Bønner 
 

Bønner må være en af de største gaver til mennesker der er vilde med mad. To måneders fest hver sensommer hvor selv den mest forsigtige bønneplanter kan høste dem til overflod, og siden ti måneder hvor enhver kan forvisse sig om planteslægtens mangfoldighed ved at gå en tur ned til den nærmeste indvandrerbutik. Hylde op og hlde ned med tørrede frugter af bælgplanter. Det er helt utroligt hvad den kan. Og det i alle farver.

Og man kan roligt gå igang, det er ikke nogen investering at finde frem til ens yndlingsbønner, og langsomt pejle sig ind på den variation der også er i måder at spise dem på.

Bønner er simpelthen en fantastisk råvare at have i huset. Hvert pyntelige glas står bare der og repræsenterer mulige måltider, fremtidige glæder og den særlige ro der er over at have et forråd. 
 

Uden at være den store historiker kan man vist roligt sige at bønnen i alle dens former er grundlaget for overlevelsen i det meste af verden. PT. står de for 8% af proteinbehovet på verdensplan. Bønner har vi altid haft, men i starten kun hestebønner, linser og kikærter. Andre slags bønner kom til Europa efter korstogene, efter øget samhandel med østen, og først og fremmest efter Columbus. Med sig hjem havde spanierne og portugiserne en enorm variation af bønner som stammer fra vildtvoksende bjergbønner, og som allerede havde været i menneskehænder i årtusinder i den nye verden.

Andre bønner som soya- og mungbønner kommer fra sydøstasien og nåede ikke os i særlig høj grad før mikro makrobølgen i tresserne.  
 

Bønnerne var stærkt medvirkende til at får den europæiske befolkning på fode efter pesten, og med til at gøre livet lettere for millioner af bønder der i bønnen fik en letdyrkelig grønsag, der både var let at opbevare, havde et højt proteinindhold, og efterlod jorden i fin form.

Bønner, som alle andre bælgplanter samler kvælstof i jorden, i modsætning til andre nærende afgrøder som kræver store mængder gødning.

Bønnen har også fået skyld for at gøre krige som ellers var utænkelige mulige, fordi det er et ideelt næringsmiddel i felten- bare bønner såvel som krudt bliver holdt tørt.

Deres billighed har holdt liv i mange milioner og gør det stadig, selvom der er stor forskel på hvilke bønner der er basiskost i forskellige verdensdele,  i Indien spiser de linser, dhal, og gram i alle deres former. I Kina er det soyabønner som i næsten utallige forklædninger som tørret, gæret, suppe, tofu, soyasauce udgør det daglige proteintilskud for en trediedel af jordens befolkning.

I Sydamerika har de helt andre bønner i gryderne, og som regel altid sammen med en anden slags kulhydrat som ris, majs, hvede.

Det er i det hele taget en rigtig god ide, for nok er bønner proppet med proteiner, men ikke alle aminosyrer er med, og et mere komplet protein får man netop ved at kombinere med brød, majs, korn, ris. 
 

På verdensplan findes der mange andre typer bønner, som vi aldrig ser, enten fordi de spises lokalt, eller ikke smager særligt godt, eller måske indgår i madkulturer vi ikke har opdaget endnu.

De har måske kulinarisk interesse, men de fleste af verdens bønner kan overhovedet ikke dyrkes i vores klima, det er tropiske bønner som yard-long beans, der i tørret form giver de meget velsmagende black-eyed-peas, som altså er en bønne-ikke en ært, de enorme limabønner og lablabbønner med smukke blomster kan man muligvis dyrke i drivhus, men det er ikke umagen værd. 
 

