I den kongelige danske madindustri, der rækker hele vejen fra storlandbrug  over forarbejdning til supermarkedskæderne  hylder man i god liberalistisk ånd princippet om udbud og efterspørgsel. Eller gør man ?

Man påstår i hvert fald hele vejen igennem at man dyrker/fremstiller og forhandler det kunderne vil have, men det passer nok i virkeligheden slet ikke.

Eller rettere, hvis kunderne vidste i alle de skændige detaljer hvad de var vi fik tilbudt, og dermed blev nødt til at købe, så ville vi nok for det meste ikke have det.

Nogen vil, naturligvis, og den gruppe har således et mere end rigeligt udbud af mad der er for gammel, for kedelig, for billig, for fyldt med tilsætningsstoffer.

Men hvad med os andre ?

Er der faktisk mulighed i dette land for at få fat i råvarer der er så optimale og vidunderlige som de fleste nok i virkeligheden gerne vil have ?

Måske, hvis vi vil køre langt, betale kassen, bestille over nettet, og bruge meget tid på det, og det er der en stigende gruppe der faktisk gør.

Måske vidunderlig skal defineres nærmere, det har en tendens til at blive opfatte som meget elitært, sært, eksotisk og dyrt, og det er faktisk ikke det det drejer sig om.

Vidunderlig mad kan være meget simpelt, og helst så jordnært som muligt.

Friske æg med gule blommer der smager som de skal, og som man ikke bliver syg af at spise rå. Det kan være nye kartofler, der faktisk er nye, dvs. gravet op samme dag, friske gulerødder, rigtigt syrnet, friskkærnet smør, rugbrød bagt med surdej og rugmel, friskmalet mel. Helt friskhøstet grønt som salat, spinat, krydderurter. Danske æbler og æbleprodukter, friske bær og frugter i sæsonen, velhængt kød af dyr der har levet godt, charcuteri og pålæg uden alt muligt tjams i, friskfanget fisk.

Det er enkle ting man ikke kan beskylde for andet end at være uhyggeligt sjældne.

Og så måske vigtigst, mad der kommer fra inden for en rimelig radius af hvor de bliver købt og spist.

Og nej, disse ting kan man ikke skaffe med mindre man er så svineheldig at bo i nærheden af et af de ret få markeder der findes i landet.

Vi må simpelthen have nogle flere af dem.

Det er ikke et problem for små producenter af kvalitetsmad at komme af med det, men det er guddødemig et problem for os at få lov at købe dem, uden at bruge al vores fritid på det.

Når det nu er os forbrugere der har problemet, er det nok også os der må organisere at kunderne er der. Så er det muligt vi kunne være så heldige at der også er nogle producenter der vil stille op til at lave markeder og sælge os deres dejlige madvarer.

Jeg taler ikke om én gang om året, eller at der står to forkølede boder.

Jeg taler om at genindføre markedsdagen lørdag i rigtig mange byer, helst hvor folk i øvrigt køber ind.

Og til detailhandelens beroligelse kan jeg oplyse at de steder hvor det allerede sker bliver omsætningen øget gevaldigt hos dem der har butik i nærheden, ikke omvendt.

Det er bare at gå i gang, i foreningen 'oprør fra maven'  www.oproerframa­ven.dk er der gang i at skabe en model for hvordan man gør sådan noget, fra bunden.

For lige som man har en ret til at æde sig ihjel i underlødig mad, så burde det være en ret for os der gerne vil spise noget andet, friskt, velsmagende, lokalt at kunne købe det, når nu kæderne åbenbart tror at vi ikke findes.

Der er i øvrigt heller ingen tvivl om at en fast afsætning, en ordentlig organi­seret forbrugerforening, og en stigende omsætning hos de små pro­ducenter vil få flere, der måske har tøvet, til at komme i sving. Sådan har det i hvert fald virket  i de lande der er gået forrest i at genindføre ´Farmers markets´, som Irland og England.

Camilla Plum