Camillas havebog

FORORD AF SØREN RYGE PETERSEN
Jeg vil aldrig glemme den dag for fire år siden, da jeg besøgte
Camilla første gang på gården deroppe i Nordsjælland. Vi tog den med
ro – maden kom først. Og børn og mand, hund og katte. Alting emmede af
frodigt liv på landet.
Så skulle vi i haven, og det var midt på sommeren i et hjørne af
Danmark. Hvorpå jeg kan hilse og sige, at det er den mest utrolige og
overraskende havevandring, jeg har oplevet i mit efterhånden lange
haveliv. For det var ikke en fin have. Det var ikke alverdens sjældne
planter og fine staudebede. Der var slet ingen stenbedsplanter. Der
var et stort areal, som var fyldt til randen med grøntsager og
blomster i total forvirring. Og der var en Camilla, som i blændende
stil guidede rundt og havde fuldstændig styr på hver eneste plante og
jordknold. Det var mageløst.
Desuden tænkte jeg mest på én ting: at i denne have kunne jeg lave 20
direkte haveprogrammer – så meget indeholder den. Det sagde jeg også
til Camilla, og dagen efter ringede jeg til chefen for DR2 og pressede
hende hårdt. I skal lave have-fjernsyn med Camilla Plum, for hun kan
alt det, der skal til. Hun har en fantastisk have. Hun kan fortælle om
den. Hun er ikke nybegynder. Hun er lige dér, hvor man bare er en
entusiastisk haveejer, der kan og vil det hele og gerne fortæller det
til andre.
Og sådan blev det. Næste sommer holdt Camilla Plum sit indtog på
TV-skærmene og blev kendt og elsket af enhver.
Bortset fra de bornerte. Der var nok en del, der syntes, at hun var
lidt for frodig og frimodig i sit sprog og udstråling. At hendes have
var lidt for rodet og måske endda venstresnoet. Det tror jeg hun
opfatter som en kompliment.
Men dette handler ikke om fjernsyn, for dette er en bog, og det er
det allerbedste ved Camilla. At hun også kan skrive. At hun endda
skriver aldeles fremragende, hvilket er en sjældenhed, når det handler
om fagbøger af enhver slags. Da skal man bare have en given kompetence
inden for et felt, finde et forlag, der vil udgive, hvorpå man skriver
løs om pileflet eller potteplanter, stavgang eller neglerensning,
drivhuse eller roser. Emnerne er utallige. Bøgerne også.
Og langt de fleste er kedelige. Man bladrer, kigger på billeder og
læser sporadisk. Af de hundredvis af havebøger, jeg har stående, er
det kun ganske få, der bliver brugt mere end første gang, og det er de
uundværlige leksika.
Samt Camillas gode håndfuld store, smukke bøger, som hermed udvides
med endnu et pragtværk. De kommer jævnligt frem, for var det nu, hun
skrev om purløg eller georginer? Ikke fordi jeg har brug for at vide
mere – har trods alt dyrket dem og alt muligt andet meget længere end
Camilla – men fordi jeg lige skal have repeteret hendes OPLEVELSE af
planterne og arbejdet med dem, hvorpå vi er tilbage ved enhver bogs
fundament: sproget!
For det behersker hun, og jeg tror ikke engang, at det er resultatet
af lang tids arbejde med teksten. Jeg tror, at hun skriver lige så
hurtigt og instinktivt, som når hun snakker. Og at det er derfor, alle
de små sidespring, frække bemærkninger og spøjse formuleringer kommer
med. At hun på den ene side er en efterhånden dybt erfaren havekvinde
(samt kok og kogekone ikke at forglemme), men at hun – når hun skriver
- har bevaret sin menneskelighed med alt hvad det indeholder af glæder
og skuffelser, hemmeligheder og uforudsigeligheder, humor og ironi og
nysgerrighed og lader det indgå i sproget som et helt afgørende
krydderi.
Sagt på en anden måde: Hvor ofte smiler man, når man læser i en
havebog? Aldrig! I selskab med Camilla gør man det næsten hele tiden.
Dette er en stor bog. Endnu en i rækken af de store havebøger, som
man har set nogle stykker af i årenes løb, og som alle lider af at
ville have alt med. Camilla har valgt alt det, der er vigtigt for
hende. Græsplænen og roserne og meget andet glimrer smukt ved sit
fravær. Det spiselige og det smukke får hele armen.
Og så det med billederne. Enhver havebog er rigt illustreret, som det
hedder, og det er som regel også kedeligt. Et hav af billeder, fordi
man skal have det hele med, hvorpå det ender med hundreder af billeder
i katalog-format, de fleste af dem nærbilleder af blomster i solskin.
Som kun tjener ét formål, identifikation. Ingen oplevelse, ingen
poesi, aldrig regnvejr.
Men kig så lige på billedet side 18-19. Aldrig har jeg set et billede
i en havebog, som i dén grad fortæller en historie. Om Camilla, der er
i haven efter krydderurter, og der er vådt, måske regner det endda,
måske har hun travlt, måske kommer der gæster, og hvad skal de have
til middag.
Stor ros til fotografen for dette og alle de andre fornemme billeder,
som ligger milevidt fra katalogernes glansbilleder. Og tillykke med
bogen Camilla. Og til alle de danske haveejere, der forhåbentlig får
taget sig sammen til at købe en ordentlig havebog, som er værd at
læse. I dén grad.

Søren Ryge Petersen