Løg

Når man flytter ind i sin have er det næsten ulideligt spændende hvad der gemmer sig af forårsløg i jorden.

Er der tæpper af erantis og vintergækker, er der dorotealiljer og tulipaner, scilla i græsset, chionodoxa under træerne, massive tuer af påskeliljer eller er der slet ingenting ?

Jo ældre haven er jo mere sikker kan man føle sig på at noget vil der være, nogen har kærligt lagt små løg, plantet potter med afblomstrede påskeliljer og hyacinter, ud som vi kan glæde os over nu. Hvis det er længe siden er der kommet kulørte søer af dem der breder sig nemt, eller store massive totter af løg der trænger til at blive delt.

Det er også derfor man skal vente med at lave de helt store forandringer før man har set sin nye have gennem en hel vækstsæson. Det er for ærgerligt at lave sandkasse lige oven i et tæppe af scilla, eller bygge haveskur oven i en samling nøgne jomfruer. Ofte står de fineste løg, og de største guldgruber ikke i bede, men netop steder hvor der ellers ikke er blomster.

Og det er også her man skal sætte sine ny indkøbte løg.

Det er selvfølgelig fint at sætte tulipaner og hyacinter, og de andre store forædlede løg mellem stauder, for at få lidt liv i det før de tager fat.

Men de små løg som botaniske krokus, scilla, chionodoxa, Ornithogalum, dorothealiljer, vintergækker, anemoner, klokkescilla, Puchkinia, erantis, vibeæg er yndigst andre steder, langs en indkørsel, i græs, under buske. I et bed bliver de gravet i, man kommer til at plante noget oven i dem, man roder og regerer, og de hader at blive forstyrret. De blomstrende tæpper, hvor de i ro og fred selvsår sig, laver udløbere, eller hvad de nu gør, kommer kun hvis man lader dem være i fred. Det kræver kun at man kan styre sin græsslåmaski­ne til bladene er døet ned. Vores græs har et forskelligt mønster hele foråret, alt efter hvor der står løg og selvsåede planter kommer der stier og tuer, for endelig at blive slået alt sammen fra først i juli.

Hvis man hylder orden på det hele, kan man overgive en plet til de små løg. Plante dem mellem hinanden, og lade underet ske i nogle få forårsmåne­der, det vil blive ens yndlingsplet.

Men det mest opmuntrende er begge dele, et sted hvor alle de løg man holder af står uforstyrret i græs eller under forårsblomstrende buske, og så de andre pletter, spredt rundt omkring som man kan gå og holde øje med, og glæde sig til.

Mere om løg i græs s XXX

Selv på det allersidste af plantesæsonen i oktober er der alligevel tid.

Botaniske tulipaner kan købes og lægges, og det er simpelthen noget af det mest taknemmelige man kan plante i sin have.

Der er mange vidunderlige arter af disse små oprindelige tulipaner, som alle de store tulipaner er kommet af. De vokser alle vildt et eller andet sted i verden.

Men ikke i samme habitat  alle sammen. Men som hovedregel kommer de fra bjerge og sletter hvor der er fugtigt om foråret og bentørt om sommeren. Dvs. at de skal have sol for at modne deres løg, hvis de skal blomstre igen og igen. Ingen af dem kan tåle fugtighed om vinteren, så rådner de.

I praksis er der stor forskel på deres evne til at leve i yderkanten af deres naturlige voksested.

Man kan købe de oprindelige arter, men også et væld af hybrider af især de storblomstrede, lave slags som Tulipa Kaufmanniana og Greigii. De er ret overvældende, på grænsen til det vulgære, men nogen gange må en forårshave godt være vulgær i al sin iver efter farvepragt. Og man kan være sikker på at de gudskelov bliver lidt mindre efterhånden derude, når de skal klare sig selv.

I modsætning til de fleste store tulipaner som det er meningen man skal grave op hvert år når de er visnet, og sætte igen til efteråret, men som man aldrig får gjort, så skal alle de botaniske blive i jorden. Allerede her er man jo begejstret.

Man kan have stort held med at sætte dem under letløvede træer, op ad husmure, i grus, og steder hvor der simpelthen er gammelt byggeaffald og skærver i jorden.

Botaniske tulipaner er så små at man gør klogt i på længere sigt at vælge at plante en hel masse af én slags. En ordentlig stor flade med rigeligt grønt imellem, er fint til de spæde små tulipaner. Det er ellers nemt at blive fristet, når man sidder og savler ned i  kataloget eller står og glaner foran et løgstativ.

Men hvis man ikke har nogen af dem i forvejen er det klogeste man kan gøre er at købe en pose af dem man kan få fat i, det er ikke nogen dyr fornøjelse. Så planter man dem hvor man synes de kunne se godt ud, og hvis de både ser godt ud og kommer igen året efter kan man begynde at tænke på at plante rigtig mange af dem. Hvis nogle meget attraktive ikke lykkes kan man jo bare prøve igen et andet sted.

De små tulipaner er bedre jo flere der er, og jo mere naturligt det ser ud. I driver under et letløvet træ, i græs, hvor både tulipa Sylvestris og tulipa sprengeri kan blive til fine tæpper.

