Menneskets livsforsikring truet!
Af Per Kølster, agronom
Fuglebjerggaard, den 22. juni, 2009.
Politikens forside på årets længste dag den 22. juni, er en skræmmende hyldest til gensplejningen. Og intet mindre end en bandbulle mod postulerede reaktionære kræfter. Kræfter som hverken vil verdens sultne masser eller Monsanto noget godt. Venstrefløj, DF og sværmeriske drømmere er vi, en broget flok med en kedelig sammen sætning. Et hartkorn af ekstremister. Der bliver ikke sparet på hverken sprog i lederen eller journalistiske udsagn for at få læseren til at forstå , at vores fødevareminister, Eva Kjer Hansen, er ude i et sandt frelsereventyr: Fri os fra det onde og patenter vores genetiske kulturarv!
Jeg er medlem af denne klan af ondskabens akse. Og har været det siden gensplejningen viste sine første resultater i 80-erne. Og jo flere år der er gået jo dybere kommer min modstand fra. Årsagerne er særdeles omfattende og komplicerede og skyldes principielt to overordnede fænomener. Det ene handler om at udbredelsen af gmo har en radikal indvirkning på det globale jordbrug dybt ind i brugernes egen rækker. Og var det bare så vel. Nej indflydelsen har også alvorlige konsekvenser for de som ikke har valgt gmo’erne. GMO’erne er således ikke løsningen de er en del af problemet. Paletten af farligheder handler om at afgrøderne er uløseligt knyttet til anvendelsen af bestemte pesticider leveret af samme firma (Monsanto) som leverer såsæden. Skadevolderen udsættes for massiv pesticidpåvirkning, de tilpasses kemien og spreder sig. Gensplejsede afgrøder viser sig i forsøg med dyr at være skadelige når de spises.
Den anden årsag er det uhyrlige demokratiske problem der knytter sig til, at alverden påtvinges en teknologi, som forklares og forsvares med, at den er en uomgængelig nødvendighed for at løse verden sultproblemer.
I sultens navn påtvinges bønder såsæd af afgrøder de hverken har råd til, eller som har den historie der bedst gør dem egnede til deres lokale forhold og smag. Men gensplejsede planter og dyr hører ikke hjemme i et landbrugssystem, der er baseret på fri udveksling af kulturplanters og dyrs arvemasse. Og denne udveksling er historisk set den væsentligste garant mod at vi som mennesker bliver afhængige af ganske få gener. Den er vores ultimative livsforsikring!
Sulten i verden er ikke noget nyt, desværre. Og dens årsager er i utallige studier og politiske analyser koblet til skæve indkomstfordelinger. Spørgsmålet er om Monsanto har tænkt sig at give afkald på sine hårdt tilkæmpede patenter og den GIGANTstatus som de har fået af samme årsag? Ønsker verdenssamfundet at lade sig dirigere af et ejerskab, som ligger hinsides de vi vil forbinde med normalt demokratisk kontrol? Er man i tvivl om dette arguments gyldighed, kan man sætte sig ind i hvilke metoder Monsanto benytter sig af for at knække sine modstandere. Ingen midler skys. Prøv at google Percy Schmeiser, en hædersmand af en canadisk bonde, som først efter årelang stædighed og helt oprivende retssager har vundet en meget vanskelig kamp mod Monsanto.
Hvad rører der sig i Eva Kjers inderste? Hvilket motiv kan drive en dansk politiker til i den grad at imødekomme genlobbyen? Måske vi hører musen gå hen over broen sammen med elefanten og sige de berømte ord: ”Ih hvor vi gungrer!”
Ja hun siger det selv, vi vil bakke agterud i konkurrencen om at være med i dette landbrugs- og fødevareteknologiske førerfelt. Altså ikke noget med at redde nogen der sulter. Det samme hørte jeg den daværende formand for den agrokemiske forening, Per Clausen, tidligere dansk direktør i det verdensomspændende kemiske firma Dupont, sige for mere end 10 år siden. Hans formulering var enkel, nemlig at det handler om at undgå at førertrøjen overtages af indere og kinesere. Altså dette handler ikke på nogen som helst måde om Evas kærlighed til sine medmennesker, i bedste fald er hun forført. Det ligger ligesom til navnet.
