En dufthave.

At skabe en helt ny have er ikke lige overstået på et par sæsoner. Men det viste sig efter nogle år i min ellers rigeligt store landbohave at det var absolut nødvendigt at anlægge sådan en. En dufthave.

Ikke fordi resten af haven ikke må dufte, og heller ikke fordi jeg syntes at  resten var færdigt, overkommeligt eller på plads. Men fordi det bare var vanvittigt, og vanvittigt nødvendigt. Vi havde - og har besøg af mange grupper af handicap­pede, som skal opleve både dyr, planter og natur, og det kan godt være vanskeligt at formidle, når oplevelse kører på en helt anden måde end vi er vant til. Jeg opdagede at dufte var godt. Især kombineret med noget man kunne smage på, blade og blomster med særlig karakter, loddenhed, ruhed,  pelsede lammeører, mynter, mange slags timian, stærkt duftende blomster og blade var fine at sanse, og det er det jo vel også for os andre. Der er efterhånden mange der arbejder med at bruge både konkret havearbejde, dufte og andre sansninger i alle mulige former for terapi. Man kan jo så omvendt slutte sig til at haven og alt hvad den rummer giver ro og fred i sjælen.

Jeg fandt også ud af at hævede bede er et must når der kommer blinde, og at det også godt må stikke og kradse.

Den anden gode grund, som jeg kunne overbevise mig selv om gjorde det helt uopsætteligt, var fordi der var en masse planter jeg ikke kunne dyrke hverken i køkken­haven eller i mine højtvoksende staudebede.

Lave krydderurter, liljer, viburnum i alle former, buskroser, forårsløg af de mere delikate, skovjordbær i både rød og hvid, lavendler, salvier.

Alle de toårige der ikke har en chance i staudebedene, og som jeg elsker særligt højt, marieklokker, kongelys, gyldenlakker, studenternelliker, og salvia sclarea. I staudebedene er det ikke nemt at plante nyt, og der er rigeligt i forvejen, i køkkenhaven er det et problem med to- og flerårige ting.

Der måtte simpelthen laves en ny have, med en helt anden karakter. For mit indre blik stod der århundrede gamle stenmure eller til nød rosa murstensmure, hvor min lille klosterhave kunne gasse sig i solen, og bierne tumle sig i tæpper af timian. Det skulle være en sky af hvidt og gråt, lilla og blåt, og så meget lyserødt at det var til at bære. Der skule være plads til kæmpe æseltidsler, alt for store roser, mit enorme irisbatteri, og et tæppe af madonnaliljer i lavendler hvis de ellers ville være der. Meget italiensk, solstegt om sommeren, meget yndigt og dyrebart om foråret -  men især fredfyldt.

Det der skulle undgås var at det blev for tematiseret og irriterende, ingen botanisk samling, og heller ingen reetableret klosterhave  med navneskilte, planter der råber til hinanden og munkefolklore. Jo mere man tematiserer jo værre går det som regel.

Det er nødvendigt at danne sig sådan nogen indre billeder før man går i gang. den engelske havemadamme, Mary Keen har gjort det med collager, hvor hun samler de inspirationskilder hun vil hen i nærheden af, og det er en virkelig god ide. Mit nye univers skulle først og fremmest være en forårshave, med juveltæpper af små forårsløg, siden et tæppe af alle de duftende, gråbladede krydderurter  med under høje opstammede buskroser og blomstrende buske. En solsveden oase med en stram form, med sommerfugle, brumbasser og med nektar til at vores honning bliver mere spændende end uden. Stramhed i formen og en yppig kravlende beplantning. Der skulle være et pæonbed med plads til dem alle sammen. Masser af sten, og så i øvrigt alt det andet der passer til. Jasminer, latyrusstativer og reseda. I virkelighedens verden var der ingenting, En plet jord på størrelse med en lille rækkehushave, gennegrøfet af grise, stenhård lerjord pyntet med utallige syreskræpper og brændenælder, som er det eneste grise ikke gider spise.

Enhver omkransning, rum og form måtte skabes fra bunden. En mur ville være fantastisk- keep dreaming...Et raftehegn af halvstokke med luft imellem var ubetaleligt, i hvert fald for os. Men et rum skulle der være, og en takshæk kunne jeg ikke vente på. Løsningen endte med at blive støbenet, med et skelet og overliggere af rafter. Det er smukt på en funktionalistisk måde, ret råt og meget fint til klatreplanter.

