Nigella Lawson må være det yndigste der nogensinde har stået bag et komfur, hun er også én af de mest inspirerende kogebogsforfattere på guds grønne jord.
For et par år siden udgav hun "How to eat" i England, som udover en genial titel er det bedste der er sket i engelsk kogelitteratur siden Nigel Slater.
Hun er ikke grundig, historisk, og uigennemskydelig som sine formødre ved de engelske Agakomfurer Elizabeth David og Jane Grigson, men hun er eddersmart, og har fuld forståelse for den dobbelthed der stadig ligger i den moderne kvindes skæbne, både at ville være hausfrau og direktør.
Hendes madopskrifter er tryghedsskabende, både fordi det helt åbenlyst er mad man har lyst til at spise, man føler sig sikekr på at når hun siger det er godt så passer det, og fordi hun har udviklet en helt særlig stil hvor hun som den rolige tante fører en ved hånden udenom køkkenets faldgruber.
Jeg har læst en del interviews med hende. Det er ikke epokegørende hvad hun har at byde på, men det er heller ikke for meget at sige at Nigella selv er personificeringen af sin tid. Åben, global, velorienteret, uanstødelig, frisk, og damebladsseriøs når det drejer sig om det nære. Hun mener kort sagt ikke noget, men har en måde at mene det på som går rent ind, også hos mig. Det er muner læsning, for interviews skrevet af mandlige journalister er på grænsen til det rablende, let forvrøvlede, og bærer i det hele taget tydeligt præg af hvor dejlig hun er. De kvindelige journalister har det måske ligesom jeg, de er fulde af beundring, for hvordan kan man andet. Let irritable, men alligevel totalt overgivne, fordi Nigella simpelthen er uden for kunkurence. Ingen kan blive så dygtig, vittig, smuk eller habil som hun.
Nu har hun skrevet et nyt værk, " How to be a domestic goddess". Endnu en titel med smæk i, for hvem vil ikke gerne være gudinde i sit eget hus ?.
Nigella har opskriften på hvordan man bager kager ved et trylleslag, får os til at tro vi mestrer trylleriet, og er i det hele taget dybt beroligende. Hun fører os gennem kanelsneglenes kringlede mysterier, får enhver til at mene de mestrer butterdej, bager pizzaer, fødselsdagskager, jule specialiteter. Vi både overkommer- og kommer istand til at sylte og brase med den ene hånd på et dunet barnehoved, den anden fattet om en urengelsk cuppa tea, den tredie i lommen.
Det er satanedemig godt gjort. Man bliver simpelthen fortryllet hele vejen igennem.
Det skal gtodtnok også være underkastet en fortryllelse for at kunne goutere den anden side af Nigella, at hun er fuldstændigt ophøjet ligeglad med at anbefale frugtfarve, ekstrakter, cocktailbær, kager dekoreret med hysterisk slik, marshmallows for slet ikke at tale om oprindelsen af de råvarer hun anbefaler.
På en måde er det utåleligt holdningsløst, på en anden måde ret befriende.
Nigellas privatliv og person er genstand for en solid dyrkelse. Hendes mand, den engelske forfatter John Diamond, lider af en livstruende kræft og har fået fjernet tungen, så han ikke kan spise en smule af hendes dejlige mad. Hendes omgangskreds indbefatter samtlige egelske kulturpersonligheder, hun klæder sig dyrt og elegant, men på en eller anden måde elsker vi hende alligevel, istedet for at have ondt i røven.
Ingen af bøgerne er oversat, men det kommer jo nok. Indtil da må man købe de engelske udgaver hvis man er stiv i kogeengelsk, eller bare savle ned over siderne hos boghandleren. Bege bøger er kolossalt frækt og enkelt illustreret, trendy, men hyggeligt på en måde som man tror man selv kunne slippe afsted med.
Og så kan hun skrive, flydene så man føler sig indhyllet i komfurdamp, beroligende som skinnernes gadagung´et under en lang togtur.
Hun gør os til bedre kvinder end vi er, og hvor man dog trænger til at føle sig god, dygtig, smuk og kompetent, som Nigella, hvor er det godt hun ikke er dansker.
Jeg har valgt en opskrift fra " How to be a domestic goddess" som er typisk både i smag og stil.
