Reflektioner i nyhedsbrevene mv. af Per Kølster

Paradiset er en saga blot når Fødevarekontrollen holder razzia.
I maj blev truet med en kæmpebøde fordi vi sælger (solgte) Paradiskorn.

Sagen er en historie om forskeres, embedsværkets og politikernes  misforståede og absurde nidkærhed i deres trang til at vaske hænder og redde den intetanende befolkning fra at blive aflivet af kreative madører. I bedste fald. I værste fald er det en historie om at undergrave innovative virksomheders muligheder for at komme til fadet og sikre at pilleindustrien uhindret kan få monopol på at tæmme alverdens syge sjæle. Læs her om sagen. Indlægget er bragt for nylig i Mad & Venner.

Landbrug i skoven – skov i landbruget – og nationalparken?

I Nordsjælland er der godt gang i diskussionerne om en Nationalpark. Der er meget forskellige opfattelser af hvad det kan være. Og landbruget stritter som sædvanlig imod ledet med sikker hånd af Herdis Lindegaard Dam, Landboforeningens forkvinde. Denne stovte bonde frygter at landbruget bliver pålagt endnu flere restriktioner end allerede. Ja, sådan må det vel være, hvis normerne kommer til at ændre sig. Spørgsmålet er jo om det er til det bedre. I mine øjne lyser vanviddet ud af landbrugets ledere, når de skingert påstår at ethvert indgreb, der reducerer landbrugets muligheder for at producere mad til verdens befolkning er en skændsel i en tid hvor der efter sigende (postulat!) mangler mad. Det forstår enhver jo må være rigtigt, siden kornpriserne og fødevarepriserne stiger. Skingert er det, når det er hævet over enhver tvivl, at var der tale om at landbruget var sig bevidst at det var mad de producerede, så ville ikke alene kvaliteten være højere men landbruget vil da for eksempel ikke producere alle disse vanvittige grise og korn til biobrændstof. Nej, argumentationen hænger overhovedet ikke sammen. Samme Herdis har så også bragt Landboforening ind i et initiativ for at skabe opmærksomhed omkring at markedsføre Nordsjælland, som et sted der producerer værdifulde fødevarer. Men igen klinger det hult. I de indledende bestræbelser sloges jeg for at holde stien ren og skabe en pinligt klar sammenhæng mellem ordet kvalitet og så at dette forudsætter som minimum i dag, at produkterne stammer fra økologiske landbrug. Men med Herdis røg den mulighed, og så takkede jeg af.

Min ambition er at skabe en kobling mellem bestræbelserne på at skabe en sund landbrugsdrift, der udgør et absolut positivt, nødvendigt og værdifuldt element i at skabe en Nationalpark, hvor naturværdier og kulturlandskabet skal gå hånd i hånd. Og jeg så for mig – og ser – at vi kan genskabe en bevidsthed om at man som Københavner og Sjællænder kan smutte ud på landet eller hen på et marked og købe de helt friske og lokale råvarer, for slet ikke at sige specialiteter, som i dag overhovedet ikke kan købes i et supermarked. Jeg ser for mig at dette element er centralt for at udvikle frem for at nedlægge landbruget – netop det som alle herdisserne er så bange for. At de er bange for at gå økologiens vej er ikke så underligt. De færreste af os er særligt gode til at træde væsentlige nye stier i vores liv – hånden på hjertet. Men det betyder jo ikke at man er modstander af det. Men sådan er det ikke med landbruget. Det klynger sig til værdier som har udspillet sin historiske rolle i bedste fald og som i værste fald udgør en decideret trussel mod alle os som ønsker et bedre livsindhold.

Mit projekt bliver i stedet for de store linier i diskussionen om Nationalparken at skabe et samarbejde med skovdistriktet og få kvæget til at afgræsse et udvalgt skovareal. Det har vide perspektiver ikke alene set med landbrugsdriftens og dyrenes øjne, men også set med naturens og skovgæsternes øjne. Er man i tvivl skal man tage en tur til Øland, f.eks., hvor lovgivningen ikke som i Danmark de sidste 200 år har forhindret at bonden sendte sine dyr ud i skovgræsninger for at skabe bedre balance i fodringen og samtidig varetage interesser i skovdriften. Smukkere Nordisk natur findes ikke.

Og samtidig har jeg de sidste 11 år plantet træer i hegn og marker, for at omskabe landbrugssystemet og landskabet. Træer giver mange positive muligheder for naturindholdet, læ, skygge, ved og fodring. Og frugttræer giver som bekendt frugt. Kastanier f.eks. giver fantastiske hegnsmaterialer. Der ligger et enormt potentiale og venter på at blive udforsket. I den store verden kalder man det skovlandbrug. Og overalt i verden, hvor der er hænder nok er det den absolut eneste rigtige måde at skabe den mest produktive og samtidigt sunde natur. Det er fremtiden der kalder. Og hænder? Ingen af os kender fremtiden, men vi ved at der er behov for at omtænke vores måde at samarbejde med vores natur, hvis den skal blive i stand til at genskabe den produktivitet den havde før den blev forgiftet de seneste 50 år. Tænk blot på hvad der er sket med vores fiskere blandt andet fordi landbruget uhindret har postet kemi på markerne.