I samme virkelighed lignede det sikkert en ulykke i flere år. Jeg kunne selvfølgelig kun se fremskridtede og var himmelhenrykt over de første tæpper af krokus.  Alle andre kunne se at de stod  midt i ingenting, og larmede formålsløst op. Nu er haven 4 år gammel fra første spadestik, og det ser efter­hånden ud som om det er meningen. Stauder og buske er vokset til, og man kan begynde at flytte noget af det der er fejltagelser uden at det ser helt usselt ud. Jeg kan også se at jeg har plantet alt for meget, hvad der da ikke får nogen til at hverken så eller købe færre planter.

I mellemtiden har jeg haft stor fornøjelse af at fylde ud med sommerblomster. Scabioser og levkøjer, lathyrus og georginer har været på skiftende pladser, der har stået lilla grønkål, rødbladet salat, cosmos, appelsintagetes, anisisop i massevis, persille og utallige lammeører. I en ny have er selvsået velgået. Man er taknemmelig for alt hvad der breder sig hurtigt, også selvom man senere må tynde gevaldigt i det.

Nu er det ved at være slut med sommerblomster derinde, selvom der skal være plads til Kæmpeverbena, levkøjerne og de helt mørke scabioser i mange år endnu.

I midten er der et rundt bed med en Prunus subhirrtella i midten. Det er en vidunderlig ting at have. En helt let vinterblomstrende kirsebær, helt anderledes end de stærktpink  japanske kirsebær, der både her og de fleste andre steder er alt, alt for meget.

Den har det bare skrækkeligt, og skal væk hvis den ikke tar sig sammen, men under den er hele bedet fyldt med mange slags mynte. Det er noget der klodser, 5-7 små potter giver hver en kvadratmeter intenst plantedække på en enkelt sommer, og det ser vidunderligt ud med først de stræbsomme skud i mange former og bladfarver, til de sidst på sommeren går i blomst på mange forskellige måder. Der udkæmpes en kamp derinde nu på tredje år, hvor den krusede pebermynte har et klart overtag. Og man kan roligt lade dem kæmpe, så længe de har en fast plads at være på. Jeg bruger meget mynte i maden, og

desværre er min marokkanske mynte ved at tabe slaget, måske fordi det er den jeg bruger mest af. Andre steder er mynte bandlyst, det er simpelthen for invasivt at have i et almindeligt bed.

Nu er jeg ikke særligt militaristisk eller ordentlig så et er ideen, noget andet er hvor gennemført den skal være. Der har sneget sig mange duftløse ting ind, og langt fra alt er spor spiseligt. Der er også noget der hedder stemning, og planterne skal gerne give et frodigt og smukt billede tilsammen. Men i det store og hele er det duftplanter, middel­havsplanter, krydderurter, og derfor også et gråløvet, hvid - og lillablomstret  resultat det er endt med. Og det er i øvrigt overhovedet ikke endt.

Langs hegnet er der nyplantede roser, 'Madame Alfred Carriere´, hvid, og så alligevel ikke, den har et rosa lag glasur over hvert eneste kronblad, især når den springer ud. Den kan tåle halvskyggen under blodbøgen, det vil ikke forhindre den i at sætte mange meter lange skud, til at væve ind i støbenettet.

Den bliver enorm, og har plads til det her. Jeg har en ret moderne klatrerose, Alchymiste, der er vulgær, ferskenrosagul, en mere moderne udgave af den yndige ferskenfarvede rose Gloire de Dijon på speed. Også den bliver enorm og fantastisk. Der er plantet vindruer, der har været meget længe om art komme i gang, selv om det er nye kuldetålende sorter. Og paradenummeret,  en klematis der er helt fortryllende, Clematis tangutica. Om det er arten, eller sorten 'Orange peel' har jeg ikke styr på, men begge er yndige, med gule nikkende klokker med fire tykke sære blom­sterblade, omtrent at føle på som en citrusskal. Planten er pyntet med både blomster og af­blomstrede fnullerfrøstan­de hele tiden, og de er nemme at så.

Den blomstrer hele sommeren og efteråret med, af brudt  af nogle få uger hvor de får vejret. Den skal kun beskæres hvis den bliver for voldsom.

Der er indgangshuller i hegnet mange steder, hvor jeg har plantet gamle danske sjældne kræger, en blomme, der er langt mere aromatisk end mirabeller, men vokser lige så overdådigt. De skal med tiden danne halvtag over indgangene. For enden, i halvskygge er der to clematis Montana rubens, 'Elizabeth', der er lidt mere røde end arten. De er allerede efter to år er klar til at blive espaliret hen over indgangen.

