Man kan næsten ikke nænne det, men det må altså gøres, courgetter skal tapas mens de er spæde. Under 12 cm smager de godt, større og smagen bliver fordelt på et meget større volumen og det holder op med at være sjovt.

Det er altid faren ved egne grønsager, at det delikate forsvinder fordi man synes hver en lille vitaminpind derudera pinedød skal spises. Man bliver fornuftig, sparsommelig og ressourcebevidst, helt ud over det rimelige. Man æder og æder sig gennem stokløben salat, blomstrende spinat, kæmpecourgetter og træede gulerødder.

Og lige nu er det et kapløb med tiden. Hver eneste dag svulmer små agurkefo­stre op til fuldvoksen, drivhuset er fuldt af lange blanke slangearme, ærterne er ved at sprænge bælgene, salaten går fra nyplantet til kandelabrer af salatblomstrende tårne bare man vender ryggen til.

Der må handles. Man kan leve et liv hvor man konsekvent spiser det der er ved at blive dårligt, eller man kan tage en rask beslutning og smide det ud. Så kan man få fornøjelsen ved hver eneste dag at spise noget der er på toppen. Forskellen er til at få øje på. Med courgetterne skal man simpelthen slagte de store uformelige bæster og smide dem i komposten. Man kan også skære dem i skiver, lægge dem i bedet og bruge dem til at fange snegle under.

Så er der en frisk start, hvor man sørger for at nappe de små nytilkomne mens de stadig har blomster, og spiser dem med det samme.

Det gir en mindre samlet mængde courgetter, og gudskelov for det.

Så små er de dejlige så enkelt som muligt. Dampet i saltet vand, med blomsterne til de er møre, det tager kun 5 minutter. Læg dem i et fad, og giv dem en dressing af citron, olivenolie, salt, og rigelige mængder dild og mynte. Det bliver delikat på en helt igennem sommerlig og æterisk måde.

Hvis man synes kan et drys frisk høvlet parmesan og lidt reven citronskal over være en fin variation.

Små helstegte courgetter som har svedt i olivenolie til de er brune og møre hele vejen rundt er heller ikke dårligt. Dryp med citron, og rigeligt flagesalt og spis dem lune med en hvidløgsmættet græsk yougurt.

Koriander kan hvis man har den i haven også være sin sag at få brugt, inden den går i blomst. Samtidig er rigeligt med koriander nok et privilegium man skal sætte pris på.

Købekoriander er altid bundter af spæde blade, og de er bestemt fine, men når man dyrker den selv finder man ud af at den lidt senere i livet skyder i vejret med en helt anden type blade der ligner en mellemting mellem bredbladet persille og kørvel. Koriander i puberteten skal man ikke kimse af.

På et tidspunkt laver den yndige hvide blomsterskærme som også kan spises, og til sidst selvfølgelig frø der kan spises i alle stadier af modenhed. Mens de er grønne har de både den friske koriandersmag og den vidunderlige appelsinsmag de får som tørrede. det er kort sagt en meget anvendelig plante. Eller med andre ord, korianderen står i lang tid og er meget pestoegnet, hvad den er så længe dens stængel er blød og kan moses i en foodprocessor. Når den bliver stiv skal man ikke forsøge, det tager simpelthen for kreperlig lang tid at pille bladene af.

Hvis man ikke har sået den endnu kan det stadig nås. Koriander er trods sit tropiske ophav en helt urolig kuldetålsom plante. Så den udendørs nu og man kan plukke af den indtil jul. Hvis man sår den i drivhus til September nu kan man plukke af den det meste af vinteren og til næste forår går den helt amok.

Men det er nu og de næste måneder man skal mætte sin mad med krydderurter, og ikke mindst koriander. Resten af året er luksuriøse mængder krydder urter nærmest ubetaleligt. Koriander har den særlige evne at blive mildere og rundere jo mere man bruger af den i en ret. Et enkelt blad som balancerer på en wokret giver den velkendte smag af niveacreme, i større mængder bliver den en faktor man må elske.

En mulighed for at få fuldt smæk for skillingen og samtidig opleve koriander fra sin bedste side er denne her pesto. Det er ikke en ting til pastaen, men til alt muligt andet er den en velsignelse.

I øvrigt kan den fryses ned i små bægre og bruges over det næste halve år.

Korianderpesto

2 store bundter frisk koriander

2 hele nye hvidløg

2 håndfulde smuttede mandler

1 chili, eller 1 spsk. harissa

1 spsk mørkt sukker

salt & peber

gul skal og saft af en citron

3 spsk æbleeddike

2 dl olivenolie

Kør det hele til en lidt grov pesto i foodprocessor. Smag til og spis til stegt fisk, nye kartofler, tomatsalat, al fisk, lammekød, stegt kylling og til al tænkelig grillmad.

