Cafe Palais des Poulet
åbner sådan rigtigt i morgen, med min kompetente og muntre datter Asta ved roret.

Med frokost, kaffe og kage m.m.m. 10–16.00

Vi har åbent:

  • Kristi Himmelfartsdag den 29. og så 30., 31. maj og 1. juni
  • Grundlovsdag den 5. juni
  • Pinsen: Lørdag, søndag og mandag den 7., 8. og 9. juni
  • Og så i øvrigt hver lørdag og søndag resten af sommeren.

Planteskolen og butikken og alt det andet dejlige og landlige har også åbent. Grislingerne, kyllingerne, lammene, markerne og haven holder såmænd også åbent.

De sidste gratis tomatplanter venter på nye hjem…

Cafe Palais des Poulet

Vores gamle hønsehus har levet en omskiftelig tilværelse.

Først var der naturligvis hønsehus. Da vi kom til gården for 17 år siden var der 50 cm betonhårdt hønsemøg på gulvet, fra mange generationer af høns, som levede under gårdens tidligere ejere. Det måtte fjernes med en broglægerjomfru, og vi havde herlig gødning til køkkenhaven i årevis.

Allerede første sommer indrettede vi det til ‘Traktørsedet Virkelyst’ som havde 5 heftige sæsoner med hjemmebagte brød, herlige salater, kartoffelmaddder og stadig mere berømte kager. Der kom en sand invasion af gæster, før Camilla måte smide håndklædet i ringen.

Dernæst lå det hen, før det blev indrettet til bryggeri og siden krydderifabrik.

Nu er det genopstået i al sin herlighed som traktørsted, da familiens datter Asta har genåbnet det som ‘Palais des Poulet’.

Asta har her i vinters været på kogeskole på måske verdens bedste og mest kvalificerende kogeskole, Ballymaloe i Irland, og inspirationen til navnet er hentet her sammen med masser af inspiration til brød, kager og skøn mad, som Asta trakterer med i sit palads.

Vi serverer enkel mad, af råvarer som er i sæson, de fleste dyrker vi selv.

At det er enkelt er fordi vi skal kunne overkomme det, men også fordi at vi jo synes at hvis man bruger de skønneste hjemmebagte brød, de bedste oste vi kan opdrive, den fineste pølse, og godt smør, hjemmesyltede ting som er lavet med omhu, nyopgravede kartofler, dugfriske æg … så er det måske det mest luksuriøse, det sjældneste og det dejligste man kan servere for sine gæster.

Brødet er nybagt, af vores eget korn, kagerne er med de frugter og bær som er i sæson på gården, men for at have en lang sæson har vi også bær i fryseren.

Vi serverer altid ostemadder med flere fine økologiske oste man ikke ser så tit, at vælge imellem. Hertil en eller flere slags af vores eget hjemmesylt, kvædebrød, chutney, syltetøj, eller hvad vi nu synes der passer.

Vi har pølsemadder med vores egne oksespegepølser af kød fra vores egen stude, med tilbehør efter sæsonen.

Vi har boller, enten søde boller med kardemomme, rosinboller, surdejsboller, eller grovboller med smør.

Vi bager kager så godt vi kan, uden at spare på noget, og de er skønne.

Æblekager, rabarberkager, lagkager, jordbærkager, tærter, mandelkager, kaffe- valnøddekager, og det er vores indtryk at gæsterne er ret glade for dem.

Og så har vi æggemadder, kartoffelmadder, rullepølsemadder, amagermadder, roastbeefmadder en gang imellem, som sæsonen og inspirationen byder.

Vi serverer en skøn stærk kaffe, mange slags the, hjemmelavede safter efter årstiden, og et glas hjemmelavet cider.

Brød, kager, ost, pølser, syltede ting og sager kan købes med hjem i gårdbutikken, hvis man skulle blive forelsket.

Velkommen
Asta & Camilla og Co.

Del på Facebook