De fleste andre botaniske tulipaner, end lige Kaufmanniana og Greigii,  har en ynde og lethed som ikke er de store beskåret. Nogle af dem er lidt van­skelige, bla. den vilde skovtulipan, Tulipa Sylvestris, som også kan findes forvildet i Danmark. Den har det med at blomstre fint det første år og derefter hengive sig til at sprede et grønt tæppe af bare blade og ingen blomster. Andre er nemme og trofast kommer igen år efter år. Hvis de er plantet det rigtige sted fra starten. Det rigtige sted er med Tulipa sylvestris ét med godt dræn og let skygge. Det står der i hvert fald i bøgerne. Jeg har plantet dem i et smalt med mellem to hække, og i ret meget skygge. Det første år er man sikker på de kommer, andet år er det nervepirren­de, om de kommer igen. Mine gjorde, og fjerde år har de bredt sig nydeligt. De er fuldstændigt henrivende. Ikke opsigtsvækkende, og det er kun i solskin at de åbner de smukke lange snoede knopper, der er malet med en helt ube­stemmelig grøn-sølv-guld farve, til gyldne nikkende stjerner. De spreder sig ved både frø og udløbere, bliver flere og flere, hvis de altså vil. Men hvis de ikke vil, må man betragte det som en billig engangsfor­nøjelse og plante dem igen et andet sted.

De allernemmeste, og meget søde er de, Tulipa Tarda, gule stjerner med hvide kanter. De formerer sig gerne, og man bliver simpelthen glad af at se på dem, når de folder sig ud i solskin i april. I gråvejr holder de sig lukkede. Endnu yndigere, og en smule højere er Tulipa Turkestanica. Flere hvide stjerneøjne på hver stilk, malet med et tyndt grå/grønt lag på ydersiden, smalle grågrønne blade. Jeg satte et hav for nogle år siden, så jeg ved de er meget fine i buketter sammen med judaspenge og vibeæg som blomstrer længe og samtidigt i April. I skygge kommer de fint igen, men de bliver større i solen.

Disse to er kun højst 20 cm. høje og til at betale. Højere og endnu yndigere er Tulipa Sprengeri. Yndefuldt rød, gullig udenpå.  Den er fuldstændig umulig at købe som løg og når den fås, fra et udenlandsk løgfirma, er den så hundedyr at det kan være lige meget.­ Men for den tålmodige kan den fås som frø. De sås og blomster efter 3 år. Herefter formerer de sig gerne ved selvsåning.  Tulipa Pulchella humilis, kræver virkelig meget sol, og absolut dræn,  jeg har prøvet den før i en anden have, og hvis den står rigtigt, f.eks i grus kommer den fint igen. De er lyserød-lilla med et gult øje og fuldstændigt henrivende når de står der og blomster lige over jorden.

Når man køber løg af oprindelige arter skal man sikre sig at de ikke er indsamlet i naturen, især tulipaner, de hårdføre alpevioler og vintergækker er det gået hårdt ud over, så de nærmest er udryddet i naturen.

Mange steder kan man også købe økologisk dyrkede blomsterløg, det er al ære værd.

Blomsterbranchen er simpelthen nogle af de største miljøsvin. Den får ikke for lidt med sprøjtemidler og hormonpræparater så vi kan få billige stueplanter og udplantningsplanter  til at smide ud igen. Branchen vil nok mene at vi gerne vil have det sådan, men det ville være rart at kunne købe stueplanter som man bare havde en chance for at kunne beholde. Det er jo faktisk meningen med dem, og det virker ube­hageligt ødselt på mig at blomstrende planter ikke kan leve og blomstre igen. Selv planter som er fuldt hårdføre som asters kan man ikke plante ud, så mishandlede er de af vækstforkortede og kunstgødning. Når det en sjælden gang lykkes vil man opleve at den lille pudeasters fra brugsen i virkeligheden er en forkrøblet udgave af en ordentlig basseasters på halvanden meter. Så ethvert initiativ er vel­komment. Jeg ville bare fromt ønske at de også kunne præstere et lidt mindre farvestærkt udvalg af mindre hårdt forædlede sorter. Når man tænker over det hænger de lidt mindre og mindre prangende løgplanter som vibeæg og botaniske tulipaner måske bedre sammen med viljen til at købe økoløg. Men godt er det alligevel, man skal ikke altid brokke sig.

Hvert år prøver jeg at lægge en ordentlig røvfuld løg, af ikke for mange sorter, Sidste år blev det til store tulipaner af sorter jeg har hørt ikke behøver at blive taget op hvert år. Det er så en sandhed med modifikationer.

Der findes gamle sorter, vi kender dem fra haver der har passet sig selv, lillarøde og magenta langstilkede sene tulipaner der bare kommer igen, og som ingen mere ved hvad hedder.

Bortset fra dem, er det kun Apeldoorn tulipanerne der troligt kommer. Jeg kan med min bedste vilje ikke døje dem, alt for store, alt for kulørte, og måske også alt for nemme. Børnene plukker dem gudskelov så snart de springer ud, og så kan de alt for gulrøde og alt for rødgule blomster stå i nogle dage på spisebordet.

Det er langt bedre end at de står og larmer derude i ugevis.

I vores have har man efter gammel skik plantet dem i snorlige rækker. det ser afsindigt ud, et rørende levn fra en tid hvor orden var et skønhedsideal i sig selv.

Man havde rigeligt natur i fri dressur, man kæmpede med den, uden sikkerheds­net, og idealet var menneskets synlige overmagt, snorlige rækker i marken, i haven og gårdspladser hvor ikke et eneste lille grønt blad kunne tillades.

Nu mangler vi naturen, og kan ikke få nok af tilsyneladende de uorden, blomsterenge og utæmmelighed.

Hvis det var andre tulipaner med et blidere gemyt havde jeg ladet dem stå, bare for at beholde det pyntelige i rækkerne.

Men disse højtråbende Apeldoorn hiver jeg op, år efter år, og de kommer alligevel igen, tilsyneladende bliver hvert eneste sideløg til blomstringsdygtige plageånder. De røde kan gå an, selvom de er for gulrøde til mig, så er en lille plet rødt imellem det grønne, en lille rød djævel til at forstyrre harmonien ret velgørende, selvom jeg hellere vil have den samme effekt med de røde kardinaler.

