Høst, Høstfest, Foodstock, Høstmarked og en stor ny bog!

Høstfest, Mad og Musik!

Lørdag d. 31. august

På lørdag og søndag slår vi porten op for årets store dage på gården. Vi har høstmarked, med høstfest lørdag aften, hvor man både får vidunderlig mad, kan høre noget af det bedste dansemusik og danse til, og oveni købet får et helt vidunderligt operaensemble oveni. Det koster 350 kr. for det hele, og man kan, hvis man er lidt hurtig, stadig få biletter her:

fuglebjerggaard.dk/netbutik/index.php?cPath=38_276

Høstmarked & Foodstock 30. og 31. august

50 gæster slår hver deres bod op i marken med en herlig variation af økomadvarer, madservering, økoting og sager, frøsamlere, havedyrkere, planteskoler, vin og saft, chokolade, is m.m.m. og økologiske og biodynamiske foreninger med meget på hjerte.

Vi har pyntet og regeret på hele gården, haven strutter, æblerne modner, gårdspladsen er fuld af økofrugt og grønt, mølleriet maler, bageriet bager brød og kager, og vi har masser af gode tilbud i planteskolen og butikken.

Der er gratis børnerundvisninger flere gange om dagen, og man kan nyde marker og dyr, haver og plantager hele dagen.

Man kan spise vores virkeligt skønne kager og kanelsnegle, hjemmelavede safter, kaffe m.m. i Cafe Palais des Poulets eller spise frokost i laden, hvor vi griller vores egne lam og pattegrise og serverer krydret indisk chaat og tunesisk leblebi til dem, som ikke lige spiser kød. Alt til rimelige priser.

Du kan se mere og hvem der deltager i Foodstock her…

Ny bog

Jeg har lige skrevet det allersidste punktum i en bog, som jeg har haft lyst til at skrive i årevis. Titlen er Abracadabra, min store bog om krydderierne og al den skønne mad, man kan bruge dem til, historie, legender og de mest vidunderlige fotos af Anne Li Engstøm.

Krydderier er meget bredt defineret. Bogen handler naturligvis om krudt og kanel, men altså også om citrusfrugter og kapers, ansjoser og sukker, salt og alle de andre ting vi bruger til at forskønne vores liv med.

Den udkommer til november, og bogen kan faktisk forudbestiles nu, og det vil af mange grunde være dejligt, hvis man havde lyst til at gøre det!

Opskrifterne i dette nyhedsbrev er fra bogen.

Velbekomme!

www.saxo.com/dk/abrakadabra-camillas-krydrede-koekken_camilla-plum_indbundet_9788740011517

Opskrifter fra min nye bog Abracadabra på indisk chaat-salat og tunesisk leblebi-suppe her…

Vi glæder os og håber, at vi ses til høstmarkedet.

Sensommerlige hilsener
Camilla Plum

Del på Facebook