I sne? står urt og busk i skjul
Selvom
det er på det allersidste af plantesæsonen er der alligevel tid.
Botaniske
tulipaner kan stadig købes og lægges, og det er simpelthen noget af det mest
taknemmelige man kan plante i sin have.
Der
er mange arter af disse små oprindelige tulipaner, som alle de store tulipaner
er kommet af, så de vokser alle vildt et eller andet sted i verden.
Man
kan købe de oprindelige, men også et væld af hybrider af især de
storblomstede, lave slags som Tulipa Kaufmannia og Greigii. De er ret overvældende,
på grænsen til det vulgære, men nogen gange må en forårshave godt være
vulgær i al sin iver efter farvepragt. De fleste andre botaniske tulipaner har
en ynde og lethed som ikke er de store beskåret. Nogle af dem er vanskelige,
bla. den vilde skovtulipan, Tulipa Sylvestris, som også kan findes i Danmark,
den har det med at blomstre fint det første år og derefter hengive sig til at
sprede et grønt tæppe af bare blade og ingen blomster. Andre er nemme og
trofast kommer igen år efter år. Hvis de er plantet det rigtige sted fra
starten. Det rigtige sted er et med godt dræn og fuld sol. De spreder sig ved
frø og bliver flere og flere, i modsætning til de fleste store tulipaner som det
er meningen man skal grave op hvert år når de er visnet og sætte igen til
efteråret, men som man aldrig får gjort. De er så små at man gør klogt i at
vælge at plante en hel masse af én slags, hellere end at købe én pose af
mange slags løg. En ordentlig stor flade med rigeligt grønt imellem, er fint
til de spæde små tulipaner. Det er ellers nemt at blive fristet, når man
sidder og savler ned i kataloget
eller står og glaner foran et løgstativ.
De
allernemmeste, og meget søde er de, Tulipa Tarda, gule stjerner med hvide
kanter. De formerer sig gerne, og man bliver simpelthen glad af at se på dem, når
de folder sig ud i solskin i april. I gråvejr holder de sig lukkede. Endnu
yndigere, men sværere at finde er Tulipa Turkestanica, flere hvide stjerneøjne
på hver stilk, malet med et tyndt grå/grønt lag på ydersiden, smalle grågrønne
blade. Jeg satte et hav sidste år, så jeg ved de er meget fine i buketter
sammen med judaspenge og vibeæg som blomstrer længe og samtidigt i April.
Disse
to er kun højst 20 cm. høje og til at betale. Højere og endnu yndigere er
Tulipa Sprengeri. Yndefuldt rød, gullig udenpå.
Den er fuldstændig umulig at købe som løg og når den fås, fra et
udenlandsk løgfirma, er den så hundedyr at det kan være ligemeget. Men
for den tålmodige kan den fås som frø. De sås og blomster efter 3 år.
Herefter formerer de sig gerne ved selvsåning, så det skal jeg prøve. Frøkatalogerne
er begyndt at vælte ind, og Tulipa Sprengeri fås fra engelske Thompson &
Morgan, enten direkte eller gennem den danske agent Zimtrade. Hvert år prøver
jeg at lægge en ordentlig røvfuld løg, af ikke for mange sorter, i år er det
blevet til en del store tulipaner af sorter jeg har hørt ikke behøver at blive
taget op hvert år. Den næsten sorte "Queen og nigth", den gamle røde
"Rouge Cardinal" har jeg sat så man kan se eftermidadgssolen igennem
den, en lyserød klassiker "Queen of bartigons" og den abrikosfarvede
tidlige " Apricot beauty", jeg håber det passer, eller bliver de éngangsfornøjelse.
Det ville være dejligt hvis det stod på posen. Af de botaniske har jeg
investeret i en kæmpepose Tulipa Pulchella humilis, som jeg har prøvet før i
en anden have, og som kommer fint igen. De er lyserød-lilla med et gult øje og
fuldstændigt henrivende når de står der og blomster lige over jorden.
Engros
er løg til at betale også i meget store mængder. Aage Pedersens eftf. er
stedet, men man skal godt nok væbne sig med tålmodighed når man handler med
dem. Aage Pedersen selv havde forstand på løg, men det er som om der ikke er
én eneste der ved nogetsomhelst om varerne tilbage i det firma. Men løgene
er fine, billige og bliver leveret på adressen. Endnu en drøm er de rigtige
fasanøjede pinseliljer, Pheasants eye. I mange år har man kun kunnet få en
moderne sort der hedder Actea. Den er for stor, og en skuffelse for dufter ikke
nær så godt som den rigtige. Zimtrade har den. Det er på det sidste at lægge
den nu, men den blomster sent og er meget robust så det skal nok gå alligevel.
Når man køber løg af oprindelige arter skal man sikre sig at de ikke er
indsamlet i naturen, især tulipaner, de hårdføre alpevioler og vintergækker
er det gået hårdt ud over, så de nærmest er udryddet i naturen.
Mange
steder kan man også købe økologisk dyrkede blomsterløg, det er al ære værd.
Blomsterbranchen
er simpelthen nogle af de største miljøsvin. Den får ikke for lidt med sprøjtemidler
og hormonpræparater så vi kan få billige stueplanter til at smide ud igen.
Branchen vil nok mene at vi gerne vil have det sådan, men det ville være rart
at kunne købe stueplanter som man bare havde en chance for at kunne beholde.
Det er jo faktisk meningen med dem, og det virker ubehageligt ødselt på mig at
blomstrende planter ikke kan leve og blomstre igen. Selv planter som er fuldt hårdføre
som asters kan man ikke plante ud, så mishandlede er de af vækstforkortere
og kunstgødning. Når det en sjælden gang lykkes vil man opleve at den lille
pudeasters fra brugsen i virkeligheden er en forkrøblet udgave af en ordentlig
basseasters på halvanden meter. Så ethvert initiativ er velkomment. Jeg
ville bare fromt ønske at de også kunne præstere et lidt mindre farvestærkt
udvalg af mindre hårdt forædlede sorter. Når man tænker over det hænger de
lidt mindre og mindre prangende løgplanter som vibeæg og botaniske tulipaner måske
bedre sammen med viljen til at købe økoløg. Men godt er det alligevel, man
skal ikke altid brokke sig.
Camilla
Plum
Zimtrade
tlf: 48790066
Thompson
& Morgan tlf: 0044 1473 690869
Aage
Pedersens eftf. tlf: 55720600