NYHEDSBREV 5 FRA FUGLEBJERGGAARD

 

 

 

April 2003

www.fuglebjerggaard.dk

INDHOLD:

OM BOGEN ”GRØNT”
PÅSKEPROGRAM
ALT TIL HAVEN I BUTIKKEN
HAUSCHKA OG ØLSMAGNING
KOGESKOLER
TRAKTØRSTEDETS ÅBNINGSTIDER  
PÅSKEOPSKRIFTER


 NY BOG AF CAMILLA PLUM

”GRØNT”

En inspirerende have- og kogebog om, hvordan man gør, hvis man vil dyrke og spise økologiske grøntsager
Grønt
er ikke en traditionel haveopslagsbog. Det er nemlig langt fra alle grøntsager, der bliver omtalt. Camilla Plum har med sikker hånd udvalgt dem, det er sjovest at dyrke – og spise – og som egner sig bedst til vores danske klima.   
Også i køkkenet er Camilla Plum på hjemmebane. Bogen indeholder hundredevis af nye og inspirerende opskrifter på sund mad til hverdag og fest, med og uden kød. Alle kan være med, såvel erfarne køkkenskrivere som nybegyndere.
 Grønt er ikke kun for folk med egen køkkenhave. Måske kan bogen friste dem, der gerne vil, men ikke gør det, til at dyrke selv.   
Søren Ryge Petersen skriver om Grønt
”Jeg synes, at Camilla har skrevet flot, stort og medrivende, som hun plejer. Jeg elsker hendes sprog. Hun kan det samme med ordene, som hun kan med råvarerne: trylle selv de enkleste gulerødder og gøremål om til små vidundere af salater og sætninger.”

HAVEVANDRING MED CAMILLA PLUM 
Torsdag den 17., fredag den 18. og lørdag den 19. april alle dage kl. 13
Havevandringen er gratis.

I forbindelse med Camilla Plums nye bog ”Grønt” vil Camilla holde havevandringer med snak og rådgivning om køkkenhaven.
”Grønt” udkommer på Politikens forlag. Den er i to bind og koster 399,- kr. Sælges i vores butik
.

TRAKTØRSTEDET ÅBENT I PÅSKEN
Traktørstedet har åbent torsdag 17. april til og med mandag 21. april kl. 12-16
Vi serverer påskefrokost, kaffe, kager, og et meget righoldigt udvalg af økologiske drikkevarer.
Frokosten serveres ala carte, priser fra 75-125.-
Speciel børnemenu  60.- 
Bordbestilling kun hvis I er over 10 personer.

FODRING OG MALKNING
Torsdag den 17. til og med mandag den 21. april kl. 11
Kom og oplev det, det er gratis.
Vi fodre alle dyrene og malker geder. Der er meget at se på, vi har fået gedekid, lam og kyllinger.

 

ALT TIL DEN ØKOLOGISKE KØKKENHAVE

I Påsken er butikken sprængfuld af alt til den økologiske køkkenhave!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Hver dag  kl. 11-17

Frø til de mest henrivende sommerblomster
Frø til de mest kraftfulde krydderurter
Frø til de mest velsmagende grønsager,
gamle sorter, heritage seeds, grønsager i alle regnbuens farver og faconer.
Sætteløg af enhver slags
Læggekartofler
af en mængde gamle velsmagende kartoffelsorter,
en meget bred vifte af gode kartoffelsorter, blå Congo, Sieglinde, hamlet, King Edward, raja, ditta, up to date ...
Potter med krydderurter i levedygtig stand
Forårsblomster
Og så
Plantepinde, økologisk jord, plantesække, fiberdug, podeknive, et yndigt kit i drejet  træ  til at lave såpotter af avispapir, græske terracotta krukker, canadiske havemøbler af grene, biologisk bekæmpelsesmidler….simpelthen alt det nødvendige og det unødvendige.
En hel del, men ikke alle frø er økologiske.
Vi har lagt kataloger, havebøger og blade frem til at kigge i, lade sig inspirere af, og så man kan  slå op og se hvad de små frø bliver til, hvis man er i tvivl.

