Dette er klippet ud af min bog

Dette er klippet ud af min bog 'Æbler' (bogen kan købes her på Fuglebjerggaard eller i vores netbutik).

Det kan med fordel læses som forberedelse til deltagelsen i podekurset

HUSK at medbringe en podekniv (den må ikke være dobbeltslebet som en normal kniv, den skal være vanvittig skarp, en stanleykniv kan buges).

Et nyt æbletræ

Ude i haven kan man lave et nyt æbletræ – endda på flere måder. Hvad man gør, afhænger af hvad man vil. Vil man lave en kopi af noget man kender i forvejen? Eller vil man forsøge sig med at lave et nyt og ukendt æble?

Meget få steder i verden arbejdes der på at skabe træer af helt nye æblesorter. Men det er muligt hjemme i haven at skabe nyt, ligesom det er muligt hele vejen igennem at klone eller kopiere velkendte sorter.

Normalt fremstiller man et nyt æbletræ ved at kopiere – dvs. klone – et allerede kendt æble, og det sker ved podning. I grunden er det ikke spor svært, selvom gartnerens håndværk og ikke mindst podemesterens kyndighed er omgærdet af ikke bare stor respekt, men næsten mystik.

Glæden over at beherske et så elementært kneb som podning fremkalder følelsen af at være tæt på skaberværket. Det handler om trangen til at skabe nyt liv, til at gøre det selv, trangen til den respektable kontrol med livet, den fuldendte ansvarlighed: Her gøres kun noget for at gøre godt, renset for tvivlen.

Hvorfor podning?

Æblets smag er unik for det enkelte æbletræ og skyldes selve træets arvelige egenskaber. Æblet er en del af træet.

Kernerne inde i æblet derimod er æbletræets afkom – æbletræets børn, om man vil. Da et æbletræ aldrig kan bestøve sig selv, har børnene/kernerne et andet træ som far – et træ, som med biernes mellemkomst har leveret pollen til bestøvningen af modertræets blomst. Derfor bærer kernerne en kombination af arvemassen fra både moder- og fadertræet. Vil man bevare den unikke smag af modertræet, nytter det altså ikke at så kernerne: De vil – ligesom børn – alle være anderledes end deres forældre. Heldigvis.

For at genskabe modertræets æbler er der kun en vej, nemlig at kopiere eller med andre ord klone træet. Når man poder en kvist fra modertræet på en anden stamme, fortsætter træet sit liv på en ny rod. Podning giver éns træer med samme unikke æbler, med fælles oprindelse fra det samme træ og derfor en identisk arvemasse.

En æblesort består alene af kopierne af det eneste ene, oprindelige træ.

Træets dele

Et træ består enkelt sagt af det underjordiske: roden – og det overjordiske: stammen med grenene, bladene og frugten. Træets liv foregår således dels i mørke og dels i lys.

Rent fysiologisk er det to forskellige biokemiske systemer styret af hvert sit hormonmønster med et nøje koordineret samspil. Og alle frugttræer er fremstillet af henholdsvis en rod (= grundstammen) og en top (= podematerialet), som har hver sin oprindelse. Således kombinerer man valget af de bedste rodegenskaber med valget af de bedste frugtbæringsegenskaber.

Først skal vi se på hvordan rodtræet eller grundstammen kan formeres. Dernæst kommer vi til toppen, og hvordan den podes på grundstammen.

Roden under jorden og grundstammen

@b:Grundstammer er enten vilde æbletræer, Malus sylvestris, fremstillet fra frø, eller det er klonformeringer af nogle helt specifikke, udvalgte typer med svagere vækst.

Frøstammer

Førstnævnte frøstammer eller vildstammer giver de kraftigste grundstammer, hvor træerne efter mange års vækst kan blive op til 7 m høje og 15 m brede. Højden kan variere noget alt efter hvor gode forhold, træet får. Træer på de kraftige frøstammer har lang levetid og kan leve op til flere hundrede år, og de er gode til at klare krævende dyrkningsforhold.

Ulempen ved frøstammerne er, at det kan vare op til 8-9 år, før de rigtigt begynder at bære. Træernes størrelse gør det vanskeligt at plukke de højstsiddende æbler, og det kræver megen beskæring at ‘holde dem nede’.

Dværgstammer

Der har været stor interesse for at finde egnede grundstammerstammer, som giver svagere vækst, er nemmere at beskære og kommer tidligere i bæring.

Nogle af de mest brugte grundstammer har navne bestående af ‘M’ plus et tal, hvor M står for forskningsinstitutionen East Malling i England. East Malling var en foregangsinstitution for frugtavl, som i første halvdel af 1900-tallet udviklede et helt sæt af grundstammer til forskellige forhold.

