Gulerødder

Orange er lige til at spise.

De syntes de også, de gartnere i et hollandsk gulerodgartneri, der engang i 1600 tallet så den orange gulerod dukke op blandt alle de lilla, lysegule og hvide gulerødder der indtil da var de farver gulerødder havde.

Nu har alle gulerødder så den farve gulerødder skal have- orange.

De lilla gulerødder man kendte var-og er- en udvikling af en vild lilla gulerod fra Afghanistan, der stadig findes i vild form. Den hvide er en indisk gulerod, og alle vores tusindvis af sorter stammer fra disse små vilde rødder, ikke fra vores egen vilde gulerod, selvom den godt kan lige at krydse sig med dem. Der findes vilde gulerødder i hele verden - undtagen Australien, og de har alle en rolle at spille i den udvikling af guleroden der er endt i plasticposer i surpermarkederne.

Der har været forsøg på at udvikle vores egne, tilbage omkring år 0, men de var ikke vilde med dem dengang, og vi skal vist være glade for lidt indblanding fra Himalayas forstæder i vores gulerødder.

Gulerødderne kom til Europa med maurerne i 1100 tallet og spredtes ret hurtigt til resten af Europa. Man kendte ikke ret mange grønsager, pastinakker, hestebønner, kål, asparges, løg, var almindelige. Lækre grønsager der kunne spises hele vinteren var meget sjældne, og guleroden blev meget hurtigt populær.

Gulerødder er stadig elsket mad, det må være dem mest spiste grønsag overhovedet. Måske fordi den er sød så alle kan goutere den, smuk i sin orange sprødhed, tiltalende simpelthen.

Guleroden er den evige garant for grønsager på middagsbordet, man føkler sig nøgen og forarmet hvis der ikek er gulerødder i skabet, man bliver be­røvet trygheds­følelsen ved at børnene faktisk gnaver sig gennem dem og får hvad de skal have i skolen, at have sundheden lige ved hånden. Guleroden giver den gode fornemmelse af at have en grønsag i huset som alle kan lide i en eller anden form. Salaten er hjemme, basis til grønsag­suppen, efter­middagsnacken, og hvis alt glipper, den lækre skål med vandkølede gulerodstave med citron og isklumper i, til at forfriske frikadellerne.

Intet-intet er så godt helt ned i tæerne som at presse gulerodsaft i februar,­smage den til med citron og drikke den med det samme af store glas.

Men samtidig med disse fornøjelser bør man unde sig at tage den mere alvorligt, end man bliver udsat for.

9 ud af 10 gange kommer den kogt, og jeg er hamrende ligeglad med om den kommer med ærter, eller majs eller noget andet. Kogte gulerødder er væmmeligt, livsfornægtende, ødelæggende for ellers fornuftige menneskers lyst til at spise grønsager, og det er noget både jeg og andskillige hundrede tusinde andre danskere simpelthen ikke kan fordrage. Der er andre måder, og hvorfor skal de absolut være varme når de fleste bedst kan li dem rå ?  Når der nu er så mange fine måder at spise den på, hvor focus kan flyttes fra vanemæssig sundhed og tvang til renlivet lyst og begejstring.

Gulerødder kan spises på alle de måder der er listet op under' Rodfrugter', de kan steges på panden, braisseres hele i ovnen i citronsaft, smør og lidt sukker. De kan bades i timian, esdragon, persille eller dild, smør og salt og dampes i små foliepak­ker i ovnen. De kan hvad som helst bare man husker at de skal have syrlighed, salt, en supplerende krydring og en smule fedtstof for både smagens og fordøjelig­hedens skyld.

Gg så kan de sandelig også koges - bare ikke i vand. En stille glasering i en skøn kyllinge- eller kalvesky, en stuvning hvor de bare stille og roligt står og koger og forener deres sødme med fløde, citronsaft, salt og peber, en curry der sætter dem i relief som søde heller i en krydret sauce, kogt i kokosmælk, ingefær, chili og limesaft, i en 'A´la grequemarinade', bare ikke i vand !!!! 

Det er mange år siden jeg er gået ud af børnehaven, og forhåbentlig lige så mange år til at jeg kommer på plejehjem. I disse år vil jeg gerne have min gulerodssalat uden rosiner, appelsinjuice og revet æble.

Jeg vil derimod meget gerne have den med persille og hvidløg, med coriander og chili, med basilikum og olivenolie, med kommen. Jeg vil spise gulerødder med de bedste eddiker, den grønneste olivenolie, de hundedyre koldpressede nøddeolier, de friskeste nye forårsløg, og buler af krydderurter, jeg vil simpelthen respektere min gulerodssalat, såvel som mine asparges.

Og det må gerne være hver anden dag.

Der har været utallige forsøg på om man kan smage forskel på økologiske gulerødder og de konventionelle, og lige med gulerødder er det ikke muligt.