HAUSCHKA OG ØLSMAGNING – SAMME AFTEN 2 ARRANGEMENTER

Onsdag den 23. april kl. 17-20
Vi lægger an til en herlig aften med demonstration af Dr. Hauschka Produkter. Bliv skøn og smuk.
Pris 125.- kr. inkl. et let traktement.

Der er også en anden mulighed:

Samme aften Ølsmagning med let traktement. Pris 225.- kr.
Tag konen, kæresten, vennen eller veninden med, gå til hver sit arrangement og bliv kørt hjem af en smuk chauffør!
 

KOGESKOLER

BAGEKURSUS OVER 2 DAGE

Torsdag 24. april kl. 17 - 22 & fredag 25. april kl. 9 – 14. Pris 900,- kr.
Vi bager brød, rugbrød, småbrød og gærkager. Vi
bruger langtidshævning, langtidsbagning og alle kornsorterne fra vores egen mark. Vi arbejder med surdej, gær, bigaer og fordeje, ferment og hævning med naturgær. Vi sørger for lidt mad undervejs.

 

GRØNSAGER I HAVEN OG I MAVEN
10 Juni kl. 12-16 Pris 500,- kr.

Først går vi i haven og ser på  de nye krydderurter, de friske salater, de nye grøntsager der er fremme. Dernæst i køkkenet for at se på spændende, enkle og velsmagende muligheder med alle de nye grøntsager.
Vægten vil ligge på salater, dressinger, og nemme sommerlige sager. Prisen er inkl. smagsprøver, en kop kaffe og et glas vin/øl undervejs, og opskrifter med hjem.

 

GRØNSAGER I HAVEN OG I MAVEN 
14 August  kl. 12-16 Pris 500,- kr.

Køkkenhaven bugner af sensommerens grøntsager. Først går vi i haven og smager på sagerne, ser på dyrkning, spiselige blomster, tomater og basilikum. Dernæst i køkkenet for at se på spændende, enkle og velsmagende muligheder med alle hele overdådigheden af grøntsager.
Vægten vil ligge på salater, pesto´er, og anden enkel mad man har lyst til i sommervarmen. Prisen er inkl. smagsprøver, en kop kaffe og et glas vin/øl undervejs og opskrifter med hjem.

Tilmelding til kurserne på www.fuglebjerggaard.dk, klik på kogeskole.

 

TRAKTØRSTEDETS ÅBNINGSTIDER
Traktørstedet har åbent i påsken 17. til og med 21. april kl. 12-16 med påskefrokost, kaffe og kage.

 

Traktørstedet åbner igen 21. juni og har åbent hver lørdag & søndag kl. 12-16 frem til og med efterårsferien, dvs. til 19. oktober.
Der er hjemmebagte kager, frisk frugt og bær, kaffe, the, mange slags økologisk øl, hjemmelavede safter og kakao til børnene.  

 

PÅSKEOPSKRIFTER
Hermed nogle meget gennemprøvede, dejlige forårsagtige påskeopskrifter med æg, lam, og en helt vidunderlig kage.
Lammestegen er yndig i sin nøgenhed. Sprængt kød tager nogle dage at forberede, men selve tilberedningen her er uhyggelig nem.
Stegen er god med rodfrugter, en kartoffel, en salat af escarole, rucola, feltsalat, radicchio og godt brød.

Rimmad Lammekølle/bov

Til 6-8 personer

1 lammekølle eller bov på ca. 2 kg  
saltlage:  
5 l vand  
8 dl salt  
5 spsk. sukker  
2 tsk. frisk timian
2 tsk. frisk rosmarin  
2 tsk. allehånde  
2 tsk. sort peber  
2 laurbærblade  

Få slagteren til at udbene og snøre kødet.  
Kog lagen op, skum og køl af.  
Læg kødet i lagen i 2-3 dage efter hvor salt man ønsker det.  
Skyl kødet, tør det. Knus krydderierne groft i en morter eller elektrisk mølle. Læg kødet på et stort stykke folie, smør det ind i de knuste krydderier.  
Pak kødet grundigt ind i folien.  
Bag ved 175 grader i to timer.  
Spis varm med masser af spidskål og nye kartofler, sennep og rugbrød.