Solbærrene

Hvis man ikke vidste bedre skulle man tro at rå solbær og kogte solbær var to vidt forskellige bær.

Jeg elsker begge dele, men rå solbær mest. At noget kan smage så intenst er da vidunderligt.

Problemet er ikke at elske solbær, men at finde dem hvis man ikke har egen busk. Hvis ikke man vidste at der findes utallige solbær, ribs og stikkelsbærbuske for slet ikke at tale om blommetræer i landet kunne man ikke gætte det udfra udvalget i butikkerne.

Jeg tror der er længere mellem solbærrene end mellem guava, friske kokosnødder og sådan nogle eksotiske sager på grønttorvet.

Hvis man hører til de heldige med solbær inden for rækkevidde skal man plukke dem uden stilke, i modsætning til ribs som man plukker i hele små klaser. Pluk dem når også det sidste bær i klasen er blevet mørkt og modent.

Finpudsning forgår inde i køkkenet, men der er ingen grund til at være hysterisk med små stumper stilk på de enkelte bær.

Blade og skidt skylles af, det flyder ovenpå.

Solbærsyltetøj er i skarp konkurrence med mirabelle-, og hindbær- nok det bedste syltetøj der findes, men råsyltede er solbær i en klasse for sig.

Min svigermor gennem mange år, Grethe, kan et syltetøj eller rettere frysetøj som simpelthen ikke kan laves bedre. Det blev lavet hvert år under stor ståhej, og hvis der som hun gjorde det, skulle være til et helt år, skal der også en betragtelig mængde til. Eneste forudsætning er en kødhakkemaskine. Andre former for mosning giver ikke det rigtige resultat.

Syltetøjet består simpelthen af lige del modne solbær og sukker. Kør solbærrene gennem maskinen på den mellemfine skive. Rør dem derefter med sukkeret til det er opløst og fyld det i små syltetøjsglas. Det gelerer fint. Kom glassene i fryseren og nyd hver eneste bid hele vinteren - hvis der er nok.

Det er helt som det skal være, især på ristet brød, oven i morgenyougurten, og til ost. men solbærrene kan meget mere end det. Solbær råsyltet som hele bær er nok det enkleste og mest raffinerede tilbehør til alt fra svinekød til pandekager, nu hvor stikkelsbærrene er væk.

Det er meget nemt at lave, solbærrene renses som ovenfor, skylles og røres så med lige så meget sukker som der er bær. lad det trække et par timer, og rør igen. Saften trænger ud af bærrene og opløser sukkeret. Hvis bærrene er meget modne, og af en sød sort behøver man måske ikke helt så meget sukker.

Nu kan de holde sig i køleskabet i flere dage, og det man ikke får spist kan bare fryses til en omgang vinterpandekager.

Meget raffineret er bare at spise dem til en lille frisk gedeost, som de små fra Tebstrup mejeri, en lille ost til hver og sprødt brød til, bliver en virkelig fin dessert.

Eller bag en fin ricepudding i ovnen af 90 g risottoris, en liter sødmælk, 2 dl piskefløde og en flækket vanillestang. Sød med 4 spsk rørsukker og bag den i et ildfast fad ved 150 grader til risene er møre og cremede. Den første halve time rører man i det en gang imellem, derefter lader man det passe sig selv til der er kommet en fin skorpe på. Spis varm, kold eller lunken, med generøse mængder af de aromatiske bær til.

Bærrene gør sig mindst lige så godt til en stegt lammekølle med nye kartofler og skysauce, en grillet svinekotelet, et stykke stegt kalvekød....

Solbærbuskens blade har også fået deres dosis aromatiske indholdsstoffer. hvad de ikke er ene om af blade. Hindbærblade giver en fin urtethe, ferskenblade rummer mange af de samme mandelsmagende stoffer som stenen gør i både ferskner, abrikoser og deres fætter mandlen. Ferskenbladene kan man lave sorbet af, hvis man trækker smagen ud i en tynd sukkersirup.

Kirsebærblade er sammen med solbærblade og egeblade en klassisk ingrediens i alle slags sursylt. Bladene lægges lagvist sammen med dild og peberrod mellem asier, agurker eller de grønne syltede tomater. Mine solbærblade er desværre så tørre og medtagede af et eller andet skab at jeg ikke kan bruge dem i år, men ellers er det altid godt at lade nogle stykker koge med i syltetøjet, saften eller hvad man nu laver af bærrene. I råsylt rører man et par hele blade med, og fjerner dem inden man spiser af det.

Solbærbladene er også meget fine i en isthe lavet af store håndfulde af dem, og almindelig sort the. køl af og server med sukker, isklumper og et par friske bær flydende rundt oveni.

Camilla Plum