De navngivne grundstammer har hver for sig forskellige egenskaber. M9 er nok den mest udbredte svagtvoksende grundstamme – både her og i æbledyrkningen over hele verden. Den har en sluthøjde på ca. 3 m eller ca. 30 % af en vildstamme, har en svag rod og kræver opbinding til pæl eller espalier.

M26 er en anden meget udbredt grundstamme, som har en endelig højde på ca. 4 m og er mere robust end M9. Den kan også kræve en støttepæl. Den er velegnet til espaliertræer.

MM106 har en sluthøjde på ca. 5 m og kan stå uden støttepæl.

A2 stammer fra Alnarp i Sverige, og er en meget kraftigt voksende stamme, der kan stå selv. Den kan tåle meget vinterfrost og bliver ca. 6 m høj

Ulempen ved de svagere voksende grundstammer er, at de kræver mere intensiv pasning, optimale dyrkningsforhold, og – sidst men ikke mindst – at deres produktive levetid er ganske kort, ofte helt nede omkring 12 år.

Produktion af grundstammer

Produktionen af grundstammer er højt specialiseret og foregår i få centre, som videresælger stammerne til de planteskoler, hvor podearbejdet udføres.

Grundstammer formeres ved deling af nogle ganske få typer som f.eks. M9 og M26. Det betyder, at de fleste erhvervsæbleplantager og æbletræer i private haver har samme arvelige egenskaber i roden. Med andre ord er ensretningen meget udtalt. Normalt anses det ikke for noget problem – formodentlig fordi der løbende bliver holdt øje med, om der spredes sygdomme med klonerne. Men det er en farlig kurs at servere en så ensartet organisme for de naturlige fjender. Nuvel, indtil videre går det fint.

Set med økologiens øjne – forstået som tanken om, at vi bedst sikrer os ved at efterligne naturens mekanismer mest muligt – så vil det rigtige være at skrue tiden tilbage og lære af, hvordan man udnyttede de frøformerede grundstammer.

Vi ved i dag ikke nok om grundstammernes betydning for sundheden af æbletræerne. Da alle masseproducerede træer sprøjtes fra starten mod lus og svampeangreb, og da den kemiske bekæmpelse normalt fortsætter i hele træets levetid, er det ikke sært, at vores viden om hvilken rolle, grundstammen spiller for at skabe ‘selvsunde’ træer, er meget begrænset.

For at fremme rod- og skuddannelse ved formeringen af grundstammer i planteskolen bruges forskellige væksthormoner, som ikke er hverken forsvarlige eller tilladt i økologisk produktion. I produktionen foregår der en løbende overvågning af, om der udvikles smitsomme, jordbårne sygdomme, bakteriesygdomme og ikke mindst virus, der kan overføres til de kommende æbletræer. I særlige statslige plantecentre opformeres løbende sygdomsfrit materiale, som grundlag for specialplanteskolernes arbejde.

Grundstammer fra planteskolen

Den nemmeste løsning er at hjemtage grundstammer fra et velassorteret havecenter. Grundstammerne bestilles normalt i bundter á 25 stk og er små, 1-2-årige korte træer med en specificeret tykkelse. Køb dem endelig ikke for tykke, for så er de utroligt hårde at skære over i podearbejdet. Den ideelle tykkelse er ca 1 cm.

Grundstammer og økologi

Økologiske grundstammer kan ikke købes. Antallet af træer, der i dag sælges til økologisk bevidste købere eller økologiske plantager er forsvindende lille og kan ikke bære et marked i sig selv. Da en økologisk produktion er vanskelig uden brug af den moderne kemi, er den også dyr. Indtil videre har det således været nødvendigt at fremstille økologiske æbletræer på konventionelle grundstammer. Men de officielle økologiregler indeholder bestemmelser om, at alt plantemateriale fremover skal være af økologisk oprindelse. Så længe der er udvikling i den økologiske frugtavl, er der således også basis for at producere grundmaterialerne med økologisk godkendelse. Det sker nu et sted i Holland.

Alternativet er – som beskrevet – at formere materialet selv til eget brug. Og skal det være virkelig udfordrende eller måske rettere udforskende økologi, skal man kaste sig ud i at eksperimentere med at lave frøformerede træer på basis af kerner.

Formering af grundstammer

Man kan således formere sin egen grundstamme ved at lave aflæggere af et eksisterende, sundt træ. Det kan gøres på flere måder: Dels ved at få afklippede skud til at slå rod (stiklingeformering) – dels ved at få grene til at slå rod, mens de vokser (aflægning).

Stiklingeformering

Sent om efteråret afklipper man friske unge grenstykker med en diameter på ca. 15 mm. Grenstykket skal have en længde på ca. 25 cm. Skuddenes spidser klippes også af, og de stikkes i jorden i bundter med ca. halvdelen under jorden.