 

Lammefrikasse med nye grønsager
Til 3 personer  

750 g udbenet lammehals i store tern, få slagteren til udbeningen, men husk at få benet med hjem.  
1 dl tør vermouth, helst Noilly Prat  
toppen af 2 bundter nye løg  
2 spsk. mel  
1 spsk. smør  
Kålskud  
2 gulerødder  
½ kg nye kartofler  
1 dl fløde  
2,5 dl krydderurter, kørvel, purløg, persille, dild, salt og peber  

Kom benet, vermouthen, stilke fra krydderurterne, salt, peber og løgtoppe i en gryde. Dæk med vand og lad det koge sagte i 2 timer. Skum grundigt undervejs. Si det og smid ben og gums ud.  
Ryst kødternene i en plasticpose med melet, blandet med lidt salt og peber. Ryst overflødigt mel af. Brun kødet, lidt ad gangen i smørret i en tykbundet gryde, der også kan rumme resten af ingredienserne.  
Det skal ikke blive meget brunt, bare lysebrunt, så det får en lidt stegt smag. Kom suppen på og lad det simre sagte til kødet er mørt. ca. 1 time. Imens renses grønsagerne. Løgene skæres i mundrette, skrå stykker, spidskålen i ottendedele på højkant, lad stokken inde i hovedet sidde på. Gulerødderne skrælles og skæres i mønter. Kartoflerne skrubbes og skæres i kvarter. Hak krydderurter­ne groft. Tag kødet op. Damp grønsagerne kort i suppen, hver slags for sig, de skal være møre, men stadig have lidt bid, men kartoflerne skal være helt møre. Kom det hele i suppen sammen med fløden, varm igennem, og smag til med salt og peber. Drys med krydderurterne, der skal være en ordentlig måtte, og server meget varmt, med masser af dejligt brød.    
Man kan bruge andre grønsager som majroer, asparges, fennikel, gerne mange sammen.

Påskeæg  

Til påske er det yndigt at farve æggene så de kan ligge og strutte sammen i en smuk skål.  
Farven fra løgskaller giver også smag til æggene. Æggene kan ligge i løglagen og få en helt utrolig dyb farve. Eller man kan krakelere dem i skallen ved at rulle dem mod bordet. Læg dem tilbage i enten løglagen, eller i en aromatisk thelage så de får den fineste marmorering. Æggene spises som de er, eller som solæg.

Solæg
Server de fine æg med finthakkede scalotteløg, olivenolie, grov sennep og dijonsennep, hakkede capers, purløg alt fint anrette i små skåle. hver især piller blommen ud af ægget, kommer krydderierne i hulningen, balancerer blommen på toppen og spiser det hele i en mundfuld. det er en dejlig del af en på­skefrokost.
Rødløgsskaller giver mahoghnililla æg, almindelige løgskaller giver ren gyldenbrun.
Pil skallerne af 1 kg løg og kog dem i en gryde vand i en halv time, prik æggene og kog dem i 10 minutter i løgbadet. Køl dem af under den kolde hane. Køl lagen af og læg æggene tilbage, enten hele eller krakelerede.  
Æggene bliver matte og mystiske, hvis man gnider de kogte æg med lidt olie bliver de blanke og fine.  
Hvis man vil have mere knald på farverne kan man koge æggene med et blad silkepapir, de bliver fantastiske, og farven bliver på skallen.

