Julegåsen er ikke lige det
man tænker på om sommeren. Ikke desto mindre er om sommeren at julefuglen
foler sig ud i sin voksne pragt og for alvor tager fat på at spise sig stor, så
den er klar til at blive slagtet ved juletid.
Indrømmet, jeg elsker gæs, med deres ærefrygtindgydende frihedstrang, deres
fyrstelige, vingesusende opvisninger og utallige trompetkoncerter. Og ligesom
koen så er gåsen en umættelig græsæder, et rigtigt veltilpasset ”økologisk”
husdyr. Når dyrenes behov vel at mærke tilgodeses og respekteres.
Jeg har i en årrække hvert år opdrættet en solid gåseflok til slagtning i
november. Men vores gåseentusiaster møder først deres Mortens- eller julegås,
når den har ladt livet og er klar til tilberedning eller nedfrysning. Skal gåsen
opleves i sin pragt og vælde skal det være om sommeren og efteråret.
Gæslinger
Som bekendt starter gåsen sit liv i et æg. Når ægget klækker springer det ud med en vidunderlig lille årvågen dunet gæsling. Det fleste slagtegæs leveres som gæslinger fra et rugeri – også mine. De daggamle gæslinger fra rugeriet transporteres i en særlig kasse og leveres direkte til gåseopdrætteren. Det første døgn har de næring nok til at klare sig fint uden mad og drikke.
Gå
Når gæslingerne forsigtigt tages ud af kassen benytter man sig af et gammelt kneb - man snakker med dem, laver hyggelige kaldelyde - og præger dem på denne måde til at lyde gåsepasseren som deres mor. Gjort rigtigt og gentaget vil de små nuttede dunboller komme trillende ved den mindste kalden i samlet flok. Og senere, når de er på græs, kan man kalde dem til sig og få dem til at følge med, når de skal flyttes eller drives ind i deres natlogi.
Fra skravl til pragtdyr
Når gæslingerne ikke har
sin gåsemor til at tage sig af omsorgen, skal de have meget bekyttede varme,
rene, tørre og hygiejniske forhold uden træk. De er forfærdelig sarte, og der
skal ikke meget til for at de opgiver ævret. De mindste eller svageste har det
ovenikøbet med at blive trynet og trykket af de større, og så kan de også
nemt blive klemt ihjel eller løbet over ende og tromlet flade, hvis flokken
pludselig panikker.
Bliver de regnvåde på ryggen kan de ikke klare kulden, og derfor holdes de
indendørs i starten, eller også lempes de ind ved mindste udsigt til en byge.
Før fjerene kan isolere gåsen mod fugt og regn har de brug for moderens
beskyttende vinger og pleje til at holde dem fedtede, tørre og varme, hvis de
bliver våde af regn, dug eller badning. Det kan kun erstattes i det moderløse
system af varmelamper, nul badning og kun ude på græs i godt vejr. Lidt af en
udfordring for gåseopdrætteren og det kræver derfor stor omhu og erfaring at
få gæslingerne igennem deres første leveuger.
Der går ikke mange dage før de bliver lidt sjove at se på. Fra at være
gyldne dununger udvikler de sig til nogle snothvalpe, der giver mindelser om
deres urafstamning bland dinoerne. Eventyrets ”Grimme Ælling” er ikke spor
ved siden af, selvom den var en svaneunge. Først efter 7-8 uger springer de ud
som voksne, sært umærkeligt, nærmest fra den ene dag til den anden, er de
pludselig færdigbagte med fuld ornat af den voksne fugls fjerpragt. En af
livets mange fascinerende metamorfoser. Og så er der kun vægten til forskel
fra at de skal slagtes, når de er omkring 35 uger gamle.
Gåseslåmaskinen
Nå gåsen har det bedst får
den lov til at græsse fra første dag. De elsker græs, kort græs, som de
klipper af med deres skarpe næbkant. Kun i starten af gæslingelivet skal de
have et særligt vegetarisk korn- og proteinrigt foder. Ellers lever de bedst af
græs, masser af græs. De æder og skider dag og nat, hvis de kan komme af sted
med det. Nuvel, de holder pauser ind imellem, for at hvile.
Normalt får de også ekstra korn de sidste uger før de slagtes, for at få den
helt rigtige, kornsmagende fedtsaftighed. I gamle dage lukkedes man dem inde til
slutfedningen. Det er ikke nødvendigt, men det har nok haft den praktiske grund
også at gæs kræver vand på mange måder, og vand fryser når frosten komme i
november, og så er det lige med et utroligt vanskeligt at have gæs ude.