Om foråret tages bundtet af skud op. Der forberedes en bekvem, lun og veldrænet jord, og de enkelte skud sættes ned i bedet med ca 10 cm imellem og ca. halvdelen af skuddet nede i jorden. Bedet skal holdes jævnt fugtigt og frit for ukrudt og må gerne være skyggefuldt.

I løbet af sommeren vil man se, at grenstykkerne skyder med nye blade og skud. Under jorden vil der dannes fine rødder.

@b:Om processen lykkes eller ej beror på dygtighed og held. Det kan være vanskeligt. Det er dog nemmere, når det materiale, man formerer, stammer fra en af de kendte grundstammer. Visse grundstammer, fx MM 106, har nemlig en usædvanlig god evne til at danne rødder. Grundstammetræer kan endda danne rødder lige ud i den fri luft tæt på jorden.

Man skal være opmærksom på, at de nye skud nemt angribes af lus. Gnid dem af med fingrene eller brug evt. noget sæbevand eller noget vegetabilsk olie. Det fedtede lukker lusenes åndehuller, så de giver op. Skuddene bliver normalt helt ødelagt, hvis man lader stå til og blot overlader arbejdet til lusenes naturlige fjender.

Aflæggere fra grundstammer

Har man et år anskaffet grundstammer til podning har man sikkert også fået nogen til overs. Måske er der nogen af grundstammerne, som står tilbage efter at en podning er mislykket. Disse små træer vil skyde kraftigt, og kan bruges til formering.

Aflægning

Om foråret klipper man et lille, ungt grundstammetræ af ca. 10 cm over jorden og lader det skyde.

Når skuddene først i juli har nået en passende længde, kan man hyppe jord godt op omkring den nye roset af skud – evt. af flere gange, således at skuddenes nederste del er dækket, mens den øverste del er godt oppe i lyset. Inde i hyppehøjen vil de nye skud villigt begynde at danne rødder lige ud af barken.

Når træet er gået i dvale 1. november, kan man forsigtigt tage jorden væk og afklippe de nye skud, der nu har hver sin rod. Det lille nye træ (skud med rødder) slås ind, dvs. at der graves en lille rende, og træerne sættes ned tæt ved hinanden således, at rødderne er dækket med løs jord. Herefter er grundstammerne klar til podearbejdet i det tidlige forår.

Træet, hvorfra der blev klippet, kan gentage produktionen af aflæggere i den kommende sæson.

Frøformering

Sår man en æblekerne ligesom ethvert andet frø – lader det spire, passer og plejer den lille plante – vil den vokse op og blive til et træ, der efter nogle år vil blomstre og bære frugter.

Et sådant frøformeret æbletræ kan anvendes som grundstamme til at pode på, når det er 1-2 år gammelt.

Hvordan får man en æblekerne til at spire?

Kernerne skal sås hurtigt efter, at æblet er godt modnet – gerne rigtigt brunt – sidst på efteråret.

Frøene tages ud af kernehuset, lægges på jorden og dækkes med 1 cm jord. Allerbedst er det at så kernerne i lidt sand, dvs. at det øverste af jorden er sand. De kan også sås efter samme princip i potter. Jorden skal hele tiden være fugtig, men ikke for våd.

Man passer godt på dem. Kernerne er jo guf for mus, fugle og sikkert mange andre, der ikke får for meget næring i vinterens løb.

Kernerne lægges enkeltvis. Har man nok, kan man lægge dem tættere og tynde ud, hvis der viser sig for mange livskraftige planter om foråret.

Æblekerner er meget følsomme, og der skal ikke meget udtørring eller anden form for stresspåvirkning til, før de ikke kan spire.

Når kernen har spiret vil det i løbet af sæsonen udvikle sig til et lille træ, som får en fin stamme på ca. 1 cm i diameter. Dette lille træ graves op sent på efteråret og indslås.

Træet tages op som barrodsplante, dvs. at jorden på rødderne rystes let af, når det igen sidst på vinteren i februar-marts måned skal benyttes til podearbejdet. Det lille træ kan også plantes ud om foråret i et bed, så det kan vokse til og blive klar til okulering i juli.

Vilde træer

Det frøformerede og rodægte æbletræ kan også anvendes som det, det er: et ‘vildt’ æbletræ. Så kaldes de bare vilde æbler eller Malus sylvestris. De giver normalt frugter, som vi kender fra skove og kratområder. De smager som regel overdrevet surt, bittert eller sødt med en vandet, måske karakterløs aroma og en hård, læderagtig konsistens og skræl.

Disse træer er meget velegnede til at plante i hegn og krat, og hvor frugterne kommer til deres ret som vinterføde for vilde fugle.

Er man heldig – meget heldig endda – kan man også finde en ny æblesort blandt de såede ‘vilde’ træer, hvis det viser sig, at et træ bærer særligt velsmagende, flotte og sunde æbler.

