Tomater

Tomater får man mundvand af. De gloende bjerge af fuldmodne duftende tomater på markeder, man har besøgt i varme lande, de bugnende klaser af egen avl, de grønnakkede ’Roma’ tomater, man kan være heldig at finde hos en god grønthandler, giver lyst til at lave mad, som ingen anden grøntsag.

Når man rejser uden køkken, kan man blive elektrisk af ærgrelse over ikke at kunne købe en hel kasse af de vidunderlige fuldmodne figner, der er ved at flække af sukkersaft, hvide spændstige ferskner, struttende fennikel, fisk fanget samme morgen med øjne som møllehjul og skæl som en tokrone, der bare ligger og frister og venter på at blive til vidunderlig mad.

Men det er tomaterne, der frister mest. Åh sikken salat man kunne lave af de store faste lyserøde med det grønne og pink kød, hvor ville den blæksprutte have godt af en karamelliseret tomatsauce af netop de små overmodne ’Blommetomater’ … og med hjem kan det ikke nytte at tænke på.

Netop fordi de er så dejlige, skal man spise dem med omtanke. Købe dem, når de er gode, lade dem ligge, når de ikke er det. Tomater er ikke et forbrugsgode som rugbrød, vi behøver dem ikke, de er ikke en selvfølge, og man kan leve mange måneder uden tomater. Jeg skulle hilse og sige, at de heller ikke spiser tomatsalat i Grækenland om vinteren, der spiser de hvidkål. For til gengæld at vælte sig i tomaterne, når de er der i deres bedste form. På den anden side kan man ikke få nok, man kan ikke spise for mange tomater, og man bliver aldrig træt af dem.

Og gode er de i sensommeren, om efteråret og i de tidlige forårsmåneder, hvor vi får de særlige små grønlige faste tomater fra Fuerteventura. Resten af året er gode dåsetomater bedst.

Det kan godt betale sig at smage på dåsetomater, der er lige så stor forskel på dem, som på de friske, og de dyreste, økologiske dåser er sjovt nok de bedste.

De første mange år efter at tomaterne var kommet til Europa, turde vi kun kigge. De mindede simpelthen for meget om deres giftige europæiske natskyggeslægtninge til, at vi turde spise dem. De blev dyrket som prydplanter, og en pryd er de bestemt også.

Siden gik det stærkt, de gyldne æbler blev den foretrukne grøntsag først i Italien, siden overalt i Sydeuropa, og nu frister de i hele verden.

Tomaten stammer fra nogle vilde former, Men allerede mange tusinde år før, der kom hvide folk til Amerika, blev de spredt over hele det sydamerikanske kontinent. Aztekerne forædlede dem i Mexico, til storfrugtede tomater, der meget ligner moderne sorter. Allerede dengang havde man tomater i alle farver. Der er grund til at tro, at de ’guldæbler’, der først kom til Europa, faktisk var gule tomater.

Vi har længe været trætte af dårlige tomater, nu har detailhandelen fattet det. Der er snart ikke en flække i landet, hvor man ikke kan købe søde cherrytomater, stilktomater, der dufter af tomat, gule og orange tomater (der smager af luft) og tørrede tomater til overflod.

Man kan altid brokke sig, men man skal bare tænke ti år tilbage for at komme i tanke om, hvordan det var overhovedet ikke at kunne købe en tomat, der smagte af tomat.

Der er enkelte gartnerier, der gør ekstra meget ud af det, og dyrker tomatsorter i dusinvis, der smager vidunderligt. Men hvis man vil mere, må man dyrke dem selv.

Det er dejligt at dyrke tomater, frydefuldt at plukke, skønt at spise og et privilegeret hovedbrud over, hvad man dog skal stille op med de grønne. Man får problemer, men af et overskueligt omfang; svamp, skimmel, skadedyr ...

Tomater skal man nu nok få alligevel, og rigeligt af dem.

