Øl i Rom?

Af Per kølster, Fuglebjerggaard Bryggeri

”Rom blev ikke drukket på en dag” sagde vi engang. Første gang jeg var i Rom er mange år siden, helt tilbage i starten af 70’erne med skolen! Dengang var der vin på bordet uanset hvad, og romerne er især glade for deres hvidvin fra nærområdet Frascati. Men rødvin blev det også til. Og overalt i Rom lå der vinhandlere – vinoteker – som var god for at sørge for forsyningen til de tørstige familier. Vinen kom fra en eller anden, som de nu tilfældigvis kendte og handlede med. Vin var vel vin! Og måske genkender vi noget her, nemlig at i hine tider for kun lidt over 10 år siden, der var øl vel også bare øl. Herhjemme og sådan var det også i Italien. Peroni var det altdominerende mærke – en slaveøl uden særlige kendetegn i familie med alt det andet, og alligevel af en kvalitet så vi var helt enige dengang i 70-erne, at italiensk øl var noget sprøjt.

Men der er sket noget siden som bekendt. Også i Italien og i Rom. For år tilbage gik det op for romerne, at vin ikke bare var vin. Og en sand eksplosion af mærkevarer så dagens lys. Sjovt nok skete det fordi det gik op for italienerne, at de fik meget bedre italiensk vin når de rejste udenlands. Her værdsatte man alt fra Barolo og nedefter. Mens italienerne selv kun kendte til deres lokale ’fætter’ vine. Og så skete der noget. Nu er der udsøgte muligheder for at opleve italienske vine i deres pragt og vælde overalt i landet. Men øllet?

Jeg har for en del år siden forhandlet øl fra et Norditaliensk bryggeri der hedder Baladin, som laver nogle fremragende bryg inspireret af den belgiske ’skole’. Baladin har i dag indtaget gourmetøllets plads på de dyreste steder over hele verden. Ikke uden grund, for de er gode, men også fordi de kan det der med markedsføring. Bag Baladin står en rigmand, som bl.a. også driver en meget ekslusiv supermarkedskæde. Og med ham i ryggen har grundlæggeren af Baladin Theo åbnet et ølsalg i Torino og nu også et i Rom, ’Open’ hedder det.

En meget spændende og moderne ølbar plus servering af lette måltider. I baren er der omkring 30 fadølshaner fra næsten ligeså mange forskellige bryggerier, alle nye mikroer, som har en meget håndværksmæssig tilgang til at brygge á la Baladin. Baladin er i øvrigt blevet berømt for at spille Mozart for gæringstankene. Hvem sagde markedsføring. Nåh, der er nu sjovt nok lidt om snakken.

Jeg var indlagt til den store familietur til Rom i vinterferien, og tænkte at skal jeg overleve med indkøbshungrende kvindelige familiemedlemmer og sportstrænede forvoksede teenagere, så skal jeg have en solid undskyldning for at kunne søges afsidiges og træde egne stier. Med gode venners hjælp satte jeg mig lidt ind i hvad Rom kan byde på af øloplevelser. Baladin-folkene anbefalede selvsagt deres eget sted, og en sjov lille video på YouTube varslede noget godt. Den gamle Redacteur havde hørt om Ma Che Siete Venuti a Fà, og Garrett Oliver kendte til bir & Fun, som viste sig at ligge lige overfor hinanden. Og så er der en amerikaner der har en restaurant i Rom og et bryggeri lige udenfor Rom.

Da dagen oprandt, hvor familien skulle på det frygtindgydende kilometerlange loppemarked Porte Portense var det den gode anledning til at lede efter Restauranten, som skulle ligge i samme gade. Men ak og ve. Noget var galt, Jeg fandt den aldrig men var nær ved at miste forstanden over de 1000-vis af billigboder med jammerligt kinaskrammel som jeg var tvunget til at passere for at slippe ud af dette købehelvede. Gør det aldrig! Send koner og børn, så hellere drukne i Tiberens uhyrligt mudrede vand. Nå men så var jeg sluppet fri og satte kursen direkte mod Bir&Fun og Ma Che Siete Venuti a Fà, som ligger i samme bydel, Trastevere hedder den, som er Roms svar på latinerkvarteret i Paris eller Christianshavn. Lidt rodet og meget charmerende og fuldt af morskabssteder. Begge var lukket da jeg arriverede, og så satte jeg kursen lige over den lille fine bro, Ponte Sixtus over Tiberen og fandt Open ikke langt fra broen.

