Æbler på Fuglebjerggaard

 I det følgende fortælles om de gamle æbletræer, som gemmer sig i Fuglebjerggaards  frugthave fra slutningen af 1800-tallet. Beskrivelserne er uddrag af teksten fra kapitel 6 og kapitel 9 i bogen 'Æbler' af Per Kølster.

Fuglebjerggaards gamle frugthave

På Fuglebjerggaard har vi en gammel frugthave, som sandsynligvis er etableret i årene mellem 1881, hvor gården blev bygget og 1912, hvor gårdens aftægtsfløj og hønsehuset blev bygget. Frugthaven var nemlig også hønsegård, og træerne må således være mellem 90 år og 120 år gamle.

          I frugthaven er der i alt 7 æbletræer tilbage af følgende sorter: Filippa, Cox Orange, Gascoignes Scarlett, Kansler og Flaskeæble (mere om de udvalgte sorter, klik her). De vidunderlige gamle træer bærer stadig rigt. Stammen deler sig lavt – traditionen tro – men vokser højt op i himlen, hvor deres tæppe af lyserøde majblomster ligner udsmykningen af en parasol. Når æblerne modner, er de for det meste sunde, selvom træerne bærer tydeligt præg af deres høje alder, de har både skurv og kræft og mister jævnt hen døde grene.

          For 7 år siden var frugthaven fuldkommen overgroet og et vildnis af tidsler, brændenælder, brombær og træernes døde grene. Det så ikke godt ud. Men med motorsav, buskrydder, le og knofedt og senere intensiv græsslåning, så er det hele blevet ganske skikkeligt. Fordums tiders jordede hønsegård er nu et stykke græs, der om foråret springer ud med tusinder af vintergækker, erantis og krokus.

          Træerne er oprindeligt plantet med en fast afstand på ca. 5x5 meter, Udover æbletræerne står der stadig en gammeldags blå blommetype, det der hedder en kræge. Da frugthaven i alt måler ca. 25x35 meter er der plads til flere træer, som nu er genplantet i det gamle mønster med blommer, kirsebær og pærer. Frugthaven ligger dejligt skærmet af en gammel tjørnehæk mod vest og nord, et hegn af hasselbuske mod øst og liguster mod syd. Lige på den anden side af hasselbuskene stod der indtil for nylig et gammelt madæble, et såkaldt ‘stenæble’.

          Træernes miljø er ideelt med passende læ, lys og luft og med gode betingelser for bestøvning af gårdens bier. Og sorterne supplerer hinanden. De har et langt modningsforløb fra starten af oktober, hvor Filippa og Gascoignes Scarlett modner, til de gode gemmespiseæbler Kansler,  Flaskeæble og Cox Orange – og endelig ‘stenæblet’, der kan holde sig til næste sommer. Valget af sorter er meget hensigtsmæssigt, dog kunne det tyde på, at der har stået en eller flere tidligere sorter, da disse tydeligvis mangler i udvalget.

          Fuglebjerggaards frugthave er et skoleeksempel på en tradition, som handler om selvforsyning uden at gå på kompromis med velsmag. Alle sorter er i den bedste ende af skalaen.

          Frugthavens gamle træer nærmer sig grænsen for, hvor længe de kan overleve. For et par år siden væltede et stort flaskeæble i en orkan. Stenæblet er dødt nu, men reddet ved ompodninger på vildskud fra roden. Kansleræblet har et synligt angreb af den ødelæggende honningsvamp og Cox Orangen har meget kræft. Og alligevel har træerne iværksat en tydelig selvforyngelse, som skyldes oprydningen af vildnisset og beskæringen med fjernelsen af døde og ‘skæve’ grene. Den ændrede lysadgang får hvilende knopper til at bryde med nye skud.

          Fremover bliver de vedligeholdt med fjernelse af alt dødt og kræftsygt. De nye skud på stammen – vanrisene – bliver udtyndet, så nye regulære grene kan udvikle sig. Og så håber vi på mange år uden stormskader.

En frugtplantage

Da jeg blev den lykkelige ejer af en lille økologisk gård med tilstrækkelig jord, blev en frugtplantage det første jeg tog fat på at planlægge og senere plante. Idéen er at skaffe vores husholdning en rig frugtforsyning, der indeholder perlerækken af de sorter, som et godt liv må byde på. Friske spiseæbler til næsten hele året og et varieret udbud af mad- og saftæbler.

          Mange gæster har spurgt mig om, hvor det er muligt at købe den eller den traditionsrige sort, rigtigt moden på det rigtige tidspunkt af året. Jeg må jo svare, at jeg ikke ved det men selv har taget konsekvensen og plantet alle mine yndlingssorter og flere til. Og forhåbentlig bliver der nok til andre også.

          I frugtplantagen står der ca. 200 træer af 40 forskellige æblesorter. Træerne blev podet i foråret 1997. De små ‘poder’ stod i havens planteskole frem til november 1998, hvor de blev plantet ud på en leret og sydvendt bakke.

Plantemønstret

          En del af arealet er tilplantet med æbletræer, der skal forblive små. De er podet på M26 og plantet med en afstand på 5x 2,5 m. Lidt efter hvordan træerne falder ud beskæres de som spindeltræer eller små kronetræer. I en anden del skal træerne vokse sig store. De er podet på MM106 og plantet på 5x5 m´s afstand ligesom i den gamle frugthave.

