Løg

Løg er en rigdom uden lige. Overlevelse i en form, som har inspireret kunstnere i alle tider. Deres kraft symboliserer forår og saft, så enhver kan forstå det, deres form er så livgivende, livmoderagtig og symbolmættet, at det kan få enhver teenagedreng til at rødme.

De løg, vi kender, er udvalgt, udviklet og dyrket af mennesker så langt tilbage i tiden, at deres oprindelse fortaber sig, udover en tåget forestilling om Centralasien. De kom med de folk derfra, som langsomt befolkede Europa. Løg har simpelthen været her lige så længe som os.

At man altid har elsket løg, er til at forstå. De forgylder maden, holder skørbug og mange andre mangelsygdomme fra livet. De holder sig hele vinteren, de er lette at dyrke for fastboende folk, og for nomader har det været almindeligt at samle de vilde løg, man stødte på. Man har spist løg af blomstrende planter som vilde tulipaner og krokus, alle prydløgene, liljer, ramsløg, skovløg og rocamboler.

Mennesker har dyrket løg i årtusinder rundt om Middelhavet, hvor løget sammen med brød, oliven, mandler, ost og dadler er det vigtigste, det mest uundværlige og i mange tilfælde simpelthen udgør den daglige kost. Og sådan har det været siden oldtiden.

Vi har kendt og spist både de dyrkede løg og deres vilde nordiske slægtninge længe. Den mest kendte beretning er Regner Lodbrogs test på om den smukke Kraka nu også havde noget mellem ørerne, og det havde hun, så allerede dér i sagntiden har løget været kendt af enhver.

Der er noget helt grundlæggende godt ved at spise løg, deres fuldendte form, deres fine sprøde, saftspændte skæl og den trygge forvisning om, at noget sundere kan man ikke gøre.

At dyrke løg

Løg er noget af det bedste at starte med, hvis man aldrig har dyrket grøntsager før. Det lykkes altid, de smager bedre og sødere end de købte, og helt friske løg giver overvældende mængder løgtoppe lige til at spise med.

Løgdyrkning fra sætteløg er simpelthen det mest taknemmelige, man kan give sig til i en have. Det slår aldrig fejl. Med sætteløgene må man tage de sorter, man kan få, og det er også helt fint.

Sætteløg til rødløg, skalotteløg, blødhalsede hvidløg og almindelige gule kepaløg fås alle vegne.

Hvis man bliver bidt, kan man kaste sig over at dyrke løg fra frø. Det er meget billigere, og man bestemmer selv over sorten. Men det er bestemt ikke en forudsætning for at føle sig som løgenes betvinger og naturens herre, at man sår dem selv. Løg fra frø er lidt mere tålmodige mht. vækstforhold og klarer vinteropbevaring bedre.

Man kan spise mange flere friske løg, end man tror. En række på 10 m er ikke for meget til en familie på 4 personer bare at spise som nye løg. Til vinterbrug går der mindst 30 meter til.

Løg kan godt lide let, varm jord. Hvis den ikke er det, kan store mængder kompost eller sågar grus, som man vender i de øverste 20 cm jord, være godt. Tørv skal man ikke begynde på. Det er tarveligt at udrydde tørvemoser på den måde, og det forsvinder fortvivlende hurtigt igen.

Hvis man bruger sætteløg skal man sortere dem, spierde løg kan sagtens bruges , medmindre de er helt udtørrede, mugne læg skal man bestemt ikke bruge. Så planter man dem, så snart jorden er til at have med at gøre om foråret. Det er en balance for den eneste trussel mod ens løg er egentligt at de går i stok og bliver uholdbare og uspiselige, og det gør de hvis de får et kuldechock, af nogle hårde frostnætter eller en kold periode med lave nattetemperaturer, På den anden side så vokser løg kun så og så længe, så hvis man vil have store løg, skal de i jorden så tidligt som muligt.

jeg sætter dem gerne i et par hold, sidst i marts, og igen i begyndelsen af april.