Naturens gæs er trækfugle, der tager en flyver sydpå til lunere, frostfrie og
græsrige strøg. De ville være dødsdømte på vores breddegrader om vinteren.
Svømmefuglen
Og så vil de forfærdelig
gerne bade. Gåsen er med sine fedtede fjer og sine store gåselabber en svømmefugl.
Kan den få lov kaster den sig glædestrålende ud i vandet flere gange dagligt
for at vaske fjerdragten. I lynhurtige bevægelser kommer dyret under vand og får
renset og ordnet fjerene.
Den kan en særlig slangebevægelse, som starter med at hovedet dykkes under, og
så følger den lange hals og kroppen efter mens vingerne smaskes med store sprøjt
ned i vandfladen. Endnu mere imponerende er badeturen under parringen. Hvor gase
og gås pjasker vildt rundt og forsøger at ophæve tyngdeloven i deres kærlighedsakt.
Det siges at gæs helst skal have et vandhul for at de kan parre sig med held.
Flyvefuglen
I det hele taget er gåsen et
dyr der fortæller en flot historie om trangen til frihed, rum, lys og plads.
Den vil instinktivt søge ud på åbne flader, hvor et rovdyr ikke kan nærme
sig udan at flokken når at gøre anskrig og gå på vingerne. Flyve kan tamgåsen
ikke.
Gennem årtusinder – siden de gamle ægyptere - har mennesket udvalgt
gumpetunge dyr, som ikke har vingekraft nok til at få den tunge krop i luften.
Nogle svævende meter kan det blive til med lidt god modvind og ned ad bakke,
som Ellehammers første flyveforsøg, og flot ser det ud.
Det er især en oplevelse hver morgen at se hvordan hele flokken folder deres
imponerende vingeapparater ud synkront og i et stort sus højlydt basker og
styrter op over marken i korte svæv og med dun hvirvlende op som en støvsky.
Nattestivheden er fordrevet og dyrene klar til dagens liv. Lærerigt at se på.
Vagtdyret
Skræppe op kan de, de snakker og larmer, kommunikerer og advarer, og gerne døgnet rundt. Selvom de ser ud som om de sover kan de på sekunder ved den mindste forstyrrelse sætte i uhyggelig falsk hornkoncert, der langt overgår ethvert velmenende skoleorkester eller en flok børn med nytårsaftenstruthorn.
Og kendt er det, at fængsler
har holdt gæs prå græsarealerne rundt om fængselsmurene for at advare mod
fanger med utidig frihedstrang. Mindre kendt er det at de skotske
whiskydestillerier gjorde det samme men med omvendt fortegn. Her gjaldt det om
at holde ubudne, tørstige sjæle væk fra de dyrebare fade. Ældre gæs og ikke
mindst gaserne kan ligefrem gå til angreb, og et slag med deres vinger kan brække
en arm.
For nogle år siden havde vi nogle ældre, overvintrende gæs – livgæs kalder
man det. De gik fredeligt bagerst i køkenhaven på den anden side af et lavt
hegn. På sin første arbejdsdag blev en intetanende nyansat kok bedt om at gå
ud og hente noget forårsgrønt i haven. Han bukker sig ned for at plukke grøntet
og som lyn fra en klar himmel bliver han overfaldet af gasen der vildt skrigende
og baskende bider sig fast i hans bagdel. Han havde det svært med gæs efter
det chok.
Rævemad
Gæs i fangenskab er lette
ofre for rovdyr, det gælder særligt ræven. Selv store voksne gæs snupper ræven
uden blusel, bittert og trist at se dyrets liv ebbe ud i flaben på gavtyven.
Myterne siger gasens hidsighed kan holde ræven væk, men jeg tror beviset
mangler.
Derfor skal der lukkes sikkert af for natten – og sikkert er sikkert –
utallige er historierne om Mikkels snedighed, selv dem mindste forglemsel og
vores sikringssystemer og Mikkel skal nok finde det. Om dagen er det ikke ligeså
slemt, afhængig af hvor man bor. Hos os er rævetrykket holdt i ave ef en
fornuftig jagt, og vi kan derfor have gæssene på græs om dagen uden frygt for
rævens tyverier.
Hegnene tjener kun til at holde gæssene ude af grønsager, kornmarker og
naboens have, så det er mig der bestemmer, hvor græs og urter ædes og hvor
der skal skides.
Husmandsfugl
Ja, for gæssenes vandpjask,
flyveforsøg og trutkoncerter aftvinger respekt. Mindre flatterende er derimod
deres evindelige skideri. Græs ind og græs ud. Og så er det alligevel ikke så
slemt når man tænker på gåsens betydning i et landbrug.
