ærter til de var ved at revne og pillet bunker at koge med i suppen. Bare fordi der ikke findes skriftlige vidnesbyrd, kan man roligt gå ud fra at det selvfølgelig er sket.

Men langt de fleste ærter blev tørret.

Ærter og bønners protein er det perfekte supplement til hvede og majs, og fuldt på højde med kød. Man har vidst det dengang, og en eller anden slags bælgfrugter sammen med en anden stivelses­holdig afgrøde er stadig hoveder­næringen for de fleste mennesker i verden.

 

Men sikkert er det at det først var i 1600 tallet at ærterne blev forædlet til mere storbælgede og storfrøede sorter som vi dyrker som grønærter idag.

De var, og er et enormt fremskridt.

Nok er en tur ud og foræde sig i markærter i en byg/ærtemark er dejligt. Men det skal være på den helt rigtige dag, de bliver hurtigt både melede og bitre.  Endnu senere kom så brydærterne og mange tout ærterne, selvom de nok har puslet med dem længe i Asien. Det er ærter hvor den indre papirs­agtige hinde er avlet væk så hele bælgen kan spises. De er sjove at dyrke, men har nu ikke samme ærtesmag som dem i stift bind. Mange tout er flade, og spises inden frøene udvikles. Brydærter ligner almindelige ærter, men spises med hele skallen på, når de er knap udviklet.

 

Ærter har altid været noget særligt, en forsommerbebuder, en lækkerbidsken.

men det er ikke lægere det samme.

Det kan ikke siges mere præcist en Jane Grigson siger i hendes skønne grønsagsbog, 'Frosne ærter er en karikatur af friske ærter, men de ligner godt nok til at ødelægge fornøjelsen'.

 

Man bliver sløvet af de vanemæssige ærter året rundt, mister den overvældende lyst til dem, i en grad så man ikke engang gider bælge et par kilo til af­tensmaden. Belønningen for det ligner ikke noget der er værd at gøre, fordi alternativet er så uendelig meget nemmere.

Man gider godt købe en pose til ungerne at spise friske på vejen, men ellers er friskbælgede ærter en ting der ikke eksisterer mere.

 

Men der er forskel, stor forskel endda, måske lige den forskel der gør en masse besværlige og tidskrævende ting værd at gøre.

En dejlighed som måske gør regnskabet op, en kvalitet man simpelthen ikke kan købe sig til, smagen af umage.

 

 

Ærteskud

 

De fine sprøde skud,som er de øverste 10-15 cm af ærteplanten er en mere end delikat grønsag, og indtil videre forbeholdt hjemmedyrkere. Det er meget almindeligt i Asien, hvor de bruger markærter med masser af slyngtråde. Men alle ærtesorter kan bruges. En hurtig tilberedning i wokken, eller i en sprød salat er også bedst.

De fleste ærter er hvidblomtrede, men nogle mange tout, de blåbælgede og nogle af tørreærterne giver lyserøde og lilla blomster.

 

 

Ærtesorter

 

Vi dyrker en enkelt ærtesort, som efter mange, mange afprøvninger af sorter hver gang viser sig at være den mest velsmagende." Hurst greenshaft" hedder den, den er fra midt i 1800 tallet, og den er uovertruffent god. Rimeligt lange bælge, god bestøver, bliver ved med at være sød og saftig, selv når ærterne er store. Den er halvhøj, så en let opbinding gør det lettere at komme til ærterne, men hvis man er doven kan man bare vende ærterodebunken engang imellem.

 

En to meters ært som jeg fik tilsendt af en meget venlig mand med svenske aner viste sig at være rigtig god, og en del senere, men hvad den hedder ved ingen. Den er nok identisk med nogle af de 2 meters ærter frøsamlerne går og pusler med, hvoraf en del også er svenske.

Disse ærter bliver virkelig mindst 2 meter høje, især hvis de har nok at klatre op ad.

Hvis man sår dem lidt sent bliver de ved maed at give bælge indtil frosten.

 

Endeligt har jeg fundet frø til blåbælgede ærter. 'Urtegartneriet' har dem demeterk­valitet. Bælgene er nu mere violette end blå, og fantastisk smukke, især hvis man planter dem mellem havrerod, med blomster i samme farve, og en række mørkviolette, fyldte opiumsvalmuer. Jeg tænkte at farven gjorde det lettere at finde ærtene, og det gjorde det også.

De hedder "Blauwschokker". De var et skue med rødviolette / lilla blomster, og ret høj vækst, men de smager ret bittert, og skal ihvertfald ikke spises rå. Men vi åd masser af topskud med de yndige lathyrusagtige blomster, En kær ting, de øverste 10-15 cm, med blomster, knopper, tendriller og det hele. De smager som sukkerærter, sødt, sprødt og ærtet.

Andre ærtetopskud smager bestemt også godt, de har bare sjældent lilla blomster.

 

Capucinerærter

 

Er tørreærter med små, prikkede frø. Man spiser ærterne som gule ærter. den type ærter har man spist i fasten, og gør det stadig i det nordlige England, og i Norge. De har lyserød/lilla blomster. Frø fås hvis man er medlem af en frøsam­lerforening.De dyrkes præcist som andre ærter.

