Under træerne

Ude i den store verden er de meget mere varsomme med at plante så det ikke kræver alt for meget vanding.

Særligt i tørre områder hvor regn er sjælden går man mere og mere over til  planter der hører hjemme i den vilde natur i området, og som kan klare sig selv.

Naturnære haver er en rent praktisk ting, skabt af nødvendighed. Men nødvendighed har ofte det smukkeste æstetiske udtryk, eller måske er æstetik uden nødvendighed simpelthen noget pjat. I hvert fald er denne praktiske vinkel på haven rundt omkring i Sydeuropa, i Californien, i Australien ved at finde sit helt eget æstetiske udtryk, en ny måde at plante haverne til på, fremprovokeret af at der simpelthen ikke - slet ikke - er drikkevand nok til at holde en naturstridig havestil i live. Det er meget flot det de laver, tørre, klare, haveudtryk, renhed, masser af sten og mure, enkeltstående træer og statuariske planter der giver et stramt og også meget styret udtryk. Agaver, lavendler, cistus, palmer og græsser giver flothed og en vis strenghed der er velgørende - i sin rette sammenhæng.

Der er vist ingen tvivl om at haver der ikke skal vandes også kommer her selvom vi må finde vores egen måde at gøre det på. En måde at tæmme naturen som er i tråd med vores landskab, og de langt mere frodige udtryk fra den danske natur.

Det passer smukt ind i en mere romantisk forestilling  der bliver mere og mere populær, en have som en vild sommereng, haver med rodehjørner til pindsvin og børn. Brugshaver med nemme stauder, buske der hører hjemme i vores landskab, en let og lys frodighed, haven som en stemning mere end som en plantesamling af attråværdige og sværtdyrkelige planter.

Nu har vi selvfølgelig ikke tørke som i syden - eller har vi?

Der kommer mere og mere nogle lange og meget tørre perioder om foråret hvor det er knasende tørt, lange hedebølger om sommeren hvor der ofte er vandingsforbud. frosttørke om vinteren. Jeg vil spå at tørketål­somhed bliver en meget vigtig faktor for vores valg af planter i de kommende år.

En dybt fornuftig måde at komme det i møde på er i højere grad at dyrke under træerne.

En helt utroligt masse planter trives med at vokse under træer, i let eller fuld skygge. Andre har deres storhedstid mens træerne stadig ikke har løv, og hviler sig i køligheden under træerne når de har fået bladene foldet ud.

Hvis man holder af overvældende frodighed, sprødhed og lethed er det i skyggen den er lettest at holde ved lige.

Planter der kan tåle skygge har ofte store blade, hostaer og bergenia og bregner, men også en lang række af  de stauder vi elsker allermest har det fint i delvis skygge. Linaria, stjerneskærm, sølvlys, akelejer, mange geranium, f. eks macrorrizum, der er lav og danner kæmpe tykke tæpper, og Geranium phaeum, der er høj og spinkel, med lette små næsten sorte blomster.

Kærmindesøsteren med de lette blå skyer i flere omgange gennem sommeren er en virkelig velkommen blomst, den sår sig og kan danne blomstrende tæpper også på andres bekostning, men intet er så smukt som lysende blåt i halvskygge, og den må godt brede sig for mig.

Marts violer, og alle slags anemoner, både skovanemoner, de større Anemone blanda, de honninggule anemoner, og den blå Anemone robinsoniana har det fint under træerne.

Toårige blomster som judaspenge, natviol der dufter så helt eventyrligt, og digitalis i alle afskygninger vokser ufor­trødent af sted under træerne, sår sig selv og vokser hvor de vil. Kodrivere, skovmærker, og skovsyre er fine i små tuer, der fletter sig ind i hinanden Oppe i træerne kan man lade kaprifolier om selv at finde vej, og klematis af de mere småblomstrede og letdyrkelige typer, der trives hvor de kan få skygge på rød­derne og blomsterne op i lyset.

Og så hele den rigdom af løg der langsomt er ved at komme i gang derude. Men her skal man være lidt varsom. Mange løg skal have rigtig meget varme for at modne. Mange skal simpelthen bages igennem i jorden for at udvikle næste års blomsteranlæg, og modnes tilstrækkeligt til at klare vinteren. Det gælder de fleste tulipaner, både de vilde og de forædlede havetulipaner.