Der skal være 5-10 cm imellem sætteløgene, alt efter hvor store man vil høste løgene. Til små nye løg er 5 cm rigeligt. En god rivebredde mellem rækkerne er fin.. Plant dem, så den øverste tørre tut er over jorden og gerne i en 5 cm dyb pjaskvåd rille. Tryk til, og vand, hvis det er tørt. For at undgå at de løber i stok kan man dække med fiberdug de første uger, det udjævner temperaturen., og så forhindrer det irriterende fugle i at hive ens løg op fordi de tror de skal byge rede af dem. 

Hvis man vil have løg i normalstørrelse, behøver de ikke andet end en jord i normal gødningsstand, dvs. at man om efteråret eller tidligt på vinteren har givet den et pænt lag ko- eller hestemøg. Hvis der har været dyrket bælgplanter året før, er kompost nok. Man kan altid supplere med animix eller hønsemøg, hvis løgene gror for langsomt.

I en lille have spiser man bare så mange løg, man kan, mens de har grøn top, og der er ingen grund til at vente, til de er fuldt udviklet. De små tynde er bare en slags forårsløg, og de er bedre, jo tyndere de er. Høst hvert andet løg, tryk jorden til med støvlen, så kan de sidste vokse sig til.

Hvis man har mere plads, er der løg tilbage, også når de ikke er nye mere. Når toppen lægger sig og gulner, er de modne. I en tør periode hiver man dem op og lægger dem til tørring et par dage på jorden først, hvis det er vådt, må de ind i tørvejr. I begge tilfælde bliver de liggende, til de er hærdet i skallen, og toppen er fuldstændigt tør.

Man finder på de mest utrolige løsninger for at sikre sig at luften kan cirkulere omkring løgene. Sengebunde, rammer med lærred eller sække eller meget åbne kasser er godt. Så kan man bruge dem i løbet af efteråret.

Hvis der er flere endnu, og de skal kunne holde sig til vinterbrug, skal de tørre endnu mere. Bind dem til store fede løgfletninger, eller læg dem løst i kasser uden låg et lunt sted. Fyrrum og varme kældre er godt, men der skal være luft. Når de føles, som om de yderste 3 skæl er helt tørre, skal de flyttes til et tørt køligt sted. De kan godt tåle en lille smule frost.

Rødløg har ry for at holde sig dårligere, og det skal nok passe generelt, men en virkelig god tørring er altafgørende.

Man siger ganske vist tt løg ikke vokser efter Sankt Hans, men jeg har nu mange gange sat stikløg efter denne dato og de vokser fint, så kan man have friske løg hele efteråret med.

Jeg plejer at mulde løgene lidt op, dvs. at tage jorden mellem rækkerne med hakkejernet og lægge den op over løgene, så de efterhånden står i lange jordkamme. Det giver mere hvidt løgskaft, og de bliver mere stabile i blæsevejr. Og måske holder det også løgfluen væk fra rodenden. Det er i hvert fald den enkleste måde at holde bedet fri for ukrudt. Og det skal man, løg bliver ikke til noget, hvis de skal slås for livet med ukrudt.

Der skal vandes, når det er meget tørt, ellers går væksten i stå, før løget er vokset færdigt.

I meget fugtige somre får løg nemt skimmel. De grønne toppe får et gråt skær og visner, hvis det er slemt. Det kan gå ud over holdbarheden. Løgene kan tro, livet er slut og nødmodne, før de egentlig er vokset færdigt. Kuren er at slå toppene af og tørre løgene meget grundigt som ovenfor beskrevet.

Dyrk løgene alene, sammen med gulerødder, kål, jordbær, salat eller tomater. Men ikke sammen med bønner og ærter

Løg fra frø

Forårsløg af Allium cepa typen, bananløg, de flade franske 'Borretane' løg, milde salatløg, perleløg,  og i det hele taget andre og mere spændende løg end lige 'Sturon' og 'Red baron' som er de almindelige sorter stikløg, sås fra frø. Det er en meget, meget billigere måde at dyrke løg på end med stikløg, og det er ærlig talt ikke ret besværligt. Løg frø er meget specialiserede, både mht tidlighed, form, lagerfasthed, og smag.