          Hvert andet træ er et æbletræ og hvert andet er et pære-, blomme- eller en kirsebærtræ, som felterne i et skakbræt. Træerne er blandet for at hæmme mulighederne for at skadelige dyr og svampe kan sprede sig. Idéen bygger på, at det er min erfaring, at frugttræer i almindelige havers meget blandede miljø er langt mindre syge end tilfældet er med mange ens træer som i en plantage. Teoretisk holder idéen også, da der jo er tale om en fortynding af smittemulighederne så længe der ikke er tale om skadevoldere som er ligeglade med om træet er pære, æble eller kirsebær. De fleste skadevoldere er helt afhængig af at værten er af en bestemt art og skelner endda også mellem sorterne. Så dem har jeg også blandet. Rent praktisk giver det lidt vanskeligheder med at lære sin plantage at kende, og vide præcist hvor hvad står. Men økologi er ensbetydende med mere intelligente systemer.

Pasningen

Alle mine træer blev bundet til pæl for en sikkerheds skyld. Senere er de fleste fjernet. For at træet kan komme til at stå solidt i sig selv skal det frigøres fra sin binding.

          De første 4 år er jorden holdt ren med en almindelig havefræser rundt om hvert enkelt træ. De seneste år har frugthaven tillige tjent som hønsegård for ca. 100 ualmindeligt tilfredse høns og haner.

          Renholdelsen er et stort arbejde, som kræver fræsning mindst 5 gange på en sæson. Hønsene er for få til at de kan vedligeholde fræserens arbejde med deres ellers ihærdige skraben. Har man mange flere høns i forhold til arealet kan man nøjes med en enkelt fræsning, og så kan dyrene holde jorden ren resten af sæsonen.

En æblelund

På en skråning med en meget stiv jord, som ikke er velegnet til at dyrke, har vi plantet en lund med højstammede æbletræer, som står med en afstand på 10x10 meter. Ideen er at udnytte himmelrummets lys og luft til frugt og jordens frugtbarhed til græssende dyr.

          Træerne består af et sortiment af engelske cideræblesorter og er etableret i samarbejde med min ven og hortonomen Simon Wrisberg. Vi regner med at udvide sortimentet med franske cidersorter. I arealet er der desuden plantet Kansleræbler, som også er meget velegnede til most og cider.

          Cidersorterne er podet på den svenske grundstamme A7, som er meget hårdfør og har en kraftig vækst. Kansleræblet er podet på vildstamme. Alle forgreninger er fjernet i op til 2 m’s højde, hvor træerne får lov til at danne krone. Selvom jorden er en kraftig lerjord, så forventer vi at de stærke grundstammer godt kan klare sig. Det var aldrig gået med træer på M9.

          Da træerne er er udplantet som to meter høje træer, har vi for en sikkerheds skyld bundet dem til en pæl indtil videre. Stammerne er grundigt beskyttede, og hele arealet er indhegnet mod områdets energiske vildtbestand.

          Under og mellem træerne er der frodigt græs, som hvert sommer og efterår holdes i ave af en flok forslugne, græsædende gæs. I al deres utæmmede nysgerrighed kaster de sig over alt hvad der kan bides i. Derfor har vi også sikret os med stammebeskyttere af både hård plast og trådvæv til at holde deres ivrige, skarpe klippenæb på afstand af de sårbare nyplantede stammer.

          Rundt om træerne lægger vi et solidt lag halm for at kvæle græsset. Det første år udlagde vi fåreuld, men det går ikke sammen med gæs. De splitter det fuldstændigt ad. Ikke noget kønt syn.

          Når træerne en dag er store nok og æblerne begynder at bugne på træerne, skal de få lov til at falde ned af sig selv, vel at mærke efter at gæssene er slagtede. Når æblerne er faldet ned vil de blive samlet ind og brugt til most og cider. Ligesom man har gjort i årtusinder rundt omkring i traditionelle landbrugssamfund i Europa, og som man stadig kan opleve på Mellemeuropas Streuobstgürtel’s og i de historiske ciderplantager i Frankrig og i Baskerlandet.

       Med alderen, når træerne bliver stærke nok, håber jeg at komme til at opleve, hvordan større dyr, såsom kreaturer, i ro og mag kan afgræsse lundens skyggefulde naturgræs. Alle landbrugets græssende dyr burde i virkeligheden tilbydes en lund, så de kan få skygge og glæde af træernes mangeartede tilbud. Kød og mælk bliver kun bedre af det.

          For at fuldende begejstringen over frugten har vi også indplantet vilde æbletræer overalt i vores hegn. I forbindelse med forårets tilbagevendende podearbejde, er der altid lidt overskud af grundstammer, ligesom det jo også sker at et nypodet træ ikke lykkes. De ender i hegnene. Et år plantede vi de overskydende træer langs den ene side af vores lokale vej. Om mus og mosegrise tillader det, vil der en dag stå en flot række store træer som erstatning for de linier i landskabet, der før blev tegnet af de trykimprægnerede elmaster med de fire kobbertråde.

Alle gårdens sorter findes i skemaet, klik her