Hestebønner  

Hestebønnerne i min have er nok det de fleste undrer sig over, smukke stive stilke i en meters højde med gråduggede blade, og hele vejen op disse sære fede lådne bønner i overstørrelse.

En fantastisk bønneplante, 1½ meter høj, og står så stiv at den ikke skal bindes op. Hele planten udstråler sommerlig frodighed og gavmildhed, så man er klar over at her er der noget der er værd at kende.

Hestebønnen var den eneste bønne vi havde i Europa før Columbus. Den kommer sammen med ærterne, linserne og kikærterne fra den gyldne halvmåne, et område der går gennem mellemøsten, som er oprindelsesområde for de fleste af vores kulturplanter, og som allerede for 10.000 år siden var hjemsted for de første store kulturer, netop på grund af sin frodighed. Hvor præcist hestebønnen kommer fra ved man ikke, for der findes ingen vild form. Men selv om den kommer langt sydfra er den virkelig hårdfør hos os.

Det er en afgrøde vi har dyrket længe, de første fund fra det der idag hedder Israel, er 8.000 år gamle. Alene det at kunne sætte tænderne i noget som man spiste i Ur, langs Eufrat og Tigris, som fønikere, og babylonere har dyrket og nydt er da en helt fantastisk mulighed.

Og i parantes bemærket noget mere spændende end de sindsyge blandinger  af tomater, antibiotika og helleflyndere som er det fornemste gensplejsningen har at byde på idag.

Nye planter med urgammel historie, planter vi aldrig har udnyttet er der så rigeligt at, at hele splejseprojektet kommer til at ligne en børnehave befolket af tosser med bevillinger, der spiller yatzy med skaberværket.

Hestebønner har været bondekost for fattigfolk i både det gamle Ægypten, antikkens Grækenland, det romerske rige, og bliver iøvrigt stadig dyrket også som foder til dyr. En så lang kulturhistorie bliver ikke væk natten over, hestebønnen er stadig basismad i en stor del af mellemøsten. I Egypten er nationalretten "El ful", eller "foul", ikke noget man hiver frem til særlige lejligheder, men en ret man med variationer spiser hver eneste dag. Den består af kogte tørrede hestebønner, krydderier, krydderurter, olivenolie. Sammen med de flade brød man spiser til er det et ekstremt nærende måltid, for meget få penge.

I den korte sæson for friske hestebønner er det selvfølgelig dem man svælger i, og Ful af friske hestebønner er en stor delikatesse.

Hestebønnen i frisk form en i det hele taget en delikatesse som for mig kun kan konkurrere med asparges. De smaragdgrønne frø rummer en lækkerhed både som friske og dampede som jeg hellere end gerne vil gå gennem ild og vand- eller rettere sagt alt om besværet med at pille dem for. 

Basiskost skal de ikke være, men det særlige sus der gør sæsonen nærværen­de, som bringer en lille bunke af ens arbejde og fornøjelse med haven lige ind på tallerkenen, til at suge og smaske, nyde og svælge i, helst hver dag i den korte tid de er der.

Som man måske kan ane er "El ful", og alt andet med tørrede hestebønner ikke noget for mig, jeg synes at det på linje med polenta, den evindelige omgang bønner og ris som man får overalt i Sydamerika, hirsegrød som er basiskosten i store dele af Afrika, yams, yucca, taro og alle de andre stærkt stivelsesholdige rødder man spiser i Caraibien og Afrika, simpelthen er for tungt og uinter­essant.

Men på den anden side har mennesker altid opøvet en utrolig evne til at kunne smage nuancer, og kvalitesforskelle på sin basismad, som er fuldstændig volapyk for alle andre. Polenta er for mig altid ækel, kold, stiv majsgrød, men for en Norditaliener er der himmelvide forskelle, som man kan tale om i dagevis. På samme måde som vi klart skelner mellem forskellige kartoffelsor­ter, og går op i hvordan de er kogt.

Hestebønne har store smukke lyslilla-hvide blomster, med sorte pletter, som man siger er den mørkeste farve i hele planteriget. Blomsterne bliver til flotte store bælge på 15-20 cm. Når bønnerne er modne er hver bælg foret med det fineste vat, som en æske fra en guldsmedebu­tik, hvor bønnerne ligger på række.

At dyrke hestebønner

Hvis man søger endnu en ting at dyrke i børnehaven sammen med radisserne, tallerkensmæk­kerne, courgetterne og morgen­fruerne, noget der er stort, flot og aldrig slår fejl er he­stebønner noget af det bedste.

Hvis man ikke føler sig helt stiv i finere urtedyrkning, er hestebønner en sikker sag at give sig i kast med. Den er nem at dyrke, og så smager den vanvittigt godt. Hvis man vil have hurtig gang i spiringen er det godt at lægge dem 12 timer i vand først. En led, stiv lerjord behøver man ikke engang grave før man sår dem.

