Hvad vi spiste i 50´erne?

Vi spiste mad der er så ubegribeligt langt væk fra hvad vi spiser i dag, at det næsten ikke er til at fatte.

I virkeligheden er det renlivet sludder at sine noget generelt om, der var ligesom i dag himmelvid forskel.

Men der var tendenser som var fælles, ligesom i dag.

De fleste spiste mad der i lige linje nedstammede fra det solide bondekøkken. Gamle travere som nok også er på programmet i dag, men i helt andre forklædninger. Sammenkogte retter som bankekød, gullasch og labskovs. Stegeretter som medister, frikadeller, hakkebøffer, krebinetter, wienersnitsel og panerede svinekoteletter, og så enorme mængder sauce, bjerge af kartofler og masser af kål og gulerødder.

Ingen salsaer, ingen tzatiki. Hvidløg var slet ikke en mulighed, undtagen hos de virkelig fremsynede der smurte deres saltskål med en overskåret fed. Der var ingen tomater og slet ingen grøn salat uden for sæsonen. Agurker var en ting at længes efter til de endelig kom først på sommeren. Det var før kylling blev til fjerkræs, og stegt kyllingesteg hørte søndagene til - i sæsonen.

Pasta var der ingen der viste hvad var. Hos købmanden førte man makaroni, der blev brugt til de spritnye makaronigratiner, og i rejesalaten. Tomatsauce spiste man kun til fiskefrikadellerne.

Avocado, kiwi, auberginer og courgetter havde vi endnu til gode.

Det var tiden hvor det grønne drys var garant for vitaminer­ne. Persille og purløg var det man brugte, og dild i sommersæsonen.

Andre krydderurter var det kun helsekostfanatikere og barfodsgængere der havde hørt om.

Krydderierne begrænsede sig til karry til kødbollerne, silden og karrysalaten, paprika hvis man var avanceret, sort peber og timian til frikadellerne og de gule ærter.

Man bagte. Hjemmebag var reglen ikke undtagelsen. Bagerbrød var en helt ubegribelig luksus, og blev betragtet som langt finere og bedre end det hjemmebagte.

Sødmælksfranskbrød, kanelsnegle, Rungstedkager besparende sølvkager af æggehvider, Astakager og æblekranse. Der var Amo i posen, og 50 g gær i franskbrødet. Bageopskrifter blev klippet ud af ugebladene, sakset fra melposerne, og hvad man i øvrigt havde af inspiration var Køkkenbogen fra foreningen af danske husholdningslærerinder. Man fik den til husgerning, den skulle gerne vare hele livet - og det gjorde den.

Det skulle være billigt og nærende og vitaminrigt til dagligt. Vitaminer var en besættelse, et mantra. Smør og sukker, kød og fjerkræ var dyrt og skulle strækkes.

Der kom havregryn i frikadellerne, mel og gryn i pølserne, margarine i det hele. Mælkemad kunne fylde godt i maverne før hovedretten kom på bordet. Man havde grød­dage, og indmaddage, sågar grønne dage hvor den stod på gratin, og måske en lille snitte til aftentheen, hvis farmands mave knurrede af kødmangel.

Man spiste mannagryn og tapioka, byggryn og sagosuppe, selvom det var de sidste krampetrækninger.

Efterretterne var mest frugt. Æblegrød, blommegrød, stikkelsbærkompot, rødgrød. 

Man spiste henkogte pærer - og gysede af fryd ved tanken om

de smarte amerikanske ferskner på dåse.

Til fest var der lagkage når det var vildt, fromager, og buddinger for resten. Man spiste æbleskiver til både jul, nytår - og Skt. Hans.

Kogedyret, idolet var den chikke svenske Pernilla Tunberger. Hun kunne gå med hat, slingbacksko, Elnett hårspray og vær­tindeforklæde, så utroligt elegant at man bare måtte følge hendes opskrifter.

Hendes højmoderne budskab var at det skulle være nemt. Hurtige løsninger som de glimrende retter man kunne få på dåse, den nye dybfrost, og de nye smarte supper der skulle røres op med vand. Suppeterninger der sparede den travle husmor for timer i køkkenet, alt hvad der kunne købes for penge så husmødrene blev frisat, kunne bruge mere tid på små fikse middagsselskaber, holde tupperware homeparties og gå ture i den friske luft.

Hun var fortaler for tidens kvinder. Slaveriet var slut, nu skulle interessesfæren udvides ved hjælp af alt hvad den kunne trække af færdige løsninger.

Kirsten Hüttemeyer var den provinsielle pendant. Hun var oppe i tiden med sine små leverpostejssnitter, men den internationale air og de højere luftlag kom hun aldrig op i.

De lette løsninger, for slet ikke at tale om dybfryseren og trykkogeren kom alt sammen fra Amerika.

Det forjættede land med supermarkeder hvor man selv kunne trille rundt og købe hvad man ville af alle de farvestrålende pakker og poser på hylderne. Det var moderne og fikst, mad der kunne købes færdig, ikke krævede timer i køkkenet. Det tror da pokker at det blev populært.