Inde i dufthaven er der jordgang, og hvordan det ender med at blive ved jeg ikke endnu, måske græs, måske grus, eller den bare jord. Bedene er lavet som en lille parterrehave, og egentlig burde jeg nok lave buksbomkanter, men jeg kan egentlig godt lide det lidt vildere at timian og studenternelliker, rosenskovmærke og lavendler får lov at lægge sig hen af stien. Selvsåede anisisop, natviol og malva mauritaniana får lov at stå, nogen gange. Rosenskovmærke er en helt henrivende fintbladet bunddækker, med en sky af rosa fine runde bolde til blomster. Den klatrer helt vildt og voldsomt rundt over både sti og stauder. den dufter også, men af ræv.

Inde i bedene er der først og fremmest timian og isop af alle slags, mange slags salvie (som har sit eget afsnit). Jeg har plantet roser, både meget gamle der alle remonterer, og nyere som Albertine, der ikke dufter så voldsomt, men den er vidunderlig i sine særegne farver. Knopperne er røde udenpå, en ubeskrive­lig højrød, der får knopperne til at ligne jordbær. De er  i fuldstændig kontrast til den udsprungne blomst der er koral og lyserød hvad der tilsammen giver et nærmest ferskenfarvet, og lidt blegt syn.

Den skal bestemt ikek stå samen med blålilla farver, men den er fint til krydderurterne, og den sjældne koreanske hvide klokke, Campanula takesimana. Campanulaen kan kun købes som frø, men den er nem at så selv. der er islandske valmuer, der blomster i alle  deres fine venetianske silkefarver, og der har sneget sig Lyserøde staudevalmuer, Papaver orientale Prinzessin Louise, der er ret skønne til de gråbladede krydderurter. Til næste år er der  forhåbentlig også nogle af de helt blommefarvede staudevalmuer som får lov at give deres korte forestilling mellem krydderurterne.

Mere om valmuer andetsteds. Der er masser af lavendler, både som kant og inde mellem roser og krydderurter. Både Hidcote blue, Munstead blue, og Lavandula X intermedia der både bliver meget større og blomstrer længere end de andre med blegblålilla spidse blomster.

Liljer

Og så er der liljerne. man må have liljer i en dufthave, så der står n madonnaliljerne og de høje XXX. Andre steder i haven , især i staudebedet mellem pæonerne står de assorterede asiatiske liljer jeg har fået eller faldet for i potter, brandliljerne og tigerliljerne der stod der i forvejen. I halvskyggen står purpur og hvide martagonililjer og den guldfarvede Lillium henryii, høje, yndefulde skønheder, med hængende turbanformede blomster, der bedst kan lide den kølige luft og fugtigheden under hasselhegnet.

.

Liljer er generøse væsener -  nogle af dem. Og det er dem man som dødelig haveejer skal gå efter. Selvom det er fristende at lade sig forføre af  mere krævende. Hvis man bliver vild og gal med liljer kan man prøve dem, og nogen gange er de vanskelige til salg i planteskolerne.

Det nemmeste og klogeste er at give efter for deres  krav ved at plante dem i potter. Det er sjældent hårdførheden der er problemet med liljer, det handler mere om jordbund, hvor alle de orientalske liljer skal have skurbund, fuldstændigt dræn, og nogle af dem vand på årstider og tørke på andre årstider der ikke helt passer med vores klima.

Liljer ser under alle omstændigheder dejlige ud i potter. Man kan flytte rundt med dem, og flytte dem ind i drivhuset eller et beskytte sted om vinteren.

Men dem vi alle sammen kan overkomme er de nemme.

Aller nemmest er de orangerøde brandliljer og de rødere tigerliljer. Man kan købe arterne, eller hybrider i mange farver. De er ekstremt hårdføre størrelser, som findes i mange gamle haver, simpelthen fordi de bare bliver ved med at blomstre i årtier eller mere.

Hvis man vil have knald på farverne, er det dem man skal gå efter.

De asiatiske liljer er nemme at gå til,  det er dem man kan købe i alle klare farver i ethvert supermarked. de er lidt stive i det, og blomstrer helt oppe i i spidsen af stænglerne, men de er sjove, og muntre, og koster meget lidt. der findes i tusindvis af sorter, og de ser dejlige ud plantet sammen i et særligt bed, eller i mindre grupper ude mellem stauderne og krydderurterne.

Måske de egentlig er bedst i krukker, hvor de kan få lov at folde deres natur som lidt fremmedartet helt ud. Krukkerne overvintres et lidt beskyttet sted, pakket ind i halm eller måtter.