.

Men man får både bedre holdbarhed og ingen risiko for stokløbning hvis man sår sine løg.

Løgfrø sås tyndt i kasser fra det tidligste forår. Her skal der drivhus eller mistbænk til. Så meget gerne i flere omgange, så der kan plantes ud flere gange, løg er også gode at sætte hvor der lige kommer plads De kan også sås om efteråret i hus eller bænk og bliver så til meget tidlige forårsløg, før de bliver større.

De små planter plantes ud i jorden, når den er det, der hedder tjenlig. Dvs. at den ikke er iskold og klistret. Sæt dem i rækker med 5-10 cm imellem og gerne i en dyb rille. Hvis man gerne vil have meget tidlige forårsløg, planter man de efterårssåede ud i jorden i drivhuset i februar. Ellers dyrkes de præcist som sætteløg. I vesten er forårsløgene som regel specielt udvalgte typer af kepaløg og meget stærkere end pibeløg. Den mest brugte hedder ’White Lisbon’, en gammel og ret mild sort, 'Ramrod' er den mest hårdføre og kan overvintres, især i drivhus. se 'Pibeløg'

Hvis man gerne vil dyrke forårsløg om foråret, skal de sås om efteråret, enten direkte på friland eller i bakker i mistbænk. Hvis det skal være meget tidligt, planter man de planter, man har sået i mistbænk, ud i drivhuset i januar. De er væk, før tomaterne fylder. Ellers planter man ud, når frosten er overstået. Helt nye kepaløg kan bruges på samme måde som forårsløg.

Som med porrer klipper man både rødderne og den grønne top ned med en tredjedel af længden, inden man planter dem. Det virker barbarisk, men det giver dem faktisk en hurtigere start.

Kepaløg

Allium cepa. ’Kepaløg’ eller ’Zittauerløg’ – er navnet på alle de gule eller spanske løg, vi kender. Rødløg er bare en undertype. Løgene kan være af enhver tænkelig variation over løgformen.

Der findes et mylder af sorter, hvis man kigger i frøkatalogerne, men de smager næsten ens. Der kan være sport i at dyrke de sorter, som kom frem i 1800tallet, fx ’Ailsa Craig’, hvor hvert løg kan veje op til et kilo, hvad der e rskønt når man skal lave bløde løg. Men afgørende er det ikke. Man skal simplhen vælge hvad man har brug for, gerne både løg som vokser hurtigt til, og spises som friske, og et egentligt gemmeløg..

Skalotteløg

Allium ascalonicum. Med skalotteløg får man en hel familie for ét løgs penge. Hvert lille sætteløg bygger en gruppe af løg omkring sig, så de giver et forbløffende højt udbytte. Man kan høste dem og tørre dem familievis, og det ser dejligt ud.

Mange synes, det er noget pjat med skalotteløg, for selvfølgelig er det et mas at pille alle de relativt små løg. Men både smag og konsistens er meget mere intens end  i almindelige løg. Løg, der skal forblive hele i en ret, eller som er en meget væsentlig ingrediens, løg til salater, dressinger, marinader, skal være skalotter. De er derimod ikke særlig gode at stege, de bliver bitre ved for hård stegning.

man kan få rødskindede skalotter,  og grå og bege dele er dejlige.

Bananløg

’Bananløg’ er en type kepaløg, udviklet i Italien, og mildere, sødere og mere sprødt end alm. løg. Det kan dyrkes tæt så får man løg der kan bruges som skalotteløg.  Det har ret gode lageregenskaber. Navnet går på den langstrakte facon, gudskelov ikke smagen. De er rødlige, både i skal og mellem skællene, som de røde typer af skalotteløg. Faconen og størrelsen, der er mindst dobbelt så stor som skalotter, gør dem meget nemme at skære i skiver.

