Advent
Når man flytter ind i sin nye have, er det første man tænker på ikke november, hvem har lyst til at tænke på november?
Det er roser og pæoner, syrener og erantis man kæmper for, i første omgang. Men man skal tænke på november, før eller siden, for ellers er det slet ikke til at holde ud.
Buksbom og kristtjørn er nemmere, deres farve er ikke så dystre som de andre stedsegrønnes, og deres blanke blade er oplivende og levende året rundt.
Men hvis man først har klippet kugler og fugle af dem, er der længe til at der er kviste til adventskransen.
Disse kviste og blade dannede grunden i adventskransen, som jeg hvert år fik indprentet skulle være tyk og fed, overdådig og struttende, ikke mager og pjevset. Kransen bindes på en halmkrans , hvad der er det billigste, eller på en grankrans hvad der stiller færre krav til finishen. Et lille hul gør ikke så meget hvis der titter gran frem.
Men der skal altid meget mere grønt og fint til end man tror, , hele vejen rundt, undtagen lige der hvor kransen skal ligge. Vores krans kommer ikke op at hænge, men hvis den gør, skal den være tæt struttende som et pindsvin - uden maveskindet.
Pynten var også til at finde. Sorte ligusterbær, hvide snebær, røde kristtjørn, og de allersidste af mine yndlingsbær benveds pink og orange små frugter. Efeublomster er også stadig fine i november, og hvis man ikke har en blomstrende efeu skal man plante en. De blomster først når de er kommet to meter til vejrs, og samtidig laver de en metamorfose, så også bladene ændrer sig fra at være treflappede til tilspidset ovale.
Det kaldes arborisering, forneden ser de ud som de plejer. man kan vente, eller man kan snyde og tage en stikling af en der allerede blomstrer og stikke den i jorden. Den vil fra starten tro at den allerede er et træ.
Ind imellem små buketter af de grøn og hvidblomstrende hortensia, hasselrakler, de første blomstrende viburnum, en kvist med en buskkvæde, kaprifolie bær, og måske en kaprifolieblomst hvis der er flere tilbage.
- og roserne. frostbidte, forrevne brunkantede små rosenknopper, de sidste af de udfoldede roser, også når de var visnet og blevet bleget af regn.
Måske man kun synes de er fine fordi man kender dem i fuldt flor, måske man ville synes at de var dejlige alligevel, selv om man aldrig havde set en rose i juni. Rosenknopper i november har en rørende styrke, en insisteren på skønhed og håbefuldhed, selv når det er alt, alt for sent.
I min have kommer jeg først i tanke om den fatale mangel på adventskransmateriale når jeg allerede er kommet ud med saksen. Det må og skal huskes til foråret, nu på 8 ende år. Men der er nu altid noget derude.
Sidste år besluttede jeg at det netop var i november at mine buksbomhække skulle studses og en ren krans af lidt pjusket buksbom er en af de smukkeste kranse jeg kender.
Mahonien er der masser af, og jeg er taknemmelig for deres blankhed, selvom de stikker som djævle. Roserne er der også, især er den samling af Poulsenroser fra 50'erne der stod i haven leveringsdygtige. På andre årstider er de genstand for nedladende tålthed, men lige her er jeg nu glad for at der ikke kun er historiske roser med en enkelt blomstring i haven, af bare god smag.
Klatrehortensia har et andet liv om vinteren, de spinkle blomstermumier har guldstøv og hvidt i sig, og hvis der ikke er nok får de et trut med bronzestøv.
Bregners stive, sære vinterblade, der vist egentlig er sporebeholdere er fine, både i den brungyldne farve de har , og hvis man går amok med guldbronzen.
Jeg tror egentlig at der i næsten en hvilken som helst have er materiale til en fin adventskrans, hvis man får øje på det. men man skal passe på, det øjeblik man forfalder til kunstige bær elelr nissetjams er den færdig. Novemberhavens yndigheder er sarte og forfinede, næsten ehver kunstighed vil få sartheden og raffinemente til at falme til forfald, i stedte for at forgylde den. Hvis der skal dimses skal det være med silkebånd og måske lidt sart sølv eller guld. Ikke fra dåse, men i form af rigtig guld elelr sølvbroze i pulverform.
Den sidste krans er bundet af ren hortensia. og det er en virkelig taknemmelig ting at lave, det går hurtigt, men der går mange til. De er tørret på busken, ellers krøller de, og så skal man huske at tage dem inden regnen får alle de smukke douceblå og lilla til at falme helt. Hvis man passer på kan man godt sætte lys i den, og den kan i øvrigt være fin også efter jul, når den gradvist bleger til rent cremehvidt. Hvis man ikek har nogen form for hortensisa i haven, skal man huske den også, til foråret.
Man kan lave kranse af en enkelt ting, og alt hvad jeg har nævnt, og mere til kan være smukt, bare der er nok af det. Eller man kan blande som man lyster.
Sådan en krans holder selvfølgelig ikke hele julen, den skal fornys en smule hver uge, hvis den bor indendørs. Man skal huske at sætte den køligt om natten, ligesom alt andet grønt og især buketter.
Hvis man hænger den på døren holder den julen ud.
Om man vil brænde lys i kransen hver aften, kun om søndagen, og om det er alle lysene hver gang, eller først ét, så to.. er et spørgsmål der ikke kan diskuteres. Der er en særlig andagt over det sidste, men hos os er det alle fire lys, næsten hver aften i december.
Camilla Plum