Tomater kan lykkes uden for drivhuset, jeg har set det med mine egne øjne hos mange mennesker, det kan bare ikke lade sig gøre hos os. Men hvis man bor beskyttet, har lune kroge og sen frost om efteråret, skal det nok kunne lade sig gøre. Men hvis man vil være sikker alle andre steder hedder det drivhus, til nød dyrket nedliggende i en mistbænk.

Man kaste sig over alle de fantastiske sorter og typer, der findes; små pæreformede tomater, dadeltomater, cocktailtomater, kæmpestore saftige bøftomater, ovale blommetomater og oxehjerte tomater. Furede, stribede og i enhver farve bortset fra rent blå.

De kan have blade som bregner, som kartofler, der er ingen anden plante med så stor variation på enhver tænkelig måde, det er simpelthen en fest. Men de smager altså ikke lige godt alle sammen.

Jeg har i de sidste mange år dyrket et stigende antal tomatsorter, det er blevet en besættelse og vi har i år haft 90 sorter +, alle med hvert sit særpræg.

Der bliver luget ud i sortimentet hvert år, når jeg finder sorter som på en eller anden måde er bedre, mere velsmagende, sundere, mere resistente, tidlige, sære, smukkere, men man kan ikke få det hele i en enkelt sort.

Hvis de ikke smager særligt godt kan det ligesom at være lige meget med resistensen, hvis de bukker under for den første den bedste plantesygdom kan de smage så vidunderligt de vil, jeg vil ikke ha dem. Man kan ikke regne med hvad der står i frøkataloger, jeg har prøvet mange som blev rost for deres velsmag, men var dødtriste, andre som var helt utrolige, men det stod der ikke en disse om ikke i kataloget.

Jeg har prøvet alle de mest spektakulære, de mest velsmagende, de mest resistente. Efterhånden har det snævret sig ind. Vi dyrker dem vi bedst kan lide at spise selv, og et udvalg af alle dem vi dyrker til frø i min netbutik,

Der er der brug for et meget stort udvalg fordi smag er så forskellig, Mange af mine kunder køber ganske vist de samme hvert år, men mange er eventyrlystne og synes det helt enkelt bare er sjovt a prøve noget nyt, når man alligevel er i gang. . I et privat drivhus er der ingen grund til at dyrke mange gule cherrytomater, når nu en af dem bare er bedst, eller en masse tidlige der ikke smager af ret meget, men der er al mulig grund til at prøve sig frem, for hvilken en kan man bedst lide, ? Mange elsker faste tomater, nogle - som jeg - elsker de bløde..

Med de røde er der fortvivlende meget at vælge imellem, her går vi efter gamle sorter, der har bevist deres varige værdi på den ene side og de små daddel- og cocktailtomater på den anden.

.

Tomatsorter

Sorten er naturligvis afgørende for, om ens tomater bliver helt fantastiske eller bare lidt bedre end dem man kan købe. Men  der er også andre faktorer som afgør om den smag der gemmer sig som en potentiel mulighed i en tomatsort kommer til at folde sig helt ud. 

Planteposer, kapillærkasser og andre foranstaltninger som begrænser ens tomaters mulighed for selv at søge vand og næringsstoffer, og for meget vand og gødning er fjender af virkeligt intenst skønne tomater. Tomatsmag er sammensat af myriader af salte, mikronæringsstoffer, mineraler, kulhydrater, sukkerarter og syrer. De skal komme et sted fra, og de er ikke til stede i en plantesæk, jeg beklager.

Det er virkelig værd at bruge lidt tid på at finde de rigtig skønne tomatsorter og ikke bare snuppe en 'Elin' i supermarkedet. Man skal gå efter tidlighed, robusthed, resistens – og naturligvis velsmagen, når man vil gøre sig den umage at dyrke sine egne tomater, så skal den også belønnes.

I et almindeligt 10 m2 drivhus kan der være rigtig mange tomatplanter, og der er rigeligt plads til et par tidlige tomater, et par meget forskellige cherrytomater, en blommetomat, et par bøffer og en mellemtidlig, allround tomat. Så har man tomater for en hver smag, i hele sæsonen. Pottetomater kan man have et beskyttet sted i haven, på en lun altan eller terrasse. 

