Noget om 'vores' honningbier

Ja, bier er her også. Jeg har selv holdt bier i årevis men har også måttet sande, at det er et af de specialer der kræver mere tid og omhu, end jeg har været i stand til at lægge for dagen. Vi er nu i den meget heldige situation at Viggo Jørgensen fra Hundested har stillet 5-10 familier her, og som ikke alene kan producere dejlig honning men også og ikke mindst sørge for bestøvningen af alle vores frugttræer, bærbuske, blomster og den omgivende natur.

Uden bestøvning ingen jordbær, hindbær, æbler, blommer o.s.v. Den naturlige insektfauna kan klare en del af opgaven, bl.a. har vi mange tidlige humlebier, fordi der ligger en masse 'rodebunker' rundt omkring, som de har brug for for at kunne yngle. Men det er ikke nok, honningbier skal der til. Og paradoksalt nok er bierne  aller vigtigst for den vilde flora. Generationers landsdækkende pesticid-vanvid og forarmning af landskabet har ødelagt den følsomme balance mellem planter og dyr. Hvis et sjældent men nødvendigt insekt flyver rundt kan det måske ikke finde sin plantevært, og er der en plante der får fat, ja så kan den måske ikke blive bestøvet. Hvis afstanden i tid og rum i naturen overskrider en vis grænse bryder alle disse mangfoldige og komplicerede samspil sammen, og der sker en markant forarmning af biodiversiteten og dermed sundheden i vores natur, også den der er lige her hvor jeg bor.

Vi kæmper på alle måder på vores 17 ha for at genoprette årtiers skader, men vi er som en ø, meget kan vi gøre men der skal meget mere til.

Bierne er mit aktive symbol på vores fælles ansvar for vores omgivelser og fremtiden. Uden bier ingen bestøvning og uden bestøvning ingen planterigdom og så videre. Jo mere bestøvning jo bedre.

Under krigen målte man stadeudbytter af honning på over 150 kg. Idag skal man være meget tilfreds, hvis et bistade giver 40 kg honning. Huse og bier er bedre end dengang, hvad er så galt? Ja som sagt er bestøvningsmulighederne voldsomt forringet. Bierne skal simpelthen knokle meget mere for at skaffe føden til stadets larver og de kommende bier. Og oveni er det sådan, at bier også er nogle af biosfærens meget følsomme væsner: Spiser de blot de mindste spor af stoffer som de ikke evolutionært er tilpassede (f.eks. uanseelige - lovlige - mængder pesticidrester) så brækker de ganske enkelt nektaren op af deres honningmaver. Maj måneds lokkende kemikalieforbrugende gule rapsmarker er blandt andet derfor ikke i kridthuset her.

Som bekendt er en omgang diarré/opkast nok den bedste slankekur. Men for bierne og dermed vores natur er det en alvorlig sag. Endnu et af disse hårrejsende eksempler på at på trods af vores viden så lader vi stå til. Bier der maltrives er ikke nok 'lig på bordet' til at vække verdensopinionen. Forrige år døde ufattelige og katastrofale mængder af bifamilier i USA. Det gav lidt støj fordi det havde og har voldsomme konsekvenser for f.eks. avlerne af mandler i Californien. Penge kan vi forstå. Men at naturen giver op, det skal man være et følsomt gemyt for at blive panikslagen over i disse tider - tilsyneladende. Økologi er noget vi vender og drejer - sjældent er det at høre et økologisk primalskrig.

Det går jo så godt endda?

Bierne har fået deres eget lille reservat midt i gårdens jorder, der hvor frugtplantager og marker mødes. Mod nord er der en dejlig bakke og lige bag staderne har vi lavet et kraftigt hegn af afklip lagt ned mellem en dobbelt pælerække. Mod syd er der et åbent, levende hegn og vand kan bierne finde i en nærliggende grøft. Forhåbentligt vil de stortrives her.