Kommentar til Haven, April 2000

På engelsk hedder det eyesore, et fænomen som generer øjet hos mennesker af æstetisk indstilling. Som regel noget grimt, upassende eller oprørende i et ellers sammenhængende miljø. Sådan har jeg det med plastichave­møbler. De gør ondt i mit æstetikcenter.

Jo smukkere haven, parken, cafeen er, jo værre er det.

Hvor det er indlysende at økonomien ikke er til hånd­drevne moseegsbænke tegnet af Edward Lutyens til et herresæde i Kent, er det til at bære.

I Vietnam hvor menneskene er små, står der plastic­stole i hundredetusindvis i en størrelse så man tror de er beregnet til børn, overalt i parker og gadekøkkener. Her rummer de en særlig forsonende æstetik ved at være i alle regn­buens mest hysteriske pangfarver. Men det holder ikke vand i villahaver i millionklassen, for slet ikke at tale om i offentlige sammenhænge.

Man kan undre sig over hvordan man har råd til huset og haven, og ikke til et par gode havemøbler, eller til at drive offentlige anlæg og ikke til stole der bare nærmer sig den æstetik man ellers går efter. Måske vi ikke ved hvordan man maler en havestol. Det hænger slet ikke sammen, vi poder og passer og beskærer og stiklingeformerer og gemmer små poser med frø, og dygtiggør os og kan masser af teknikker. Vi bruger tid og deler vintergækker og tænker på alt andet end pris, eller rettere sagt vi tænker i baner af natur og glæde, men ikke desto mindre basker vi gladeligt en plasticstol ned midt i herlighederne.   

Naturfredningsforeningen kører pt. en udmærket kampag­ne for bedre og især mere miljøvenlige havemøbler, hvor møbler af tropiske træsorter godt nok også er problemati­ske, og det gør de glimrende. Mit ærinde er et andet, at de er så allerhelvedes uæstetiske.

Haver et projekt over tid, og det handler i høj grad om forgængelighed. Hvis man sætter sig til herre over tiden er det en for­fængelighed som bliver straffet med grimhed. Alt i haven ældes, og skulle gerne gøre det med ynde, plastic i haven er en dementi af tidens gang. Det er uorganisk, fremmed, statisk og ustofligt. Når det ældes- og der gør det ret hurtigt i sollys- er det på en ubehagelig måde, som et rynket barn, der af sære årsager ikke har haft et liv mellem barndom og alderdom. Plasticmøbler knækker og revner, og kan ikke repareres, alt andet i en have kan repareres, eller dø, plastic kan kun dø. Man når ikke at lære hinanden at kende, som med et godt træmøbel. For plasticmøbler er anonyme soldater uden sjæl, og vi græder ikke når de skal afsted til lossepladsen, vi føler kun lettelse. Dagen efter er det afsted til havecentret og købe nye billige stole, og vanvittigt dyre planter.

Camilla Plum