Tomatfarver

Tomaternes farver er ikke kun til pynt, de er en del af plantens immunforsvar, består af stoffer som beskytter planten og dermed os, når vi spiser den, og de betyder meget for planternes sundhed, smag og næringsindhold.

Kort fortalt er sorte, brune og lilla tomater mest smagfulde, og ofte ret hårdføre, Røde tomater har det højeste lycopenindhold, gule tomater smager af mindst, men kan tåles af en del mennesker der ikke kan tåle de andre., og der findes bestemt skønne gule tomater, man skal bare lede lidt.

Orange er oftest meget søde., med lavt syreindhold.  

Grønne tomater, som altså er grønne når de er modne, har en helt særlig nærmest stikkelsbæragtig smag og saftighed.

Grønne tomater som ikke er modnet sidst på sæsonen  er fine til syltetøj og som hele, syltede på gammeldags facon, i salsa hvor man kan tilføje den sødme og syre de mangler.

Tidlige tomater

der er både fordele og ulemper ved de meget tidlige tomater, som regel er det også dem man anbefaler til friland. De modner hurtigt, blandt andet fordi planterne ikke bliver så store, de stopper væksten ret tidligt og koncentrere sig om at modne tomaterne.

Til gengæld er de også ret hurtige om at blomstre af igen, og giver sjældent tomater særligt længe.

Med ordentlig pasning kan de sorter jeg dyrker nu godt blive ved, men det kræver lidt omsorg, at kan gøder og vander og måske lægger noget af stænglerne ned så de kan lave friske rødder.

Planterne skal sjældent beskæres særligt meget, og er nærmest en lav busk.

Bagdelen er at de sjældent hører til de mest smagfulde, man kan ikke få alt, og et par planter, så man har tomater i juni er godt at have.

Pottetomater

Er ofte hybrider, men man kan få gamle tomatsorter, som er frøkonstante med svag vækst, som nærmest bliver til kravlende buske og de er fine i meget store potter.

Den gamle sort ' Green Sausage', som virkelig ligner gulstribede grønne pølser er sjov og giver tomater i meget lang tid.

Bøftomater

Alt for mange vil kun have cherrytomater, fordi de er tidlige, og søde, og børn elsker dem, direkte fra planten.

men man må bare ikke gå glip af bøfferne, selve tomaternes sjæl, store og knortede, rige på smag, og nok hver især til tomatsalat til flere personer.

Bøftomater har en smagsrigdom som ikke findes i cherrytomater.

Og så kommer de fleste lidt senere på sæsonen hvor mange cherrytomater er trætte og sætter tempoet ned. Planterne er mellemhøje, skal have 2-3 grene helt fra basis, og nippes for sideskud. De skal ikke stoppes i væksten.

Mange af de gamle sorter som 'Brandywine' har 'kartoffelblade', der ser helt anderledes ud and andet tomatløv.

Den vilde mexicanske tomat ‘Zapotec' er formentlig stammoder til vore dages bøftomater. 'Bøf' er jo en vrøvlebetegnelse som kun handler om størrelsen, som kan være fra en lidt stor tomat til over et kilo pr styk. Der fås både tidlige, og sene, i alle farver og smage, faste og bløde, massive og næsten hule, det er et eventyr.

Cherrytomater

Er bare små tomater, det kan være ret almindelige tomater der bare er små, eller det kan være en helt anden art, som de bittesmå og ufatteligt aromatiske 'Ribstomater’, som er af arten Lycopersicon pimpinellifolium, de vokser på enorme, lette planter med blade som pletter i luften, oversået med mikrotomater i lange klaser.  Cherrytomater er som regel tidlige, men ikke altid, store planter som ubeskåret vil fylde 4 m2 hver. De tugtes til 2 grene fra basis og holdes vel nippede i bladhjørnerne. Ellers ender Det ender med en filterredelighed som ikke kan være der, og ikke kan bindes op.

Hvis de har det godt kan de producere tomater langt ind oktober. Jeg har ikke gode erfaringer med at tage toppen af dem, det stopper dem måske i væksten, men min erfaring er at de har godt af at gro videre, og modner alle klaser alligevel.