Theæg

Kog en lage af :  
2 l vand  

6 spsk. sort the  

6 stjerneanis  
1 cassiakanelstang, på ca. 10 cm  
2 laurbærblade  
2 dl soya  

Prik æggene og kog dem hårdkogte i lagen i ca. 10 min. Tag dem op og køl af i koldt vand. Krakeler dem i overfladen ved at trille dem mod bordet. Køl lagen af og læg æggene tilbage i lagen.
Spis æggene i løbet af nogle dage. Server dem som snack med f. eks en 'Sataysauce', frisk agurk og en stærk chilisauce til. Spis den til en grøn salat, og 'Agurkepickles', eller bare som de er med groft salt.

Hjemmerørt mayonnaise
Hvis man står med en bakke helt nylagte, økologiske æg skal man lave mayonnaise, et vidunderligt produkt til en særlig anledning. Mayonnaise på kyllingesandwich, på kogte nylagte æg, på kartoffel­maden med sild og purløg, på tomatmadder.... Det smager så godt at man tror det er løgn.
Mayonnaise er præget af angst for salmonella, af skam over overhovedet at spise det. Men hvis man lægger sig de enkle hindringer i vejen kun at spise den hjemmerørt og kun af nylagte æg, så begrænser det forbruget på den mest kvalitetsfulde måde, bortset fra hos dem der har egne høns....
Sørg for at både æg og olie har samme temperatur- ellers skiller det helt sikkert. Hvis det er på plads skiller det ikke.  
Kom et helt æg og 2 æggeblommer i en skål eller foodprocessor, rør dem med en anelse salt og tilsæt så 3 dl vindruekerneolie i en meget tynd stråle, rør heftigt og uafbrudt. Når det er absorberet smager man til med dijonsennep, citronsaft, en lille smule sherryeddike, hakkede capers, nogle hakkede sardeller, lidt fintreven citronskal og mange finthakkede krydderurter.
Eller man begrænser krydringen til citronsaft, lidt revet citronskal, en smule sherryeddike og en smule dijonsennep. Mayonnaise skal opbevares på køl, og skal spises samme dag. Rester SKAL smides ud.

Kathrineblommekage

30 svesker  
100g smuttede mandler  
6 æg  
125 g sukker  
1 tsk. maizena  
1 citron  
4 dl piskefløde  
1 dl mælk  
1 stang vanille  
1 bittermandel  
1 knivspids salt  
smør til formen

Blød sveskerne ud natten over i vand med et par spiseskefulde sukker
Tag sveskerne op, tag stenene ud og læg dem i en velsmurt springform. Drys mandlerne over, eller læg en mandel i hver sveske.
Kog sukkervandet med den revne skal af citronen og den finthakkede vanillestang. Kog til der er en dl tilbage.
Imens piskes resten af sukkeret til en æggesnaps med æggeblommerne.  
Fløden piskes til skum, og æggehviderne piskes absolut stive. Bland mælken med maizenaen, de fintrevne bittermandel, citronsaften og saltet, vend det i æggesnapsen, vend sveskelagen,­ flødeskummet og æggehviderne i, og hæld det hele over sveskerne. Bag ved 175-200 grader. alt efter ovn til kagen er nogenlunde stiv og pænt lysebrun. Det tager ca. 3 kvarter. Det kan være nødvendigt med sølvpapir over den sidste tid. Den kan spises straks, men er bedst dagen efter. Drys med flormelis, og server med letpisket flødeskum.

PÅSKEARTIKEL

Læs artikel af Camilla om baggrund for påsken……………  Klik på www.fuglebjerggaard.dk under ”Påskeartikel”  

HAR DU FÅET NY E-MAIL?

Hvis du får ny e-mailadresse skal du huske at rette det på nettet www.fuglebjerggaard.dk under ”nyhedsbrev”. Vi sender ikke ud pr. post mere.
Det er samme sted du melder fra hvis du ikke ønsker at modtage nyhedsbrevet mere. Udfyld afmeldingsskemaet, så vil du blive slettet af listen

 

De bedste hilsner

Camilla Plum og Per Kølster