Holdbarheden er ikke så god som for skalotter, men de er absolut værd at dyrke, ikke mindst for den meget smukke facon, når man bruger dem hele i maden. Sorten 'Simane' eller 'Long red Florence' er den mest almindelige.

Sandløg-Rocambole

. ’Rocambole’ er nogle gange betegnelsen for de hårdhalsede slangehvidløg, men hos os er det et andet navn for ’Sandløg’ eller ’Sandporre’, som vokser vildt overalt i landet, hvor jorden er let. Jeg har også hørt dem blive omtalt som vilde hvidløg, men det er de nu ikke, selvom de smager mere af hvidløg end af løg.

Som på etageløg er det de små yngleløg, den danner sammen med eller i stedet for blomsterne, man kan spise.

I det vilde er planten meget spinkel og tør at se på, som tykt græs, og løgene er meget små. Men hvis man giver dem lidt bedre forhold i haven, bliver de små yngleløg på størrelse med ærter. Det er en pyntelig ting at dyrke for sjov, måske i en barnehave.

Løgene høstes umodne, og de fine små lilla tingester er søde på sildemaden, at stege let til hakkebøffen eller drysse i salaten.

Man sætter yngleløgene om efteråret, præcis som med hvidløg.

Ægyptiske løg

De hedder også ’Etageløg’, ’Topløg’, ’Træløg’ og en mængde andre navne. De vokser som rocambolen med en stængel, som krones af en lille klynge små yngleløg, men ægyptisk løg er en meget kraftigere plante, op til en meter høj med saftige stængler. I varme somre kan den producere op til tre etager løg over hinanden.

Løgene er normalt på størrelse med store ærter, men kan blive op til perleløgsstørrelse. Man bruger dem som rocamboler, og de er fine syltet hele med asier eller agurker.

Få et lille løg af én, der har planten, sæt det og allerede næste år har man en flot plante. Selve moderplanten fornyr sig selv ved deling, og når yngleløgene er modne, visner stænglen og lægger sig ned. Hvor løgene rører jorden slår de rod, så man får meget hurtigt en hel koloni af de fine løg. Jeg har dem imellem krydderurterne, hvor de kommer op, som de vil.

Hvidløg

Hvidløg dyrkes på en helt anden måde end løg. I oktober deler man hvidløg og planter feddene med den lille tørre spids over jorden. En god rivebredde mellem rækkerne og 10 cm imellem. Jo større fed, jo større bliver ens hvidløg. Sortér groft, og brug beskadigede fed og de lange smalle fed i midten til maden. Man skal også prøve at undgå de typer, som sætter mange bittesmå fed til fordel for løg med større fed.

Der er to måder at sætte dem på, enten  direkte i en velgødet løs jord som ikke er for våd om vinteren, evt i kamme eller højbede. Hvis ens jord er meget våd om vinteren og der er dårligt dræn kan man vælge at  plnate i en lidt større model plantebakke med huller i.,  i hver sin avispapirspotte, eller i små plastpotte. de skal hver være min 5 cm i Ø. begge dle skal nu skal de bare stå der og trodse elementerne hele vinteren, og det klarer de sagtens. Man kan naturligvis sætte dem man har i potetr/bakker i mistbænk elelr drivhus, men kuldepåvirkningen er en væsentlig del af festen, elelr sdeler løget sig ikke om foråret. Eneste problem kan være krager, der hiver dem op af bare nysgerrighed. I så fald dækkes med fiberdug.

I løbet af et par uger får de grønne spirer, som de beholder hele vinteren. I marts har man fine friske  porrelignende hvidløg. Feddene er svulmet op til firedobbelt størrelse, og der er tykke spirer på, som man kan spise alt sammen.

Hvis man lader dem stå, deler de sig og vokser til i løbet af sommeren, og der kan med lidt gødning komme enorme hvidløg ud af det.