De højeste sorter jeg har, er ‘Lemon drop', og 'Black Cherry' som bege kan blive 3 meter høje .'Lemon drop' er lysegul, med den mest særlige tomatsmag og en tydelig citrussnert til sidst. 'Black Cherry' meget yderig, og aromatisk, med myriader af lilla frugter.

Jeg tror at jeg efter talrige forsøg endelig har fundet den sprøde, dadelformede, røde søde cherrytomat, som ikke er en f1 hybrid. En amerikansk Seed Savers sort, ' Cherry Roma', som jeg er helt skudt i, men eller ser der jo en helt anden slags man kan more sig med, 'Millefleur' tomater hvor blomsterne' og senere frugterne - sidder i store skærme, ligesom en hyldeskærm. De er frodige og meget smukke, og fornemmelsen af at plukke en hel skærm, dækket af små tomater er ret god.

De kræver enten meget fin luft i drivhuset, eller at man ryster dem lidt under blomstringen for at få dem ordentligt bestøvet.

Én sort, der altid lykkes, og som man under ingen omstændigheder skal komme ind i sit drivhus er den ’Kinesiske vildtomat’. Det er en anden art tomat, også en Lycopersicon pimpinellifolium, som ikke er så modtagelig for skimmel, men hvis der er meget af det, og fugtigt i vejret vil den også få det. Den giver masser af kirsebærstore gule frugter, men levner ikke plads, i hvert fald ikke, hvis man også ønsker plads til andre ting. 'Traveller/ Voyager eller Reisetomate' er en ret sjov tomat der er sat sammen af e talrige små dråbeformede tomater, som kan pilles fra hinanden. Handy at have med på en rejse ?

Blommetomater og dadeltomater

 handler også kun om størrelsen, på frugten, som kan være i alle farver, og med planter som kan være både ret lave, som den klassiske Italienske tørretomat 'Principe Borghese', eller' Black Plum' som er en evigt god brun, sødmefyldt blommetomat., som er en del større i væksten. 

Pæretomater og Sugotomater

Er kødfulde tomater, som er bedst til mad, hvor de til gengæld giver krop og fylde og ikke så meget vand, præcis som Sugotomaterne, som er aflange, tørre, tomater med meget få frø, særligt til at henkoge eller lave tomatsauce med. de kan naturligvis også bruges i salater. Sugotomaterne hedder gerne 'Roma', ‘San Marzano', eller 'Cornue des Andes' som er en meget, meget gammel fransk sort der producerer kilovis af tomater. Planterne er sjældent ret høje, og har ikke ret mange blade.

Runde tomater

Jeg er specielt forelsket i nogle sorter, fra Rusland og Baltikum, og de er i sagens natur tidlige og robuste.  Der har de en lang tradition for at dyrke ekstra robuste og tidlige tomater, mange af dem mørke. De er først begyndt at spredes efter murens fald, og jeg er vild med deres smag, modstandskraft og skønhed. 'Paul Robesom' er Opkaldt efter den berømte amerikanske sanger, som var meget værdsat i Sovjetunionen. Det er en  meget aromatisk sort tomat, rund- aflang - mellemstor og saftigt, krydret..Planten er meget sund og modstandsdygtig over for skimmel. ’Nyagous', Er også en Russisk sort med perfekte runde meget krydrede, saftige søde frugter, oven i købet meget rigtbærende, frugterne sprækker ikke.

’Black from Tula’ er også Russisk, en ’sort’ tomat, meget mørkerød med sorte markeringer, mørkerødt frugtkød med grønne frø, perfekt son salattomat, og til henkogte tomater. Skøn smag, smuk blank frugt og alle tre har ret lav vækst.

Den røde, runde tomat?

jeg har kun et enkelt bud, hvis den skal være, rød, rund, tyndskallet, smagfuld, saftig.. Den gamle franske sort 'Saint Pierre' er efter min mening uovertruffen.