Bænket på en højstol ved et lille stålbord ankom en dejlig pige med et spændende ølkort, dagens vel at mærke, med 45 forskellige øl fra 27 forskellige mikrobryggerier. Hvor skal man ende og begynde? Jeg satte mig for at læse grundigt på lektien uden voldsomme italiensk kundskaber og uden ordbog men med sporsansen i behold og især efter det anderledes. Hvorfor ta’ til Rom for at drikke en IPA. Mit blik faldt på en øl, Clouviae på 6 % fra bryggeriet Maiella, som indeholdt marmallata di mele cotogne eller på dansk kvædemarmelade! En udfordring som spøger voldsomt, det med at kombinere frugt og øl. Begge smager pragtfuldt, men sammen er der overhængende risiko for at ødelægge frugtsmagen ved urt-kogningen. Her er marmeladen formentlig tilsat efter kogningen og netop ikke som most men som en frugt kogt med sukker. Kvæde kan tåle kogning og alligevel fastholde en meget stor aroma uden at miste musikaliteten. Spændende at bestille netop dette bryg, som kortet hævder er specielt brygget og leveret på fade netop til Open Baladin.

Det viste sig at være et meget let bryg i en stil, som til forveksling ligner en Wit, altså en lys og lidt mælket hvedeøl med en krydret gærsmag og med frugttonen og som en akkord midt i symfonien. Ikke udpræget men antydningsvis. Og måske også lidt skuffende fordi kvædens fabelagtige aroma var svær at erkende. Men et dejligt frisk lejlighedsbryg, som netop gør sig godt i sådan et drikke miljø. Havde det været sommer og ikke som her i februar, hvor det endda sneede, så tror jeg at det kunne blive sådan en øl man lige skulle forbi og forfriske sig på, og hvor de kvindelige medlemmer af selskabet også ville føle sig rigtigt godt hjemme.

Nåh, vinteren taget i betragtning var det oplagt at næste øl skulle være en mørkere type, men ikke nødvendigvis noget kraftigt eller stærkt. Mine uklare italienske øjne faldt på ordet mentha, altså mynte, i beskrivelsen af en øl kaldet Black Rebel fra bryggeriet Citabiunda. Endnu en af denne verdens særlige øludfordringer nemlig urter i øl. Nej, ikke krydderier, det er de tropiske som allehånde, nelliker, kanel, ingefær o.s.v. men urter, som vi kender dem fra vores natur,  fra den historiske urtemedicin eller fra ”suppevisken”. Alt har været brugt, men det er sjældent at falde over bryggere som har modet til at bruge dem i øllet. Altså var det bare med at hugge til, et bryg på kun 4 % klart inspireret af en guiness altså en let, tør, mørk, aromatisk og drikkelig øl, og så med et pift af mynthe. Her taler vi mere om ordet aroma end ordet smag. En vanskelig nuancering, men det er som om mynten ligger et eller andet sted og kilder eller driller. Den er der og er der ikke, den er fremme i ’næsen’ og den ligger bagved i eftersmagen. Altså igen – ligesom med æblerne – antydningens absolut fornemmeste kunst. Det er som med parfumer, overdoseret er det ren porno, men i den rette diskrete dosering gør de noget ved en noget der kan blive alvor! Dette var perfekt ramt i dette legende italienske mikrobryggerøl – milevidt fra Peroniens historiske akkompagnement til rejsen i 1972.

Kendere af mynte vil i øvrigt nikke genkendende til at der findes rigtigt mange forskellige typer og aromaer. Og så afhænger det hele af om de bruges frisk eller tørret og hvordan de er tørret. Med andre ord kan der ikke generaliseres, men mit indtryk var, at der til dette bryg var anvendt en særligt aromaintens mynte, som formentlig er den samme som anvendes til den meget udbredte myntete i de muslimsle lande – marokkansk mynthe hedder den, hvis nogen skulle får lyst til at eksperimentere. Og så har den utvivlsomt været tørret og gemt. Det giver en lidt anderledes krydring, lidt ’bredere’ mens den anvendt frisk vil være mere smal og á la mynten i en pastil eller i tandpasta. 