Allerede der var der også gang i helsebølgen. Christine Nolfi havde stor succes med sin bog  'Levende føde', 'Råkostens betydning for sundheden'. Min farmor kom med jævne mellemrum på ophold hos hende på Humlegården, og kom hjem fuldstændigt gennemsyret af hvidløg. Skodsborg badesanatorium udgav 'Sund mad skaber sunde hjem'. En bog lysår fra Skodsborgs hype 'spakøkken' kogebog der just er udkommet. Rødbedebøfferne marcherede over middagsbordene til mændenes skræk, sammen med den grønne salat, som stadig kun serveredes med kærnemælksdressing - og måske flødedressing om søndagen.

Olivenolie kunne kun købes på apoteket.

I de smartere kredse spiste man mørbradbøffer, engelske bøffer, bagte tomater, grønne bønner, kartoffelchips til oksestegen, marengsdesserter og i øvrigt var de krævende middagsselskaber med den stive menu begyndt at blive afløst af mere afslappet samvær.

De unge underholdt hinanden ved små aftenarrangementer på hybelen med the, snitter belagt med rullepølse, hamburgerryg, agurkesandwich  og ostecreme drysset med paprika. En enkelt øl blev serveret, og så var det hjem kl. 10. Hvis man var rigtig fræk og afslappet kunne man gå så vidt som en buffet. Grove duge med farvestrålende servietter, en smuk enkel buket af tulipaner, og snorlige rækker med glas, og fisketallerkener med fisk på. Krukker i bornholmsk stentøj hvor der stod 'fedt', 'smør' og 'sild' på florerede sammen med Arabia fajancen, grønne glas og Aaltovaserne. Buffeten kunne være halve æg med karse, en kogt skinke, sild forklædt på pyntelig måde, halve tomater fyldt med ærter, og den dejlige sorte kaviar på enhver fiskeanretning. Sandwichlagkager var det store skrig. Fyldt med grøn alpeost, blegselleri og fiks ostecreme af revne osteskorper, pyntet med luksusvindruer og halve valnødder.

Så sku man bare slå sig løs.

Men allersidste skrig var alligevel når man flottede sig med et cocktailparty og pindemadder.

Indretningsikonet Lis Byrdal gav smagfulde anvisninger på arrangementer af tørrede bjørneklo, søde påskeborde og festlige løsninger til enhver årstid og pengepung.

Men det helt store - hvis man skal tro kogebøgerne fra tiden handlede om rester. Talløse anvendelsesmuligheder for rester af enhver tænkelig slags, og altid forklædt så man ikke kunne se det var rester. Rester var skamfuldt, men fornuftigt og tanken om at man bare serverede den samme ret to dage i træk, eller måske spiste det koldt var utænkeligt. Hvorfor i al verden de på en eller anden måde altid lavede mad så de fik alle de rester kan man så undre sig over ?

En af de ting man til stor alles store begejstring så for første gang var Marshmallows, store bløde skumfiduser, et produkt så moderne at man næsten ikke kunne tro sine øjne. Og var der ikke også noget om at de ristede dem over bål - over there ?

Lige en ting der passede til det friske friluftsliv i spejderbevægelsen, eller et festligt indslag på feriekolonien, efter frokosten af pølse og fedtemadder på mørkt maltet, en enkelt sukkermand på Schulstads 'Sitana' sigtebrød, og så ud i guds ­frie natur.

 

Marshmallows

210 g vand

400 g sukker

1 vanillestang

34 g husblas

200 g flormelis

Vej alle tingene nøjagtigt af. Flæk vanillestangen og skrab kornene ud i sukkeret.

Vand sukker og både kornene og selve vanillestangen sættes over ilden i en tykbundet gryde.

Lad det koge op. Blød husblasen ud i koldt vand i 5 minutter. Knug vandet af og rør det i den varme sukkerlage. Lad det koge sagte i 20 minutter. Drys en lille bradepande, eller fad med et tykt lag flormelis. Efter 20 minutter tages gryden af og køler af i ti minutter.

Pisk den varme sukkerlage i røremaskine eller med elpisker til den er meget hvid og skummende. Jo længere man pisker jo bedre bliver skumfiduserne.

Til sidst er det meget tykt. Så hælder man det ud i bradepanden og fordeler et jævnt lag. Sigt mere flormelis over massen til den er helt dækket. Når massen er helt kold kan man klippe den i stykker med en saks. drys med mere flormelis undervejs, så skærefladerne også bliver dækket, ellers klistrer det helt vildt sammen.

Det bliver til et veritabelt bjerg af skumfiduser, nok til 6-8 børn.

Man kan selvfølgelig også farve dem. Farven kommes i under piskningen. Man kan også give dem en anden smag end vanille. Jeg er vild med mastic som man bruger i turkish delight, en masse af harpiks fra en slags pistacietræer, der smager meget orientalsk. Det er nok ret svært at skaffe, men i Grækenland og Tyrkiet kan det købes overalt. Rosenvand, orangeblomstvand kan tilsættes under piskningen. Andre krydderier f. eks kanelstænger, lakridsrod, stjerneanis, kardemomme kan man tilsætte under kogningen i stedet for vanillen.

Skumfiduserne er perfekte til at grille over bål, som alle andre skumfiduser, og de er helt eminente til at komme oven i varm kakao - i stedet for flødeskum, men lav kakaoen lidt mindre sød. Hvis det skal være rigtig amerikansk bager man dem også med i kagedej, til f. eks chokoladekager.

Camilla Plum