De kan også sættes om foråret, når jorden er god, sidst i marts eller først i april. Men hvidløg skal have en kuldeperiode på 2 måneder under 10 grader for at dele sig i mange fed, så de forårssatte bliver aldrig så store som de overvintrende, og man går glip af de små friske løg, når man har allermest brug for dem. Til gengæld får man hvidløg, som kun består af ét stort fed, hvad der kan have sine fordele.

Hvis man køber hvidløgssættefed, er de kuldebehandlet og kan danne hoveder, selvom de sættes om foråret, men jeg vil nu under alle omstændigheder foretrække at sætte dem om efteråret.

Der findes to typer hvidløg: Allium sativum var sativum, ’Blødhalsede’, hvor stænglen er en forlængelse af selve løget, ligesom i almindelige løg. Det er den mest hårdføre type.

Den anden type, Allium sativum var ophioscorodon, ’Hårdhalsede’ eller ’Slangehvidløg’, danner nogle gange lange styrvolske blomsterstængler, der er en delikatesse i sig selv. Hos de hårdhalsede er stænglen en javerttus, der går helt ned til rodkagen, og de enkelte fed gror direkte fra rodkagen og sidder ikke sammen med stænglen. Stænglerne tager meget, meget ludt af kraften fra selve løgene og man skal bare lade dem være til man tager dem op.

De  smager af både mere og mere interessant end de blødhalsede.

De hårdhalsede kan som regel kendes på en let lillafarvning i skindet rundt om de enkelte fed, ikke nødvendigvis udenpå. De er en smule mindre hårdføre end de blødhalsede, men i praksis betyder det ikke noget.. Det er dog umuligt selv for lægfolk at vide sig sikker på, hvad man har fat i. Hvis man køber dem som sætteløg i stedet for som spiseløg i butikkerne, skulle det være sorter, som egner sig til vores klima. Jeg har nu mange gange plantet indkøbte hvidløg af den hårdhalsede type og haft held med det..  Hvidløgsblomster udvikler sig til en blanding af små yngleløg og blomster, og de små yngleløg kan bruges som sætteløg. det første år vil de blive til et et-feds-hvidløg, det er sådan man laver dem der kan købes i butikkerne, hvis man så lader dem blive i jorden, eller tager dem op og lægger dem igen i oktober vil de blive til fine store hvidløg med masser af fed sommeren efter.

De er oftest to år om at blive til noget, men det er ret sjovt at lave dem selv. Egne fed af hjemmedyrkede hvidløg kan naturligvis også bruges som sætteløg næste år. Hvis man holder af hvidløg og bruger mange af dem som frisk grøntsag i stedet for bare som krydderi, skal man have virkelig mange. En række på 15 m er ikke for meget til et års forbrug.

Hvidløg skal tørres endnu mere omhyggeligt end løg. De er klar til tørring, når løget er ved at sprænges af fed, og før det begynder at splitte op. Dvs. at løget, hvis det får lov at stå for længe, åbner sig og sprænger det hvide papir uden om løget. Det er ikke en ønskværdig situation, der kommer jord i imellem feddene, og hvert enkelt fed n en tyk besværlig skal. Man skal nappe dem inden de sprækker.

Læg dem mellem rækkerne til fortørring 3-4 dage, hvis det er tørt, men tag dem endelig ind, hvis det er fugtigt i vejret eller himlen truer med regn. Hæng dem op i små bundter, hvor luften kan komme til hvert enkelt løg, et meget luftigt og gerne lunt sted. Når de yderste lag er helt tørre, lægges de et varmt og luftigt sted, fx i tremmekasser i fyrrum. Der skal de ligge, til de er så tørre, som de hvidløg man køber i butikkerne.

Det kan godt tage uger. Først når de er tørre, kan de flettes til ranker.

Blødhalsede hvidløg går også i blomst, men kun hvis man lader dem stå til året efter.

Man kan i det hele taget sagtens lave sig en flerårig hvidløgskultur, hvor man bare lader dem vokse som de vil til en tue, som vil levere friske hvidløgssmagende blade hele foråret.