Lillium regale, kejserliljen, er indbegrebet af en lilje, lidt mere end en meter høj, og fin når den blomster længe i juni, med enorme, åbent  trompetformede duftende blomster. De er hvide indeni, lillagrønpudrede udenpå. Man kan købe en helt hvid sort, men det er selve arten der er finest. Den er meget nem, bare den får maser af sol.

Hvis man vil have helt hvide liljer skal man have  Lillium candidum, Madonnaliljen.

Det er en Europæisk art, som siden tidernes morgen har været eftertragtet for sin helt eventyrlige hvide  blomster.

I modsætning til trompetliljer, og de glade, men let enfoldige asiatiske der vender blomsten opad, sidder de hvide madonnablomster tæt og fladt indtil stænglen.

Den har været brugt på snart sagt enhver afbildning af  Jomfru Maria ,  hvor det netop er jomfrueligheden og kyskheden den repræsentere.

Det er den der findes på gamle kirkelysestager, og på alle malerier af paradisets have.

Hvis man har set liljen i virkeligheden er det mere end nemt at forstå.

Blomsterne er så fuldstændigt hvide, så silkefedt  rene og duftende at de virkelig virker overjordiske og opnåelige.

De er også en smule vanskeligere, end de nemmeste liljer, men guddommelig indgriben er ikke nødvendig, et godt, luftigt bed, gerne sandet, er fint for dem, hvis det befinder sig i fuld sol. Hvis de ikke trives vil de bare holde op med at blomstre, og så skal man flytte dem.

Hvor andre liljer skal plantes dybt, er madonnaliljen tilfreds med at ligge lige under jordoverfladen, med den stedsegrønne top strittende op over jorden. den blev indført af munkene i den tidlige middelalder, både på grund af dens guddommelige forbindelser og fordi den blev brugt medicinsk, og den er stadig  selvskrevet i et hvert tilløb til klosterhave, dens hvidhed er indlysende rigtig mellem lavendler og salvie, timian og isop.

 Endnu kraftigere duftende er Lillium rubrum, der grener sig og har blomster der er lidt svære at indpasse i haven, det ligner lidt for meget en blomsterbutik. Men de kommer sent i august, hvor man godt kan trænge til lidt strunk, friskhed. Man kan ofte købe sorten 'Stargazer' i potter, og det skal man bestemt, den er skøn, eksotisk og overvældende, og langt nemmere end den ser ud til.

En helt anderledes udstråling har de høje  'Pink perfection' og 'African queen'. de bliver op til to meter høje hvis de kan lide at være der, og er overvældende flotte , men i mere dæmpede farver.

De er fine mellem roser, hvor de rager op og går gang når roserne stort set er slut sidst i juli.

De helt hvide, høje og smalle trompetliljer, man kan købe i enhver blomsterbutik er ikke så dejlige i haven.

de vil altid stå og ligne plasticblomster man har stukket i jorden. Det kan man i øvrigt godt more sig med.

Hvis man har liljer skal man være indstillet på en livslang kamp med de små satans liljebiller.

lakrøde små ækle væsener der ikke bare æder end liljer fuldstændigt, men lægger ækle slimede sorte ægklatter som de kan gemme sig i, og som producerer endnu flere af de små bæster.

De har en meget præcis sans for hvornår man nærmer sig for vellystigt at kvase dem mellem neglene. De kaster sig frygtløst ud fra fuld liljehøjde, og bliver liggende på ryggen så man ikke kan se deres røde ryg, men kun deres sorte bug.

metoden er at starte med at holde den ene hånd under billerne, der ofte kan fanges to ad gangen fordi de ligger og kopulerer i ens lilje. Så dratter de bare ned i håndfladen hvor man så kan få en sadistisk fornøjelse ved at lade parrinsagten ende i død og ødelæggelse.

Og det skal man gøre hver dag, hele sæsonen, ellers ingen liljer.

de æder i øvrigt også andre planter, især storkonvallen kan blive fuldstændigt ribbet, hvis man ikke er efter dem.

 Der er rigtig mange lave, duftende nelliker, Fjernelliken ; Dianthus plumaris, de eneste virkelig holdbare nelliker i haven. De kan som krydderurterne godt lide at stå tørt, og trives bedst med sten. De passer så fint til krydderurterne og danner hurtigt kæmpe puder der blomstrer så voldsomt at man nogen gange må klippe nogle af blomsterne af for at de ikke skal blomstre sig ihjel.