Frøformering er således den traditionelle metode til at forædle æbler dvs. finde nye æbletyper. Kernens arvelige egenskaber vil altid bestå af en blanding af de egenskaber, som henholdsvis modertræet og fadertræet har. Modertræet kender vi, for det har båret det æble, der er plukket til at tage kernerne fra. Men hvem faderen er, kan være meget svært at vide på steder, hvor der er mere end to forskellige æbletræer inden for en radius af mange kilometer.

Resultatet af bestøvningen er en tilfældig kombination af egenskaber fra moderen og den ukendte far. Når man forædler æbler systematisk kontrollerer man bestøvningen, således at både far og mor er kendt. Og alligevel er chancen for at få et vellykket æble meget lille.

Valg af grundstamme mellem drøm og virkelighed

Hvis man ikke selv vil eller kan frøformere en grundstamme, kan man købe sig fra det. Vil man være sikker på at få frøstammer til podning med de bedste egenskaber, skal man benytte en type, der hedder ‘Bittenfelder Sämling’. Kernerne kommer fra en beplantning i Tyskland og frøstammerne fremstilles herhjemme kun i en planteskole i Højslev (se adresseliste s. xxx).

Som ved alle andre valg er det afgørende at gøre sig sine præmisser klart: Hvor afgørende er det at skabe optimale dyrkningsbetingelser for en hurtig og maksimal produktion? Hvor krævende er dyrkningsforholdene – er jorden fx tung, våd, vindudsat og kold? Kan man leve med at plukke æbler fra stiger? Er pladsen meget begrænset som i en have, eller kan det enkelte træ få rigelig plads? Og underforstået: Har man tænkt sig helt at frigøre sig fra at sprøjte? Og kan man leve med, at det tager flere end et par år, før træerne kommer i god bæring?

Sagt meget kort: Er der råd og temperament til at tænke meget langsigtet?

De fleste – også mange økologiske erhvervsavlere – er ikke i tvivl: De vælger svagtvoksende grundstammer, især M9, binder træerne op til en pæl og producerer frugt på det samme træ i ca 10-12 år.

De mange økologiske fordele ved at bruge frøstammer er oppe imod tidens krav om hurtig økonomisk forrentning. Har man en anden måde at tilrettelægge sin økonomi på, eller er man friere stillet, er der god grund til at rette blikket mod frøstammerne.

Frøstammerne giver store, stærke træer. De vil udvikle sig i himlen, væk fra jordens fugt og forårsfrost, æblerne vil sandsynligvis være mere sunde. Og sidst men ikke mindst, så har træerne mulighed for at leve og være produktive også i ens børnebørns tid, mens M9 træerne dårligt når at blive konfirmerede. Økologien er virkelig til at få øje på.

Hermed er vi nået ca. 10 cm over jorden med at fremstille det nye æbletræ. Ikke langt, men dog det helt afgørende grundlag for at få det rigtige træ, den rigtige æblehave eller en plantage med perspektiv. I næste afsnit sætter vi kronen på værket.

Toppen og podning

Det synlige æbletræ er normalt dannet af en lille kvist, der er podet på en grundstamme. Og podestedet befinder sig normalt lige over jordoverfladen tilpas højt til, at man undgår, at der dannes rødder fra podekvisten. Det er jo hele pointen, nemlig at roden er af én type, mens toppen og dermed frugten er af en anden type.

I afsnittet gennemgås de forskellige podemetoder, kopulering, okulering og barkpodning og de formål, de hver for sig tjener. Men først noget om det materiale, der skal bruges i podearbejdet, nemlig podekvisten.

Podekvisten

Podekviste bruges i februar-marts til kopulering, mens træer og kviste stadig er i dvale. Kvistene bruges også til at ompode træer senere – i april-maj, når de netop er kommet i vækst (barkpodning).

For at pode sidst på vinteren og hen på foråret skal man imidlertid være ude i god tid for at skaffe sig sine podekviste. Træers saftspænding tager til tidligt på foråret og knopbrydningen kan også med lunt vejr være gået i gang længe før man venter det.

Podekvistene skal klippes af modertræet, mens dette er i dvale, bedst i januar. Det skal med andre ord ske i god tid før selve podearbejdet foregår.

Jeg har også med held taget podekviste af årsskud fra æbletræer sent i oktober samtidig med, at der var æbler på træet. Det åbner muligheder for, at en nyopdagelse af noget, som smager vidunderligt, med det samme kan tages med hjem. Der står jo mange pragtfulde træer rundt om, som man møder ved et besøg i æblesæsonen på et sted, man ikke lige kommer tilbage til senere på året.

I øvrigt er der stor villighed til at afgive en kvist eller to, når bare man spørger. Den menneskelige trang til at sprede sin kulturarv er større end trangen til at vogte over den.

