Fastelavn - og især de efterfølgende 40 dages faste, er fra kristendommens start ment som et forsøg på at gøre en dyd af nødvendigheden.

På dette tidspunkt var alle lagre i bund. Hønsene lagde ingen æg, køerne var udsultede i staldene og gav ingen mælk, eller skulle alligevel goldes før en ny kalvefødsel. Kød var der slet ikke tale om at spise. Fedegrisen fra jul, som havde stået i saltkaret siden var spist op for længst, og de husdyr man havde, ville man ikke drømme om at slagte. Husdyrene dengang holdt man kun akkurat liv i vinteren over, medmindre man var rig, og det var der ikke mage der var. Det var ikke ualmindeligt at koen var så mager og afkræftet at hun måtte bæres på græs i maj

Der var simpelthen meget lidt at spise. Hele foråret var tæt belagt med 100 fastedage, men den lange faste var noget der battede. Her kunne man spæge sig på kirkens bud, og affinde sig i sin armod, for blev man ikke lovet et lutret sind, en til­nærmelse til gud, en større indsigt i sjælelige og gudelige sager?

At syner og forestillinger så ofte bare handlede om sulthallucinationer var en anden sag.

Fasten med al dens religiøse bavl har set fra idag været en djævleblændt snedig indretning, som bekvemt holdt folk i ro på det tidspunkt af året hvor sultens gnaven ellers kunnen have fået almuen til i desperation at sætte sig op mod både den velnærede gejstlige og verdslige øvrighed. 

Der var meget stor forskel på hvordan fasten blev tolket. den benhårde version er udelukkende vand og brød, for almuen har brød, vand og spegesild været virkeligheden. De rige har svælget i fantastiske fiskeretter, krydret med safran og kanel, og spækket med rosiner og rigelige mængder mandler.

Mælk var bandlyst, men malede mandler kogt i mælk var mindst lige så godt, på samme måde som vi bruger kokosmælk.

Men før fasten var der fest, og er det stadig for alvor i hele den katolske verden.

Carnevallet, Carnivale, farvel til kødet, er stadig en meget levende ting, til trods for at det siden reformationen har mistet enhver mening i protestantiske lande. 

I middelalderen og frem til 1700 årene har festen før fasten været en helt vild og ubændig fest. Man klædte sig ud, og omtrent som en vild julefrokost idag er der hvor man fortæller chefen hvad man mener om ham, har forklædningerne været brugt til uhæmmet at kunne lave ret alvorlige løjer med øvrigheden, herremanden og præsteskabet. Man har simpelthen drukket, ædt og horet sig gennem fastelavn der mange steder har været en fest fra midt i december til 40 dage før påske.

Det er en svag afglans af forne tiders festen igennem man har bevaret til idag, men andre steder i verden går det stadig hedt for sig. I hele Sydeuropa er der stadig millioner af mennesker på gaderne, gigantiske fastelavnsoptog, pyntede både, og fest i gaden.

Fasten betød også seksuel afholdenhed, men indtil fasten har der været masser af frugtbarhedsritualer. Morgenrisningen er en af dem. De glade små der riser forældrene op med pyntede grene skulle bare vide at det er frugtbarhed der rises frem, de udsprungne grene symboliserer forårets komme, og gør kroppen klar til en ny sæson - efter fasten.

Hverken kirken eller kongerne har været specielt begejstrede for fastelavnsløjerne, men har alligevel været klar over at hvis befolkningen ikke fik lejlighed til at gøre nar af borgermusikken mindst en gang om året kunne de risikere det der var meget værre.

Også til bords har det været alvor, de gamle navne på festdagene siger alt, flæskelørdag, flæskesøndag, flæskemandag, hvide tirsdag  hvor man spiste hvid, fed mad, vidner om at det ikke ligefrem har været fedtforskrækkelsen der har hersket. Askeonsdag var det så forbi og man gik i kirke med den rette bodfærdige mine på, klædt i grove klæder af sækkelærred, blev velsignet og fik malet et kors af aske i panden.

Og hvad skal man idag, når det er fastelavn ?

Det store ædegilde virker meningsløst når det ikke bliver efterfulgt af en faste, så det vi har holdt fast i er fas­telavns­bollerne, og en tidlig skik med at jage fanden af gården i skikkelse af en kat.

Men tidligere spiste man strutter, en nuttet lille firtakket stjernebolle som blev flækket, smurt med smør, sukker og kanel og varmet i ovnen. Hvorefter man spiste den med varm mælk på.

Det ville nok ikke være populært idag med den varme mælk, men selve strutterne er der ikke noget i vejen med, den smukke facon gør den til noget særligt festligt.