De rigtigt sære

Tomater har et par fætre og kusiner som er i nær familie med dem, men nu ikke nærmere end auberginer og kartofler. De er med her, fordi de dyrkes på samme måde som tomater.

Tomatillo

Hvis man vil noget mere, er det sjovt at dyrke ’Tomatillo’, en mexicansk slægtning til tomaten, Physalis ixocarpa, der også er i familie både med stauden ’Japanlygte’ og de spiselige ananaskirsebær.

Den fylder som den kinesiske vildtomat 3 m², når den er udvokset, og klarer sig fint udendørs i et lunt hjørne. De blommestore frugter bruges i salsaer, saucer, chutneyer.. De smager meget som krydrede tomater, og så alligevel ikke. .

Mexico, var det tomatillo de dyrkede, og det er stadig mexicanernes foretrukne til frugt, salsaer og saucer. Der fås en gul og en lilla variant, og en del mellemformer.

De sås præcis som tomater, men man skal have min to planter, de er fremmedbestøvere, og da chancen for at der er en anden der dyrker tomatillo inden for en bi's flyveradius er næsten uendeligt lille, må man selv sørge for sagen.  De har det fint i meget store potter. En fuldvoksen tomatillo plante kan fylde 2-3 m2. I modsætning til tomater så falder tomatillo af når de er modne, medmindre der er vandmangel, så falder de af før de er modne. Mens de vokser sprænger de deres boble, så man kan se farven, som skal være lysegul på de 'grønne' tomatillo - Lilla og hvidgul på de lilla Hvis man dyrker dem udendørs vil de så sig over det hele, som alle natskyggeplanter, og hvis de står godt vil frugterne også modne. Frøene presses ud af kødet, hvad der er ret nemt når de er modne, og tørres på papir.

Ananaskirsebær

Physalis Peruviana.  Kapkirsebær. Ananaskirsebær er en ret nem sag at gå i gang med, og så er den flerårig hvis man har et lyst og frostfrit opbevaringssted til den.  Den kan blive næsten 2 meter høj, i en potte en hel del mindre. Ananaskirsebær er nært beslægtet med tomatillo, men bliver pænt inden i deres papiragtige calyx til man åbner den. . Planten er selvbestøvende, dvs. at man ikke behøver to planter som med tomatillo. De skal startes tidligt for at give modne bær, man kan så dem som tomater, men også tidligere i februar.  

Jord kirsebær

Er en anden art end Ananaskirsebær, og en meget mindre plante. de dyrkes nu ret ens, i drivhus eller potter et beskyttet sted, og frugterne er også mindre, men efter min mening langt mere velsmagende end ananaskirsebær. 50 cm.

Morelle de balbis

Morelle de Balbis eller Litchi tomat er en meget sjælden fætter til tomaten, med store smukke lyslilla eller hvide blomster. Den er tornet, og producerer et mylder af små tomatlignende røde frugter der svagt af tomat. Meget flot- og usædvanlig. Kan trives fint i en potte på friland., men i drivhus bliver den meget stor- og meget smuk., men ikke nogen gastronomisk nødvendighed.      

Skimmel og skadedyr

Tomatdyrkning går - i sandhedens interesse- meget ofte galt på friland, ikke på grund af varmesummen, men på grund af skimmel. Jeg vil ikke drømme om at gøre det, det er for trist når ens virkeligt flotte tomatplanter som står der og strutter med de fineste store umodne tomater som ved et trylleslag bukker under på få dage, og der er intet man kan gøre ved det.

Skimmel er nem at kende, bladene får hvide pletter, frugterne får brune partier, og rådner op.

Udendørs er man magtesløs, inde i drivhuset kan man gøre en hel del.

Vi får skimmel hvert eneste år, og har fundet metoder til at begrænse den så vi kan høste masser af tomater alligevel.

Fugt er den store fjende, skimmel trives kun i et fugtigt miljø, så lige der, sidst på sommeren handler det om at holde sit drivhus bentørt.

Tomater danner meterlange rødder, hvis de da ellers vokser i jorden og ikke i planetsække.

