Sommerblomster  
 

Sommerblomsterne, de frækkerter, vores redning når der skal kulør på haven i juli , august og september.

Uforpligtende og nemme, muntre og umiddelbart glædesgivende. Man kan gøre det til noget helt særligt med sommerblomster, en kunstform, eller man kan lade dem sprede deres kulørthed over den  bare  jord uden andre bagtanker end frodighed.

Man kan overgive sig til sommerblomsternes utrolige farverigdom og bare så dem vildt og inderligt imellem hinanden, og man kan tematisere, lave hvide, blå, nordiske lyse farver, flammende røde og orange bede, lilla, pink og røde,  
 
 

Sommerblomsterne kan bruges på utallige måder i haven, jeg har dem mest i rækker i køkkenhaven til at plukke af, men de bliver også plante ind i bedene i dufthaven, og de mest velegnede som Ipomoea, cobea og Convolvulus kommer i potter.

Hvis ens staudebede ikke er for overfyldte, eller nyplantede er sommerblomster redningen de første år. De små pjevsede stauder, den minimale lavendelhæk, og de bittesmå roser ser mere ud som om det er med vilje når der står svajende valmuer, og cosmos bagved, frodige floder og  marker, søer og landskaber af sommerblomster, end bar ørken imellem dem.  
 

Man kan også vælge at lave et bed specielt til dem, en lang stribe langs huset, en kvadrat i køkkenhaven, selv et rundt bed kan være fantastisk, med cirkler af blomster og måske grøntsager, med de højeste inderst 
 

Selvom man ikek har, elelr orker en køkkenhave kan man tænke det den anden vej rundt og plante enårige grøntsager og krydderurter mellem sommerblomsterne. det giver en helt særlig svulmende frodighed. Og så kan man jo se om man vil spise grøntsagerne elelr bare lade dem pynte. Artiskokker er oplagte, de er vanvittigt flotte store gråløvede planter, med smukke rødlilla tidselblomster, hvis man ikek spiser blomsterknopperne med smør og salt på. Rødbeders og bladbeders blade er farvestrålende flotte, især meget røde rødbeder, som 'Bulls blood, og de gule 'Burpees golden'. Bladbeden ' Bright lights er i Grønkål, og den røde fligede russiske grønkål , græskar og courgetter, salathoveder, især de flotte hjortetak og egebladssalat ser skønne ud mellem sommerblomster. Dild og fennikel, kørvel og blomstrende koriander, rucola, og hestebønner er også velegnede. Pralbønner med de enorme bælge og smukke blomster er gode at lade kravle op på et stativ midt i det hele.

Lillablomstrende ærter, som der efterhånden er flere sorter af, er naturlige at plante sammen med lathyrus. Majs er flotte bagerst  i bedet,  og det vil en kravlende vildtomat og Tomatillo også være. Man kan, hvis man ikek er for puritansk, plante georginer og franske anemoner, ixia og ranunkler, gladiolus og alle de andre løg og knolde man kan købe om foråret ind, hvis man bare tager hensyn til højden, - og farverne.

Fidusen er at det hele kommer væk, eller op til efteråret, og bedet er klar til en ny omgang, eller noget helt andet året efter.

Sommerblomsterne er et eventyr man bare skal kaste sig ud i. frøene koster selvfølgelig noget, men man kan købe ind sammen med andre, og dele, og i øvrigt beholder de spireevnen i flere år, og kan gemmes.

Og lige præcis med sommerblomster skal man tillade sig både at være smagløs, og kræsen på en gang.

De almindelige frø fra supermarkedet er kun fra de mest almindelige blomster, og i de mest almindelige glade farver, måske for glade. Eller for kedelige, måske også for velkendte, og så er næsten altid for blandede. Desuden er der en tendens til at alt skal være mindre end fra naturens hånd. Blomster der egentlig er høje, som lavatera, Zinnia, levkøjer, løvemund, sommerriddersporer kan oftest kun fås i dværgudgave. Mange sommerblomster er med tiden blevet overfyldte, hvor de gamle enkelte er bedre, men er svære at få fat i, som morgenfruer og sommerasters. 
 