Den absolut nemmeste måde at så dem på er ved at stikke greben ca. 8 cm i jorden, vrikke lidt, komme en bønne i hvert hul, og gå videre til man har en række så lang man vil have den. Det er dobbelt så tæt som der står på posen, men det gør nu ingenting, bare rækkeafstanden er ca 45 cm. Efter 14 dage kommer de op, og vokser hurtigt til. Gødning behøver man ikke at tænke på, de er kvælstof­samlende som alle bælgplanter, men på sandjord, eller hvis jorden er helt elendig vil det nok være godt med noget kompost i jorden først. Så går det hurtigt. De stive stilke vokser og vokser, og pludseligt er der bønner i overflod.

Tidligere var de almindelige som markafgrøder, til dyrefoder, det er derfor de hedder noget med hest. Som heste-rejer eller heste-makrel, noget som ikke er fint nok til at spise, en ringere kvalitet end rigtige rejer, bønner og makreller.

det passer nu ikke, alle 3 smager dejligt, men anderledes end dem uden hest.

Det skal siges at der er tale om 2 ret forskellige sorter, hvor man dyrker en småfrøet sort som foder og en storfrøet sort som føde til mennesker. Men der hvor man spiser flest hestebønner, i Egypten er det nu de småfrøede man spiser. Foderhestebønner er ikke så sjove at spise, til at spise friske skal man have mere forædlede havesorter. Englænderne har arbejdet med at lave mere velsmagende sorter med større frø i hundredevis af år. Det er en god ide at så nogle forskellige sorter, så man har dem over en længere periode. 

Frøene er ret dyre at købe, som alle frø, og det er nemt at lave bønnefrø selv til at så næste år. Lad en enkelt eller to planter lave helt modne bælge og lad dem sidde til bælgene er tørret helt ind. Tag frøene ud og tør dem færdige i stuevarmen, det tager en uge i en kurv på køkkenbordet. Kom dem i en tæt beholder og så dem tidligt om foråret, eller måske nogen af dem med det samme.

Det øverste skud er i høj grad spiseligt, både når de kommer op, og senere hen, kan man plukke toppen af og tilberede den som spinat, og det kan man ligeså godt gøre for på et eller andet tidspunkt får planterne bladlus i millionvis, og de sidder altid i de saftige nye skud. Så pluk dem før bladlusene. Lusene generer nu ikke planterne synderligt i min erfaring, men som markaf­grøde koster et luseangreb dyrt. Sidst på sæsonen får de som regel chokola­deplet, en rust som giver chokolade­brunrøde pletter på bladene, men den gør egentligt heller ikke noget.

Når alle bønnerne er spist skærer man hele planten ned til jorden, eller lige over de skud der kommer nederst på stængelen. Vand grundigt. Planten danner i løbet af en måneds tid friske skud, og nye bønner, som ganske vist ikke kan nå modenhed i vores klima, men både skud og spæde bønner er en god eks­tragevinst sidst på efteråret.

Man skal hellere så et par meter hver tredje uge end dem alle på én gang, så er der friske forsyninger, og de gror lige godt hele vækstsæsonen. Det sidste hold skulle efter sigende kunne sås i Oktober, og overvintre som småplanter i jorden, som de gør i England. Men jorden skal være veldrænet, så de ikke rådner i løbet af vinteren, og det skal nok være et nogenlunde lunt hjørne.

Jeg har ikke prøvet det, men det vil jeg gøre, for udsigten til friske he­stebønner i April er værd at tage chancer for.

Hestebønnen har som alle andre planter sine medicinske egenskaber. Den virker mod malaria. Stoffer i bønnen har en blodfortyndende effekt, de slår simpelthen røde blodlegemer ihjel, som gør det svært for malariaen, og det har ikke været uinteressant for hele Sydeuropa har været hærget af malaria op til vor tid. Desværre har det også en allergifremkaldende effekt på en minoritet af især den mandlige befolkning i især det der i oldtiden hed "Magna Graecia", Græken­land og en del af Lilleasien, I Nordafrika, og i Kina. De mangler et enzym, som gør dem følsomme over for både bønnen, og især pollen fra blom­sterne. Pythagoras led af favisme, som det hedder efter plantens latinske navn, Vicia faba. han tordnede over sine tilhængere mod hestebønnen, fordi han ikke kunne tåle den. Men det er først i de sidste 100 år at man overhovedet er begyndt at forstå de sammenhænge som både er gavnlige for de fleste, og farlige for nogle få.

Det er ikke noget man skal hidse sig op over, men bare være opmærksom hvis nogen man serverer dem for, kommer fra disse områder.