Nede i jorden kan de hente smag, vand, næringsstoffer.

Tomater i plantesække og kapillærkasser kan kun leve af det der er i sækken, og skal vandes hele tiden for ikke at tørre ud. Tomater i drivhusjord kan man simpelthen holde op med at vande når det første egn på skimmel viser sig, så lufter man ud og lader skimmelen tørre ud, fjerner alle angrebne blade og frugter, som ikke skal i komposten, men direkte i skraldespanden, og sørger for at luge lidt ud i bladene, hvis planterne er meget tætte.

Selvom det er fugtigt udenfor vil drivhuset tørre ret hurtigt ud.

Så venter man med at vande til tomaterne hænger voldsomt med bladene, hvis det altså overhovedet sker.

Vi vande meget sjældent mellem 1 august og første september, for selvom det er varmt og bladene hænger lidt, så retter de sig op og natten, og man får fantastiske tomater som har et højere sukkerindhold og større koncentration af smagsstoffer, netop fordi de ikke er fyldt med vand.

Hvis man dyrker andre planter, som agurker der skal have jævnligt vand, og ikke har så lange rødder, så vander man dem, direkte på jorden, sidst på dagen, så jorden kan tørre op inden natten.

Hvis ens tomater ser usle og tørre ud, også om aftenen, så vand en enkelt gang, sidst på en solrig eftermiddag, ved at lægge slangen direkte på jorden til drivhuset sejler, lad det synke ned, så er der vand til de næste 3 uger.

Skadedyr kan men ikke undgå helt, og det klogeste man kan gøre er at sørge for at tomaterne har det de skal bruge. men hvis det begynder at flyve rundt med skyer af hvide fluer, eller andet skaberak, så prøv først at douche dem med en spand lunkent tyndt sæbevand, forstærket med lidt sprit i. lad et sidde nogle timer, og douch det så af igen med rent vand. H vis det ikke virker, så bestil nogle nyttedyr på nettet, det er virkelig effektivt. Vi har høns i vore drivhuse om vinteren, det er også ret effektivt mod overvintrende larver, og æg af alle mulige skadedyr, de gøder jorden, og  rundt i de øverste jordlag så der ikke er mange skadedyr der har en chance.

Tomatfrø 

Jeg tror, det er på sin plads at forklare hvorfor og hvordan med tomatfrø, som i virkeligheden er den enkleste sag af verden at samle selv. Tomater er i princippet selvbestøvende. Det er de ikke fra naturens hånd, men som en del af udviklingen, fra de kom hertil, har man været nødt til at udvikle den egenskab. Bl.a. fordi der ikke er nær så mange insekter her som i Sydamerika, hvor de jo oprindeligt kommer fra.

Dvs. at en tomat man dyrker fra hjemmesamlede frø i princippet bliver den samme tomatsort, som man har samlet den fra, og at man derfor kun behøver købe frø en enkelt gang, beslutte sig og så beholde sin tomatsort til evig tid.

I virkeligheden virker det dog kun, hvis ens tomater er frøkonstante, og det er de fleste moderne tomatsorter ikke. De er såkaldte F1 hybrider, som er kontrollerede krydsninger foretaget af frøfirmaet. Man krydser en bestemt moder og faderplante med hver deres egenskaber og får et afkom, der har nogle bestemte egenskaber, man gerne vil have. F1 frø er dyrere end andre frø. Hvis man tager frø fra en frugt af en F1 plante, får man næste år et fuldstændigt ukontrolleret afkom, der kan have arveegenskaber fra alle mulige tomater, der er brugt i krydsningsarbejdet. Frøfirmaet vil gerne sælge os frø til næste år igen. Man kan som regel ikke samle frø af indkøbte tomater, næsten alle købetomater er F1 hybrider.

Hvis man derimod bruger gamle tomatsorter, der gennem generationer har været hjemmedyrket, er  de frøkonstante, og kan man selv tage alle de frø, man vil og få præcis de tomater, man forventer, medmindre der en sjælden gang har været et insekt inde og lave ballade i blomsterne.