Man kan få langt mere spændende muligheder ved at købe frø over nettet, eller i en frøsamlerforening.

Alle de elskede sommerblomster fås  et utal af sorter, farver og nogle gange andre arter end de gængse. Man kan få mørke, næsten sorte kornblomster, scabioser og lathyrus, hvide og stribede tallerkensmækkere, nogle med helt mørke blomster, og med hvidstribede blade.

Man kan vælge at så meterhøje, eller lilliput zinnia, fantastiske enårige lupiner,  som den meget blå og gyldne Cruitshankii, eller den yndige lyserød/hvid/lavendel L. aridus. Atlaskblomster i alle mulige farver, fyldte elelr enkelte blomster, Eschsholzia i andre farver end orange, morgenfruer med røde bagsider,' Touch of red', eller bittesmå morgenfruebørn i randen, næsten hvide elelr vidunderlige abrikosfarvede 'Apricot', elelr bare helt yndige enkeltblomstrende.

Man kan få asters der ligner chrysanthemum, enkelte og afsindige pomponer, og lathyrus der både dufter som de skal  og har de mest fantastiske farver, bølger , striber og størrelser.  Der er en verden derude, som er værd at kende, og hvis man kommer til at så noget man ikek kan lide kan man bare så noget andet året efter.

Det kan sagtens gå for vidt, det er moderne blandt planteforædlere at lave blomster der konsekvent ligner noget andet end de er, og det er egentlig ikke så sjovt. Det de glemmer, og som man ikke kan se på billederne er om det passer sammen, hvordan planten gror , om det kun er blomsterne der er flotte, og så ser resten rærligt ud. det er i det hele taget ikke nemt at vælge blomster far et katalog elelr en hjemmeside. Men det er sjovt.  jeg faldt for  vanidium, Zulu prince. fantastiske store margeritagtige blomster i orange, sort og hvid, virkeligheden var en flot, bevares, blomst øverst oppe på en høj, lodden, vissen grim stilk. Eller nicotiana, som er en enorm slægt med duftende trompetformede blomster. Jeg plejer at dyrke den helt overdådige Nicotiana sylvestris, 1½ meter høj, store blade, høje hvide spir af hængende trompeter med den mest øredøvende aftenduft i  August og september. Dens lige så enorme fætter Nicotiana langsdorfii var en katastrofe, enorme planter med små fedtetgrønne blomster der lugter af lort. Det stod der mærkeligt  nok ikek noget om i kataloget. Man kan prøve solsikker der mere ligner lodne høretelefoner fra et sæt Bratzdukker, eller kæmpe med umulige levkøjer der aldrig hæver sig mere end tyve centimeter over jorden.

Det er en kamp, men det er eddermanemig sjovt.

Man skal huske at tage frø af hele herligheden.

Og her kommer et problem som man skal være opmærksom på. Hvis der står F1 på posen betyder det at frøene er en førstegenerationskrydsning, som det ikek kan svare sig at tage frø af.

Man laver dem ved at krydse to planter, og tage frø af den resulterende plante. Det giver nogle bestemte egenskaber , og  i mange krydsninger en enorm frodighed, hos de planter man får ud af at så frøene. Bagdelen er at de frø man får ud af sine planter ikek har denne plantes egenskaber, de kan være hvad som helst, som regel ikke særlig spændende.

Det er utroligt irriterende ikke selv at kunne tage frø, og år efter år at skulle købe nye frø. Det man skal gå efter er frø fra planter der beholder deres egenskaber enten fordi det er rene arter. eller fordi de er fremelsket gennem så mange generationer, at de er blevet frøstabile.

Når man tager frø kan og skal man vælge. De bedste, mest sejlivede, flotteste mest blomsterrige planter. Man skal også tage frø fra flere, ikke bare fra én plante, ellers får man på sigt et for smalt spektrum af plantens gener med sig. Man kan vælge for farve alene, se. Tallerkensmækkere, og det skal man gøre for ellers udvander den farve der er afgørende for f.eks Malva mauritiana, eller en hvilken som helst blomst man har i en bestemt farve, som man gerne vil vedligeholde. Hvis man modsat har blandede farver skal man huske at tage fra dem alle sammen. Men man skal gøre sig klart at enhver forandring fører flere forandringer end den synlige med sig. Stor overdådighed hænger ofte sammen med manglende resistens over for f.eks tørke, stress, skadedyr , sygdomme  eller kulde.

