Tallerkensmækkerne Blomsterkarse, Nasturtier  
 

Tropaeolum majus. Tallerkensmækkerne er endnu mere taknemmelige at dyrke end Morgenfruer, en gang tallerkensmækkere, og det er et evigt venskab. De karakteristiske kimplanter med de fine dobbeltblade kommer op overalt, og de fleste steder er de velkomne. Jeg lader mange af dem stå, så jeg kan sortere i farverne når de begynder at blomstre, man må godt have et stramt regime over for sine selvsåede blomster, og jeg kan ikke døje de neonorange. Hvis de ellers er skønne i farverne får de lov at stå, også i

grøntsagsrækkerne, for når grøntsagerne er spist vil de dække bedet i månedsvis med frodige blade og en kulørthed som nærmest er mexicansk i sin overdådighed. Eneste problemer man kan have er at kålsommerfugle også er meget glade for tallerkensmækkere. Midlet hedder Bacillus thuringiensis, en bakterie som findes overalt i naturen i forvejen, og er godkendt til økologisk brug. Man kan også risikere at der kommer enormt med blade og ingen blomster, eller at bladene vokser op over blomsterne hvis jorden er meget velgødet. Ellers er dyrkning aldeles problemfri.

Frøene samles når de ligger i tæpper under planterne, store som ærter, og nemme at samle. Tør dem til de er fuldstændigt tørre og lette at mærke på. Der findes et mylder af navnesorter som f.eks. den røde og mørkløvede "Empress of India", brogetbladede og kulørte Tom Thumb, der ikke ranker. Den cremefarvede ’Milkmaid’, og en cremefarvet og rød, som hedder ’Strawberries & Cream’. De kommer igen, alle sammen, men har blandet sig uterligt med hinanden i mellemtiden.

Ved at vælge frø fra de fineste i nogle år, og fjerne dem man ikke vil have kan man lave sine helt egne sorter, det er en form for planteforædling så gammel som agerbruget, og sjovt er det også. Tag frø af de mest vidunderlige, de bliver ikke som moderplanten, men hvis man f. eks vælger de mørkeste eller lyseste ud over nogle år, går det helt sikkert i den retning man vil have.

Både blomsterne og de eksotiske runde blade smager af karse, og skal bestemt ikke på kager, men i salaten er de en åbenbaring.  
 

Under en tallerkensmækkerplante bliver jorden i løbet af sommeren dækket af et tæppe af modne frø, dem skal man samle og tørre til næste år, især af de planter man synes bedst om. Men frøene kan også spises, - før de falder af -. Saml dem mens de stadig sidder i klaser på planten, og sylt dem som en meget aromatisk – og meget billig- erstatning for capers.

De indeholder faktisk en del af de samme smagsstoffer som ægte capers, men ikke i samme koncentration, Men absolut værd at lave, det er de.

I gamle dage syltede man dem som capers i eddikelage, men det var før vi kendte til de saltede capers fra øerne omkring Sicilien, som smager så uhyggeligt meget bedre end dem i eddike, (og er meget nemmere at lave). Saltningen bevarer blomstersmagen i capers, som er en uudsprungen blomsterknop af kapersbusken, og også den skønne skarpe smag i tallerkensmækker frøene, men fjerner bitterheden. 
 

Saltede tallerkensmækkerfrø 
 

Mål tallerkensmækkekerfrøene, og bland dem med halvt så meget groft salt. Gnub det lidt med fingrene og pak det tæt i sylteglas. Lad det trække en uges tid. Skyl saltet og den lage der har dannet sig af i et dørslag, og gnub med nyt salt. Gentag en gang mere. Stil det til lagring i min. en måned. Man kan lade frøene blive i saltet, eller tage dem op, skylle dem i koldt vand, lægge dem til tørre på et viskestykke og pakke dem i glas dækket af olivenolie.

Brug i tapenade, salsaer, salater, på hakkebøffer, overalt hvor man ville bruge capers,  
 

Sommerfuglekarse.

Tropaeolum peregrinum, er i familie med tallerkensmækkere, men med en mere ydmyg natur. De er enårige, med mere fligede blade, små lette og henrivende sommerfuglelignende blomster, der virkelig ser ud som om en sommerfugl er landet på planten, og lange tynde elegante ranker. Den har det bedst i en krukke, kan klare sig i let skygge, i let skygge, og kan bedst lide at have noget at kravle op ad. Jeg planter den i krukker samen med klematis og så tager den stille og roligt over i løbet af sommeren når klematissen er blevet træt. Den selvsår sig gerne i potten, og i kroge alle mulige steder, og det må den meget gerne.

Den smager præcist som tallerkensmækkere.