Jeg holder meget af tanken om, at tomaters arveegenskaber tilhører os alle sammen, og at den kulturskat, der ligger fra vores forfædre, er én, vi frit kan reproducere. Tanken om at nogle få firmaer kontrollerer, hvad vi dyrker, er ubehagelig. Ejendomsret til arvemassen kommer i fremtiden til at gælde for alle gensplejsede afgrøder, hvis vi da ikke siger ordentligt fra.

Selve frøsamlingen foregår ved, at man tager fuldmodne, flotte, sortstypiske tomater af samme sort, men gerne af flere planter, presser frøene ud i et lille glas, og blander dem med vand. Efter 2-3 dage er de gæret, og man kan skylle dem rene for snuller og den gelatine, der ligger rundt om frøene i en sigte. Så spreder man dem ud på et stykke papir og tørrer dem fuldstændigt. Husk at mærke meget nøjagtigt med sortsnavn, hele vejen igennem. Man har glemt, hvad der er hvad, så snart man vender ryggen til.

Pil frøene af og opbevar dem tørt i små papirsposer. Her holder de fint i 2 år, så falder spireprocenten, men de kan i virkeligheden være spire dygtige i 8-10 år.

Hvis frøen er helt, helt tørre kan man komme papirsposerne i en helt tæt plasticboks og ha dem i køleskabet, det forlænger holdbarheden på alle frø..

At dyrke tomater

Tomater kan dyrkes i virkelig store potter, og man kan have held med det, men det er klart bedst i jord.

Der er mange meninger om drivhusjord, men jeg bruger den jord der nu er , og netop tomater er ret tolerante og rives fint i alle slags jord, bare der er nok organisk materiale i den.

Vi dyrker altså i den samme jord hvert år, men graver meget store mængder kompost og formuldet komøg ned i den , enten i efteråret, eller i det tidlige forrå, når man kan komme til det. Komøg er rigeligt til tomater, som ikke har godt af alt for meget kvælstof.

Hvis man bruger for kraftig gødning kommer der enorme, mørkerønne blade og for få og alt for sene tomater.

hvis man har et lille drivhus kan man måske undvære det, men i vore store drivhuse dækker vi jorden fuldstændigt med sort ukrudtsdug, så snart den er gravet igennem og planter alt hvad der skal vokse i huller, så vi skærer i den. Agurker, tomater, Lablab bønner, basilikum, citrongræs, mexicansk estragon, kalabasser, malabarspinat, Morelle de balbis, ananaskirsebær, alt får en plads, og man slipper for at luge- hele sommeren.

Ukrudtsdug er gennemtrængelig for vand, ovenfra, og sparer oceaner af tid. Det er muligvis ikke så kønt, men lugning som nemt kan undgås er heller ikke så kønt.

Det kan ikke betale sig at være for tidligt ude med at så sine tomater. Medmindre man har et opvarmet drivhus at dyrke dem i, er midt i marts rigeligt god tid. Hvis de står for længe med for lidt lys, bliver de nogle ranglede lyse bengler, der giver færre tomater end senere såede planter. Man kan så tomater frem til 1 maj og stadig få et fint - om end lidt sent - udbytte.

Tomater skal spire ved 24-27 grader.. Jeg spirer dem i en vindueskarm med radiator under, og det er gået fint, men tjek temperaturen også forskellige steder i vindueskarmen inden du sår, den kan variere meget. . De små frø sås én i hver lille potte af f. eks avispapir, fyldt med ugødet såmuld.  Indtil de er spiret, pakker man dem ind i en sort plastsæk, så de får meget lidt lys. Når de er spiret, er en spirekasse med plastlåg fint, en klar plasticpose lagt løst over er også fint.

Her skal de helst stå lidt køligere, så enten flytter man dem hen til 18 graders stuetemperatur i et vindue uden radiator, eller hæver dem et stykke op over den lune karm med luft mellem bakken og karmen.

Fra nu af handler det om, at de ikke må tørre ud, men heller ikke drukne i vand, og have så meget lys som muligt.