Det er klogt også at vælge dem der overlever bedst, og ikke kun for skønhed.

Man skal også vide at man ikke helt får hvad man tror man får, hvis der er andre, nært beslægtede blomster i nærheden. Blomster krydser sig , det er det fede ved det.

Det er et lotteri, men et med gode vinderchancer.  Og man må bare så så mange blomster at der er plads til at luge de kedelige væk.

Lad frøene blive helt udviklede på planten, men hold øje,  og saml løbende ind. det kan være svært at se, men når hele frøstanden eller bælgen er brun så er den der. Eftertør i en kurv eller på et stykke avis til de er helt knastørre. Det er en god ide at rense frøene for de bælge, huse osv. de ligger i, før vinteropbevaringen. 
 
 

Måske det er stedet at skrive om noget der forvirrer alle mennesker der ikke er helt stive i hvad der angår haver og planter.

Hårdførhed, og forskellen på stauder, enårige, og toårige. Hvad kan overleve en vinter, og hvad kan ikke.

Det er også en anelse indviklet.

Altså, enårige planter er beregnet på at spire, vokse, blomstre og sætte frø, i den vækstsæson de bliver sået. de kaldes også sommeranuelle,  på engelsk annuals, eller hardy annuals, som betyder hårdføre enårige,  det er værd at vide fordi de mest interessante frø kan købes fra England.

Det gælder dem vi kalder sommerblomster, og f.eks. basilikum., dild, koriander og kørvel som også er fine som sommerblomster.

De hårdføre enårige er beregnet til et klima som vores , og kan sås direkte i haven, hvor de har rigelig tid til at nå det hele, fordi de er vant til korte vækstsæsoner og kommer hurtigt i sving med at blomstre. Eller fordi de har en så enorm vækstkraft at de når det alligevel. F. eks morgenfruer, valmuer, mølleblomst (Clarkia )morgenfruer,  Zinnia(jomfruskørt) Helichrysum monstrosum, (evighedsblomst) malva sylvestris mauritiana (mørk mauretansk katost)Xeranthemum (papirsblomst) Godetia(atlaskblomst), Eschsholzia, (californisk valme) kornblomster, enårige lupiner, cosmos(stolte kavalerer) hør, skabioser, lavatera trimestris (mamelukærme), Nigella damascena (jomfru i det grønne), sommerriddersporer, sommerasters, sommerfloks, solsikker, tallerkensmækkere.

Blomstringen er selve plantens mening, når den har gjort det, tiltrukket bestøvende insekter , ledt på vej af dens duft og farver, ja så er den potte ude, og planten holder op med at blomstre for at sætte sine frø, og få dem modnet og spredt før vinteren.

Nu ser vi gerne at de bliver ved med at blomstre i lang tid, og derfor plukker man visne blomster af, hele tiden, hele sommeren, for ellers er det slut med dem. det er særligt vigtigt med morgenfruer og lathyrus.

Man kan lade nogle få sidde og modne, så man kan samle frø til næste år, men det skal ikke være de sidste blomster, de kan ikke nå at modne.

Nogle enårige kommer fra troperne, og subtroperne. De kaldes half hardy annuals, på engelsk, dvs. halvhårdføre enårige, og har ikke det samme hastværk med at få blomstret. de er vant til en lang vækstsæson, og hvis vi skal gøre os forhåbninger om at få dem i blomst  kan vi ikek vente med at så dem til jorden bliver varm nok i april-maj. Her må der tyvstartes for at få tid til det hele, og det er derfor man sår dem indendørs, elelr for nogles vedkommende i drivhuset, for så senere at plante dem ud, når jorden er varm. Nogle kan tåle en smule kulde, andre overhovedet ikke.

