Blomster

Boganmeldelse
Af Søren Ryge Petersen
Endelig kom den - den smukke, inspirerende, væsentlige og helt igennem fede havebog. Camilla Plum har gjort det igen: sat sig ned og øst af sine erfaringer, delt dem gavmildt ud over hundreder af bogsider og dermed gjort dem tilgængelige for enhver, som i denne forbindelse er alle haveejere over 30-35 år, for Camilla er ikke for nybegyndere.

Som forfatter af havebøger har Camilla Plum to kæmpe fordele: Hun har selv haft have i mange år og skriver dermed på grundlag af egne synspunkter og erfaringer. Dertil ejer hun skrivekunstens nådegave; jeg kender ingen andre haveskribenter, der tryller så ubesværet med sproget, så man som læser kan blive helt forgabt og igen og igen må op af stolen for at læse en sætning højt for konen. Min blok er i den forbindelse så fyldt med optegnelser om disse godbidder, at jeg er fristet til at fylde det meste af denne anmeldelse med eksempler på dem.

Det begynder i suveræn stil i forordet. På to sider får Camilla sagt alt det nødvendige og mere til - både om havetilværelsen i almindelighed og om bogens emne, blomsterne, i særdeleshed:

»Man når at være mange mennesker i et liv. Før eller siden bliver man til havemenneske, hvis man vil. Som regel først efter de 35«.

»Blomsterne, som denne bog handler om, er bare en del af haven, men den mest umiddelbare belønning, man kan give sig selv. Jeg dyrker så mange, jeg kan overkomme - og nogle gange flere, alt sammen for at få den enorme glæde at se på dem, kramme dem, dufte til dem, prale med dem og plukke grådige, overdådige og fuldstændigt henrivende buketter af dem«.

Dertil fortæller hun om sin datter, der også er vild med blomster - ,elsker dem helt hæmningsløst«, og får i den forbindelse sagt en sandhed, som breder havebegrebet helt ud til kanten af selve livet: »Jeg kan ikke finde en bedre grund til at dyrke blomster end at sørge for, at der er nok at plukke af for hende i de næste mange år«.

Bogen hedder ’Blomster’, og det er umådelig præcist. Ikke noget med ’Smukke blomster’ eller ’Nemme blomster’ eller ’Vild med blomster’. Hun har endda afstået fra at kalde den ’Camillas blomster’, hvilket også ville være præcist, men det er ikke nødvendigt, for hun sidder selv på forsiden i fuldt skrud, hvilket vi vender tilbage til.

Emnet er nemt, dybt taknemmeligt, men også farligt. Fire ud af fem havebøger handler på et eller andet tidspunkt om blomster, og hvad skal man vælge. Er man gartnerisk, botanisk, systematisk, populistisk, æstetisk eller hvad? Skal det handle om 100 forskellige eller om 500? Og hvor meget behøver vi at vide om dem?

Camilla Plum har gjort det eneste rigtige: Hun har valgt alle de blomster hun har i sin - heldigvis omfangsrige - have, og det er de blomster, hun af en eller anden grund kan lide. Alle de andre er der simpelthen ikke, men får dog en maveklukkende, to siders nekrolog sidst i bogen under overskriften ’Væk’.

Bogens disponering er lige så rigtig. Hun begynder med foråret og slutter med nytår. Hun kigger og fortæller og sanser sig stille og roligt igennem alle årets måneder og fortæller om de blomster, der er aktuelle netop nu. Nogle får fem linjer, andre en hel side. Men hver eneste får en hånd med på vejen, Camillas egen hånd, med præcise beretninger om, hvordan hun tænkte og følte og gjorde med netop dén plante.

For en garvet blomsterdyrker som undertegnede er denne metode ren fryd. Enten ved man det i forvejen og bliver lykkelig bekræftet, eller man får noget nyt og anderledes at vide om en blomst, man har haft i 25 år, og det er heller ikke værst.

Allerbedst er det dog, at alle disse konkrete beskrivelser konstant garneres med - i ordets bedste betydning - sprogblomster. Hermed bare et par stykker: »Georginer er en utænkelighed i pæne kredse med god smag, og sådan har det været i mange år. Georginer er som brillanter om formiddagen, sokker i sandaler, havenisser, begonier i trillebøre og kantlobelia - aldeles uantageligt. Georginer har været for landbokoner og ikke noget, der bør snige sig ind over en bygrænse. Opvokset i netop sådan et hjem med helt ustyrlig, nedarvet, god smag, tror jeg ikke, jeg så en georgine i virkeligheden før jeg var 30 år, og så var jeg solgt ... siden er det gået glad ned ad bakken med min gode smag«.

