Honning kan presses ud af tavlerne med en honningpresse. Resultatet er en honning med en smag, der adskiller sig en del fra slynget honning, fordi den er mere aromatisk og indeholder op til 10 gange så meget pollen, da pollen har sin egen smag. Analyser har vist at der er optil 3000 fermenterede pollenkorn pr. gram slynget honning. Medens der i presset honning kan være op til, 50.000 tusinde pollen korn pr. gram, måske mere. Ulempen ved slyngning er, at honningen i små honningdråber kastes gennem luften fra tavlerne til slyngens væg. Derved forsvinder nogle af de flygtige duft- og smagsstoffer fra honningen. Ligeledes er der ved slyngning risiko for iltning af honningen på grund af den store samlede overflade, dråberne får. Desuden vil dråberne, også kunne optage fugt og lugt fra den omgivende luft. Da pollekornene i pollentavlerne sidder godt fast, kan de ikke slynges ud. Pressen gør imidlertid, at en del pollen frigøres og derved kommer til at indgå i honningen.
Det kan diskuteres, om man synes bedst om pressehonning eller slyngehonning. Men uanset hvad, afhænger honningens smag, duft og kvalitet først og fremmest af de blomsterarter, som bierne har besøgt, samt af biavlerens behandling af honningen. Honning består mest af sukkerarter (kulhydrater) og vand. Honning er biernes brændstof. Pollenet er deres ‘byggesten’ dvs. til vækst, vedligeholdelse af immunforsvar, hjælp til forplantning osv. Der går ca. 140 mg pollen til at, få en bi fra puppe stadiet, til voksen bi. Bierne fermenterer (omsætter) pollenet i cellerne. Dvs. at de tilsætter enzymer fra deres munddele, blander lidt honning i, hvorefter de pakker pollenet ned i cellerne, sprøjter en smule bigift på og lukker cellerne. Der sker så en nedbrydning/omsætning af pollenet, i bestanddele, indeholdende ca. 20–30% protein, 10% fedt og 7% stivelse, plus en del mineraler, vitaminer, aminosyrer, antibiotiske stoffer og smagsstoffer. Faktisk er denne nedbrydning/omsætnings proces, næsten den samme som man ser i yoghurt, sauerkraut, marinerede sild osv. Bier og mennesker kan ikke optage disse stoffer (mineraler, vitaminer osv.) i organismen, uden denne fermentering. Det er så disse stoffer, der kommer ud i honningen, i større målestok ved presning. Dette giver, som sidegevinst også et sundere produkt.
Man kan derfor ikke bare indsamle pollen i pollen fælder, og blande det i honningen, idet dette jo ikke er fermenteret, og stofferne frigivet. (Jeg er dog heller ikke sikker på, om det er lovligt at gøre det, idet man jo derved tilsætter honningen noget (Peter)). Markedsfører man pressehonning som noget specielt, bliver der flere honningtyper til forbrugeren, og det kan i sig selv gøre markedet større og mere interessant.
Inden tavlerne presses, skal de ikke som ved slyngning skrælles. Man skærer blot den enkelte tavle ud af rammen. Bruger man tråd er man nødt til at skære tråden over for at få honningtavlen i hele sin størrelse ned i pressen. Man kan også vælge at skære honningtavlerne ud langs trådene og lægge de mindre stykker i pressen enkeltvis.
Uden tråd, må man anvende tavler med en rille i bærelisten. Der finder endnu ikke færdige rammer med rille på markedet, Men rillen laves let ved at save en 2 mm bred revne i bærelisten med en stiksav, en lille rundsav på en boremaskine eller en bordrundsav, hvor klingen kommer op gennem en bordplade. Når vokstavlen skal monteres skubbes den op i rillen fra neden, så 2–3 mm rager op, hvorefter man bøjer tavlens kant skiftevis til højre og venstre, så den ikke kan glide ud. Den manglende tråd gør i begyndelsen tavlerne lidt ustabile, men det lærer man. Relativt hurtig bygger bierne tavlerne fast til rammen og så adskiller de sig ikke fra trådede rammer…
Presser man sin honning, behøver man ikke at sende alle rammer til vokssmelteriet hvert år, da voksen jo er fjernet. Blot skal rillen tømmes for voks inden ny voks kan sættes i. Dette gøres lettest med et stumt instrument, lige inden den nye vokstavle sættes til. Rillen er stabil, men har rammen være igennem en rammevask, kan rillen lukke sig sammen. Dette er ikke nogen ulempe, da rammen så holder godt fast om vokstavlen. Her er det blot nødvendigt at vride rillens to sider fra hinanden for at få voksen på plads. Dette gøres nemt med en smal skruetrækker.
Der findes flere typer honningpresser: 1. Honning- og frugtpresse, hvor stemplet presses ned via et skruegevind. 2. Honningpresse med vægtstang, hvor man takket være vægtstangen kan tømme en tavle for honning i en arbejdsgang. 3. Hydraulisk presse (meget dyr, kun for professionelle). Pressen skal være af metal, helst rustfri, jern kan give en oxyderet smag til honningen; træ er uegnet, fordi det er meget svært at rense pressen for voks og andre urenheder.
Honningen er lettest at presse ud af tavlen, hvis tavlen kan gå lodret ned i pressen. På den måde bliver honningen ikke lukket inden af den kunsttavle, der sidder i midten af honningtavlen. Vægtstangspressen er netop indrettet på den måde, at man med et stempel kan presse honningen ud gennem lodrette si-riste, idet sien passer præcist til en udskåren vokstavle fyldt med honning.
Honningtavler, der har være ynglet i giver en noget anden honning end honning fra jomfrutavler. Den er mørk, har en kraftigere smag og indeholder meget mere pollen. Ved at skille de to typer honning ad, har man yderligere to helt forskellige produkter.
Kort sagt, er der stor forskel på at producere honning og isætte tavler ved henholdsvis presning og slyngning. Ved presning sparer man en del tid ved ikke at skulle tråde rammer og skrælle tavler, lige som man for de fleste rammer kan spare rammevask. Det er noget hurtigere at presse end at slynge, men det kræver at man har rådighed over en honningpresse af vægtstangstypen. Ulempen er de løse vokstavler, og at det kan ske, at bierne bygger to tavler sammen – eller slet og ret falder ned, ved for høj varme i stadet. Men det sker yderst sjældent.
En ulempe vil for nogen være, at man så ikke har ‘jomfru’ tavler til brug i staderne, idet man jo har »ødelagt« alle tavler. Men al erfaring siger, at det er vigtigt, at bierne får lov til at svede voks for at holde sig sunde. Så ved aldrig at genbruge udbyggede vokstavler, som det sker ved presning, øger man sundhedstilstanden i bi familien.
Peter Sjøgren