Men vinteren er altså sidste chance for at beslutte sig til hvilke sorter og modertræer, der skal benyttes som leverandør af kviste til forårets podearbejde.

Høst af podekviste

Sort og modertræ udvælges senest i januar-februar.

Man udstyrer sig med en almindelig havesaks, mærkater, en vandfast tuschpen, fugtig avis og plastposer.

Derefter er det bare at klippe et passende antal sunde, friske skud fra sidste år, sætte navneskilt med sortsnavn på bundtet, pakke det ind i fugtigt avispapir og ned i plastposen, skrive sortsnavn uden på posen og endelig lægge posen i køleskab, til podekvistene skal bruges.

Valget af modertræ er bestemt af, hvilken sort man ønsker, eller om det er et ganske bestemt træ, der skal kopieres. Man bør selvsagt vælge at klippe podekviste af et træ, som virker sundt.

Den enkelte podekvist skal være fri for synlige sygdomme – den skal være hel, frisk og sund at se på, normalt med en grå-grøn-brunlig farve. Den må gerne være lidt tyk så den modsvarer grundstammens tykkelse. Tynde podekviste er sværere at arbejde med.

Træet skal så vidt muligt være fri for virus. Men da dette er meget vanskeligt at vide for lægmand, kan det kun undgås ved at anskaffe podekviste fra testede træer, d.v.s. fra planteskoler eller fra Pometet på Landbohøjskolen. Normalt skal de bestilles før nytår.

Årsskud

Det er meget vigtigt at kvisten er et årsskud – dvs. et skud fra sommeren lige før. Hvordan ser man det?

Et årsskud har kun simple, enlige knopper. Er skuddet to eller flere år gammelt, er knopperne mere knudrede og evt. nærmest små forgreninger eller såkaldte sporer. Disse kviste er for gamle, forvedede og grenagtige, og vil brugt som podekviste kun med held være i stand til at vokse sammen med grundstammen.

Problemet kan være, at man stillet overfor et ældre eller gammelt træ slet ikke kan finde de friske, sunde årsskud – eller at der kun sidder nogle små tynde kviste, som kun vanskeligt egner sig til podning. Da er mit råd:

1) Tag kviste og pod, selvom podekvistene ikke er optimale

2) Skær eller klip nogle lidt større grene af her og der på træet. Træet vil da skyde i den kommende vækstsæson, der hvor det er blevet såret af beskæringen. Disse skud kan så klippes af og bruges den kommende vinter, hvis ikke podningen det første år lykkedes.

Er der tale om et forulykket træ, fx et stormfald, gælder det om at finde det bedst egnede materiale. Er der kun skud med sporer, prøv da at pode et større antal – så skal det nok med lidt held lykkes alligevel.

Opbevaring og mærkning

Hvor mange kviste, der er nødvendige til podearbejdet, afhænger af øvelsen, af kvistenes kvalitet og hvor mange træer, der skal podes. Er kvisten ca 30 cm kan den godt levere stykker til 3-4 podninger.

Den bedste og nemmeste opbevaring sker i køleskab pakket ind i fugtig avis i en plastpose. Kvistene kan uden problemer holde sig i køleskab fra januar frem til maj.

De kan også indslås som bundt i fugtig, sandblandet muldjord på et køligt, skyggefuldt sted. Men musene vil sætte pris på denne herlige servering, så det kræver tykkere bundter, hvis man vil være sikker på, at der også er noget tilbage, når podetiden kommer.

For god ordens skyld er det værd at fremhæve, at mærkningen med navn på sorten ikke kan gøres omhyggeligt nok – også senere, når podningen foregår, og der hvor træerne står, mens de vokser sig til.

Der vil gå mange år før en evt. fejl bliver opdaget – om nogensinde, hvis der er tale om mere usædvanlige modertræer end de gængse, velkendte sorter. For at være sikker er det en god idé at mærke kvistene og skrive uden på plastposen. Det gør det også nemmere, hvis man har flere sorter liggende i køleskabet.

Podning – kopulering

Podningen udføres om foråret i februar og marts, hvor grundstammer og podekviste stadig er i dvale. Teknikken er simpel, når man har anskaffet de nødvendige materialer, fx en rigtig podekniv. De er til at betale. Sørg for at få en der passer til, om du er højre- eller venstrehåndet. En rigtig podekniv har nemlig en hel flad side, som gør, at snittet kan blive helt rent. Det må ikke flosse eller hule. Skarpheden er det afgørende. Og kunsten at slibe en kniv er nok vanskeligere end at pode. Så enhver træning i at lære at pode skal i lige så høj grad handle om at lære at slibe en kniv.

Listen består af følgende.