Fastelavnsbollerne blev tidligere spist hvide tirsdag også med varm mælk på. Oprindeligt var de lette hvedeboller, og der er stadig nogle der spiser flækkede hvedeboller med creme eller flødeskum i, selvom de fleste er gået over til bagermodellen af butterdej.

Jeg synes den optimale bolle er en let gærdej, hvor man ruller smørret i som til en butterdej, lå de flager let, altså nærmest en mellemting.

En rigtig kogt kagecreme er dejlig indeni, men den skal lettes med flødeskum til en konditorcreme, der må meget gerne være syltetøj i, og så skal der drysses med rigeligt flormelis.

Begge slags bagværk er klart bedst samme dag. Hvis det kniber så bag dem knapt færdige dagen før , og varm dem godt igennem på dagen ved 190 grader.

Fastelavnsboller

24 boller

500 g mel

25 g gær

175 g smør

100 g sukker

revet gul skal af 1 citron

2 tsk. stødt kardemomme

2 æg

2 dl mælk

1 æg til pensling

flormelis til drys/glasur

måske rigtig godt syltetøj

Opløs gæren i lunken mælk, ælt resten, undtagen smørret i, og ælt grundigt. Lad det hæve til dobbelt størrelse. Det kan gøres koldt natten over, eller lunt på et par timer.

Rul dejen ud så tyndt som muligt, som et viskestykke, læg tynde høvler koldt smør ud over hele balladen, brug ostehøvlen, og fold den sammen som et stykke stof, rul ud og gør det igen til der ikke er mere smør. Læg sammen og rul ud et par gange til, så dejen til sidst består af mange lag tynd dej med smør imellem. Skær dejen ud i 24 stykker, og form til flade boller. Pensl straks med et sammenpisket æg.

Lad bollerne hæve til de er meget bævrende og luftige. Bag ved 190 grader til det er ordentligt gennembagt. Ca. 10 min, måske mere. Køl af og flæk halvvejs.

Fyld med konditorcreme, og drys med flormelis.

Man kan selvfølgelig også røre flormelis til glasur med citro­nsaft og komme over i stedet - måske halvt af hver ?

Konditorcreme

60 g maizena

7,5 l sødmælk

190 g sukker

9 æggeblommer

1 vaniljestang

5-6 dl piskefløde til skum

Rør maizenaen ud i lidt af mælken, og pisk det sammen med sukker, resten af mælken, og æggeblommerne i en tykbundet gryde som ikke må være af aluminium, så bliver cremen grøn.

Flæk vaniljen og skrab kornene ned i gryden, stangen skal også med. Bring det i kog under stadig piskning, pisk hele tiden medens det koger igennem i 5 min.

Køl af. Pisk en gang imellem medens det køler, så der ikke kommer skind på.

Når cremen er helt kold piskes fløden til let skum, og vendes i.

Strutter

24 stk.

4 dl mælk

25 g gær

50 g smør

1 tsk. salt

1 spsk sukker

3 æg

ca. 1 kg mel

1 tsk. kardemomme

Lun mælken, rør gæren ud i mælken. Smuldr smørret i melet, kom mælk, sukker og kardemomme i og ælt dejen grundigt. Lad den hæve i en skål på køkkenbordet til dobbelt størrelse. Slå dejen ned og form den til 24 boller

Klip et dybt kryds i dem, så der bliver 4 snipper. Bøj dem ud til siden så det bliver en 4-takket stjerne. Vend bollerne og læg dem på plader, pensl med æg og bag ved 200 grader i 12-15 min.

Når de skal spises flækker man dem, smør med smør, drysser rigeligt sukker og en smule kanel i og varmer den i 4 min ved 190 grader.

Prinsessetyll i frostvejr er en hård nyser, der må noget varmt til - også at drikke.

Efter utallige børnefødselsdage må jeg konstatere at rigtig mange børn egentlig ikke kan døje varm kakao, de kan til gengæld godt lide varm saft.

Søbogaard laver en serie mørke safter, solbær, kirsebær, hyldebær og blåbær der letfortyndet, brandvarme og med en citronskive i, er som skabt til bundfrosne Harry potter-ali­ens-frodo-rapun­zelbørn.

Kakao skal der nu til, eller måske rigtig varm chokolade, som man kan drikke som den er, med flødeskum, eller allerbedst i store glas med halvt kaffe og halvt chokolade til de voksne. Et drys tørret ingefær på toppen gør underværker, og husk at en kanelstang kogt med i chokoladen er en fantastisk ting. Det smager ikke definerbart af kanel, det runder bare.

Camilla Plum