Haveliv

Der udkommer rigtig mange havebøger, og det skal der søreme også, for interessen for dem er lige så stor som for mad.

Men af og til kommer den en bog som er så elendig at selv ikke behovet for spredning, stor variation i målgrupperne, eller behovet for det uforpligtende kan undskylde udgivelsen. Sådan en bog er "haveliv" fra Søren Fogtdals forlag. Den er langt ude fra enden til anden, så langt at jeg tror den ellers grundige og glimrende oversætter Hans Christian Fink har tabt tålmodigheden med materialet.

Ihvertfald er der så mange sproglige fejl at det er en pine. Mange af dem handler om at det simpelthen er svært at oversætte en bog med 50% adjekti­ver og et sproggreb man elelrs kun ser på kinesiske menukort, og i Bakkers helst kostelige haveplantekatalog. Mange af dem handler om at man har sparet en fagligt kompetent person til at gribe ind.

her er ellers nok at gribe fat i. Bogen mangler smerteligt den korrektur som kun kan leveres af en person der véd at det ikke hedder mamelikærme, men mamelu­kærme.­  og som kunne gribe ind overfor plantenavne, hvor både de latinske ikke altid passer, og de såkaldt danske simpelthen ikke findes på dansk, eller at de nænvte planter hedder noget helt andet.

At tusindfryd ikke er en dianthus- som er nellike, at skovbær er noget der efter sigende findes i yougurt, men ikke er noget man kan plante i sin have, at Muscari hedder perlehyacinth og ikke druehyacinth, listen over sjusk er endeløst lang.

I plantelisterne er nogle nævnt med både "danske" og latinske navne, og andre er ikke, efter et fuldstændigt mangel på system.

Nogle planter er oveni købet nævnt med navne på udvalgte sorter som der ikke er nogen nærmere begrundelse for end at forfatteren har hørt dem en eller anden gang. Det er meget prætentiøst med sortsnavne når resten ikke er elementært på plads.

Der er kludder i hvad der er stauder, énårige, træer og buske, roser er efter min bedste overbevisning ikke træer, og nerier er saftsusemig ikke et sommer­løg.

Hvad værre er, er der ikke skelnet mellem hårdføre og ikke hårdføre planter,  hvad der er helt nødvendigt at vide når man er den begynder bogen formodent­lig henvender sig til.

At det elementære er på plads er ikke bare vigtigt for botaniknørder, og  pernittengrynede havebogsanmeldere. Det er simpelthen så elementært at det er umuligt at have tillid til resten af indholdet, hvad man i dette tilfælde også har god grund til ikke at have. Det er i bedste fald udtryk for så stor faglig inkompetance at man overhove­det ikke burde give sig af med at skrive bogen, eller måske er det værre endnu. Måske er det udtryk for en helt nyt kvalitets­parameter som i mangel af bedre må kaldes fænomenjagt.

Det er fænomenet have bogen jagter, det helt henrivende men uforpligtende, som kun handler om  for enhver pris at finde sin stil, som iøvrigt i bogen hedder "stile" i flertal. jeg ville skyde på at "stilarter" ville være det rigtige at skrive. Det kunne være ethvert fænomen- her er det bare lige haven det går ud over.

Bogen er fyldt med billeder af katte, porcelæn, sommerkjoler, børn, mere porcelæn, puder, bøger, strandsten, hunde, lygter, peanuts, nydelige unge herrer, vejrhaner og fuglebure. I øvrigt går nogle af billederne igen flere gange.

Det er simpelthen en såkaldt inspirationsbog, og så er alt tilladt, selv at fodre folk med billeder af haver der aldrig kan lade sig gøre og det reklameagtige budskabet om at stil er noget man vælger, og tager på som en frakke, ikke et udtryk for en samlede viden og personlighed.

Det betyder også at forfatterens viden- og den viden han giver videre- er fuldstændigt ligegyldig fordi viden bare er en klods om benet når det handler om drømme.

I afsnittet om landbohaven folder vrøvlet sig ud i fuldt flor, her står at man skal bruge den engelske Austin rose Abraham Darby til en rosenportal, hvilket bliver vanvittigt svært da rosen under ideelle forhold bliver max. 1,5 m høj. At sæbeurtens blomster og blade danner sæbeskum når man nulrer dem, når det faktisk er roden man bruger til at koge sæbe af, og endelig et billede af en "gren fuld af røde sommerbær". Denne "gren" er en æblegren som man har draperet en kvist af jordbærspinat opad, så det ligner rigtige bær. Det er ren gylle, bærrene smager i bedste fald meget kedeligt, det er overhovedet ikke bær, og gren er så meget sagt om en énårig køkkenurt på max 40 cm.

Man kunne fortsætte ligesådan om hvert eneste opslag i bogen.

Jeg ville have fuld respekt for en havepornobog med masser af billeder, som man udmærket ved ikke kan lade sig gøre, fordi porno helt åbentlyst er fiktion, og i øvrigt gider man ikke. Men når det her kombineres med så ukristeligt useriøst, og sprogligt forvrøvlet bragesnak som her, er det ikke porno, det er vildledning.

Der er ikke angivet en forfatter til værket, og det er højst sansynligt også et sammenskrab fra et kommunikationsbureau der har set en vidtåben niche for at sælge crap til usikre haveejere.

Forbilledet er formodentlig  kæmpeværket "the essential garden book" af Dan Pearson og Terence Conran, i et forbilledligt samarbejde hvor farmand Conran står for en noget mere usvigelig æstetik end denne damebladsstil, og Dan Pearson for helt uigenneskydelig havebrugs­faglighed.

Bogen er hollandsk, men derfor for behøver man jo ikke at oversætte den til " dansk".

Camilla Plum