Smagen af gulerødder afhænger af jorden først og fremmest, dernæst sorten, mængden af gødning og regnvejr. Når man har valgt gulerødder til at være syndebukken i disse frugtesløse forsøg på at gøre nar ad økologsiek grønsager er det bare fordi gulerødder har en vis irriterende fornuftighed over sig. Det er så sundt og godt og rigtigt at spise gulerødder at man fristes til at lade være.

Det vil ligge mig fjernt at opfordre til at holde op med at spise grønsager, men måske man kunne variere det lidt mere, både ved at udvide sit rodrepertoire ­og  de måder man tilbereder dem på. Men indrømmet, rå jordskok­ker og persil­lerødder i madpakken er nok at stramme den.

At dyrke gulerødder

Hvis man aldrig har prøvet at dyrke gulerødder før, og selvom man har, skal man unde sig den fornøjelse at en enkelt sommer dyrke 10 sorter istedet for én eller to. De smager helt utroligt forskelligt.

De har en evne til at opsuge jordens smag, fortætte den og bringe den videre til os som er helt speciel. Vi anerkender den evne hos vinstokke, men den gælder i lige så høj grad hos gulerødder - og kartofler.

Derfor er sorten vigtig, men ikke den eneste aktor for hvor lækre gulerødder man får hjemme på parcellen. Den samme sort dyrket i Vestjylland og på Sjælland giver vidt forskelligt resultat, og derfor er erfaringer med gulerods­sorter svære at give videre. 

Ved at prøve mange foskellige vil man finde sine favioritter, og man vil ikke være i tvivl.Hvis man flytter til anden jord må man begynde forfra.

Man skal vælge de sorter så bredt som muligt, og det er altså sjovt at dyrke dem i alle de farver der findes, hvid, gul, orange, rød, pink, lilla.

Til hjemmedyrkning skal man glemme alt om udbytte, lagerfasthed og længder og udelukkende gå efter de sorter hvor man i kataloget fremhæver smagen.

Sødme er ikke alt, der skal mere kompleksitet til, og det er en god rettesnor at gå efter de rigtig gamle varieteter. Nantes har været favorit siden først i 1800 talelt, og er de allertidligste gulerødder.

Sorten "Nandor" smager på vores tunge lerjord helt usandsynligt godt, og så er jeg vild med den hvide gulerod "Blanche a collet vert hors terre". Den vokser simpelthen lige så meget op ad jorden som ned, den har en intens gulerodssmag, og det grønne over jorden smager også godt- og stærkt. Den har en tendens til at gå i blomst, første år, men det er den tilgivet.

Jeg har dyrket den gule' Jaune du doubs', der som rå har en tydelig smag af umoden mango, både den hvide og gule bliver nemt 50 cm lange, og stadig sprøde og fine. Jeg har dyrket den pink 'Pink dragon´, og den lilla 'Purple dragon'. De smager fint, og ser helt fantastiske ud. Jeg mangler stadig en lilla gulerod hvor det er hele guleroden og ikke kun skindet der er lilla.

Der er mange flere særtfarvede gulerødder i katalogerne, disse er bare de ældste og nemmeste sorter.

De middeltidlige gulerødder kan være 'Chantenay' typerne der har en karakteristisk brednakket kort facon. De smager meget dejligt, er meget mørkt orange, og har som regel et højere carotenindhold end andre gulerødder

Sene gemmegulerødder er ikke så interessant til hjemmebrug, men hvis man har plads er 'Oxheart'- oxehjertegulerødder et godt bud. De er tykke, stumpe og har meget fin smag. 'Sct Valery' er en god sen sort, og 'James scarlet', er en god vintergulerod med stor smag.'­Rothild', der er nem at få som økofrø smager også godt, specielt på lettere jorde.

Hvis man sår flere hold skifter man over til senere sorter efterhånden. Deciderede vintergulerødder sås ikke før 1 Juli.

Der findes en engelsk sort' Fly away', der skulle være resistent mod gulerods­fluen. De har reduceret indholdet af en syre som larverne behøver, men for det første virker det ikke særligt godt i danske forsøg, for det andet er det ret sansynligt at også vi har brug for den syre.

Carotter er ikek bare gulerødder der er høvlet runde, men en meget fin form for ekstra velsmagende gulerod, dem har jeg haft jeg gode resultater med. De vokser som ukrudt, specielt den gamle sort 'Rondo', men den skal tages tidligt, og have masser af vand undervejs. Hvis den får vand efter en tørkeperi­e­ode sprækker den som et pølseskind.

Gulerødder kan ikke fordrage frisk gødning, og de behøver ikke særligt voldsomt gødet jord. Gød den om efteråret med kogødning, og træaske. der graves ned i det øverste jordlag. Frisk gødning får roden til at forgrene sig, for meget kvælstof får den bare til at sprække og lave blade på bekostning af rødderne.