Nu er det sådan, at der som sagt er rigtigt mange grunde til at mene at gmo’ere i bedste fald er overflødige og i værste fald er farlige. Skønheden i vores landbrug og vores måltider kan ikke skabes i et laboratorium, det skabes af mennesker som arbejder med natur, dyr og planter. Ikke nogen romantisk forestilling men en simpel konstatering, spørg en hver samvittighedsfuld gastronom. Så kan man hævde at dette ikke handler om skønhed men om mad nok. Men hvem er den kyniker, der seriøst mener, at man på verdensplan skal fratage alverdens befolkning deres glæder over måltidet?
Disse argumenters gyldighed har dog en tilbøjelighed til at forekomme blege og ligegyldige overfor frygten for massedød og armod. Det er et meget stærkt kort at trække som politisk ansvarlig minister. Men før man lader sig rive med af dommedagsprofeters skingre hyl for den gensplejsede frelse, så er der god grund til at stoppe op og i stedet overveje om man tør lade sig overbevise om, at der findes helt anderledes rige og glædesfyldte scenarier for, hvordan alverdens befolkning kan udnytte sine lokale ressourcer, passe på dem og fremelske den forsyningssikkerhed og mangfoldighed, som er det der sikrer os god mad nok. Det gør der! Især hvis vi er mange nok der tror på det. Se for eksempel hvordan forsyningssikkerheden skyldtes småhaver i det gamle Sovjet, og ikke den bedrevidende planstyrede stat.
Problemet er ’bare’ at denne frodige vifte af økologisk ansvarlige løsninger handler om god praksis og ikke om at patentere hverken dyr, planter eller produkter. Det handler tværtimod om at sørge for at alle har adgang til denne klodes biologiske ressourcer. Vores genetiske arv er vores fælles kapital, ikke noget nogen skal være ejere af. Det er skamløst! Som om vi ikke har set nok til denne absurde grådighed midt i finansverdenens afklædte sammenbrud. Men sådan spiller klaveret ikke i Monsantos hoved og nu altså også Evas.
Kig ud af vinduerne i det lukrative Nordsjælland og bemærk hvordan vi mishandler vores tidligere tiders rige landbrugsjord. Landbruget er stort set nedlagt. Regionen forsynede i stort omfang sig selv med mad og var endda en del af det landbrugsmæssige wirtschaftswunder, som har udspillet sig gennem generationer i dansk landbrug. Her manglede ikke noget for at forsyne os selv og meget mere til. I dag mangler fødevareproduktionen imidlertid konkurrenceevne. Rideheste og villaer og indkøbscentre betaler mere for jord end gulerødder. Vi eksporterer vores fødevarekrav til fremmede verdenshjørner, hvor arbejdskraft og jord er billig. Dette er hverken et reaktionært eller venstreorienteret synspunkt, men en konstatering af hvordan markedskræfterne og statslig regulering behersker vores fødevareforsyning.
Hvis nogen bilder sig ind at denne klodes fødevareforsyning har noget som helst med gensplejsning at gøre, er det fordi de ikke kan se dette kæmpemæssige strukturelle og politiske problem. Kunne vi passe på os selv og skabe nærhed i fødevarekredsløbenene var der ligeså mange og gode spisekamre overalt i verden, der hvor mennesker lever.. Vi kan producere mad nok – endda økologisk. Vi kan samtidig skabe bedre miljø, større sundhed og helt anderledes værn mod de klimatiske udfordringer. Det løses ikke ved at Monsanto får monopol på alverdens gener. Tværtimod.
Læs min
Skitse
til en økologisk gen:etik
og derfor GMO, nej tak!
Mere kritisk læsning
http://www.i-sis.org.uk/index.php
The-Genetic-Conspiracy--Are-Genetically-Engineered-Foods-Dangerous.aspx