Asiatiske kål er en fornøjelse at skue, en enorm variation over samme tema, store mørkegrønne rosetter, fligede, fedladne, sprøde. De asiatiske kål, hvoraf mange egentlig er sennepsplanter, er blevet meget populære herhjemme, og de er da også gode at starte med for en køkkenhave-begynder. De er i modsætning til deres europæiske slægtninge virkeligt nemme at dyrke.
De egner sig til hurtig tilberedning i supper eller wok og smager for de flestes vedkommende mildt og venligt. Som små kan de spises rå i salat, de er altid med i færdige saltblandinger som babyblade, som større skal de tilberedes…
Jeg dyrker dem i det tidlige forår – hvor der ikke er meget andet end spinat, løg og ærter, man kan komme i jorden – og efter ganske få uger står de og strutter og larmer derude. Tidligt på året undgår man desuden kålsommerfuglenes terrorangreb. Til gengæld er der jordlopper, som elsker alle korsblomstrede planter, og som kan få bladene til at ligne et hulkort. De bryder sig ikke om vand, og de er kun et problem, når planterne er små. De kan nemlig ikke hoppe særligt højt, de små bæster.
Om sommeren går de asiatiske kål for let i stok, men som efterafgrøde, efter fx kartofler eller ærter, kan de sås og gro smukt hele efteråret. Nogle af sennepsarterne kan simpelthen overvintre derude. De er meget smukke, og effektive i en wok, hvor deres skarpe smag rækker langt.
De er alle, uanset om det er senneps- eller kålplanter, lige så lette at dyrke som at spise. Hvilke typer der i virkeligheden er hvad, og hvad de hedder på latin, er der meget uenighed om i botaniske kredse, der kommer nye krydsninger fra Asien hele tiden, og det er forvirrende, især fordi de asiatiske navne også transskriberes forskelligt
Man kan købe en blanding af frø i samme pose, ‘Oriental saladini’, og det er et godt sted at starte. Meningen er, at man sår tæt og høster som babyplanter til salatskålen. Hvis man sår med større afstand, får man i stedet fuldvoksne planter og kan dermed se, hvad de bliver til. Og så kan man jo vurdere, hvilken man bedst kan lide og måske så en hel pose af slagsen til næste år.
Et bed med frodige, hurtigtvoksende asiatiske kål er en fornøjelse i efteråret, hvis man sår 1–15 august skal de nok blive til noget. ‘Mizuna’ ligner vild rucola, men smager mildt af sennep, og gror som ukrudt, ‘Mibuna’ ligner rucola med har en mild sennepssmag, Pak Choy er en fast lille kål med tykke bladskeder, der ligner en lille bladbede, men smager helt og aldeles af kål, Tat soi‘ danner den fineste flade roset af skeformede mørke blade, som kan blive ret hotte når de vokser til, ’ Green in snow‘ er en sennep der producerer store lysegrønne vaflede blade, meget, meget hårdfør og meget hot. ’Red Giant‘ er meget lig, men med røde plamager på bladene, ’Namenia‘ er lidt flad i smagen efter min mening, til gengæld kommer der helt utroligt mange takkede milde blade.
’Osaka Purple‘ har store milde blade, der ser ud som om de er malet lilla på den ene side. ’Tai sai‘ er en mindre løsbladet Pak Choy.
’Kinakålen’ er af mærkelige årsager kommet til os som salat. Det er den efter min mening ikke ret velegnet til, og det synes kineserne altså heller ikke. Den smager af ingenting, når den er rå, men først og fremmest har den ikke den egenskab, som rigtig salat har – nemlig at virke appetitstimulerende og kalde mundvandet frem. Rå kål virker faktisk lige modsat, det er også derfor, det er så svært at fordøje. Kinakål er en af de aller sværeste afgrøde r at dyrke, jeg kan ikke anbefale det.
Frøene sås i marts april- eller i august–september i rækker i 1 cm dybde, med 4 cm mellem frøene, holders fugtige og høstes løbende.