Opstilling af materialer til kopulering

a) Vandfast tusch og skilte til at navngive hvert eneste træ og undgå forvekslinger.

b) Gummibånd til at binde omkring podestedet for at fastholde podekvisten.

c) Skarp kniv. Det bedste er nu en rigtig podekniv. En almindelig god lommekniv kan bruges. Med slibesten og vand holdes kniven skarp.

d) Podekvistene

e) Grundstammerne, her i et bundt med 25 stk.

f) Fugtige aviser el.lign. til at slå omkring roden med det samme efter at podningen er udført.

g) Podevoks og varmekilde. Voksen skal kunne holdes på den temperatur, hvor den er flydende og samtidig ikke for varm (ca 60 ⁰C). Gøres her med en gammel limpotte på et gasblus.

Kopuleringsteknikken

En grundstamme tages ud af sit bundt, som fortsat er dækket med våd avis. Grundstammen snittes over ca. 10-20 cm over rodhalsen, d.v.s. det punkt, hvor roddannelsen starter, og den renses for eventuelle sidegrene.

På dette stykke lige over roden holdes fast med venstre hånd. Kniven i højre hånd presses gennem stammen samtidig med, at man fører armene væk fra hinanden. Derved opstår der et ellipseformet snit, der skal være helt plant og aflangt, ca. 3 cm. Derefter snittes podekvisten på samme måde lige over et øje. Spidsen af podekvisten skæres af på tværs, og der skal herefter være tre (2-4) øjne på kvisten.

Man kan øve sig på nogle tilfældige grene. Plasteret på højrehånds tommelfinger er taget på for at skabe tryghed. Man snitter meget bedre, når man ikke er bange for at skære sig.

De to snit lægges mod hinanden således, at det grønne vækstlag (mellem barken og veddet) på stamme og kvist nøjagtigt følger hinanden. Hvis de to elliptiske flader er forskellige i størrelsen, skal man sørge for, at de to grønne vækstlag møder hinanden på så langt et stykke som muligt. Det er nemlig der, de vokser sammen. Der bindes stramt med et gummibånd, idet man sikrer, at de to flader ligger rigtigt i forhold til hinanden.

Når voksen er flydende, er det blot at holde penslen over podestedet og lade voksen flyde hen over stedet. Sørg for at podestedet og enden af podekvisten er lukket helt af med voksen for at undgå enhver fordampning fra såret.

Voksen må ikke blive varmere, end at den netop er flydende – ellers risikerer man at beskadige det sårbare podested. Rødderne holdes beskyttet med en våd avis.

Hvert træ mærkes. Arbejder man med mere end én sort ,er det umuligt at holde styr på – og der går flere år før frugterne afslører sorten. Mærkningen skal være solid, lysægte og vandfast.

Helt samme podeteknik kan benyttes på grundstammer, der står ude i jorden. Fordelen ved ikke at grave dem op, efter at grundstammen er blevet plantet er, at man undgår at såre træerne en ekstra gang. Og dermed kommer de bedre i vækst, når podningen er udført.

Ulempen er, at arbejdet skal udføres udendørs i februar-marts, hvor temperaturerne ikke indbyder til det fine håndværk. Når det gøres, skal varmekilden og voksen sikres mod vind. Ellers består forskellene alene i andre arbejdsstillinger.

Øje og okulering

Det er også muligt at pode om sommeren i perioden juli-august. Der benyttes en anden podemetode, som kaldes okulering. De fleste erhvervspodninger foregår ved okulering på dette tidspunkt, mens lægfolk normalt holder sig til kopulering tidligt på året(!).

Ordet okulering hentyder til at man poder med et øje. Øjet er bladhjørnet med en hvilende knop og dermed anlægget til et kommende sideskud. Øjnene sidder jævnt fordelt op ad skuddet.

Tager man et øje fra et modertræ, kan man overføre det til en grundstamme og få det til at skyde. Dette skud danner grundlaget for toppen af et nyt æbletræ fuldstændig ligesom podekvisten.

Et øje skæres forsigtigt af med okuleringskniven. Der snittes et T-snit i grundstammen, øjet sættes i T-snittet og bindes til. Øjet er her det sted på kvisten, hvor bladet sidder fast. Det nederste af bladstilken får lov til at blive siddende, når øjet aftages. Det er til at holde i, og det beskytter den knop, som sidder i hjørnet mellem bladstilken og kvisten. Knoppen er anlægget til det nye træ.

Okuleringsteknikken

Hjælpemidler: skarp okuleringskniv, bast eller gummibånd, vejrstabile mærkesedler og vandfast, lysægte tusch.

Øjet tages fra sunde modne årsskud fra året før. Disse skud afklippes og sættes i vand eller holdes fugtige på anden måde, således at de direkte kan benyttes til okuleringsarbejdet.