Men de gule er helt uacceptable, alt for rødgule, og en kedelig ugennemskinnelighed i blomsterbladene, som om de var af nylon.

Men hvis man kan lide dem så har de en livskraft jeg bare ville ønske kom andre tulipaner til del.

Det er delingen der er problemet. Tulipanløg deler sig hvert år, og med de botaniske er det meningen, med de forædlede som ikke har deres forfædres livskraft kommer de til at stå for tæt, og tager næring fra hinanden.

Der kommer kun tuer af små tulipanblade og ingen blomster.

Hvis man er efter dem kan de graves op, tørres, deles og sættes igen i september.

Jeg gør det nogen gange, men den store årlige tulipanopgravning bliver det ikke til.

Man kan  prøve at plante sorter der bedre kan tåle det end andre.

Den næsten sorte "Queen og Night", den gamle røde "Rouge Cardinal", som har været så populær at den bare hedder kardinaler, har jeg sat så man kan se eftermiddagssolen igennem den, en lyserød klassiker "Queen of bartigons" og den abrikos­farvede tidlige " Apricot beauty", er ret stabile, Hvis man bare får dem op hvert 3-4 år kommer der blomster. Den orangeflam­me­de Irene er også til at stole på, den bliver bare mindre og mindre.

Den ret opsigtsvækkende New design, der både har grøn-lyserøde-abrikos blomster og grågrønne blade med hvide kanter, er den mest trofaste, de kommer i stort antal igen, også selvom man aldrig graver den op, og den er skøn. Men endnu mere driftssikker er de liljeblomstrende. De kommer stabilt igen, og de er faktisk fantastiske. De ser dejlige ud mellem de andre, alene er de en anelse manierede. Lige noget for Baronesse Blixen, på Rungstedslund har de stadig et bed med dem, alene bag en buksbomhæk, i blandede røde og lilla, der ser eventyrlige ud. Papegøjetulipanerne de frynsede og vilde, Estella Rijnveldt, i rød, grøn og hvid er særligt skøn,  kan også godt komme igen, måske fordi den ikke deler sig så meget.

Det ville være dejligt hvis det stod på posen om de gad komme igen.

Hvis man er til det  skal tulipanerne graves op når bladene er ved at gulne, så  kan man også finde dem. Lad dem stå og visne helt et luftigt sted. Hvis der er  mugne eller misfarvede løg smider man dem væk. Del dem. man kan plante de store løg igen med det samme, eller vante til efteråret. De små sideløg kan man med stort held sætte i rækker i køkkenhaven, hvis man har en, elelr på en tom solrig plet. Efter et par år blomster de, og så kan man beholde dem der, til at plukke af, eller sætte dem ud sammen med de voksne igen.

Man kan købe særlige løgbakker, i plastic som man bare sætter løgene i, graver hele baduljen ned i den rigtige dybde, og tager op igen når løgene er afblomstrede.

Dejligt nemt, yes, men man får løg der ligger på en måde som kommer til at ligne Tivoli, ikke en have.

I en have skal de stå mere spredt, de må meget gerne have lidt forskellige størrelser, det er simpelthen smukkest hvis de står og nikker flere sammen, men mellem stauderne, eller i spredt fægtning i græsset, og helst ikke i en alt for samlet klat. Hvis det skal være samlet er det bedst i lange formationer, ikke runde. Noget af det fineste jeg har set med tulipaner var en sydfynsk forhave hvor de stod helt spredt, men ret jævnt fordelt over et kæmpe staudebed. Tulipaner i hundredvis, i hele den mørke palet af sort, rød, lilla, pink.

Afblomstrede løg.

Igennem foråret får man maser af løg i alle de potter og tulipanbuketter med løg man ikke kan lade være med at købe. Små iris reticiulata, Iris danfordiae, Tete a tete  mini påskeliljer, krokus og hyacinter. Man kan være heldig og få botaniske tulipaner, og mere usædvanlige løg på den måde.

De kan alle som én plantes ud i haven, så snart det er blevet en smule mildt.

De har bedre af at stå og visne helt ned udendørs, end indendørs.

Hvis man ikke kan komme til at plante dem ud, giver man dem gødning og passer dem med lidt vand til bladene gulner, så lader man dem tørre ud.

Løgene fra tulipanbuketter er helt udmarvede, dels har de lige produceret en blomst, og så skærer man hele balladen, inkl. de blade der skulle trække ny næring ned i løgene, af.

Men hvis man tørrer dem, dvs. åbner pakken og spreder løgene ud et tørt sted har de en god chance i haven. Man planter dem ud når man kan komme i jorden, og næste år giver de meget få blomster, men laver blade der kan give dem ny kraft. Næste år igen plejer de at give masser af blomster. Det er umagen værd, især fordi man får løg af sorter man ved man særlig godt kan lide, og det er virkeligt svært at læse ud af et plantekatalog, elelr en pose med løg.

Rød, lyserød, gul ?

Jamen hvad med blomsterbladene ? er de fede og uigennemsigtige, årede, takkede, folder de vrangen helt ud når de åbner sig, eller bliver de som liljer er de som ud­skåret ben, eller som silkepapir ?

I øvrigt er alle tulipaner er egentlig hvide eller gule, de andre farver er optiske bedrag skabt af farvestoffet anthocyan, det samme der gør en rødbede rød. Den måde det reflekterer skaber de farver vi kan se, andre væsener ser helt andre farver, og mange blomster som i vores øjne ser underligt kødagtige brungrum­sede ud er farvestrålende fyrtårne for dem det er meningen skal bestøve dem, natdyr og insekter der ser dem i deres sære øjnes infrarøde skær.