Gåsen har til alle tider været kærkommen til at rende rundt og ’spise op’
af græs og andre dejlige planter og gerne ukrudt. En gåseflok var nem at få
til at udnytte enhver lille umage plet, hvor der er noget græs, bare der også
er noget vand i nærheden. Og det var der normalt masser af før i tiden, fordi
det vrimlede med grøfter, moser, enge, søer og åer overalt, vandmiljøer som
i stigende grad for effektivitetens skyld er skjult i drænrør langt nede i
jorden.
Økologisk set er det geniale ved gåsen som husdyr, at det kan leve af græs og
andre planter, som vi andre plus kyllinger, høns og grise ikke kan leve af. I
et fattigere land som Polen er gås stadig mere hverdag og billig-mad end
kyllingen. Naturligt nok fordi korn er den dyre mad, som vi også kan spise,
mens græs er for drøvtyggerne og så netop gæs. Hos os i den rige del af
verden er det omvendt, gås er dyrt og kylling ekstremt billigt. Og i vores
landbrug mangler vi drøvtyggere til at få flere græsmarker, som er godt for
natur og miljø. Og de drøvtyggere der findes i det ’store’ konventionelle
landbrug fodres i al for høj grad med korn.
Gæs på samlebånd
I dag er gåsehold en
industri – som al anden fødevarefremstilling. Konventionelle gæs opdrættes
i staldsystemer, hvor de fodres med optimerede kornfoderstoffer, så de kan gøres
slagtefærdige på få måneder. Normalt græsser de ikke. Meget fjernt fra
dyrenes krav til at kunne udfolde deres natur, og meget langt fra den rolle, som
de i bedste fald kan få i et sundt landbrug.
Er gåsen fremstillet efter det økologiske regelsæt er forholdene derimod
noget nær optimale. De er udendørs det meste af deres liv på åbne marker,
hvor de lever stort set af græs og hvor de kan bade.
At opleve gæs
Mange steder rundt om på
landet holdes der gæs, der sælges som stalddørssalg ved juletid. Det er
sympatisk men ikke ensbetydende med, at gæssenes forhold er gode nok. Det er
meget almindeligt at bruge såkaldte ’grisepiller’ til at fodre med i stedet
for ordentligt græs. Konventionelle grisepiller er først og fremmest utroligt
billige, så er de desuden tilsat lidt-af-hvert, de er fulde af gensplejset
soja, og de svarer som foder overhovedet ikke til det en gås fra naturens side
har brug for.
Nuvel, det er muligt uden at gåsen dør af det bl.a. fordi den selvsagt ikke
skal være ret gammel før den slagtes. Men smagen bliver også derefter med
trannet, stearin agtigt, hvidt fedt. Mange steder går gæssene i små
indelukker uden græs og svømmevand. Får du lyst til at købe en landgås, og
er du kritisk overfor hvordan gåsen er opdrættet, så bed om at få lov til at
opleve, hvordan dyrene har det.
At opdrætte gæs
En anden mulighed er selv at
kaste sig ud i at holde nogle gæs. Og så er man jo selv ansvarlig for både
kvalitet, dyrevelfærd og miljø. Det er utroligt charmerende, selvom det måske
ikke passer til de snævreste haver eller mest spidsborgerlige kvarterer. Har
man noget god plads, som på landet eller ved større institutioner, så er der
ikke så meget at betænke sig på.
Fra gammel tid har der rundt om været gåselaug, bedst kendt er vel gæssene i
Dragør. Den idé kunne vel genoptages i landets utallige boligselskaber, bofællesskaber
og andre steder med plads og græs på udenomsarealerne. Vi har godt af at
opleve madens liv på tæt hold.
Vejledning i gåsehold til husbehov hænger dog ikke på træerne, men prøv
f.eks. at se på www.havenyt.dk. Der findes
flere gåseracer. Gæs kan være både kridhvide eller ligne de vilde grågæs
ligesom den traditionelle danske landracegås. De største og tungeste hedder
Toulusergæs. De ligner landracen i farvetegningen men har meget karakteristisk
stor skindflab under hovedet og under bugen. Valget af race handler om lyst og
interesse men Touluseren er sværer at avle og derfor også den dyreste og
vanskeligste at få fat i.
Daggamle gæslinger er noget af det eneste, der ikke kan skaffes økologisk.
Derfor købes de hos sædvanlige gåseavlere. Man må spørge sig for lokalt og
i god tid inden de anskaffes.