Med en meget skarp okuleringskniv skæres på tværs lige over øjet, og forsigtigt tages øjet af. Det vil normalt slippe således, at der opstår en V-form med spidsen nedad mod rodenden.

På bagsiden af øjet kommer der lidt af veddet med. Det kan man forsigtigt aftage ved at vende øjet om og få fat med kniven nedefra og trække vedmaterialet af. Lykkes det rigtigt, fjerner man en fin lille spids, der ender i en hesteskoform, som har omkranset øjets centrale del fra bagsiden.

Nu er hele vækstlaget omkring øjet eksponeret, og klar til at blive sat direkte over på grundstammen (okulering):

Ca. 20 cm over jorden skæres et fint lille T-snit (2+2 cm), hvorefter de to trekanter under T-ets ‘hat’ åbnes forsigtigt, således at barken slipper stammens vækstlag. Det skaber to flapper med en lodret åbning, hvori det klargjorte øje skubbes ned, så det sidder fast.

Herefter bindes der til med gammeldags bast, snor eller et gummibånd. Evt. benyttes en særlig gummilap, der kaldes en okulette.

Øjet vil i løbet af efteråret vokse sammen med grundstammen. Det følgende forår dannes et skud, som bindes fast til stabben, dvs. det lille stykke af grundstammen, som er 10 cm over okuleringsstedet.

Husk mærkesedler på det okulerede træ.

Fordelen ved okulering er, at metoden med den rette øvelse er hurtig, at den foregår om sommeren under mere behagelige arbejdsbetingelser og ikke mindst: at podematerialet, altså øjet, kan tages på samme tid, som podearbejdet foregår.

Desuden kan man nå at pode igen det efterfølgende tidlige forår ved kopulering, hvis okuleringen slår fejl. Det giver maksimal sikkerhed for at udnytte bedene og pasningsarbejdet med grundstammerne.

Poden i ‘børnehaven’

@b:Uanset om det nye æbletræ er okuleret eller kopuleret, skal det passes intensivt de første to vækstsæsoner i en planteskole eller børnehave, og pasningen er den samme.

De små nypodede træer kan plantes ud med det samme om foråret. En anden mulighed er at indslå træerne i nogle uger køligt i skygge for at sikre sammenvoksningen bedst muligt, og derefter plante dem ud. De plantes omhyggeligt i en god jord, hvor der er gode muligheder for at vande.

Når de er plantede, er det en god idé at skrive navnene op på planteplanen. Det er nemlig svært at undgå, at nogle af skiltene falder af.

De nypodede (kopulering) træer tiltrækkes i planteskolen, d.v.s. de udplantes i bede og passes i to vækstsæsoner. Okulation udføres på træer der allerede er udplantede i planteskolen. I planteskolen er der ikke brug for meget gødning, men for en god dyb, muldet jord, som hele vejen igennem holdes fugtig og ren for ukrudt. Der må ikke have stået æbletræer før, der hvor de nypodede træer skal tiltrækkes.

For at sikre den bedste sammenvoksning, er det en god idé at sætte en bambusstok og opbinde det nye skud fra podekvisten. Evt. fjernes gummebåndet, hvis det ikke selv springer den kommende vinter.

Træerne skal sikres mod mus, harer og rådyr. Mus kommer dog ikke og gnaver, når jorden holdes ren. Harer og rådyr holdes væk med et dyrehegn.

Allerede den første sommer kan træet nemt skyde op i mellem 1 og 1 1/2 meters højde.

Vækst fra grundstammen holdes væk, evt. rives skud af. Afrivning betyder, at vækstpunktet også forsvinder. Klipper man, har klippestedet tilbøjelighed til at blive arnestedet for en hel dusk af nye skud. Men vær forsigtig med at rive – og slet ikke ved podestedet.

Skud fra podekvisten klippes ikke før i den første vinter. Træet kan således formes allerede efter første vækstsæson.

Man lader et godt skud fra podekvisten blive tilbage. Dette skud kan klippes over i knæhøjde efter den første sommer. Gør man det, vil træet den anden sommer forgrene sig herfra, og man får det karakteristiske kronetræ. Man kan også lade skuddet vokse, som optakt til at danne et spindeltræ eller et højstammet træ.

Når et træ vokser i højden, sker det nemlig kun i spidsen af grenene, mens stammen kun vokser i tykkelsen. Derfor forbliver forgreningen altid i den højde, hvor stammen oprindeligt blev klippet over – i dette tilfælde i knæhøjde.

Det er størrelsen på træet som afgør, hvornår det skal tages op og udplantes. Vildstammetræer kan blive meget kraftige allerede første år, og dermed være egnede til at flytte allerede efter en sommer i planteskolen. Men ellers er det efter to somre i planteskolen, æbletræerne plantes ud på deres blivende voksested.