Men uanset hvem betragteren er, uendeligt mange måde at være tulipan på, der er nogle man elsker, og mange som er lige meget.

Netop derfor kan man også blive vild og gal og havesyg med dem.

Tulipaner har haft en helt utrolig historie som yndlings­legetøj for tyrkiske sultaner, som var de første til at både indsamle de vilde i millionvis fra bjergene, og forædle dem efter deres eget hoved.

De tyrkiske tulipaner var fuldstændigt anderledes end dem vi kan købe i dag, selvom der findes en enkelt sort der ligner. Deres ideal var tynde, høje tulipaner, med lange, helt enormt tilspidsede kronblade, helst stribede i flere farver. Det var blomsternes længde, deres lustre og den måde de åbnede sig på der var genstand for den højeste attrå.

Man havde tulipanfestivaler hvor tulipaner i potter i tusindvis var arrangeret i paladsets have, og belysningen bestod af skildpadder der tøffede rundt med tændte lys på ryggen. Så er der jo noget ved at være sultan.

Tulipaner var det synlige tegn på både magt, raffinement og dannelse i mange hundrede år. De blev nidkært bevogtet, men til sidst fik europæere smuglet løg ud til Europa. Datidens magthavere og botanikere vogtede disse kostbar­heder lige så energisk som sultaner i deres haver.

Tiden var til opdagelsesrejser, konger og fyrster sendte ekspeditioner ud  for at finde nyt land, og et af formålene var at hjembringe planter  af enhver slags. Både for at finde nye afgrøder, men også fordi det var den højeste status at kunne fremvise nye eksotiske blomster for de måbende masser, og især andre højvelbårenheder. Botaniske haver skød op i Europa, og der blev skrevet ufatteligt mange bøger, og illustrerede værker om de nye verdeners planter. frugter og blomsterpragt.

Når især de hollandske malere har efterladt sig så enorme mængder blom­stermalerier, var det bla.. a. fordi de simpelthen blev bestilt til at male rigmænds og fyrsters egen blomster.

De mest overdådige viser hellere end gerne blomster der både er helt ude af proportion, og i virkeligheden blomstrer på helt forskellige årstider.

 Hvis man lægger mærke til det optræder der både i blomstermalerierne og på de lige så utallige stilleben

med frugter og eksotiske madvarer altid en lille bille, en rådden frugt, en vis grad af forfald.

Man frygtede at en fremstilling af ren overflod ville være gudsbespottende, og malede sin egen forfængeligheds korte tipsperspektiv ind for en sikkerheds skyld.

Nogen gange meget letforståeligt i form af kranier, andre gange mere subtilt som overmoden, bristefærdig frugt.

Og i 1600 tallet gik det galt i Holland, her fik den selv samme forfængelighed, og et særligt vanvid, der ikke rigtig har noget sidestykke i historien udløst en tulipanmani, der i eftertiden kom til lat hedde tulipomania.

Tulipanerne var blevet mere almindelige, selvom de stadig ikke var for menigmand. Det var ikke dem det handlede om, nu flyttede man bare fokus til en ny slags tulipaner der på mirakuløs vis var stribede.

denne stribethed er ganske rigtig betagende. Farven i tulipaner løber i årer i bladene, som er tynde og fjerformede, fra bund til bladets øverste kant. En virus giver dem en stribet effekt som kan give lyse striber på mørk bund eller omvendt. Den samme virus gør løgene mindre villige til at dele sig, og svækker i det hele taget planten, men det vidste man ikke dengang.

Stribningens uforklarlighed, hvordan man skabte den og fastholdt den  blev genstand for alle mulige former for alkymi.

Stribningen blev så attraktiv at de stribede løg kom til at koste årslønninger, senere hele godsers værdi. De blev handlet som tørre løg, , og især de allermest sjældne, og vidunderlige som sorten Semper Augustus, der var hvid med tynde violette fjermønstre kunne koste en mindre krig.

Hele økonomien blev overophedet, penge skiftede hænder fuldstændigt uden forbindelse til reelle værdier, formuer boblede og sprak.

Til sidst forsvandt tulipomanien fra den ene dag til den anden, løgene blev værdiløse, og tingene faldt til ro.

Nu om dage gør tulipanavlere alt hvad de kan for at udrydde denne virus, alle stribede blomster bliver hevet op og destrueret, man betragter det som den værste fjende i moderne tulipanavl.

Man kan ganske vist købe ´Rembrandt-tulipaner´, der er stribede, og de er ret dejlige, men de er langt fra så forfinede som dem man kan beundre på datidens malerier.

Blindhed.

Mange løg, især narcisser og vintergækker bliver blinde med tiden. Når løgklumpen bliver tilstrækkelig stor står de simpelthen for tæt til at få næring nok til at blomstre.

Så deler man dem. Grav hele klumpen op når blomsterne er falmet, men før bladene dør ned. Så kan man også finde dem.

Del dem i små bunker med tre løg i hver, hverken mere eller mindre.

Både fordi sådan kan de bedst lide det, og fordi  at så ser de fine ud allerede næste år. Løgene fordeles så over et større område, eller plantes helt nye steder. Men det er altid klogt at lave store bestande af et enkelt løg, de ser bedst ud når der er mange af dem. Hvis man kan lide præcision skal den praktiseres ved at sætte dem i rækker, f.eks langs en indkørsel, eller i en ring rundt om et træ.

