Juli er en måned hvor man skal være kræsen og lade stå til.
Spise de nyeste kartofler hvor den tynde, tynde skræl glider af med et fugtigt kærtegn med fingrene. Lade sig synke baglæns i en flod af modne jordbær, knase sukkerkrystaller mellem tænderne, og nyde flødens tyknen når den møder syren fra bærrene.
Spise ærter fra bælgen på samme måde som små børn spiser bananer, skrælle dem af på langs med tænderne, så de fylder munden, knase, synke, flere ærter.
Man skal spise allevegne i Juli, i skoven, på stranden, ude, inde, morgenmad hele formiddagen, en madkurv spredt ud over eftermiddagen, thermokaffe og transportsikker kage, før man går hjem, og aftensmad i timer under månen.
Men spis nu enkelt, ingen vanskelige bralre retter. Brug tiden på at plukke jordbær, købe æg ved vejen, fisk på havnen, kød hos slagteren.
Juli er fuld af tindrende friske, sprøde, saftige grønsager, man skal bare huske at spise dem mens de er der.
Man burde starte hvert eneste måltid med en salat. Ikke en masse ting på én gang, tomatsalat for sig, agurker med mynte for sig, men et par forskellige salattyper, måske lidt frisk spinat, lidt pebret rucola til sætte lidt sex i det, og intet mere uoverkommeligt end en vinaigrette til at vende rundt i.
Spis romaine/cos salat, buttercrunch, som er små sprøde og let fedtede, eller fathead salater som er store, fede og bløde i bladene. De smager af noget. Lidt kinesiske sennepssalater for farven og skarpheden, Iceberg har kun lært sprødhed, smag er den ikke kommet til endnu, og det må være tilladt at have mistet tålmodigheden med den.
Lollo rossa, og de sjaskede pluksalater er kun for folk med køkkenhave, men selv hvis man lige har plukket den er en hurtig spurt ind til køkkenvasken for længe til at den kan holde sig stiv og sprød. Som regel har begge slags tabt pusten totalt inden man får den skyllet og op i salatskålen. Skålen? Salat af enhver slags er smukkest på et fladt fad.
Og så skal der blomster på, nasturtier, både blomsterne og de runde blade smager af karse, og skal bestemt ikke på kager, men i salaten er de en åbenbaring.
Dildblomster, stedmoder, dagliljer, roser, courgetteblomster, rucolablomster både smager godt- og pynter helt eventyrligt.
Til kager er enhver slags geranieblomst meget, meget fint. Både havegeranier og dem i potter. Rosengeranier, både blomster og blade kan bruges som smag i desserter. Kog dem med i en creme, til en is, til en sirup. Andre duftgeranier smager ikke nødvendigvis godt, men prøv.
Krydderurteblomster som timian, salvie, merian og lavendler er godt til kager, men nu også i salaten. Hvis man har citron- eller appelsintræer i potter er blomserne vildt aromatiske at pynte med.
Dagliljer, roser og gladiolus, nelliker og stedmoder er selvskrevne, men med alle blomster skal man altså lige passe på. Nogle blomster er hamrende giftige, det er ikke et område man skal eksperimentere med på egen hånd, medmindre man er virkelig stiv i botanik.
Tagetes kan man enten elske eller hade, jeg tror jeg elsker at hade dem- lige bortset fra appelsintagetes. Den er jeg blevet hæmningsløst vild med. De er små fine buske, som fra tidlig sommer til frosten er oversået med små orange, røde eller gule blomster. De har en meget karakteristisk duft, men det er ikke den sædvanlige tagetesduft. Både de små filigranblade og blomsterne er en fantastisk krydderurt, med fede citrusnoter, og til kager med bær er de ikke alene yndige, de er henrivende.
Eller voldtimian, som den hedder på dansk er en gammelkendt haveplante, men også en meget potent krydderurt.
Den findes både med små blå skyblomster, og det er den der smager bedst, og i en større version med lyserøde blomster, der også kaldes rosenmynte. Her er det mest blomsterne man skal bruge, bladene er simpelthen for træede. De er begge to fuldt hårdføre, og kan købes i planteskoler.
Det er nu ikke mynter, men en anden plante i den enorme læbeblomstrenede familie, der rummer de fleste af krydderurterne. Smagen ligger mellem mynte, basilikum og rigani, den rigtige græske oregano, og er uovertruffen til tomatsalat, kryddersmør, og på grillen.