Nu lyder det måske pivet, men min kapacitet var opbrugt. Når man ræser op og ned af gader og stræder i en iskold by virker selv sådan en smule alkohol lige på stedet. Og jeg vaklede hjem på sofaen og lurede en stund før det gik tilbage over broen til Bir & Fud, som stadig var lukket, men så var til gengæld genboen Ma Che Siete Venuti a Fà i fuldt vigør. Et pragtfuldt lille rigtigt drikkested klart myntet på de lokale hooligans. Romerne går om nogen endnu mere op i fodbold, og der var trængsel langt ud på gaden for at holde øje med en kamp mellem Lazio og en af de andre storklubber. Og tænk her kan man til denne rituelle lørdags beskæftigelse stå og vederkvæge sig ved alverdens øl – ikke bare de sædvanlige slaver som vi møder overalt hvor globaliseringen af selv míkrobryggerierne slår igennem. Nej, ved Gud om ikke Hornbeer stod aller forrest på en af de mange haner. Til lykke til vores hjemlige brygger.

Med andre ord. Redningen er nær. Skulle du være så uheldig at blive tvunget til at ’gøre Rom’, så er der indtil flere gode undskyldninger for at stikke af fra selskabet. Og med lidt lunere vinde, og med en større tørst kunne hvert enkelt af stederne snildt holde på et godt selskab i timevis. Spøg til side. Rom er en fantastisk by. Måske er den ikke lige det mest moderne sted at ta’ til lige nu, hvor det vel især er Barcelona, London og New York der trækker. Men Rom er evig. Og med bare disse 3-4 steder, så har Rom noget at  byde på som snildt kan konkurrere med selv det bedste i alverdens metropoler. Og så er der alt det andet. Ikke mindst vinen. Men det er jo ikke vores anliggende. Og så for resten lige til sidst. Et tilfældigt sted bad jeg om en Peroni, for at opleve gen-smags-glæden. Men ved et tilfælde fangede jeg, at de havde en Peroni Doppio Malto, altså en stærkere øl. Den viste sig at være fantastisk, og i øvrigt en af de mest bitre øl jeg nogen sinde har smagt (bortset fra alle de amerikanske og ligesindedes bitter-tosserier). Utroligt at et stort mainstream bryggeri har kunder til en sådan udfordrende øl. Det siger noget om, at italienerne formentlig er det folk i verden der stiller størst krav til det de spiser og drikker. De kan begå mord, hvis tomaten er pukket for tidligt. Og de forstår de bitre nuancers kvaliteter. Tænk bare på Camparien. Den er jo italiensk. Hurra for romerne.

Adresser og navne:

-         Bir & Fud, Via Benedetta 25, Trastevere, Roma 00153, http://www.foodandwine.com/restaurants/bir-and-fud.

-         Brasserie420, Via Portuense 82, Roma ((34 taps, 500+bottles, vintage selection, fish-beer-cuisine), tilhørende bryggeri Revelation Cat Craft Brewing

-         Ma Che Siete Venuti a Fà, Via Benedetta 25, Trastevere, Roma 00153

-         Open Baladin Roma, Via Degli Specchi 5/6 Roma. http://www.openbaladin.com/. Mikrobryggerier på ølkortet: Birrifico Beba, B. Birra Pasturana, B. Montecgioco, B. Piazza dei Mestieri, B. Pausa Café, B. Troll, B. Italiano, B. Orso Verde, B. Cittavecchia, B. Maltus Faber, B. Scarampola, b. Del Ducato, B. Toccalmatto, B. Torrechiara,B. L’olmaia, B. Bruton, B. Petrognola, B. Birra del Borgo, B. Almon 22, B. Maiella, B. Karma, B. Opperbacco, B. Maltovivo, B. B94 og så selvfølgelig Birrificio Baladin.  Fin lille video: http://www.youtube.com/watch?v=Xw8qQdBJkA4

-