Ellers må man styre sig, og forsøge at gøre det så uordentligt som muligt. Enhver regelmæssighed når man planter løg er af det onde. Det skal se ud som om de selv har valgt at stå hvor de står.

I græs løfter man et stykke tørv op med en spade og lægger løgene, uregel­mæssigt enten på jorden hvis de er små, eller dybere hvis de er større som påskeliljeløg. Det fungerer bedst til tørre løg. Hvis der er top på skal man grave in­dividuelle huller til hvert lille løgbundt, med en spade, og trampe til bagefter.

Påskeliljer

Løg af alle mulige slags påskeliljer er utroligt billige.

De er også tit alt for meget. påskeliljer kan være skønne, men de ser p åen elelr anden måde altid ud som om de er kunstige blomster af crepepapir.

De har en usandsynlig vækstkraft, og kan stå i årevis uden at blive delt, de er næsten for meget af det gode.

Det aftager lidt hvis man vælger de mindre og små sorter.

Store sorter er bedst i langt græs, og helst i havens fjerneste hjørne, og steder hvor det er lidt vildt.

Alternativt som rækker i køkkenhaven, til at plukke af.

Og man kan hurtigt få mange af dem. De store potter man kan købe i plantecen­tre og supermarkeder lader man sig friste af for at få bare lidt mere frodighed ved hoveddøren i det tidlige forår. Og de kan være fine, især hvis man køber dem i blomst og kan se sorten, for der er forskel, ikke alle er enorme.

Køb dem hvor der er størst forskel i farven på blomsterkraven og trompeten, de kommer senere til at se bedst ud i haven.

Når de er færdige deler man løgklumpen og sætter dem steder hvor det er velgørende med blomster. Under hækken, langs vejen, ved kompostbunken.

De skal nok komme, og der går mange år før de evt. skal deles.

De nærmest skambrugte små Tête a tête får et mere naturligt præg når de bliver plantet ud, mindre kompakte, og de vokser fint i halvskygge.

Også de skal deles før man planter dem ud.

Også inden for narcisser er der fine, vilde arter, og de er gode at lade sprede sig i græs. Den yndigste, Narcissus bulbocodium, kan brede sig enormt hvis den har det tørt nok. Den ser helt anderledes ud end andre narcisser, trompeten i midten er stor og helt kegleformet, ud 'g de ydre blomsterblade er kun nogle små fjusegøjer. De ligner små alvorlige alfer. Andre små og fine narcisser er N. cyclamineus, der bøjer blomsterbladene helt tilbage som på en alpeviol hvad der giver et helt rørende udtryk. N. nanus, N. pumilus, og N. triandrus. Sorter som February silver og February gold er yndige og tidlige, selvom de nu ikke kommer i februar her i landet.

Prøv dem, og plant dem i en potte til at tage ind i stuen første år, og sæt dem ud i haven bagefter.

Lidt senere end påskeliljerne kommer deres fætre og kusiner, pinseliljer og andre narcisser. Hvor kun nogle påskeliljer dufter, og som regel svagt og grønt, er narcissernes duft nærmest bedøvende for næsen. Narcisser er anderledes let duvende, og nikkende i deres vækst, og ikke så kødfulde som påskeliljer.

Gyldenlakker og pinseliljer

Man skal gå efter den gamle sort, Pheasants eye. I mange år har man kun kunnet få en moderne sort der hedder Actea. Den er for stor, og en skuffelse for de dufter ikke nær så godt som den rigtige, som kan købes igen. De er simpelthen vidunderlige.

De er rigtig, rent og uigennemsigtigt hvide i deres letfoldede blomsterblade. der hæver sig far en nikkende knop til et fladt blomsteransigt når den folder sig ud.

Dens trompet er bittelille, grøn, med en fin mørkerød kant, der har givet den fasanøje navnet.

Der skal være nok til at plukke af dem, for man kan ikke lade være. De kommer samtidig med bøgebladene, og endnu en gammel yndling, gylden­lakkerne.

Gyldenlakker og pinseliljer sammen er som jordbær med fløde, traditionelt og uimodsigeligt dejligt, tilfredsstillende og selvfølgeligt.

Gyldenlakkernes duft er sødligere og endnu tungere end pinseliljernes, tilsammen parfumerer en buket et helt hus, og et bed en he lhave i de to uger det varer. De mørke, fløjlsagtige lidt uordentlige gyldenlakker, og pinseliljernes stramhed og renhed giver både i haven og i buketter et helt perfekt, renskuret billede. Gyldenlakker er bestemt en smagssag. Nogen kan ikke forlige sig med deres mørke og meget lidt forårsagtige farver, rødbrune, mørkelilla, varmtgule og orange, og jeg har også lidt svært ved det. Jeg sår dem i kasser om sommeren, og planter dem ud når de er blevet ca. 15 cm høje i september.

Næste forår blomstrer de, og så hiver jeg alle de gule og orange op, og lader de velourrøde og andre mørke stå.

Man kan købe dem i enkelte farver, men så går man glip af variationen.

Når de har blomstret laver de kaskader af enorme frøstande, som man så kan drysse ud hvor man vil have flere gyldenlakker. De er i princippet toårige, men og det er også den første blomstring der er mest frodig, især fordi de her har flest grønne blade og en kompakt vækst. Hvis de får lov forvedder de ofte og bliver lange, men stående. Hvis man klipper frøstande­ne af før de modner har de bedst chance. Men i havekredse ser man ned på de overlevende, og behandler gyldenlakker som udplantningsplanter, og hiver dem op igen når de har blomstret

Der står mere om gyldenlakker under 'Toårige'.