Jeg dyrker efterhånden kun en enkelt slags slangehvidløg, en sort fra upstate New York  som med rette er blevet verdensberømt. Mine hvidløg stammer fra Keith Stewarts farm, hvor han har dyrket dem i årtier fra en lille pose løg, som han fik af en nabo, der oplyste at de kom fra hendes hjemegn  i Calabrien Det er fantastiske løg,  hårdføre, enorme, danner enorme fed og smager helt vidunderligt.

Der er mange andre sorter, og hvidløgsdyrkning er blevet en moderne kampsport, i let nørdede havekredse. 'Estisk rød' er en anden sort slangehvidløg som ligner mine amerikanske meget.

Elefanthvidløg

Allium ampeloprasum, elefanthvidløg med kæmpefed, er ikke hvidløg, men en nær slægtning til porren. De smager ikke nær så kraftigt, som de almindelige hvidløg. Man kan nogle gange købe dem i butikkerne, og det er ikke nødvendigvis det samme som de étfedshvidløg, man kan få om efteråret, og som bare er uudviklede hvidløg, dyrket far topløg..

Elefanthvidløgene er ret smarte i brug, fordi feddene er så enorme. Men de er ikke så hårdføre som de almindelige hvidløg, og skal derfor dyrkes i drivhus eller mistbænk.

Pibeløg og forårsløg, Welsh onions

Allium fistulosum. En løgart som formentligstammer far kinas køligere egne. I Asien er ’Forårsløg’ som regel yngre eksemplarer af ’Pibeløg’, som er det samme som ’Welsh onions’. De har, som navnet antyder, hule blade og danner aldrig et egentligt løg. de har ikke noget md Wales a skaffe, navnet er en forvandskning  ordet 'fremmed'. De er milde og dejlige i smagen og kan spises rå eller wokket i store mængder.

De er fuldstændigt hårdføre og noget af det allerførste, der sender grønne blade op om foråret. Man kan dyrke dem fra frø i rækker eller bare have en klods stående mellem krydderurterne til grønt drys, omtrent som purløg, bare meget større. De fornyr sig smukt med sideløg og blomster hen på sommeren. Dyrkes som frøsåede løg.

Porrer

Et porrebed er et godt syn. Selv når porrerne ligger der i supermarkedet, berøvet det meste af deres grønne pragt, er det smukke kraftfulde grøntsager, man har lyst til at købe.

Vi har dyrket og spist dem længe. De spiste dem i det gamle Ægypten for 4.000 år siden, men hvor porren oprindeligt kommer fra, er der ingen der ved. Man mener, de er udviklet af mennesker ud fra en vild løgart, der vokser langs østsiden af Atlanterhavet, og især på øerne derude, Madeira, Azorerne, Cap Verde og de Canariske øer.

Det tager tid at udvikle planter – fra små vilde løg til kæmpestore porrer – når metoden er den gode gamle med udvælgelse, udvælgelse og udvælgelse igen. Det er sikkert noget, man er begyndt på mange steder samtidig i urformens udbredelsesområde. Man finder en plante, man synes smager godt, tager frø fra de lækreste, største, mest hårdføre, og i løbet af nogle århundreder har man en stabil og stærkt forbedret grøntsag.

I hvert fald var porren i dens nuværende form almindelig i Nordeuropa i middelalderen, og det er stadig her, vi dyrker den mest. Porrer kan godt lide køligt klima. Det er fantastisk at se, hvordan de bare står derude og holder ud en hel, lang vinter.

At dyrke porrer

Porren kommer i to typer: sommerporrer, som er lange, tynde og skal spises inden frosten, og vinterporrer, som har en længere udviklingstid, kortere hvidt skaft, er fede som babyarme og kan tåle at stå ude hele vinteren. Det er vinterporrerne, der er mest fidus i at dyrke i en mindre have. Sommerporrerne er lækre, men kan nemt erstattes af nye løg og forårsløg.