Her ligger blandt andet mulighederne med en nationalpark. Glem ordet park, hvis det giver associationer til golf, men giver det billeder af en frodig og dragende kultiveret naturlighed, så er det det billede jeg ser for mit indre øje.

Står det til mig bliver Fuglebjerggaard således sin egen lille NationalPark, og derved et eksempel til inspiration.

Sur dej i agurketid

Medierne var efter Camillas TV-program ’Boller af Stål’, fordi nogle medieforskere fandt at der var tale om skjult reklame. Anledningen var nok især kritikernes mangel på humor. I indledningen til programmerne er der en scene hvor Camilla opfordrer mig til at springe på hovedet i korndyngen. Ligesom Joakim von And gør i sin pengetank.

Da jeg byggede kornmagasiner for nogle år siden, og så den første gyldne bunke lokke nede i magasinet, gik det op for mig at Disney og hans tegnere med deres uhyre veludviklede landbrugssymbolsprog (tænk bare på alle dyrene) selvfølgelig viste billedet af den stenrige and, som urmyten om at forrådet, kornet der kan gemmes. Det er selve indbegrebet af velstand og lykke, nemlig at kunne ernære sine nære og holde skansen til næste sæson! En myte der gør, at jeg aldrig hverken som barn eller senere har skænket det en tanke, at den gode and selvfølgelig ville have slået sig ihjel, hvis det virkelig var mønter af det kolde hårde guld dernede i tanken. Nej billedet handler om noget levende, noget blødt og livet selv. Men medieforskerne må ha’ læst deres Carl Barks anderledes, Guld er Guld, og derfor ser de at min kone praler med vores kommende indtægt.

Nåh, som reaktion på medieforskernes fortørnelse udtalte min kone (Camilla): Nej, det passer ikke, det er ikke skjult reklame, for den er slet ikke skjult. Og da en begavet MF’er fra DK’S Folkeparty hylede med i koret gik al gas ud af ballonen. Og alt imens fik ordentligt kvalitetsbrød af ordentligt stenformalet mel af ordentligt økologisk korn endnu mere omtale. Slet skjult. Tak til medieforskere, politikere og medierne for deres uhellige alliance.

Iøvrigt havde udsendelsen den virkning i vinter at det blev umuligt at opdrive emmer, en kornart som var almindelig da romerne huserede i Europa. Da høsten nu er i hus er den snart på hylderne igen! Blot skal det nævnes at vi aldrig selv har dyrket eller solgt den. Den tager Aurion sig af.

Det skal også nævnes at Ninka Bernadette Mauritson i sit guldrandede felttog for den puritanske korrekthed på sin blog lægger navn til, at man kun kan tillade sig at træde frem i folks stuer på TV skærmen, hvis man kan optræde i bikini. Nu er det jo op til enhver dels at tænke tanken til ende, og dels hvorfor det er sagt og hvem det er henvendt til. Magen til uhyrlig alders- og kvinderacisme skal man lede længe efter. Nej, hun kan ikke ha' rent mel i posen.

Blåtunge

I dyrenes verden har landbruget (forskere, embedsmænd og politikere med medierne på sidelinien) igen fundet det nødvendigt med en katastrofeindsats for at forhindre spredningen af en ny sygdom ’Bluetongue’, (ja det hedder den, dansk er ved at blive udfaset (frygteligt ord)). Den er kommet fra Afrika og spredes med mitter, og den smitter både kvæg og får. I stedet for at lade dyrene klare mosten og leve med de tab virussen kan forvolde (skader ikke mennesker), tager man vidtgående hensyn for at undgå produktionstab. Samtlige får, lam, køer og kalve skal vaccineres. Og ingen tvivl om at enhver der bliver udsat for skaderne vil være mærket af det. Men i Tyskland er det frivilligt at vaccinere. Her hos os er der tale om tvang.

Bluetongue er endnu et eksempel i perlerækken af hysteriske reaktioner på et fænomen, som handler om globaliseringens følger, og hvor man hellere bekæmper end at forebygge. Eksemplerne er snart talløse (Salmonella, Listeria, Campylobakter, NewCastleDisease, Kogalskab, Fugleinfluenza, Svinepest og mange, mange flere) og nogle vindere er der i hvert fald, det er dem der producerer vaccinerne, det er den minister som herved kan fralægge sig ansvaret, det er den presse der kan holde os i frygtens spænding, det er de forskere som får frit lejde til at stirre sig blinde igennem luppen i stedet for at hæve blikket og skaffe sig fornuftens overblik, og det er ikke mindst de storproducenter, som bliver befriet for konkurrencen fra de alsidige småbønder og private avlere. For det er dem, der giver op. Det er en meget opslidende kamp konstant at skulle stille op til alle disse indgreb. Og det fører straks over i den næste historie:

Lad tusinde blomster visne

Den glade nyhed er at vi har gæs igen i år. Ikke ret mange, så der bliver rift om dem. Men det store spørgsmål bliver hvordan vi får dem slagtet. For der er nemlig ikke nogen, der vil eller er i stand til at gøre det mere efter gældende (vanvittige) regler eller endda ulovligt! Kun hvis vi accepterer at køre de vidunderlige frihedselskende kræ til Tyskland, kan det lade sig gøre.