Undtagelserne er f. eks. Tulipa Turkestanica, en lille helt henrivende hvid tulipan med gult svælg der blomster flittigt og breder sig, bare den får sol om foråret. Den høje gule og yndefulde skovtulipan, Tulipa sylvestris kan også klare skyggen om sommeren. Den er en særling, der enten kan lide at være der og breder sig med udløbere, eller nægter at gro hos én.

De fleste krokus skal også have sommersol, men de små spinkle Crocus tommasinianus klarer en plads i skyggen.

Men Erantis, vintergækker, dorothealiljer, vibeæg med de ternede klokker og deres fætter kejserkronen, pinseliljer, påskeliljer, for slet ikke at tale om den alleryndigste, hundetand der er det mest graciøse og eksotiske lille væsen klarer sig  meget fint hvis de bare får lys før løvspring.

Primadonnaerne er de elegante svungne kæmpekonvaller, salomons segl, med deres buede stilke, tæt besat med først små grønhvide klokker, siden med røde, giftige bær.

Deres horisontale stilke er velkomne i billedet, en dimension med eller kun ser hos bregner, der også er meget velkomne, bare de ikke laver en 'hostile takeover' på ens bed.  Allerøverst knejser Martagonliljerne. Den eneste lilje jeg kender der kan gro under træer, men det er sørme også rigeligt med den. De bliver med tiden kæmpestore, næsten to meter, med en stor pagode af små turbanformede fede blomster i alle nuancer af vinrød, hindbær, solbær og hvid. De står næsten en måned, og bagefter får de en smuk stand af frøkapsler som - hvis den får lov - drysser et tæt flor af flere liljer omkring sig.

Men dem jeg drømmer om, om natten, som kan få havesygen frem, som jeg måske oven i købet i et svagt øjeblik ville gøre mig til tyv for - det er juleroserne, påskeklokkerne, og alle dens slægtninge .

Jeg tror jeg har dem alle sammen, Den helt fantastiske Korsikanske nyserod, en kæmpe i denne sammenhæng. Store stedsegrønne takkede blade, overdådige pistaciegrønne blomsterklaser om foråret. Den almindelige nyserod med grønne flade blomster, den stinkende nyserod, som er mindre end den korsikanske, og har de mest indsmigrende blomsterklaser i lysegrøn med smalle røde læber på hver eneste blomst. Den har en rødstilket og lidt mere frodig variant 'Wesker Flisk', der er værd at jagte.

Den rigtige julerose med sarte hvide blomster, der bare aldrig kommer til jul, men engang i Marts. Nemmest at dyrke og få fat i er hele den hastigt voksende gruppe af orientalske påskeklokker. De findes i alle de farver man finder i frugt og bær, selv stikkelsbærgule. De kan være næsten sorte (meget attraktive), enkelte, dobbelte, flæsede, med prikker i svælget, helt rene i farven, og de er smukke og ønskværdige hver og én. De sår sig selv alle sammen, bare man har øje for de små planter og flytter dem bort fra forældrene og et andet sted hen hvor der er plads til dem.

Mahonie er en busk som det kræver lidt tilvænning at holde af, undtagen når den blomstrer med sine gule duftende klaser sidst på foråret. Resten af året er den ret anonym, men de stikkende blanke stedsegrønne blade og dens evne til at danne ro og soliditet i et virvar af planter, for ikke at tale om facon om vinteren gør godt.

Den er smukkest hvor den får lov at brede sig ud som den vil, ethvert forsøg på at få den mere regelret i sin henslængte vækstfacon er dømt til at blive grimt.

Tilsammen danner alle disse nemme planter et billede på frodig friskhed, et grønt billede plettet med enkelte små blomsterskyer så yndigt at man tror det er løgn.

Der er kun et men - som egentlig ikke er et men - bare en konstatering, det er at så stor skønhed ikke varer ved. Når sommeren kommer er den lette blomstrende forårsfrodighed afløst af et tæt, grønt fugtigt mørke. Et sted for tudser og frøer, hvor jorden er fugtig og god selv i den værste hede midt på dagen.

Camilla Plum