Optagningen sker ca. 1. november, hvor træet er gået i dvale, og hvor det normalt stadig er til at komme i jorden og plante. Alternativet er at vente til det tidlige forår. Men efteråret er bedst. Så er der hele vinteren til at jorden kan sætte sig, at rødder og jord kan finde hinanden og til at få maksimal fugtighed opsamlet til den kommende vækstsæson.

Træet tages forsigtigt op ved at skære lodret ned med en god spade ca. en fodlængde hele vejen rundt om stammen. Falder jorden af, går det alligevel. Husk at holde nederst i stammen, da podestedet stadig kan være sårbart.

Når træet er vel oppe, beskyttes det straks med våde sække eller beskyttes med en stor plastpose. Enhver risiko for udtørring af de fine rødder skal undgås.

Nu er et nyt træ parat til at blive udplantet og starte sit liv som æbletræ.

Barkpodning

Barkpodning er den teknik, man anvender til at ændre, dvs. ompode eller tilføje nye sorter til et ældre træ. Har man et træ, som er i god vækst, men som man af andre årsager ikke er tilfreds med, kan man således lave det om. Det kan være fordi træet bærer for få eller for kedelige æbler. Det kan også være fordi det viser sig, at sorten ikke egner sig og fx bliver meget angrebet af sygdomme.

Det er muligt fortløbende at tilføje nye sorter til et træ blot ved at pode igen og igen. Et sted i Skåne oppe ved Hässleholm gemmer der sig en mand, som har et træ med mere end halvfjerds forskellige sorter på samme træ. Med den rette portion vanvid, teknik og tålmodighed kan enhver gøre kunststykket efter.

Først skal man beslutte sig til, hvad man vil. Vil man tilføje nyt eller lave helt om? Vil man starte lavt eller højt? Derefter tages stilling til på hvilken gren (eller hvilke), podningen skal udføres.

Selve barkpodningen skal gøres, når barken kan slippe, dvs. normalt sidst i april i forbindelse med, at træet springer ud. Før podearbejdet udføres, skal grenen overskæres der, hvor podningen skal udføres.

Lad resten af træet urørt – vent med at beskære yderligere til podningen er slået godt an. Ellers bliver presset for stort på podekvistene, da roden ikke kan komme af med sit store vækstpotentiale, når man skærer for meget væk på en gang.

Barkpodnings-teknikken

Remedierne er de samme som for kopulering: En skarp kniv, podekviste taget i januar og gemt køligt, flydende voks og bånd til at binde med. Derudover skal man bruge en sav.

Podekvisten snittes med et aflangt elliptisk snit ligesom under kopulering. Den skal have 3-4 øjne.

Podningen udføres ved at skære et ca. 3 cm langt snit på langs af den overskårne gren, der skal podes på – fra kanten af overskæringen i barkens tykkelse. Derefter vippes de to flapper let til side, og podekvisten sættes fast imellem dem.

Kunsten består i at sikre, at podekvistens snitkant med det grønne vækstlag rammer det tilsvarende vækstlag på grenen. Flapper og kvist bindes godt til, og hele såret lukkes med flydende voks, som ikke bør være varmere, end at den netop er flydende.

Hvis haven er fuld af fugle, fodbolde m.v. kan podestedet herefter beskyttes med nogle bambusstokke el.lign. for at undgå, at podekvistene bliver løse.

Når podningen er udført, er det blot at vente. Normalt udvikler der sig hurtigt nye blade og skud fra kvisten, og efter et par måneder kan man forvente at gren og kvist er vokset godt sammen.

Denne podning kan udføres på såvel tynde som tykke grene/stammer. Den kan også udføres midt på en gren – da er snittet dog lidt anderledes: Man laver simpelthen et T-snit og skubber podekvisten ned på samme måde som ovenfor.

Kan du udføre denne teknik, vil du blive en meget populær gæst hos mange haveejere.

Opsummering af de forskellige metoder til at pode:

Formål	Metode	Podemateriale	Grundstamme	Podetidspunkt
Nyt æbletræ gør-det-selv	Kopulering	Årsskud klippet i januar	Nyt barrodet træ eller udplantet og i vækst	Februar-marts
Ændring af æbletræ eller/og tilføjelse af ny sort	Barkpodning eller Ompodning	Årsskud klippet i januar	Eksisterende ungt, ældre eller gammelt træ i vækst	April-maj
Nyt æbletræ især til masseproduktion	Okulering	Øjne taget fra årsskud fra året før	Nyt barrodet træ eller udplantet og i vækst	Juli-august

Som sagt er podemesterens kunst værdsat. Det gælder både med hensyn til at glæde andre og som mulighed for at hengive sig til at samle på eller udforske sorter. Og har man først træer – et træ er såmænd nok – ja, så er vejen åbnet for en ubegrænset mangfoldighed selv i den mindste have.