Vinterporrerne har man uendelig glæde af. Et bed på 3 x 5 meter er ikke for meget til en familie, der holder af porrer. De sidste porrer giver de flotteste kæmpestore hvidlilla blomsterkugler den anden sommer. De fleste købes som småplanter, og så må man tage de sorter, man kan få, men check lige, om det er sommer- eller vinterporrer.

Man kan også relativt nemt så dem selv direkte på friland, men det er ret vanskeligt at holde dem rene for ukrudt. Så dem hellere i bakker indendørs og så hellere lidt for tyndt, så kan de stå længere i bakken. De skal have 18-25 c, grader for at spire hurtigt, selvom de kan spire ved langt lavere temperatur. . Så snart de har spiret, flyttes de til et køligt lyst sted. Man kan så sommerporre fra februar, og de vil være klar til at plante ud under fiberdug sidst i marts. Men vinterporrene skal man ikke så før  marts- april. Så i flere hold så er der nogle til a plante ud hvor der pludselig er plads, og så kan man have flere hold sommerporrer der hurtigt vokser til.

Midt i maj planter man dem ud med 8 -10cm mellem de små planter. De skal hærdes meget grundigt af ved at blive flyttet ud i dagtimerne, dækket med fiberdug og ind igen, før det bliver køligt.

Hvis det er for koldt, når de kommer ud, eller de får et chok efter en lidt sjusket hærdning, løber en del af dem i stok første år og bliver uspiselige. De tror simpelthen, enden er nær, og skynder sig at blomstre for at sikre slægtens beståen. Udplantningen har heller ingen hast, de har masser af tid at vokse i. Mange venter med at plante ud, til de tidligste kartofler eller spinaten er høstet, og pladsen ledig.

Det hvide stykke på porren er det lækreste, og man kan få det længere ved at mulde op og blege dem med jord. Plant dem ud i en 20 cm dyb grøft fra starten af, og fyld jord på efterhånden, som de vokser. Til sidst skal de stå i en lang jordvold. Det ser smukt ud, og tvinger simpelthen planten i vejret samtidig med at en større del af skaftet bliver hvidt.

Men selvom man ikke får det gjort, skal man nok få porrer alligevel, det hører til i skønvirkeafdelingen at more sig med sådan noget. Man skal ikke være bekymret over, at der kommer jord i porrerne ved at mulde dem op, det kommer der alligevel, solid rensning undgår man ikke.

Det er en god fidus at klippe ca. en tredjedel af både rødder og det grønne ved plantningen. De kommer hurtigere i gang, hvis de ikke skal holde liv i det øverste, samtidig med at de skal danne rødder. Man skal ikke fortvivle, de står i lang tid og ligner små løgnåle, men pludselig tager fanden ved dem, og det er dér man skal være der med gødningen.

Porren er en grovæder, som i hele sin levetid skal have solide mængder kvælstofholdig gødning for at blive til det, man forventer af den. Det allerbedste er at gå en rituel morgentissetur ud i porrebedet. Hvis man af én eller anden grund ikke vil dét og ikke har adgang til anden kvælstofrig gødning, som hønse- eller kaninmøg, bliver der nok porrer, men nogle tynde bængler ud af det.

Almindelig havekompost kan ikke gøre det. Det med tisset er nu nok værd at overveje en gang mere. Det har et meget dårligt ry, hvilket er helt urimeligt. Mennesketis er et fuldstændigt sterilt produkt med en meget høj næringsværdi, også til kål.

Den metode man kan bruge, hvis man er for meget æstet til at tisse på sine afgrøder, er at gøre det på komposten i stedet, hvad der forvandler den fra udmærket jordforbedring til effektiv gødning.

Der kan kun opstå problemer, hvis man også begynder at gøre resten af sin affaldsudskilning i køkkenhaven. Dels lugter det, man kan overføre sygdomme, og der er ikke noget næring af betydning i det. Men altså – tænk igen, og tøm natpotten ud, der hvor den gør mere gavn end i kloakken.

