Første gang vi så den gård vi siden skulle købe, var haven et morads.
Brombær og brændenælder og tjørn nok til at holde mange prinser væk.
Men midt i det hele lyste en række blå hortensia langs stuehustes sydmur, som et minde om mere velholdte tider. De var stærkt medvirkende til at vi overhovedet kunne danne de nødvendige billeder af fremtiden, som gør at man falder for et sted. De var- og er- fuldstændigt overdådige, selvom de nu ikke længere er blå.
Så store hortensia tager det mange år at lave, selvom de vokser hurtigt.
Hortensia langs stuehuset er en meget traditionel måde, det har der været langs hundredevis af gårde, ihvertfald i denne del af landet. Men trods traditionen er det en komplet vanvittig placering at have dem på, selvom det er vidunderligt.Hortensia holder af kølighed og fugt og må bestemt ikke tørre ud, og en placering langs en sydvæg er ikke helt nem.
Hortensiaerne står, hvad der er endnu mere vanvittigt i en bund af Vinca, som ellers er til skygge, men den blomstrer i solen med langt flere små lilla blomster, end i skyggen, og holder ukrudt meget effektivt væk.
Så alt i alt var det et udmærket arrangement, indtil det gik op for os at forudsætningen var at der ingen tagrende var på hele sydfacaden.
Vi valgte at lade være med at sætte tagrende op, både for at beholde hortensiaerne, og det meget fine femdobbelte murstensstik under taget. ikke nogen nem beslutning, for også den er vanvittig, og vi har siden måtte bygeg små pyntelige karnapper og bislag over dørene for ikke at skulle skifte dem hvert femte år.
Murene var samtididig ved at skvatte sammen da de tidligere ejere havde haft et større murbihold, og der stort set ikke var mørtel tilbage, og løsningen blev en filsning efterfulgt at talløse lag kalkvand og kalkmælk.
Udover en yndig lys engelskrød på murene blev hortensiaerne ved samme lejlighed et mylder af nuancer mellem ultramarinblå og pink, over lys rød, grøn og hvid. Det er smukkere end før, og et fantastisk skue at en enkelt busk kan have blomster i 43 forskellige farver. Og så passer de mere dæmpede rosa lilla helt klart bedre til husets nye farve end rent blå.
Det der sker er at blomsterfarven ændrer sig med jordens PH værdi, og at det er et meget lokalt fænomen i jorden. Der er også andre faktorer, men hovedsagen er at man kan frivilligt eller ufrivilligt kan ændre sine hortensiaers farve ved at give dem hhv. kalk og syre.
Nogle steder manglede der hortensia, som løbende er blevet fyldt ud med hortensia fra nærmeste tankstation, som er langt billigere end i planteskolen.
De vokser hurtigt til, efter en kort periode hvor de skal vænne sig til livet udendørs, og falder uanset farven ved indkøbet ud i de mest forskellige farver.
De er alle variationer over Hortensia macrophylla, og der er mange yndige sorter. Nogle har frynsede kniplingskanter, og nogle har en mørk blålilla farve som bliver ved med at være mørk uanset at farven skifter.
Jeg ar lært at Hortensia er dårlig smag, at deres svulstighed er for pyntesyg, for voldsom og eksotisk i en dansk have, men af og til må man gøre oprør, jeg synes de er fantastiske af præcis de samme grunde.
Der findes mange andre Hortensiaarter, i lyse grønlige og creme farver, nogle har duske som syrener, og som givetvis er udtryk for bedre smag og egentligt er smukkere og mere naturlige i en dansk have end dem jeg har. Men ingen af dem kan tåle denne placering, og danner også lettere mere løse buske som gør sig bedre i et busket, end langs en mur, hvor det netop er macrophyllaens meget kompakte form der er så imponerende.
Pasningen af Hortensia er nem, bortset fra at man skal være klar med vandslangen ved det mindste tegn på at bladene hænger. Om foråret når de øverste blade er lige før de folder sig ud, klipper man døde grene helt af, og klipper hver gren ned til en livlig dobbeltknop. De øverste knopper bliver af og til svedet af frost, så hvis man gør det for tidligt skal man til det igen, og det er et rimeligt stort arbejde på en gammel busk med mange grene. Få grene giver store blomster, mange grene et væld af lidt mindre, som klart er kønnest.
På mager jord skal de gødes, på vores ler behøver de det ikke.
Ved meget hård frost, og på udsatte steder kan de fryse meget tilbage, som regel skyder de voldsomt igen, men da de blomstrer på skuddene fra sommeren før, er der ikke meget idé i at have dem hvis de konsekvent fryser for meget tilbage hvert år.
Og så kan de tørres. Enten venter man og høster de blomster som er halvtørret på busken, eller man plukker dem friske. Man får klarere farver når man plukker dem friske, men risikerer at mange af dem krøller sig sammen. Jeg venter og får dem så i mere douce farver med et yndigt grønligt skær over de fleste. Hæng dem til eftertørring med hovedet nedad under loftet på et køligt og tørt sted.
De holder farven i årevis, men som alle tørrede bloster er de nu finest når de er friske, der er noget hengemt og forfaldent over flere år gamle støvede blomster. Jeg bruger dem til adventskransen, til overdådige buketter, til at pynte på hylderne, og smider dem ud efter jul.
Camilla Plum