Når der er kommet flotte kimblade og et enkelt sæt rigtige blade, pottes hele potten op i almindelig urtepotte fyldt med rigtig jord og gror videre. Det kan tit godt betale sig at potte om en gang mere, væksten må ikke gå i stå, så når rødderne når bunden af potten skal de have en ny.

Der er andre systemer med prikling, flere frø i hver potte og alt muligt. Men i betragtning af at 10 planter er rigeligt for de fleste, er dette enkle princip meget fint. Hvis man skal have rigtig mange planter kan de sås i en lille kasse, og prikles om når de har fået de første rigtige blade.

Når frosten er ovre, og når luften er mindst 7 grader om natten, kan de plantes ud i drivhuset. Det er som regel midt i maj.

Sæt tomaterne lidt dybere end i potten. Hvis de alligevel er blevet sjaskede og langagtige, graver man  næsten hele stængelen skråt ned i jorden, og lader den øverste tredjedel med ansatsen til den første klase stikke op. Tomater danner rødder langs hele stængelen, fordi det ikke er en klatreplante fra naturens hånd. Det er tværtimod en flerårig filterredelighed af en plante, der kravler rundt på jorden og fornyr sig selv ved at slå rødder undervejs. Man kan udnytte denne evne ved simpelthen at sænke stængelen ned i opbindingen efterhånden som klaserne modner. Det giver fornyede kræfter til at modne de næste klaser.

Der er mange gyldne regler for tomatdyrkning, de fleste er beregnet på meget intensiv avl. Her holder man en enkelt stængel på hver plante, og meget få blade. det giver en masse meget perfekte tomater, men i ret kort tid.  

Jeg holder mig det der virker mere privat, hvor man gerne vil have tomater i lang tid, og masser af dem, så hul i perfektionen.  det handler om at fjerne blade undervejs, når de bliver gule, eller man ikke længere kan fægte sig frem. Dermed kan der komme sol til frugterne, og de behøver ikke bruge alt for mange kræfter på at holde bladene i live. jeg lader de lave busktomater være, og lader dem gøre hvad de vil, de mellemhøje bøftomater får 3 stængler at more sig med, og de meget høje cherrytomater 2 stængler helt ned fra jordhøjde.  det kan meget, meget godt betale sig at gå sine tomatplanter efter mindst en gang om ugen. Også når de er små, de vil danne en mængde stængler nede i jordhøjde meget tidligt i forløbet, og de skal væk næsten alle sammen, ellers bliver det en jungle. Man skal også knibe samtlige skud i bladhjørnerne af, ikke fordi der slet ikke må være nogen, men man får aldrig nappet dem alle sammen alligevel, så planterne skal nok blive buskede og fine alligevel. Det er en balance, tomatplanter bliver enorme hvis de får lov, de skal tugtes så de ikke har for mange blade, men alligevel have nok til at suge smag og næring til sig.

Hvis man har en meter mellem planterne kan de få mere plads, - og flere tomater på hver enkelt plante,  hvis man har mange sorter og de kun har 50 cm imellem skal de holdes mere i ave.

Det er klart at en stor plante laver mange flere tomater end en meget kraftigt beskåret, men uhæmmet vækst betyder også at planten først breder sig så meget den kan, og kommer for sent i gang med at modne frugterne.

Så vander jeg så lidt, som det er muligt, når de først er kommet i ordentlig vækst og har modnet den første klase. Det giver bedre smag, de revner mindre – og de får mindre skimmel. De får kompost inden plantningen og meget begrænsede mængder hønsemøj, når de er kommet i gang med at gro.

Skud i bladhjørnerne er det derimod altid en god ide at knibe af. Jeg lader alle cherrytomater vokse så højt de vil, og de modner som regel tomater til engang i november når frosten tager dem.

Man siger at agurker og tomater ikke bryder sig om hinandens nærhed, men som det ser ud i de fleste drivhuse, må de bare finde sig i det. Men man kan gøre andre ting for at holde sine tomater i godt humør. Brændenældevand er en kærkommen brusetur hver anden uge, og en underplantning af basilikum og tagetes er godt for alle parter.