Gode porresorter er ’Sct. Victor’,og 'Monstreux de Carentan',  som er meget hårdføre, smager virkeligt godt og har blade, som ser ud som om, de er malet over med tynd lilla akvarelfarve. ’King Richard’ er en sommerporre, den er meget velsmagende, har meget lange hvide skafter, men skal spises først, da den ikke er helt så hårdfør.

’Musselburgh’ er velsmagende, stærktvoksende og kuldetålsom, men skafterne er meget korte, hvis der ikke muldes op omkring dem.'Autumn mammoth Hannibal' er en mellemting, den kan bruges som sommerrporre, men er hårdfør frem til nytår, og er som navnet antyder virkelig en stor dreng.

Man skal ikke blande sin porrekultur med andre planter, og slet ikke med ærter, bønner og rødbeder, som de ikke bryder sig spor om.

Om vinteren skal man lade dem stå ude, godt dækket med halm eller løs kompost. Dels beskytter det, dels er de nemmere at få op i frostvejr.

og jeg må jo til det, selvom skadedyr er så uinteressant et emne, porremøl er noget skidt, man undgår dem ved - som i alle andre tilfælde - at sørge for at jorden er dækket dejligt med plantemums, og blande dem med andre grøntsager i bedet.

At rense porrer

Det er ubegribeligt så hårdføre porrer er, man får dem stangstive ind på køkkenbordet, og når de er tøet op, ser de bare helt friske og fine ud. Hvor de fleste andre grøntsager har skader, bliver bløde eller får en sær konsistens, er porren fuldstændig uberørt.

Så skal der renses. Den skive som rødderne sidder på, er det lækreste ved hele porren, så rødderne skal skæres forsigtigt af. Skær så meget af den grønne top af, man synes, men bestemt ikke det hele. Skær et langt kryds ned gennem den grønne top og videre ca. 5 cm ned i det hvide.

Skræl tørre og bløde blade af. Hvis man har god tid, stiller man porren omvendt til opblødning i en spand vand. Hvis man ikke har så god tid, skiller man forsigtigt bladene og skyller hver eneste grundigt, også på bagsiden. Hvis man er det mindste i tvivl, om man har fået al jorden af, skyller man én gang til.

Så er de klar til at blive skåret i mindre stykker. Den grønne top, som der er rigeligt af, giver fin smag til supper og fonder. Skyl den ved at bløde den op i en spand vand og så rumse rundt, til vandet er helt klart.

Hvis porrerne er blevet rødstribede og snotbløde i de inderste lag, skal man bare smide dem væk. Det er ikke umagen værd at skrælle ind til midten, de smager alligevel ikke godt.

Ramsløg

Allium ursinum. Er blevet meget populær og med god ret, de smager skønt, både blade, løg og blomster, vokser som skidt, især i halvskygge, og breder sig velsignet ved  frø. De vokser vildt i danske løvskove, især i nærheden af havet. De brede sprøde blade og smukke hvide blomster har en fin hvidløgsduft,, men har fylde nok til også at bruge som spinat. og fyldig krydderurt i deres korte sæson om foråret 

Man kan plukke så mange det skal være i skovene, og så dem selv i sin have. De kan sås forår og efterår. En forkultivering er en god ide, så ved man hvordan de små kimblade ser ud, og hvor de kommer til at vokse. Plant dem steder hvor man ikke skal slås med dem, men hvor de kan få lov a brede deres stjernetæpper ud.

I juni er de væk, som ved et trylleslag.

Fra man har sået dem til der er fuldvoksne løg går der to-tre år, og det første år skal man lade dme være i fred, næste år kan man klippe lidt blade, og så går det ellers løs. Når man har mange kan man grave løgene op og bruge dem som stærkt hvidløgsduftende grøntsag, når bladene er væk.

Bladene ligner ved en lidt ukyndig betragtning ret meget bladene af den meget giftige liljekonval og vokser samme steder, vær opmærksom, ramsløgblade er bløde, og dufter intenst af hvidløg.