Mad er sandt for dyden ikke det første man finder på at fabulere over en første Januar, selv ikke uden tømmermænd.

Det ar været en hård tid, stort set fra første December. Mad er ikke det vi mangler, og friske, tidskrævende idéer til hvordan man kan forbavse sine venner, være ny for sin mand, proppe noget i børnene, imponere sine bekendte, og ærgre naboer, fjender og svigermødre med fortryllende, traditionsrig, blodtyperigtig, økologisk, sæsonpræget og helt igennem henrivende mad, mangler så sandelig heller ikke.

I Januar kan man heller ikke slappe det mindste af, her skal slankes.

Det går slag i slag, og det har det gjort siden tidernes morgen. Fedekalv og faste, fest og magre tider har afløst hinanden af andre grunde end at sælge ugeblade.

Når der i den katolske verden ligger i nærheden af 100 fastedage fordelt over de næste måneder har det været at gøre en dyd af nødvendigheden. Der var simpelthen ikke mad nok, og kødets spægning kunne lige så godt samtidig være en renselse, en ydmyg afståelse for ikke at falde i verdslighedens værste kardinalsyndefulde fælder.

At man så samtidig har været klar over at faste har været helsebringende for forædte munke og herremænd ikke kun for deres sjæles skyld, men også på det verdslige plan er en anden sag.

For den jævne mand har det aldrig været svært at overholde en faste i den hårdeste vinter.

Når vi gør det idag er det et ritual blottet for enhver nødvendighed. Sulten er i vores ekstremt snævre del af verden væk, åndelig renselse er erstattet af en vag, udefineret trang til renhed, enkelhed, spægelse, - og skønhed. Et skønhedsideal som kun danner mening i samfund med næsten pervers overflod.

Der er ikke megen fokus på flade maver, stramme balder og hule lår i Palæstina, på de afghanske bjergsider, i Nordindien, eller noget sted på det afrikanske kontinent.

Men vi mennesker i overflod har givetvis godt af at afstå. Behovet for aflad er reelt nok, lad det være et aflad der batter.

Man kan jo bare lade være med at spise noget i en uge, og det gælder kun for fuldt udvoksede, raske mennesker, og send de penge man har sparet til nogen som ikke har fået noget at spise alt, alt for længe.

Det er der vist ikke nogen der ikke har råd til.

Så kan man jo mærke efter hvor mange fluer man har fået med det samme smæk.

Camilla Plum