Basilikum

Af alle urter er basilikum den højest besungne, den mest myteomsværmede, den mest anvendelige. Hele verden elsker basilikum, i alle dens former.

Jeg bliver skæv af basilikum, det er jeg sikker på, andre også gør, det er bare ikke noget, man taler om – tænk, hvis det blev forbudt. Problemet har aldrig været, hvad man dog skulle stille op med sin basilikum, problemet er at få nok til at dække sit misbrug.

I vores gårdbutik sælger vi basilikum i sensommeren og om efteråret. Den står og strutter på disken, og den er ikke engang urimeligt dyr. Men gæsterne køber den sjældent. Jeg forstår det simpelthen slet ikke. Man kan ikke købe frisk basilikum i bundter nogen steder, og slet ikke som denne, der har blade så store som salat.

Når jeg spørger, siger folk, at de har en potte derhjemme – jamen, det er jo slet ikke det, det drejer sig om! Det handler om muligheden for at svælge i basilikum, kværne pestoer og salsaer, ødsle med den i tomatsalaten, vælte pesto over de nye kartofler, over det ristede brød, spise det morgen, middag og aften, stable det på tomatsandwichen, at udnytte muligheden for endelig, endelig at få basilikum, så hatten passer, og sanserne siger stop. Og der er en potte altså slet, slet ikke nok.

Basilikum er den krydderurt, vi alle vil have, og som det er sværest at dyrke hos os. Hvor er det tarveligt.

Jeg ved godt, at nogle har held med den i potter på beskyttede steder udendørs. Man kan have dem i store potter i udestuer, og jeg har oven i købet dyrket den med held på friland. Men hvis man virkelig vil have basilikum, og vil være sikker på at have nok, så skal den dyrkes i drivhus eller mistbænk.

Man kan så den i bakker i marts, indendørs, og flere gange frem til 1. juni. Når den har fået fine kimblade, kan den prikles om i potter og vokse, til den skal plantes ud i større potter eller i drivhuset. Eller man kan købe den i supermarkedet og prikle den ud i potter. I begge tilfælde venter man, til rødderne har nået bunden af potten, og så planter man den ud i bunden af hele sit drivhus mellem tomaterne, agurkerne, og hvad man nu ellers har af sartheder derude. I løbet af juli måned har man et tæppe af basilikum, rigeligt til talløse pestoer, salater, sandwich, supper. Hvis den har det godt, bliver en almindelig ‘Genovese’ basilikum en meter høj og lige så bred.

Det er en helt særlig fornøjelse at plukke basilikum i store bundter. Det føles som den største luksus, et gigantisk privilegium at kunne plukke og spise så meget basilikum, man orker. Og jo mere, man plukker af toppen, jo mere forgrener planten sig, busker og giver endnu flere blade.

Pasningen kører sammen med tomaterne, man gøder og vander på samme måde. De europæiske basilikum og tomater er det bedste, der kan ske for hinanden. I livet kan de godt lide at vokse sammen, i døden smager de, som var de skabt udelukkende for hinandens skyld.

Alle basilikum dyrkes på samme måde, uanset hvad de hedder. Det er godt at have mindst et par sorter. Den grønne ‘Genovese’ er den, man bruger til pesto, ‘Neapolitana’ har blade så store som salatblade og smager mildere. De rødbladede smager som de grønne, men de pynter i alt andet end pesto. De er sartere og mere tilbøjelige til at få skimmel. ‘Græsk basilikum’ er en meget smuk lille busk, der i Grækenland kan blive gigantisk, her i landet bliver den som regel til en kugle på størrelse med en fodbold. Den har bittesmå lysegrønne blade og er meget kraftig i smagen. Det er en meget smuk ting at dyrke i potter.

De asiatiske har jeg prøvet alle sammen,‘Limebasilikum’, ‘Citronbasilikum’, ‘Kanelbasilikum’, ‘Hellig basilikum’ og ‘Thaibasilikum’. De er sjove, men ikke alle så enormt anvendelige. Bortset fra thaibasilikum, der oven i basilikumsmagen har en meget delikat anis/kanelsmag, som jeg synes er uundværlig, hvis man spiser meget asiatisk mad. Den smager sært i europæisk mad, hvorimod europæisk basilikum snildt kan bruges i asiatisk mad.

Thaibasilikum bliver ca. 35 cm høj og er meget smuk med sine lillarøde blade og lyserøde blomster. Den skal knibes meget tit, det vil sige, at man kniber de øverste blade af, lige over et bladpar. Både så den busker sig, og så den ikke går i blomst, hvad den ellers kan finde på, når den er meget lille. Blomsterdusken kan også spises, men det er bedst, at planten først blomstrer meget senere, ellers holder den op med at vokse. Hvis der dannes blomster, knibes de af med det samme. Thaibasilikum er flerårig og kan overvintres et lyst sted, uden for meget varme, men absolut ikke frost.

‘Hellig basilikum’ spises sjældent rå, smagen kommer først frem, når den varmes op. Jeg synes, den smager af mølmiddel. Dens blomster lugter klart og tydeligt af bræk, og jeg dyrker den aldrig mere.

De citrus- og kanelduftende sorter bruges i salater, til fisk og som drys over alt, hvad der er orientalsk eller dessertagtigt.

I det søde køkken er basilikum mindst lige så anvendelig som mynte. Kom den i alt med citron, i sirupper, cremer, safter og iste.