Den helt traditionelle måde at plante pinseliljer på i landbohaver er i snorlige rækker, og netop dér er det faktisk fint som kant i køkkenhaven, eller langs en havesti. Andre steder er de dejligst i fri dressur. De kan stå i mange år, men pludseligt bliver de blinde. Der stod en sådan række i vores gamle landbohave, der kun var blade, og som jeg havde en mistanke om kunne være rigtige pinseliljer. Jeg gravede dem op, og fordelte dem i dufthaven, i et tæppe af gyldenlakker, og i staudebedene. Det var det rigtig nok, og nu er der pinseliljer overalt. og det føles som juleaften får de springer ud. Der findes en gammel , fyldt form af ­pinselilje som dufter endnu heftigere, og som de fleste fyldte blomster, blomstrer længere end pinseliljen.

Der er mange, mange sorter af narcisser, fælles er den lette vækst, grågrønblå blade, flade ansigter, og den vidunderlige duft.

Det er bare at lokke nogle ud af sine havevener når man ser dem, købe løgene når man kan finde dem.

Jeg har plantet massive mængder af min yndling 'Thalia', næsten hvid, letfyldt, og meget, meget nem.

Den blomstrer lidt senere end pinseliljerne, sidst i maj, og samtidig med de sene tulipaner, og den er dejlig i buketter, med tulipaner og judaspenge. ­Den dufter tungt og parfu­meret, som alle narcisser.

Små løg

Min mor kæmpede for at få sin helt vidunderlige have til også at rumme dorothealiljer, og det lykkedes ikke helt. de blev plantet, blomstrede og forsvandt igen til hendes store skuffelse, for jeg tror de var hendes yndlingsblomst, sammen med Martagonliljerne, som hun havde mere held med.

Og sådan er de, enten vil de være der, elelr også vil de ikke.

Folk der har dem allerede kan ikke begribe at det skal være et problem, men det kan det altså.

Da vi flyttede ind i vores nuværende have flyttede jeg mange dorotealiljer med, for der voksede de som ukrudt. Jeg var meget, meget spændt på om de var der i forvejen, hvad der ville betyde at mine også ville klare skærene.

det var de gudskelov, og i rigt mål, allerede. Der var efter den første vinters venten, utallige erantis, store tuer af vintergækker, og både dorotealiljer, narcisser, påskeliljer, krokus tomassinianus, en sen form for stor scilla og temmelig mange af de gamle brandliljer i bedene.

Dorothealiljer kan ikke anbefales nok, hvor de trives danner de store tætte tuer, som man kan dele igen og  igen. de har i modsætning til vintergækkers varmt­grønne blade i frodige tuer, og kommer faktisk før vintergækkerne mange steder.

de minder om dem, men så alligevel ikke. Dorotealiljer har en lækkerhed  som vintergækkerne ikke har. Vintergækker er midt i deres robusthed sarte og forfinede, dorotealiljer mere livskraftige. De har flere kronblade, og en fin grøn plet på spidsen af hver af deres porcelænsagtige kronblade, vintergækkerne har de grønne pletter indeni, som først afslører sig når man plukker dem.

Men man skal ikke vælge, bare have dem sammen, så mange som muligt.

det får man ved hvert år at grave bare en overkommelig del op, og dele dem mens de stadig er grønne.

Lad halvdelen af tuen stå, og fordel dem omkring, og meget gerne tilstræbt tilfældigt i græs. Begge løgplanter kan noget helt særligt sammen med juleroser, der blomstrer samtidigt.

Vintergækker, Galanthus er så sandelig ikke bare vintergækker.

de er for nogen en passion, jeg kan ikke lige svinge mig op til det, selvom jeg har været på noget så afsindigt som en havemur til England i februar, med Lotte Möller, den fuldstændigt vidunderlige dansk/svenske have og kultur skribent, som guvernante, bare for at se på dem. Der er i hundrede vis af sorter, og mange arter, og de ligner hinanden som vanddråber hvis man ikke er en rigtig cognoscenti, hvad jeg altså ikek blev af det.

Eneste udfald, udover en herlig tur, blev at vi styrtede rundt i haven derhjemme for at finde sjældne vintergækker da vi kom hjem, og fik vistnok identificeret flere forskellige, bl. a en gul vintergæk. Det betyder bare at den grønne knop over den hvide blomst er gul, og uhyggelig sjælden, men for det utrænede øje ser den egentlig bare ud som om den er syg eller lider af kvælstofmangel.

Galanthofile englændere (de er altså skøre) går så vidt som til at stjæle hinandens vintergækker, og de sjældneste bliver der simpelthen ikke sat skilte ved i de store samlinger, så de kan være i fred, for uden skiltene bliver de stående. Så nemt er det heller ikke at kende forskel på dem, selv for en samler.

Man kan få vintergækker der blomstrer fra oktober til april, men hvor skønt er det ? Jeg er fuldt tilfreds med mine almindelige Galanthus nirvalis, og den også ret almindelige G. elwesii, der er lidt større. De gule er der, og det må de gerne for mig.

Læren blev en anden, at dele dem grønne, og derovre er det sat virkeligt i system. Planteskolerne bugner af bundter af vintergækker med blade, 'in the green´, og så den vigtige detalje, at genplante dem i klynger af tre løg.

Scilla, chionodoxa eller snepryd, og Puchkinia er blå på hver sin meget forskellige måde, ellers ligner de hinanden, selvom snepryds stjer­neblomster peger direkte op mod solen, hvor de andres hænger som klokker, så er effekten den samme. Scilla er rent blå, selv om der er forskel på sorterne. Snepryd kan blive lidt større end scilla, og er varmt blå, men fås også i lyserøde og hvide sorter.