At dyrke bønner 
 

Der er sport i bønnedyrkning, nogle år lykkes det, andre slet ikke, og det afhænger klart af varmen. Selve dyrkningen er enkel, men jeg har gjort mig nogle erfaringer, som gælder alle bønner. Rigtig mange bønner sået på friland kommer aldrig op, eller rettere sagt de kommer op, står med de to bønnehalvdele klappet fint ud som et par kastagnetter, og så sker der ikke mere. Ingen kimblade, ingen bønner. De bliver simpelthen spist i deres spædeste vorden. Efter i et par år at være blevet helt vanvittig af at se deres kimblade blev ædt af nogle jeg ikke bryder mig om, opgav jeg helt at så in situ. Da det var sket for mig lidt for mange gange besluttede jeg at det skulle være løgn. Der er i et par år nu blevet sået i store rosenpotter i drivhuset. 3 frø i hver potte, sidst i April, og så skilt forsigtigt ad og plantet ud når vejret var til det, dvs. jordtemperatur på mindst 10 grader. De små bidske bønneædere har åbenbart ikke deres gang i drivhuset, og bønnerne er allerede blevet til flotte planter, som hurtigt vokser sig til. 

Metoden dæmper også den kløe som gør det voldsomt svært at vente med at så bønner til det er varmt nok, og aldrig før 10 Juni.

Meningen var at der kun skulle overleve én plante i hver potte, men de var så flotte at jeg skilte dem forsigtigt ad, og beholdt dem alle sammen.

Dem man uden det store besvær kan dyrke i vores klima er et enormt udvalg af grønne, gule og lilla bønner, som vi som regel spiser de umodne bælge af.

De kan være høje stangbønner som skal bindes op til et stativ, det kan være små buskbønner, eller nogle midt imellem.

Men fælles for dem alle er at de skal plukkes meget små, sprøde og tynde for at være rigtig lækre at spise. 
 

Alle bønner kan spises på denne måde, og alle bønner kan også hvis de få lov til det vokse sig store og modne i bælgene og spises som friske bønnefrø, eller tørres.

Der findes enkelte typer bønner som man kun dyrker til tørring, f.eks. flageolet og canellibønner. Her er bælgene foret med et stift lag, som gør bælgene uspiselige, men det er ikke bønner man kommer til at købe af vanvare, men nogen man med omhu udsøger sig i frøkataloger.

Ingen dyrker bønner til tørring i en privat have, de er både for billige og lette at få fat på i tørret form, plus at hjemmetørrede bønner smager præcis som de købte. Men det er værd at lade nogen af bønnerne danne næsten modne frø, for at spise frøene friske, tilberedt som man ville med melede ærter. 
 

Der er lavet mange forsøg med at fremelske linser til dyrkning i norden, og der fås enkelte sorter. Linsebælgene kan spises som grønne bønner.

Soyabønner der bor i de underligste hårede bælge kan også lykkes i en god sommer, og smager vanvittigt godt kogt som hele bælge i meget saltet vand som man spiser dem som snack i Japan. Kom bønnerne i kogende vand, saltet ca 3 gange så meget som til kartofler. Kog dem 5 min. Skyl dem kort i koldt vand og lad dem derefter ligge og soppe lidt i lidt koldt vand med en håndfuld salt i. Spis som de er, skrab de lækre bønenr og det møre af skallen af mellem tænderne.   
 

Men for dem der bare vil have en række bønner er det mere indlysende at koncentrere sig om de sikre. Buskbønner er lidt kedelige, jeg tror 

man dyrker dem fordi det er besværligt at lave stativer, men det handler jo bare om et par tipier af 6-8 store bambusstokke eller rafter, det er rigeligt til en familie.

Buskbønner giver ikke nær det samme udbytte som stangbønner og både grønne bønner og voksbønner, som er de lidt federe gule bønner, fås i høj version. Voksbønner skal man tage med, de tåler at blive siddende længere på planten, og smager faktisk anderledes end de grønne.

Begge slags giver et enormt udbytte, over en lang periode, specielt hvis man så over et par gange. Så ville jeg også dyrke de blå stangbønner, som "Blauhilde" som jeg først plantede fordi jeg tænkte at det måske var nemmere at finde bønnerne når de var blå, men det er stænglerne selfølgelig også, så jeg var lige vidt. De er simpelthen svære at finde mens de er små og lækre. Det ender med at man først får øje på dem når de et som en jumbostrikkepind, og det i hundredevis. Så skal der være et stativ til borlottobønner og måske et par pralbønner til pynt.

Det er enormt tilfredsstillende at dyrke bønner, specielt stangbønner står der i eftersommeren med en frodighed som tårner sig op over hovedet på én så man svimler.