De skal have en blød jord uden sten, og den skal være dyb. Hvis roden rammer noget hårdt på vejen ned deler den sig, eller vokser videre i en vinkel, og så bliver de svære at have med at gøre.man tror det er løgn, men de første år i vores nuværende have var muldlaget kun 10 cm tykt, og vores gulerødder havde halvvejs nede et 90graders knæk- allesammen.

De kan generelt bedst lide let jord, men hvad skal man bruge det til hvis man vil dyrke dem i en have med lerjord ? Man skal forsøge at lette den med kompost, og måske lidt sand, men gulerødder kan man altså dyrke allevegne, man skal ikke lade sig slå ud. Det der ofte sker på lerjord er at de kommer til at smage af meget mere. Det er uvant hvis man kun er vant til søde 'Bolero' gulerødder, men den mere intense smag er et kæmpeplus når man skal lave mad af dem.

Gulerødder er på en måde det nemmeste i verden, og alligevel går de galt for mange. Men der er tricks der hjælper. Så dem sammen med lidt radisefrø. De kommer lynhurtigt op, hvor gulerødderne både er langsomme til at spire og svære at se når de kommer op. Der kommer kun en lille tynd fimrepind, og det varer længe før der sker mere. Hvis man ikke kan se hele rækken er det meget svært at nakke ukrudtet tæt på rækken, og det gror meget hurtigere end gulerødderne.

Man skal så tilstrækkeligt tyndt. Man skal under alle omstændigheder tynde dem, men det er ikke smart at tynde de fleste, hvis en gulerod bliver det mindste beskadiget forgrener den sig. Så der skal sås meget, meget tyndt, og gulerods­frø er meget, meget små. Bland dem med 90 % sand og 10 % frø, der skal nok komme gulerød­der alligevel.

Så dem øverligt, 1 cm jord over frøene er rigeligt. Lav en rille, og vand den grundigt før såningen. Riv en smule jord over, og klap til med rivens bagside. , og sørg for at hverken frø eller spirer på noget tidspunkt tørrer ud, før de har fået en ordentlig top.

Herfra er den eneste alvorlige trussel gulerodsfluen. Den svirrer rundt i hele sæsonen frem til midt i august, og lægger æg i nakken på gulerødderne.

Vi vil ikke have dem fordi de er ulækre og gnaver gange i rødderne om sommeren, og fordi vintergulerødderne får dårligere lagringsegenskaber af dem.

Den eneste måde at undgå dem 100% er ved at dække med fiberdug fra dag 1.- og den skal være tæt.

Det bliver vanskeligt når de er ½ meter høje, gulerødderne får det for varmt, og kommer ikke til at smage så godt som de kunne.

Gulerodsfluer tiltrækkes af duften af gulerødder, og det eneste at gøre er at forvirre dem. Man kan dyrke eller drysse med noget der forvirrer og måske overdøver duften, så fliuerne opgir at finde dem.

Mange økologiske gulerodsavlere dyrker dem i rækker med løg imellem, det kan de under alle omstændigheder godt lide. Jeg dyrker gulerødderne i enkelte rækker mellem alt det andet, og så kan fluerne simpelthen ikke finde dem. Det er måske ikke det nemmeste, men man undgår også alt for amnge gulerødder på én gang.

Man kan drysse regnfang, løgtoppe, røllike og andre stærktduftende urter mellem rækkerne, og man kan lave en stærk urtethe ved at lade en balje med urter stå i solen og gære med vand og urter i. Urtethe, også af brændenæl­der, kulsukker eller en blanding af det hele er altid godt at vande med, det styrker planterne og forskrækker skadedyr, jman skal prøve sig frem med de urter man har.

Tagetes er også en ordentlig duftforskrækker, de ser dejlige ud mellem rækekrne, specielt appelsintagetes, og det er værd at prøve.

To ting man kan gøre for at forebygge angreb er at vande ordentligt igennem før man udtynder sine gulerødder, og klappe jorden godt til bagefter. Dernæst hypper man lidt jord op om rodhalsene med riven, så der ikke ligefrem er tag-selv-bord for alle de fluer der er tilkaldt fordi man går rundt og sender gulerods­duftskyer ud. Man kan sørge for at hyppe dem jævnligt, både så de ikke får grønne nakker, og for at gøre det sværere for fluerne også når gulerødder­ne bliver større.

Af mange grunde er det en god ide at så dem i mange små hold, ikke mindst fordi nogle hold går helt ram forbi, mens andre bliver ramt, hvis man er uheldig. Med enkelte rækker er det ikke helt så kreperligt hvis ens gulerød­der bliver angrebet, som hvis det er alle de gulerødder man havde tænkt sig at spise en hel sommer der bliver ædt.

Sidst kan man jo leve med lidt larver, værre er det ikke.

Camilla Plum