Dennne kage er beregnet til dage eller aftener man har lyst til at trylle en lille ting ud fra køkkenet, der gør dig begejstret over al den glæde man får skabt. Det handler ikke om at vise sig, det handler om intensitet; Marengs der er marshmallowklistret indeni, og tyggesejt sprød udenpå. Cacaoplettet og let som en fjer, lagt sammen med en chokoladeglinsende konditorcreme i hvilken du har rørt den mørkeste af mørke chokolade. Jeg mente ikke jeg troede på sådan nogen ting, men det er chokoladens himmel.
Bliv ikke skræmt at tanken om konditorcreme, det kan næsten ikke være nemmere: Husk at mel stabiliserer cremen, så du ikke skal have den den snivsægs-balancerende frygt for at den skiller.
Cremen kan desuden laves i god tid, og det samme kan marengsbundene. Så det kun handler om at samle kagen til sidst.
Du behøver ikke bruge de hakkede pistacier jeg foreslår at du drysser over kagen, mandler eller nødder vil være lige så fint, eller du kan kamme over i guddommelig retro og bruge kandiserede violer.
Til marengsbundene:
6 store æggehvider
300 g flormelis, eller knust rørsukker
3 spsk cacao
1 tsk rødvinseddike
3 bageplader
Til cremen:
6 store æggeblommer
100 g flormelis eller knust rørsukker
2 spsk cacao
2 spsk hvedemel
3 dl sødmælk
3 dl piskefløde
100 g af den bedste mørke chokolade, smeltet
1 tsk vaniljeekstrakt/1 spsk vaniljesukker
Forvarm ovnen til 140 grader.
Læg bagepapir på pladerne, og tegn en cirkel på 20 cm i diam. på hver plade. Det er nemmest at tegne rundt om en tallerken eller skål der passer.
Pisk æggehviderne til de er stive, tilsæt sukkeret skefuld for skefuld, og pisk godt mellem hver skefuld. Tro mig-og jeg taler som en der ofte er kriminelt utålmodig, det gør liver lettere at tage det roligt her. Drys cacao og eddike over, og fold det venligt men bestemt ind i dejen.
Fordel den mørke marengs mellem cirklerne, og spred dejen jævnt ud. Du behøver ikke være bekymret for om luften går ud af dejen når du glatter den ud, jeg har erfaring for at at modstår en passende mængde brutalitet.
Bag bundene i en time. Sluk ovnen, og lad bundene stå til de er kolde. Tit laver jeg dem før jeg går i seng, og lader dem stå i ovnen natten over. Så er der mindre ventetid. Så længe de bliver opbevaret lufttæt, med bagepapir imellem, kan de bages en uges tid i forvejen.
Og nu til cremen: Pisk æggeblommerne med sukkeret i en kasserolle, pisk mel og cacao i. Varm mælk og fløde op i en gryde, og hæld det kogende i æggene mens du pisker. Hæld hele cremen tilbage i kasserollen, og bring det op på kogepunktet mens du pisker videre. Når cremen er tyknet tager du den fra varmen, og rører den smeltede chokolade og vanilje i.
Lad cremen køle af, men lad være med at stille den i køleskabet, så bliver den alt for tyk. Man kan undgå at den danner skind ved at drysse med et tyndt lag flormelis, eller dække den med et stykke smørsmurt bagepapir. Hvad jeg ofte gør er imidlertid at sætte kasserollen i en køkkenvask med koldt vand, og røre mens cremen køler af, det tager ikke særligt lang tid.
Når du skal samle kagen, lægger du en af marengsbundene på en flad tallerken ( Jeg kan godt lide sådan nogle lagkagefade fra cafeer, men helst dem i glas), spred en trediedel af cremen ud over én af bundene, og fortsæt med resten af kagen. Drys med de hakkede pistacier, som vil glimte i en blød græsgrøn nuance mod den mørke chokolade. Skær bare løs, dyk ned og du vil opdage at kagen giver en illusion af at være bygget op af fine lag af masser af multilags, cremefyldte vafler.
Det er fordi hvert marengslag, med sin bløde midte og sprøde skjold, ligner og smager som om de er lavet af tre lag-istedet for ét.
Kagen her er rigeligt til 10-12 personer, men jeg ville ikke lade det faktum at der er færre gæster forhindre mig i at lave den.
Camilla Plum