De fås i mange farver, og dufter endnu bedre end studenternellikerne. En meget mørk karminrød har jeg plantet sammen med haveklinte i præcis samme farve, foran en sky af perlekurv, Anaphilis triplinervis. Man skal lige være opmærksom på at der er stor forskel på den rigtige perlekurv, der nok bliver en bred skøn plante, men alligevel holder sine gråbladede yndigheder indenfor normale rammer, og den helt vildt spredende Anaphilis margaritacea. Den er højere, hvidere, og har et usandsynligt kraftfuldt system af udløbere. Den er skøn, også til tørring, men plant den i et vildt hjørne sammen med de andre voldsom­heder som margeritter og andre med et heftigt temperament.

Foråret

Om foråret er her afsindige mængder af små Krokus chrysan­thus, der er helt anderledes lette og fine end de store hollandske krokus.

Der er rækker af himmelblå perlehyacinter. De er henrivende at plukke af, men en byld efter afblomstringen. Både krokus og perlehyacinter danner tætte tuer af virkelig grimme blade der er alt for længe om at dø ned, så det får hele bedet til at se vissent ud indtil sidst i maj. Løsningen er at plante noget med store blade oveni, for de fine krydderurter dækker ikke nær nok. De

selvsåede natviol, natlys, digitalis og kongelys ordner en del af problemet. Men det er ikek nok. jeg må have flere stauder som hestemynten, Rudbeckia, stjerne­skærm, og perlekurv til at danne et tæt grønt tæppe ovenpå filterredeligheden.

Rundt om flere af bedene har jeg plantet rigtig mange iris germanica, en gammel blålilla og meget almindelig variant, som jeg fik forærende en utrolig bunke af. De nye skud er fine som struktur i de flade spinkle forårsbrede, og det er dagliljens fine grønne tuer også. Lungeurt er fin, og det er kærmindesøsters nye blade også. Blomster alene gør det ikke om foråret, selvom man er taknemmelig, de skal også bare noget grønt til.

Det ene bed i dufthaven ligger i lys om foråret, men efter løvspring er der helt mørkt under en gammel blodbøg.

Der vokser Liljekonvaller og skovløg om foråret. Skovløgene Allium ursinum har ry for både at stinke og brede sig helt ukontrolleret. Det sidste er ikke noget problem, for de smager dejligt, med løg og det hele. Duften er rent og klart af hvidløg, og fordommen om duften stammer fra tiden før vi spiste hvidløg til daglig. Det er her jeg planter alle de brugte potter med dværgpåskeliljen tete á tete ud, efter at have delt dem, og spredt her ser de fine og naturlige ud. Så naturlige at min datter plejer at plukke dem alle sammen, hver og en.

Her står en lille samling af de meget yndige hvid - og grønblomstrende hortensia, der godt kan lide skygge om sommeren. De vokser sig store nogle af dem, men kan godt holdes ned i en overskuelig størelse. Der er plads til en æblerose, hvor det er bladenes æbleduft der er attraktionen, mere end de meget søde lyserøde blomster. og så står der et par syrener som jeg bliver nødt til at flytte når de vokser til. i bunden af det hele har jeg sat en kravlende klematis, se side XXXX. . Det er fuldstændigt henrivende. De ret små blomster er en sart blå, med creme frøstandere i midten, og de vælder frem over hele bedet fra september til november.

Den er fortryllende til hortensiaerne, hvoraf nogle har blå tomer i blomsterne.

Det er desværre ret tilfældigt, men en af de smukkeste havebilleder det er lykkedes mig at skabe endnu.

Bedet er kantet med Hosta i den ene ende, og Bergenia, der stod et andet sted i haven i den anden. De store blade er ret velgørende for at holde sammen på formerne. Imellem det hele er der Alchemilla mollis, et par høstanemoner, Stjerneskærm, og Dicentra spectabilis om foråret. Det er den rosa/hvide af løjtnantshjerterne, men jeg tror hellere jeg havde valgt den hvide 'Alba', hvis jeg skulle begynde forfra.

Og så er der tidsler. Det er et under at der overhovedet kan gro noget andet, for der er så mange tidsler at de skal hives op en gang om ugen, hele sommeren.

Det samme skal kvik og en begyndende skavlderkålinvasion far et katastrofalt tilgroet irisbed.

. der er fornyelige ressourcer af kæmpe syreskræpper, dueurt, og en irriterende koloni af bidende ranunkel mellem pæonerne.  brændenælder og et hvert tænkeligt irriterende ukrudt.

Men det er det værd, en sommeraften når det hele dunker af sommerens saftige puls, og liljerne tårner sig op, om efteråret når det falder hen og lægger sig til hvile, om vinteren når man kan plukke de aller første buketter af blomstrende viburnum, og når alle de små forårsløg danner tæpper af uventet farve, små søer af juveler, kulørte og larmede, frække og frejdige  mens alt andet stadig er gråt, jordfarvet og bladløst.