Puschkinia er egentlig hvid med tynde lyseblå striber, men udtrykket bliver lyst himmelblåt.

De er fine sammen, med en lidt forskudt blomstring, og de to første står fint i græs, hvor de med tiden bliver til blå, blå søer af intens forårsfarve. Puchkinia er lidt mere besværlig og klare sig bedst uden konkurrence fra græsset.

De større Klokkescilla, eller Hyacinthoides hispanica, skal man også have, De er meget robuste, med store tuer af varmt grønne blade. De ser fine ud hvis der er mange tuer, fordelt mellem stauderne, eller en fed række langs en husmur.

De er lidt senere, blomstrer sidste i maj, så de skal lidt mere frem i lyset end de mindre løg, som blomster før løvspring, ellers bliver de skjult under buskene.

Klokkescillas farver er mindre intens end de mindres, og de er fine sammen i både den let vasketøjsagtige lyserøde, den hvide der heller ikke er helt ren, og i den forvaskede denimfarve den blå har.

Hvis man deler dem hvert år, de første år får man hurtigt nok til at plukke store buketter af.

Fritillaria

Samtidig med klokkescilla  blomstrer det yndigste og særeste på lige den årstid, de ternede vibeæg. Fritillaria meleagris. Og de er ternede, på afstand kan man ikke se det, men tæt på afslører det sig, verdens nok eneste ternede blomst.

De er noget af det dejligste man over hovedet kan have i buketter.

De er også helt utroligt fine i potter indedørs. Man kan være heldig at finde dem, ellers må man bare lægge nogen i potter i september, og tage dem ind i det tidlige forår, et køligt sted.

De har en helt særlig farve, en mørk rødlilla, næsten den farve man kalder dodenkopf, præcis som juleroser, eller rettere sagt påskeklokkerne, Helleborus orientalis. Og de står fuldstændigt henrivende sammen. Man kan simpelthen ikke få nok af dem. De vokser naturligt i enge, og kan sagtens gro i græs, men en let skygget placering under hasler og andre buske passer dem også fint.

Knoldene skal lægges meget dybere end andre, de skal helt ned i 15 cm for at have det bedst. Det gør det til et mas at lægge dem, men det er det værd.

Vibeæg er ikke en imponator, de gør ikke væsen af sig, men står og nikker kultiveret fra den ene dag til den anden. Man kan ikke se de tynde stilke og blade den ene dag, og pludseligt er de i fuldt flor.

Man kan få mange forskellige arter af Fritillaria, og de er attråværdige hver og en. Men de fleste er for eksperter, eller mennesker for hvem de bliver en besættelse. Jeg forstår dem godt, hele slægten er henrivende, og netop de små forskelle, det særlig håndværk der ligger i at få de besværlige og krævende til at lykkes må være dybt tilfredsstillende at pusle med. Men det er ikek temaet her, her handler det om det overkommelige. De fleste kræver særlige forhold, er ikke hårdføre, kan ikke tåle regn og er i det hele taget nogle hystader. Mange ligner vibeæggene, men er større, rundere, og bare en smule ander­ledes. Men dem det er nemt at dyrke, og relativt nemme at få  fat i handler her i landet kun om den almindelige ternede, der både kan være violet/­hvidternet, eller helt hvid. Frittilaria michai­lovskyi er er mindre end vibeæg, har en rødbrun fuld farve udenpå, og solgule kanter som en kurvet kyssemund i bladranden. De kan lide at have det tørt og solrigt. Fritillaria persica er vidunderlig, meget større end vibeæggene og lykkes med et stenet, tørt og varmt sted langs en husmur. Den er ikke så hårdfør, som vibeæg, men hvis man sørger for at der er varme til at løgene modnes, og ingen stående fugt om vinteren skal det nok gå. Den har mørk violette klokker og vokser ellers mere som sin fætter Fritillaria imperialis, Kejserkro­nen.

De er simpelthen et orgie af frodighed, høje og saftige, med hængende blomster der enkeltvist tydelig viser slægtskabet med vibeæg. Man skal vende bunden i vejret på dem, og lægge dem i en skål med vand, for at kunne betragte blomsterne indvendigt.

Et sært og smukt syn, de dybtorange, årede blomster har store blinde øjene, i bunden af deres skål, der græder sødtsmagene tårer over noget vi ikke ved hvad er.

De fås i den traditionelle orange, en gul, og nogen gange også en mørkere orange, næsten rød.

Også de skal deles når der på et tidspunkt kun kommer grønne blade og ingen blomster. Men lad halvdelen stå, for det varer flere år før de omplantede løg for alvor blomstrer.

Dem der bliver stående kommer hurtigere til kræfter.

Løgene, og hele planten lugter overvældende af ræv, hvad der efter sigende også holder både dem og resten af deres omgivelser skadesløse i mosegrispla­gede haver. Det er værd at prøve, simpelthen at plante dem over hele haven med et par meters mellemrum, hvis an er hårdt plaget af de små satans mosegrise.

Et andet råd er at anskaffe sig en dansk-svensk gårdhund.

Vores jagter de ganske få mosegrise vi har, men stort held.

Til gengæld skal de ikke plantes ved terrassen, ved hoveddøren eller hvor man ellers går ganske tæt forbi, færten er ret stram.

Måske fordi den er så nem er nikkende fuglemælk, Ornithogalum nutans, ikke særligt agtet. Det er en helt forkert antagelse, for de lange slanke hyacintlignende blomsteraks, har en særlig sarthed, og en sølvgrøn pistaciefarve, kantet med rent sølv på hver eneste blomst.