 

Aspargesærter

 

En særlig ting, man aldrig skal forvente at se i handelen.

En type ærter hvor det er de små vingede bælge man spiser. De er værd at dyrke både for ærternes skyld, og fordi de er så kønne. De ranker ikke, og er ret stive i væksten, med grene der er op til 50 cm lange, og planten sætter nye grene helt frem til frosten. Attraktionen er de små rødbrune blomster, der ser fine og eksotiske ud på de frodige planter. Det gode ved dem udover at de er sjove er at de er klar efter ærterne, og resten af dyrkningssæsonen.

Bælgene skal plukkes når de er helt små, og 2-3 cm lange. Senere får de hårde uspiselige hinder indeni. Derfor skal man have mindst 5 meter række, så der er modne ærtebælge nok til et måltid-ad gangen.

De ligner en tropisk bønne, der også har vingede bælge, men er en helt anden og totalt hårdfør ting.

De dyrkes som ærter, men med 10-15 cm mellem planterne.

 

At dyrke ærter

 

Ærter er i princippet nemme at dyrke. Og det skal men bare blive ved med at tro på. Hvis man først begynder at høre på hvad menensker med ærteuheldig­hed fortæller bliver man totalt afskrækket.

Det er nemt. Sorter ærterne først, meget små, ormstukne, eller mørke ærter smides væk. Så snart jorden er til at komme i, dvs at frosten er væk, jorden er tørret op så den smuldrer fint, og den hverken føles som en svamp, eller er alt for klæg er den klar.

Så sår man dem i 5 cm dybe riller, som man har vandet op så de er dejligt mudrede i bunden. Der skal være mindst 75 cm mellem rækkerne, og hellere 1 meter. Man skal gerne kunne komme ind og plukke dem. Her lægger man ærterne med 5 cm mellemrum i en dobbeltrække med 15 cm. mellem rækkerne. Dækker rillerne til med riven, og mærker rækkerne omhyggeligt. Så bygger man det stativ ærterne skal klatre på med det samme- med det samme!  Derefter sår man spinat mellem rækkerne. Den er klar længe før ærterne er det. Man skal styre sig når man sår ærter. Lad være med at så dem alle sammen på én gang, så hellere en række en gang om ugen de næste halvanden måned. Man kan se på posen hvor lang udviklingstid de har, sørg for at de ikke er modne midt i de uger hvor man er på sommerferie.

Hold ærtene vandede hele tiden. De må ikke tørre ud for alvor på noget tidspunkt.

 

Stativet er et ømt punkt. Hvis man har rig tilgang til små, stærke stærktfor­grenede pinde i den rigtige højde har man ingen problemer. Det er bare aldrig lykekdes mig at finde dem. Efter alle ulige pyntelige forsøg med bambus pinde, tipier, spejderhytter og indianske begravelsesstativer, som de skide ærter enten ikke ville hænge fast på, eller væltede, og andre ulykker, er vi gået over til armerings­net. Det klipper man over med en boltsaks i stykker der passer til ærternes højde, rækkens længde, og så lige 50 cm ekstra til at trykke ned i jorden. Hvis man dyrker meget høje ærter er det en god ide med to stykker der trykkes ned så de læner mod hinanden, og bindes sammen i toppen. Det er holdbart, stabilt, koster ikke alverden, og nemt at sætte op.

Sådan et stavær har selvfølgelig ikke den samme romantik over sig som hasselkviste med pastelfarvet bast, men til gengæld den charme der ligger i at det holder. Så må man romantisere et andet sted.

Når disse småting er på plads er det bare at vente på ærterne.

De skal ikke gødes medmindre jorden er ekstremt udpint.

Hvis der er huller i rækken, når de er kommet op propper man nye ærter i hvor de mangler. De modner kun nogle dage efter de andre, og forlænger sæsonen på en behagelig måde.

Det er fint at så lidt Lathyrus mellem ærterne, men først efter midten af April.

 

Jeg vil bare bladre forsigtigt i det katalog af kalamiteter der venter den uheldige ærteavler, og konstatere at der er nogen der er meget, meget uheldige. Langt de fleste er heldige, og opdager aldrig hvor vanskeligt det kan være. Duer er den største plage, de æder de nysåede ærter, før de kommer op. Så står man der og venter, og til ingen nytte.

Dernæst nysgerrige krager der hiver de små planter op fordi de bare må vide hvad det er for noget- hele rækken ! Fiberdug er det eneste der er at gøre, indtil ærterne er store nok. Ærteviklere er også irriterende, det er dem der giver orm i ærterne. Det er blandt andet derfor man skal så lidt men ofte, for de går aldrig i dem alle sammen.

For at undgå resten af kataloget skal man simpelthen sørge for at de har det godt. Vande, drysse med lidt træaske, vande planterne med nældethe, og plante dem sammen med em de kan lide at vokse med. Gulerødder, radisser, bønner, spinat, krydderurter, majs, men ikke løg og kartofler.

 

Det er nemt at tage ærtefrø, de bestøver kun sig selv. Lad simpelthen de flotteste planter få modne og tørre bælge på planten. Bælg dem og sorter alle beskadigede frø, og undermålere fra. Eftertør dem et lunt, tørt sted og opbevar dem i papirsposer til næste forår.

 

 

Camilla Plum