»Viburnum er ikke lige kønne alle sammen, og nogle er for besværlige for mig. Rynkeblad der, af en eller anden grund, er plantet i næsten alle haver, og altid ser ud, som om den er lige ved at dø, vil jeg heller ikke have«.

Desuden skal det med, at man i kapitlet ’Blomster i græs’ kan læse, at ’nyslået græs skaber orden, perspektiv og ro over feltet - og det er klart, at flejnskaldethed er helt uantageligt, hvis man skal have den virkning’. Se, da måtte anmelderen op af stolen og slå op i sin elskede ’Ordbog over det danske Sprog’, 4. bind, for han har aldrig hørt om ’flejnskaldethed’ før. Og den var der - med henvisning til ’flenskaldethed’, som det rettelig hedder - hvilket altså betyder ’at mangle håret på midten af hovedet eller mellem issen og panden’, og hun kunne bare have skrevet, at bare pletter i græsplænen er uantageligt, men så havde jeg ikke skullet kigge i min store ordbog, hvilket aldrig er sket før under læsningen af en havebog. Tak!

Indtil nu har alt været såre godt, men der er også slanger i paradiset og billeder i en bog om blomster, mange billeder. Hvorpå jeg tager de meget kritiske briller på og mener, at billedopgaven - lagt i hænderne på Anne-Li Engström - vistnok er løst så godt, som den slags overhovedet kan. Næsten alle billederne er smukke. En blanding af nær og total, af sol og skygge, modlys og medlys, skarpt og uskarpt. Men blomster er jo blevet fotograferet så mange gange, at det er svært at finde nye vinkler, måder og udtryk. Vi er mætte af blomsterbilleder. Vi har set billeder af valmuen og georginen og alle de andre tusind gange før. Der skal noget ekstra til, før det tænder.

Derfor bladrede jeg forbi lidt for mange af billederne i bogen, hvilket er ærgerligt. Men jeg stoppede også op og kiggede en del gange, fordi billedet viste noget, jeg ikke havde set før. Jeg dvælede i adskillige sekunder mindst en snes gange, fordi billedet var usædvanlig smukt, og da var det næsten uden undtagelse super-nærbilleder i helsidesformat. Og da jeg kom til side 76-77, løb jeg ud til min kone, som stod og smugrøg i havestuen, og råbte, at her er det smukkeste blomsterbillede, jeg nogen sinde har set. Hun var heldigvis enig. Det er såmænd bare en blomstrende mandelbusk op ad en mur, men det er hele bogen værd.

Jeg siger, at opgaven vistnok er løst så godt, den kan, for jeg er i tvivl. Der er jo ingen dårlige billeder, næsten udelukkende gode. Men hvad stiller man op med denne overflod af taknemmelige og alt for velkendte motiver? Hvordan kan billederne yde deres bidrag til den smittende glæde og sanselighed, der er tekstens store kvalitet? Måske ved i højere grad at inddrage den menneskelige faktor, uden hvilken bogen ville være ingenting, det vil sige Camilla Plum & Co., der jo har gået og arbejdet og nusset og sanset i haven i så mange år. Jeg havde gerne set en række øjebliksbilleder fra disse tusinder af dage, for det kunne gøres på en måde, som er anderledes end ugebladenes og de engelske havebøgers stereotype glansbilleder. Med humor og uforudsigelighed for eksempel.

Der er små tilløb i bogen. Camillas datter (må det være) plukker blomster side 12-13. Der er et hyggeligt sort-hvidt ungdomsbillede af forfatteren side 6. Side 274-75 ser vi hende komme gående i baggrunden, uskarpt, men umiskendeligt observerende.

Og på bogens forside er hun gået planken ud og har ladet sig forevige, så enhver svigerfar må dåne. Smuk, smilende, velplejet, læbestift, blomster i håret og en gigantisk buket i favnen. Det være forlaget og marketingfolkene, der har fået dig til det, og hvis det kan øge salget, er det i orden, for det har både du og bogen fortjent. Selv om vi kun er tre en halv måned henne, må det bliver årets havebog.

Søren Ryge Petersen

Camilla Plum: Blomster. Fotograferet af Anne-Li Engström. Politikens Forlag, 352 sider, 299 kr.