Med en sommer der er så voldsomt forsinket kan man godt samle roser endnu. Hybenroser og duftende fuldfede historiske roser er bedst. Jeg tvivler på at man får meget smag af en "Peace"rose eller en "American Pillar".
Det tager sin tid at samle dem sammen, jeg har snydt og plantet de mere forædlede Rugosaroser som Roseraie de l´hay som har blomster som en can can kjole, og så går det lidt hurtigere.
I år er der så mange at der kan samles rosenblade i spande. Det er simpelthen for fristende at plukke af overdådigheden mens den er der, dagen efter ligger de der ellers bare som forvaskede blege silketrevler i græsset.
De kan bruges til meget, også mere end at kandisere med æggehvide og flormelis selvom det er dejligt.
De er fine i salaten, og som den mest usandsynlige rosenlimonade.
Udgangspunktet er en grydefuld rosenblade uden alt for mange ørentviste. Rigtige rosenfanatikere hævder at den hvide ende skal skæres af, jeg vil hævde at det ikke er nødvendigt, mere end det er nødvendigt at spilde sin tid med at klippe stilk og blomst af stikkelsbærrene.
Nuvel, man fylder op med vand til det står op om rosenbladene. Koger op, og lader det simre i 5 minutter, eller til rosenbladene er blevet fuldstændigt bløde.
Vandet bliver nogen gange grønt, nogen gange meget bleglyserødt.
Så hælder man en smule citronsyre i, en lille spsk. til 3 l vand.
Syren fremkalder en magisk forandring nede i gryden, hvor saften brat ændrer farve til tindrende rosenrød, selvfølgelig afhængig af farven på de roser man bruger.
Man kan også bruge citronsaft, men citronsyre hører nu til de absolut harmløse tilsætningsstoffer, medmindre man i forvejen er meget allergisk.
Der skal meget til 5-6 citroner til 3 l. saft.
Nu kan man beslutte sig til at beholde bladene i, eller si dem fra. I begge tilfælde rører man 1-1.5 kg sukker i den kogende saft til det er opløst. Det skal ikke være rørsukker, som giver en mudret farve, men økologisk, hvidt roesukker er fint.
Det bliver til den fineste rosensirup
Siruppen smager overvældende sommerligt i et glas cremant, over is, som smagsgiver i en hjemmelavet is, fortyndet til en sorbet, over jordbær.
Eller man fortynder siruppen med vand, til rosenlimonade med masser af is og drikker det med en citronskive i.
Den helt gennemrosede sommerdessret er jordbær marineret i rosensiruppen, og et ordentligt skvæt maraschino eller kirsch. Spis med en sprød kage, og en vanilliecreme.
Men der var flere rosenblade endnu, og de endte i jordbærsyltetøjet. Man koger dem bare med fra starten, og det er fantastisk, uartigt, uendelig meget for meget og helt perfekt.
Rosenbladene får en meget tiltalende konsistens af varmen, og man kan da også koge rent rosensyltetøj, der skal noget stivelse i, som enten kan komme fra rabarber eller stikkelsbær, eller man koger den simpelthen med en pose gul melatin.
Selvom man kan drømme om en æterisk tilværelse hvor man kun lever af kærlighed, champagne og blomster er rigtig mad nok nødvendigt. I hvertfald om aftenen.
Nye kartofler er stadig bedste bud på middagens grundsubstans, men hvis der ansolut skal forkulles nogle pølser er det ikke nemt at finde nogle ordentlige nogen.
Mit bedste bud er de små krydrede pølser man kan få hos enhver halalslagter. De kan hedde Merguez, eller noget andet, de kan være af lam eller okse og er af typen frisk, urøget og krydret, og de fleste har både en hammerstærk og en mere mild version. Mange italienske delikatessebutikekr har gode ferske pølser, og det er der bestemt også danske slagtere der har, hvorimod det ikke er lykkedes mig at finde en eneste massefremstillet supermarkedspølse der smager bare tilnærmelsesvist godt, krydret og saftigt.
I frugtkassen er der de stærkt forsinkede jordbær, de første hindbær sidst på måneden, stikkelsbær, og de sidste rabarber.
Fra udlandet kommer der italienske ferskner, spanske abrikoser, franske kirsebær, italienske mørke druer, vandmelon og galiameloner fra Spanien, og det er bare med at vælte sig i det hele. Alle disse frugter importeres i økologisk kvalitet, og findes i landet, så man kan få dem hvis man altså vil.