Glæden ved at kunne plukke store håndfulde bønner ad gangen, til hele nabolaget, fryseren, aftensmaden er enorm. Men lad være med at så for mange, der er grænser for hvor mange man kan spise. Stangbønnerne giver et helt overvældende udbytte. 14 planter har indtil nu givet 4 gulvspande med bønner og de bliver ved. 
 

Det er en god leg at skabe temabede i køkkenhaven, alle skærmplanterne i froskellige rækker, alle løgene, eller et Sydamerikansk bed med græskar og stangbønner, tallerkensmækkere i kanten, og majsen i en blok mellem hinanden. De passer godt sammen, og det er kun fint når græskarrankerne blander sig med bønnerne helt oppe i toppen af stativerne, hvor man noget overraskende støder på et græskar mellem bønnerne.  
 

Pralbønner dyrkes som almindelige bønner, men de er 100 år om at vokse sig til. Men når de først har nået toppen af kravlestativet går det løs. De blomstrer overdådigt i rødt og hvidt, og jeg ved ikke om det er blomsterne eller de kanonstore bønner der har givet dem navn. Ihvertfald vokser bønnerne fra tændstikstørrelse til fuldfed bønne på 30 cm på nogle få dage- og der er mange af dem.

Pralbønner har en højst mærkværdig grovfuret overflade, meget forskellig fra det silkeskind der er på andre stangbønner.

Pralbønner er simpelthen nogle pralerøve, og uanset hvor glade de er for at spise dem i England, så smager de ikke særligt opsigtsvækkende godt.

Men flotte er de, og det er godt nok, men måske man burde tage konsekvensen og sætte stativet i staudebedet i stedet. 
 

Fagioli Borlotto lyder mere som en frikadelle af en italiensk mestertenor, end en af denne verdens bedste stangbønner, men fred være med det, Borlottobønner er en unikavare, som hvis man har dyrket dem én gang altid vil sætte de andre i skyggen.

De har én bagdel, at de er sene, fordi det er selve det modne bønnefrø man spiser. Selve bønnen kan spises som haricots verts, og de er smukt lysegrønne med en let lyserød marmorering. Men medmindre man har virkeligt mange af dem, ville jeg ikke nænne det, for det er som frø de kommer til deres ret. Bælgen modner til lange skønheder, stribede i hvidt og chockingpink, en uventet og meget smuk ting i en køkkenhave. Frøene er ved modenhed grønhvide, med meleringer i lilla. Endnu en fordel ved denne ekseptionelle bønne er at det bliver en meget køn kompost, sammen med de grøn-creme-lilla blade af artiskok var det så kønt at jeg måtte tage billeder af det.

Bønnerne kan høstes over en lang periode, de nederste modner over en måned før de øverste, og det er godt det samme, for der går mange bønner til et måltid. De kan kort sagt plukkes i ret varierende grader af modenhed med godt resultat, men det er da en fordel at bønnen er ordentligt udviklet.

De sidste, og dem man overser, kan få lov at modne helt på planten, og bruges til frø næste år, hvis man eftertørrer dem et køligt, tørt sted.

Det er værd at gøre for bønnefrø er dyre. 
 
 

Alle bønner bortset fra linser, mungbønne, soyabønner, kikærter og hestebønner er giftige i rå tilstand. Det drejer sig om et protein, Lectin, som giver tynd mave, opkastning og kvalme. Det gælder både grønne bønner og alle tørrede bønner, som alle kommer fra den samme familie. Grønne bønner skal man altså ikke lave en yndig lille rå salat af, selvom man sågu kan se opskrifter på det i dameblade og kogebøger. De 500 år der er gået fra vi så bønner første gang er ikke nok til at der er blevet opbygget elementær viden om denne grønsag, og det er gået helt galt i de sidste 20 år, hvor man i bare helseiver spirer alt hvad man kan finde i køkkenskabene.

Bønnespirer af andet end de nævnte bønner kan ikke anbefales, og da slet ikke rå. 
 

Camilla Plum

teksten er et uddrag af bogen 'Grønt' Politikens forlag 399.- 1000 sider.