For bare få år siden var der rundt om på landet såkaldte privatslagtere. De tog slæbet og stillede muntert op hvert år og knappede hovederne af de dejlige dyr. Men ve den der gør det i dag. Der er næppe noget der forbrydelsens karakter og omfang taget i betragtning er mere strafbart i dagens Danmark. Af en lang række årsager, som fører alt for vidt nu at redegøre for, så mener De Forenede Myndigheder at folkets sundhed vil være alvorligt truet, hvis denne virksomhed fortsatte. Og ved at stramme reglerne tilpas har alle nu endegyldigt drejet nøglen om.

Og hvad så? Kan man med rette spørge. Ja men svaret er så simpelt, som det er stillet. Der sker det, at det i fremtiden kun bliver muligt at få udenlandsk og industrielt fremstillet fjerkræ. Et kulturelt justitsmord. I samme åndedrag har man afskaffet en vidunderlig levende kultur, nemlig den at ha’ det lille husdyrhold. Jo heste, det har det sgu alle vegne, hvad de ikke æder af 1000-lapper og de bliver jo ikke spist, vel? Jo, i Italien, men det er en anden historie.

Fjerkræ, grise, får, lidt kvæg i al dets mangfoldighed spredt rundt hos utallige småavlere, spredt så vi netop ikke får disse vilde epidemiske og vanvittige fødevareskandaler, det er paradoksalt nok her der gribes ind. Som sagt med de vindere jeg nævnte før. Tænk at vi finder os i det! Tænk at vi er så godtroende, manipulerede og naive at vi ikke straks griber til civil ulydighed.

Jeg er meget berørt af at opleve, hvor alvorligt alle på landet tager alle disse indgreb. For et par år siden rystede mange på hovedet, og gjorde i trods (ulovligt) hvad der passede dem. Men nu har de rystet så meget på hovedet, så meget så nu er det holdt op. Og hvem har tilstrækkelig kundskaber til at stille op over for en så massiv indoktrinering, som vi udsættes for, når medierne på deres side viser forvrængede billeder af syge dyr og rædselshistorier om døde børn i Tyrkiet uden at fortælle de egentlige historier? Når højtidelige embedsmænd forsikrer os om, at vi ikke behøver at være bange, når blot vi følger myndighedernes anvisninger? Når politikerne med fast blik stirrer ind i det snurrende kamera og siger at vi har grebet hurtigt og effektivt ind, og har styr på situationen?

Nej, det er uhyre vanskeligt at forestille sig at der kunne være helt andre løsninger, at de ligger lige til højrebenet, hvis bare vi turde sige STOP og kræve politisk mod. Men der er tale om meget stærke kræfter. Kræfter som vi netop har set meget bedrøveligt fra sidelinien som vidner til Cheminovas absurde fremfærd og retorik i Brasilien stillet overfor udsigten til at miste indtægter på at sælge et af verdens farligste pesticider i to år. De skulle ikke alene skamme sig, det skal Århus Universitet også, et universitet som nu har opslugt det der før hed Danmarks Jordbrugsforskning. En meget kedelig alliance, hvis ikke universitetets medarbejdere har styrke til at sige fra.

Angstens apoteose

Nej, der ruger meget angst omkring vores mad og hvordan den håndteres. En angst som gennemsyrer motiveringer for magtfuldkomne overgreb på hævdvundne kulturelle værdier, og som sniger sig ind på demokratiet og snart sagt alle livets områder. En angst, som behændigt misbruges og omformuleres til smarte løsninger af alt fra selvbestaltede ernæringsgudinder til professorer med alvorlige miner. Nej, der er ingen smarte løsninger. Det der er, er vores gode, krævende økologi, som nu har været på dagsorden i mere end en generation, og som sejt bider sig mere og mere ind i folks bevidsthed, som en helt anderledes gennemtænkt og solid løsning på både dyrenes velfærd, jordens bæredygtighed, miljøets trivsel og vores alles sundhed og livsglæde. Ja, det er den gode nyhed midt i alle trakasserierne.

Den dårlige er den snigende totalitære ånd, og i vores nære verden at det ved gud er blevet vanskeligt at være Den Gode Økolog. ’Nogen må gøre noget’ som vi plejer at sige. Vi forsøger at vise at der er muligheder i at insistere på at være økologisk og mangfoldig og ’gør-det-hele-selv’-så-vidt-muligt’. Vi vil ikke i industrielle klør, vi vil ikke vokse, vi vil være lokale, vi vil blive bedre til at få enderne til at mødes og få vores lilleputlandbrug til at summe af liv og god mad og drikke. Det er det vi gerne vil dele med vores gæster til vores høstmarked, i al beskedenhed.

En og anden sidder måske nu og er nået så langt, og har ikke fået svar på hvordan vi får slagtet vores gæs. Og måske drømmer du om at blive den heldige der kan få stegen på bordet til jul? Svaret får du i næste nyhedsbrev.