Som alle sølvgrå og grønlige blomster er de er skønne i buketter. Den tilba­geholdende farve giver renhed og lethed til mere fuldfarvede blomster som vibeæg, judaspenge og sene mørke tulipaner.

Løvet kommer meget tidligt i foråret, i månedsvis står de som grønne blyanter og venter på prinsesserne og det er fint nok. Men når de så kommer er det bestemt ikke kønt. Når de går i blomst er det en slatten masse af bløde blade, og det er klogt enten af sætte dem i græs, eller mellem planter med blade der kan overdøve filterrederligheden.

De breder sig velsignet, også steder hvor ikke meget andet vil gro, på skrænter og i elendig jord.

Hver sølvblomst bliver til et sært stikkelsbærlignende bær, som er meget nemme at så andre steder. Hvor de står klarer de det helt selv. 

Krokus

I en hvilken som helst have, der ikke er på ny bar mark, vil der være de storblomstrede krokus. Kulørte råbedyr, jeg holder ikke af dem.

der er for meget komunaltbed over dem, selvom de gule er bedre end de andre. dem der får blodet til at rulle er de små, mere sartfarvede, krokus crysanthus i alle mulige sorter. De har farver som passer til overskyet forårshimmels stålgrå, til bar jords lillabrun. De er creme som tyk fløde, lillahvide, violblå og syren, lavendel og orange, karamel og flere har andre farver uden på, end inden i blomsten. Sart, men ikke desto mindre opsigtsvækkende, især i solskin der får blomsterne til nærmest at krænge vrangen ud på sig selv for at komme frem.

De fås i et væld af sorter. Jeg har de cremehvide Cream beauty, kridhvide Snowbunting, lyseblå Blue pearl, E.P. Bowles der er smørgul, Advance, der er gul indeni og purpur udenpå, Blue bird, blå og hvid, og den fine Gypsy girl der er varmtgul med brede penselstrøg af samme dodenkopf som våd muldjord.  , ???? har smalle striber præcis som vildsvins grislinger har på ryggen. De er skønne alle sammen, og næsten finest blandet, og som sådan er

de heldigt nok også billigst at købe. 

 Læg dem rundt om træer, i græs, fordelt i små totter af 3-5 knolde over hele staudebedet, De breder sig meget, meget hurtigt og vil danne tætte tuer på nogle få år. Hvert løg blomstrer med en hel lille buket, lige over jorden. Så man kan sagtens lægge dem ret spredt uden at det virker skaldet.

Hvis man lægger dem med mindre end 10 cm mellemrum står de på skuldrene af hinanden er det ser ikke godt ud. 

De har kun én eneste, men ret alvorlig bagdel, de er de tynde, stride og dødssyge blade, der er alt for længe om at dø ned.

Mine står bl.a. mellem krydderurter, og det er overhovedet ikke nok til at dække for redeligheden. Der skal anderledes storløvede planter til, det får faktisk hele arrangementet til at se vissent ud . Eller også skal man vælge at sætte dem et sted hvor de godt må være fordi opmærksom­heden kun samler sig om dem når de blomstrer. Som f.eks i græs, halvdelen af de oprindeligt 1000 løg vi lagde kom ned at ligge i cirkler rundt om frugttræerne i vores æblehave, og det er en langt bedre ide. Men det behøver ikke være i ring, de fleste steder vil det være bedst bare spredt i græsset, eller under buske.

Der er også et rigt udvalg af arter, jeg har kun en enkelt art. Krokus tommasinianus og den er helt utroligt nem og fin i græs.

Mange arter kommer fra meget tørre og stenede egne , og skal have det mere tørt om vinteren end i almindelig havejord. Det er noget for nørder, som almindelig dødelig havedyrker kan man nøjes med det villige og tilgængelige.

Læg dem senest i oktober, ikke for dybt, ca. 5-6 cm nede.

Og så er der de efterårsblomstrende.

Hvis man smelter over krokus anstrengelser i det tidlige forår, så bliver man til tigersmør når ens efterårsblomstrende krokus pludselig står der fra den ene dag til den anden.

Engang i oktober når hele cirkuset for længst har pakket ned, og taget videre, og den eneste der ikke har forstået at forestillingen er forbi, er de meget sene asters, så vågner de, for at give deres nummer.

De er højere end andre krokus, blomsten kommer i en fuldendt tilspidset tulipanform på enden af stilke der er ubegribeligt sprøde og tynde. Det er klart en krokus, men alligevel med et helt andet udtryk, for mig er de små for­årskrokus som kinesere, og efterårskrokus nærmest Masaï.

Man ser dem næsten aldrig, og det er virkelig synd, for lige der er der brug for deres friskhed og uventede farve. De kommer mellem rødgyldne nedfaldsæbler de og birkeblade i rent guld, og intet er mere velkomment lige der, end netop blå.

De står i uger, og man skal have nok til at tage små buketter ind. safrankrokus er også efterårsblomstrende, og deres mørkerøde støvdragere har de til fælles.  men det er kun ægte safrankrokus der smager af noget, de andres er bare til pynt.

Jeg har prøvet at plante dem, og der kommer troligt blade af dem hvert år, men ingen blomster. Hvert år lover jeg mig selv at grave dem op og sætte dem i potter i drivhuset, og andre et varmere sted op ad huset. Men når bladene så viser sig er det præcis på det tidspunkt hvor køkkenhaven tager alle lyse timer, så fiskesuppen med egen safran må vente en sæson mere.

Der er to tilgængelige arter af efterårskrokus, jeg har endnu kun den ene, XXXXX, som er mere rent blå end nogen forårskrokus. Den anden, der kommer i jorden i år XXX er højere, og mere violet.