Det gælder tomater, chili, Lathyrus, tobaksblomster, Mirabilis jalapa,, enårige salvier, f.eks. salvia coccinea og Salvia patens. tagetes, løvemund, Ipomoea, levkøjer, natlevkøjer, portulak, Mesembryanthemum, Molucella laevis (irsk klokke)cobea, basilikum, reseda, Convolvulus, Cleome, De skal sås i marts, indendørs.  
 

Hvis man gerne vil have gang i sommerblomsterne meget tidligt, kan man for at gøre det yderligere indviklet,  forkultivere også de mere robuste enårige, i stedet for at så dem direkte i haven.

Jeg gør begge dele, sår lidt indendørs, eller i drivhuset, og sår flere direkte i jorden, så får man en meget lang sæson.

Hvis man kan kende de små planter kan man også identificere små selvsåede planter af  sommerblomster fra året før, og enten lade dem gro hvor de gror, elelr flyttet dem mens de er meget små.

Hvis man har meget ukrudt er det en enorm fordel at forkultivere dem, og plante dem ud midt i maj. Jorden kan holdes fri for ukrudt så længe, og man har ikke bøvlet med at kende de små kimplanter fra hønsetarm, mælder og hvad man ellers har af skaberak i sin have, der spirer meget, meget hurtigere frem end de fine sommerblomster. Man kan forkultivere dem alle sammen, men morgenfruer og valmuer bryder sig ikke om det. 
 

For at forvirre begreberne så dyrker vi , fordi her er så koldt, en hel del vækster som enårige, der i virkeligheden, der hvor de kommer fra, er flerårige, dvs. stauder.

F. eks verbena bonariensis, chili og løvemund. 
 

Det handler om hårdførhed.  Planter der ikke kan tåle vores vinterkulde , men som gladelig blomstrer første år, dem bruger vi som sommerblomster og skrotter når det bliver koldt.

Og disse planter forvirrer en, især når man nogen gange oplever at planter som man har dyrket som enårig faktisk overlever vinteren til næste år.

Det er der ingen af de rigtige enårige der kan, det er mod deres natur. De kommer muligvis igen ved selvsåning, for det er de fleste enårige gode til. De spreder massevis af frø. Selv dem der i første omgang kræver forkultivering , som tagetes, kan finde på at så sig selv, bare lidt senere.  
 

Stauder er planter hvor de overjordiske dele dør ned om vinteren, men rødderne overlever i mange år. de kaldes hardy perennials på engelsk.

Der er stor forskel på hvor hårdføre stauder er, jeg  gider kun dyrke de 100 % hårdføre. De kommer igen år efter år, breder sig til kæmpe tuer og totter, nogle spreder sig både med frø, og med udløbere, og man kan dele dem , og tage stiklinger af dem i det uendelige.

Mange krydderurter er stauder, f.eks  mynte, citronmelisse og løvstikke og de er fuldt hårdføre.

Hårdførhed handler om hvor planten kommer fra. Planter der kommer fra norden, Nordamerika, bjerge, centralasien og fra stepper er som regel helt hårdføre. Undtagelserne kan være planter der kommer fra meget tørre egne, og så er problemet  ikke kulde men fugt om vinteren,  det gælder f.eks mange krydderurter fra middelhavsområdet.

Så er der en gruppe mere, det er halvbuskene, f.eks. lavendel, timian, salvie, perovskia, carryurt og rosmarin.

De er stauder, men de nederste grene forvedder, dvs. bliver træagtige og de står hele vinteren, og dør ikke helt ned som stauderne.

De er mere udsatte for tørke, fugt, kulde og er ikke altid fuldt hårdføre. de skal plantes beskytte, et sted hvor der ikek står vand om vinteren, og man må være indstillet på at skifte dem alle sammen ud en gang imellem.

Jeg kan f.eks ikek have timian, undtagen citrontimian der er meget hårdfør, men fint lavendler og salvie, carryurt og perovskia. Rosmarin kan overleve i nogle haver, hos mig kun i drivhus. 
 

De toårige har et kapitel for sig selv, men de er vinteranuelle, dvs. spirer og laver en roset af blade, og kraftige rødder, om sommeren, for først at blomstre året efter. Det handler om  f.eks digitalis, gulerødder, rødbeder, natlys, judaspenge, natvioler. De kaldes Biannuals på engelsk.